Det saglige leverer pokalen til historien

Fra dokument til føljetonpokal, et konservativt eksempel

Udvalgt viden med klumper

Censur er den bedste anbefaling

Minister går grassat

Lækkende dokumenter giver gode pokaler

Fjendskab som roadshow

Opstilling af pokaler

Polerede pokaler er ofte uklare

Klare mål

Mindre klare pokaler

Intetsigende mål med maksimal prestige

Enhver udtalelse er et offentligt dokument

Lykkelig finale: Pokalen leveres tilbage til Lille scene

Store scenes opskrift på nye love

Lille scenes hemmelige opskrifter

6: Pokalerne

Det saglige leverer pokalen til historien

Aktørernes mål kan være særdeles kringlede og uigennemskuelige set indefra: dvs. for embedsmænd, eksperter og de direkte forhandlende politikere, altså på Lille scene. Og de vil altid være endnu mere ubegribelige og uoverskuelige for vælgerne, dvs. på Store scene. Men selv de mest komplicerede forhandlinger om de mest indviklede forhold kan tjene som afsæt for den ”gadget” eller tingest eller pokal som personerne i den politiske føljeton på Store scene jagter, og som giver fortællingen fremdrift. Og fortællingen om jagten på pokalen er let forståelig for alle.

Ministeren går typisk efter et så bredt forlig som muligt. De deltagende forhandlingsparter går efter at sætte så tydeligt spor som muligt på forhandlingsresultatet. Og hvis forhandlingerne bryder sammen, så går alle efter at give den anden skylden for at det skete. Mål som disse er forståelige for enhver.

Saglig indsigt overflødig

Det ”rent saglige niveau” med tekniske og politiske detaljer giver de direkte berørte forhandlere og deres rådgivere meget besvær på Lille scene. Men disse detaljer på Lille scene bruges i den brede kommunikation til vælgerne på Store scene udelukkende som dokumentation af at der findes et højt prioriteret mål, en pokal, som de velkendte personer i den politiske føljeton jagter. Det er helt unødvendigt for vælgerne at fatte alle detaljerne for at acceptere at målet har stor værdi for hovedpersonerne. Det er kun nødvendigt at vælgerne accepterer at pokalen jagtes. Ellers vil de ikke følge kampen om den på Store scene.

Og dette er hele hemmeligheden bag at det overhovedet er muligt i praksis at drive et demokrati: Vælgerne kan motiveres og engageres uden at skulle forstå en masse tekniske detaljer fra Lille scene. Det er tilstrækkeligt at vælgerne forstår at pokalen i historien kommer fra Lille scene, og forstår de personer som er med i historien på Store scene hvor pokalen jagtes. Og at vælgerne accepterer at pokalen er så værdifuld at det er rimeligt at den jagtes.

Pointe

Højst et par detaljer fra Lille scene er relevante for at acceptere at en pokal jagtes på Store scene.

Fra dokument til føljetonpokal, et konservativt eksempel

De Konservative kom med et integrationsudspil på deres sommergruppemøde i august 2009. Det bestod af et flersidigt dokument med en række detaljer og overvejelser. Det blev præsenteret på et pressemøde hvor formand Lene Espersen var flankeret af justitsminister Brian Mikkelsen og den nye integrationsordfører, Naser Khader.

Udspillet med navnet Demokratisk integration bestod af en række initiativer[1]:

· integrationsprogram for udlændinge skal speedes op fra de nuværende tre år til et år.

· Jobcentre skal rykke ud i boligområder med mange indvandrere.

· Obligatoriske kurser i dansk ægteskabslovgivning til imamer med vielseskompetence.

· Forbud mod burkaer.

· Der skal ikke være bederum på skoler og gymnasier.

· Indvandrersygdomme skal forebygges og forbuddet mod at registrere sygdommes relation til etnicitet ophæves.

· Der skal oprettes et ”Nationalt Center for Etniske Minoriteter og Sundhed”.

· Tosprogede skal have et obligatorisk antal dansktimer i folkeskolen.

· Det skal tilstræbes, at to-sprogede elever er fordelt jævnt på skolerne, så de afspejler kommunens befolkningsammensætning.

· Hyppigere kontrol med religiøse friskoler.

Burka over alt

I føljetonen dominerede et af punkterne, forbudet mod burkaer, helt. Punktet, hyppigere kontrol med religøse skoler, blev også bragt lidt op, men sank ned i ubemærkethed efterhånden som burkaforbudsforslaget voksede i føljetonen. De andre punkter nåede aldrig ind i føljetonen.

De er heller ikke nødvendige, for det afgørende er at dokumentet leverer en begribelig pokal til føljetonen, og det klares rigeligt ved bare ét punkt. Og her er burkaforbuddet en klar vinder. Det er enkelt at forstå, og det knytter an til en fremtrædende, løbende strid i føljetonen mellem velkendte aktører. Det er derfor meget let at forbinde burkaforbuddet til allerede rejste lidenskaber, fx de konfrontationer som var etableret ved tidligere sager om muslimske tørklæder.

Og hvad skal barnet hedde?

De Konservatives eget navn til deres samlede udspil: ’Demokratisk integration’ var der ingen der købte. Det forlod aldrig de Konservatives egen Lille scene. Det var for artigt og uden antydning af strid. Udspillet kom i føljetonen til at gå under navnet ’Burkaforbuddet’.

Når man ikke selv sørger for et fængende navn til sine udspil på Lille scene, så overlader man navngivningen til journalister og modstandere når udspillet skal gøres til gangbar pokal på Store scene. Navne som lover strid, fænger bedst. Allerbedst er det hvis navnet i sig selv er et angreb.

Da Venstre i september 2009 kom med et udspil om strengere straffe mod voldsudøvelse i forbindelse med demonstrationer, så kaldte de det Lømmelpakken. Medierne havde ellers i forbindelse med de ulovlige aktioner for ungdomshuset og lignende anvendt betegnelsen ’de unge’ om dem der lavede hærværk og smed med sten under aktionerne. Ordet ’lømmel’ erstatter den overbærenhed som ligger i betegnelsen ’de unge’ med et krav om indgriben. Og den betegnelse åd Store scene.

Pointe

Navne med strid giver dokumenter med bid.

Vækning af gamle lidenskaber

Også Naser Khaders person spillede en vigtig rolle. Som indvandrer og højt profileret politiker med en omtumlet karriere var han et stort aktiv for historien, men det ville han have været uanset hvilket af udspillets punkter der var blevet udvalgt til at levere pokalen til føljetonen. Vælgerne så ham her for første gang i rollen som integrationsordfører for de Konservative (og som folketingsmedlem for De Konservative).

Føljetonen tog særdeles kraftigt imod den konservative pokal: Dansk Folkeparti lovede at stille lovforslag om burkaforbud i Folketinget. Regeringspartneren Venstre erklærede at de ikke gik ind for et sådant forbud. Og Lene Espersen erklærede at de konservatives ministre naturligvis ville stemme sammen med de andre ministre i regeringen, dvs. også imod et lovforslag. Herefter satte kommentatorer spørgsmålstegn ved Lene Espersens kompetence. Det var forståeligt at De Konservative gerne ville profilere sig ud af lillebrorsplaceringen i forhold til Venstre, men muligvis havde partilederen her forregnet sig og scoret et selvmål. En meningsundersøgelse viste dog at 56% procent af vælgerne var for De Konservatives forslag. 30% imod.

Historien har høj kvalitet af disse grunde:

· enkelhed i pokalen,

· let til stærke lidenskaber og hermed

· aktivering af veletablerede fjendeforhold i føljetonen,

· en velkendt, kontroversiel, person, Khader, i en ny rolle som konservativ integrationsordfører for første gang, og

· en øgning af interne modsigelser i regeringen og hermed

· fokus på partilederens kompetence og hermed aktivering af de gamle anklager mod hende for at være ”Den talende kavalérgang”.

Pointe

Det er let at søsætte en ny pokal hvis den aktiverer gamle fjendskaber og stereotypier.

Udvalgt viden med klumper

De mekanismer som var på spil da de Konservative kom med deres integrationsudspil, vil være på spil hver gang dokumenter fra Lille scene skal ud på Store scene. Alle dokumenter fra Lille scene, fx forligsaftaler, love, regeringsaftaler, traktater, kommissionsrapporter, spiller kun en rolle på Store scene i det omfang det lykkes medier og personer i føljetonen at forbinde dokumentet til en pokal som nogle jagter og andre vil forhindre dem i at få. Fx kan en EU-traktat som ingen vælger har forudsætninger for eller orker at læse, være hele årsagen til en valgkamp og dermed være et vigtigt dokument også på Store scene. At nogen er imod og andre er for traktaten, er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at vælgerne med en vis interesse kan følge debatterne i tv for at vurdere hvem der scorer dyder. Og samtidig blive klogere på de dele af traktaten hvor debattørerne især henter detaljer til deres angreb.

Vælgernes viden om dokumentet bag pokalen er derfor meget ujævn: Vælgeren ved mest om de detaljer i dokumentet som er egnet som ammunition i kampen om pokalen. Vælgeren ved mindst om de typisk store dele af dokumentet som alle i den politiske føljeton er enige om. For disse dele er ubrugelige i de personstridigheder som driver føljetonen frem og vil derfor heller ikke være fremme i debatterne.

Dokumenters politiske betydning

Et dokuments politiske betydning afhænger fuldstændig af hvor brugbart det er til at levere en pokal på Store scene. Jo mere mindst to parter dyster om dokumentets betydning på Store scene, jo større politisk betydning har dokumentet.

En konsekvens af reglen om dokumenters betydning er at jo vanskeligere det har været for et medium at fremskaffe et dokument til Store scene, jo større betydning har det.

Stærke dokumenter fødes med smerte

Jo vanskeligere det har været for et medium at fremskaffe et dokument til Store scene, jo større betydning har det.

Mediets reportere kan så lancere dokumentet med en historie om den strid de har haft med fx en styrelse om at få det udleveret.

Censur er den bedste anbefaling

Den ideelle lancering af et dokument i føljetonen er at en magtfuld aktør med alle midler kæmper imod offentliggørelsen – efter at dokumentet er sendt rundt til pressen. Det kan medføre at dokumentet i sin helhed bringes som særtryk i et medium. Således som det skete både med Ritt Bjerregaards bog ’Kommissærens dagbog’ i 1995 og med jægersoldaten Thomas Rathsacks ’Jæger – i krig med eliten’ i 2009. Internetsitet WikiLeaks har fået enestående succes på ret systematisk og omfattende at udnytte at stærke dokumenter fødes med smerte: Sitet offenliggør dokumenter som især amerikanske officielle myndigheder gør alt for at holde fortrolige. Det er et setup som i ekstrem grad tænder mediernes reflekser i føljetonen.

Reglen Stærke dokumenter fødes med smerte viste også sin styrke i november 2009 hvor en forfatter fik stor, billedbelagt omtale i mange medier fordi DSB-bladet Ud & Se havde afvist en bestilt novelle fra ham. Han arrangerede en gratis uddeling af novellen til intetanende togpassagerer, og de inviterede medier dækkede begivenheden overdådigt. Fra novellen nåede kun en enkelt replik ud til en bredere kreds, nemlig den replik som redaktionen ville have fjernet. Dokumentets smertefulde fødsel på Store scene gav det stor værdi som pokal, selv om yderst få læste det.

At holde en pressekonference og præsentere dokumentet som et offentligt udspil er sådan set at starte med et handicap fordi man ikke udnytter muligheden for at gøre præsentationen af dokumentet til en historie i sig selv – ud over den photo opportunity der fx kan ligge i for partiledelsen at fremtræde forenet, sommerbrun og optimistisk. Alene historien om hvordan et dokument blev fremskaffet trods modstand, gør dokumentet egnet som pokal på Store scene. Uanset dokumentets indhold.

Mekanismen bruges ofte når fx partier, kommissioner eller ministerier lækker dele af kommende, officielle dokumenter til et udvalgt medium. Eller forskellige dele til forskellige medier. Som så kan lancere delene som frugter af reporternes indsats eller særlige gode kildekontakter. Striden ligger her i at aktørerne bryder med de formelle regler eller med regler for etisk opførsel. Heri ligger et angreb på dem der overholder reglerne.

Processen vinder over sagen

Historien om sagen, kommunikationen og de personer som håndterer sagen på Store scene, er altid – for alle andre end eksperter og specialister og direkte berørte på Lille scene – mere interessant, forståelig og engagerende end selve sagen.

Minister går grassat

Når en minister mister besindelsen for åben skærm, går det aldrig stille af. Alle medier behandler begivenheden, kommenterer det og spørger vælgerne hvad de synes. Der sker her det at de to regler Stærke dokumenter fødes med smerte og Processen vinder over sagen kombineres med reglen Viste dyder overstråler fortalte dyder (se her). Det sender begivenheden til tops på Store scene.

Eksempel: Sundhedsminister behandlet som lort

Sent fredag eftermiddag d. 17/12 2010 meldte sundhedsminister Bertel Haarder ud til pressen at antallet af fedmeoperationer nu skæres ned med 40 procent og antallet af rygoperationer med en tredjedel. En journalist ved TV-Avisen interviewer senere fredag Haarder om sagen. Under interviewet mister Haarder besindelsen. For åbent kamera skælder han bl.a. journalisten ud med udtryk som "Røvhul", "dumme svin" og "du behandler mig som lort".

Spørgsmålet der gør Bertel Haarder vred, handler om en arbejdsgruppe, der er nedsat under Sundhedsstyrelsen. Denne arbejdsgruppe har til formål at komme med anbefalinger om netop fedme- og rygoperationer, men gruppen er først færdig med sit arbejde til marts 2011. Spørgsmålet er hvorfor Haarder ikke venter på at denne gruppe afslutter sit arbejde inden han melder en beslutning ud om antallet af operationer. Haarder røber under udskældningen at han slet ikke ved at denne arbejdsgruppe eksisterer. Og han mener at journalisten bryder en aftale med ham, når journalisten stiller spørgsmål om denne gruppe.

TV-Avisen viser fredag den pæne del af interviewet. Men søndag vælger de også at vise den del hvor Haarder overfuser journalisten. Dette medfører stor debat i alle medier de følgende dage om episoden som også vises igen og igen i nyhedsudsendelser og debatprogrammer. Kort efter indslaget var bragt, undskyldte Haarder i et personligt, offentligt brev til journalisten sin optræden.

Striden handler udelukkende om dyder som vælgerne oplever med egne øjne når de ser indslaget med den rasende minister og den rystede journalist. Den sag som interviewet officielt handlede om, forsvinder. Den er helt unødvendig for at forstå indslaget og bedømme dyder. Alene den strid som indslaget skaber ved at blive bragt, giver det stor værdi på Store scene.

Nogle uger forinden havde TV2 News slettet et interview hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen havde udskældt en journalist. Heri ligger en redaktionel erkendelse af styrken når disse tre regler samvirker: Stærke dokumenter fødes med smerte, Processen vinder over sagen og Viste dyder overstråler fortalte dyder. Det er ikke nok for en redaktion at beslutte ikke at bringe optagelser af en toppolitiker som mister besindelsen. Dokumentet har så stor værdi på Store scene (hvis det altså slipper ud), at man er nødt til at destruere det på stationens server. Ellers er risikoen for at det fx pludselig ligger på YouTube, altfor stor. Og netop det at tv-stationen besluttede ikke at sende det, har så givet det en ekstra høj værdi som dokument. Derfor er hurtig destruktion den eneste effektive sikring mod at det slipper ud.

Lækkende dokumenter giver gode pokaler

Da dokumenter på Lille scene ofte rummer informationer som med fordel kan bruges i forskelligt udvalg af de stridende på Store scene, så har det ofte stor betydning for de stridende at få de egnede informationer ud til pressen før hele dokumentet offentliggøres. Herved kan man indføre ønskede pokaler i føljetonen tidligt, og håbe på at føljetonens iboende tendens til forenkling vil gøre det vanskeligt senere at bruge dokumentet som moder til andre, konkurrerende pokaler.

Da VK-regeringen i august 2009 skulle offentliggøre finanslovsforslaget for 2010 kritiserede flere medlemmer af Finansudvalget regeringen for at lække dele af loven samtidig med at regeringen truede medlemmerne af finanslovsudvalget med retsforfølgelse hvis de lækkede noget.

”Hvis du afslører nøgletallene fra finansloven for nogen før klokken 12 den 25. august, bryder du insiderreglerne – og så risikere du både bøde og fængselsstraf,” skrev finansministeren i et brev til medlemmerne. ”Jeg skal bemærke at videregivelse af informationer i materialet inden klausuleringsperiodens udløb vil være i strid med reglerne om videregivelse af intern viden i værdipapirhandelsloven (insiderreglerne)”.[2]

Forud for disse trusler havde finansministeren og videnskabsministeren røbet et par detaljer fra lovforslaget til forskellige medier. Regeringen forklarede truslerne med at Nationalbanken havde ønsket det. Fordi oplysninger om statens lånebehov er potentielt kursfølsomme oplysninger og derfor skal samtidig ud til alle der kan have økonomiske interesser i at få dem.

Pointe

Dokumenter med læk giver pokaler med smæk.

Det der skaber en pokal, er personers strid om den. Det som løbende overbeviser vælgeren om at pokalen er værd at gå efter, er at historien om kampen om pokalen er god. Pokaler har ingen værdi-i-sig-selv, men kun værdi-som-stridspunkt.

Fjendskab som roadshow

I valgkampen i 2007 var der flere politikere der havde sat deres indbyrdes stridigheder i scene som roadshow: Man turnerede som par for at trække vælgerne til forsamlingshusene. Bl.a.

· Pia Kjærsgaard ßà Marianne Jelved (indvandring og værdipolitik)

· Villy Søvndal ßà Lene Espersen (økonomisk politik og ideologi)

Et andet berømt debatpar fra utallige valgkampe er

· Uffe Elleman-Jensen ßà Svend Auken

Det er nødvendigt at have fjender at strides med. Og helst fjender som klæder én. Gode fjender er guld værd i en valgkamp hvor man optræder live rundt om i landet. Derfor er det naturligt at medbringe sin yndlingsfjende.

For at vælgerne gider følge med i en strid, så skal de have sympati med mindst den ene af de stridende. Men det store antal vælgere som ikke har stærke politiske lidenskaber, har heller ikke stærk, stabil sympati for en bestemt politiker i et stridende partnerskab. Derfor indgår det med stor vægt i idealismedyden at man behandler sin modstander i debatten med respekt. To der kan vride hinanden sønder og sammen uden at miste den professionelle fatning, kan nå vidt omkring i landet med stort bifald overalt. Jo hårdere strid, jo mere sympatiserer publikum med begge de kæmpende.

Man kan godt være hård ved hinanden og fx kalde en modstanders politik for ’fup’, således som finansminister Claus Hjorth Frederiksen gjorde i Debatten på DR2[3] da han karakteriserede Helle Thorning-Schmidts politik som to fupnumre: 1) at man ville uddele 36 mia ufinansierede kroner til beskæftigelsesinitiativer, og 2) at oppositionen stod samlet. I ordet ’fup’ lå en grov anklage for manglende idealisme (”vælgerne forsøges bedraget”) og uærlighed.

Men jo hårdede angreb, jo vigtigere er det samtidig at udsende respekt. Tonen må aldrig blive hadsk og uforsonlig. Derimod må den hellere end gerne blive satirisk på en humoristisk måde. Den politiker som behersker den humoristisk-satiriske form, kan score på alle dyder selv under de hårdeste angreb. Og to der behersker formen kan give vælgerne oplevelser på linje med de bedste wrestlingkampe (amerikansk teaterbrydning).

Pointe

Når ærkefjender debatterer professionelt til sidste blodsdråbe, scorer alle.

Opstilling af pokaler

Jagten på dyderne og på pokalerne er det der driver føljetonen fremad. Dyderne jages altid, men dyderne er som regel usagte og underforståede. Jagten på dyderne består i

· at maksimere sine dyder (præciseres her) à ethvert hak opad er en scoring

· at maksimere sin rolle i den politiske føljeton à enhver optræden er en scoring.

I modsætning til dyderne er pokalerne altid formulerede mål i føljetonen. Pokalerne er de erklærede mål som man angiveligt strides om. Eller de mål som ens modstandere erklærer at man har. Pokaler kan fx være

· at få en bestemt post (minister, generalsekretær)

· at få en aftale forhandlet på plads eller stemt gennem Folketinget.

Polerede pokaler er ofte uklare

I den politiske føljeton er alt til debat som personerne i føljetonen kan bruge i jagten på dyderne. Alt i føljetonen er mangetydigt hvis mindst én politiker kan se sin interesse i at fortolke det anderledes end andre politikere. Derfor er det også til debat hvilke pokaler man selv og ens fjender jagter. Også her står pokalerne i stærkt kontrast til dyderne, for dyderne er klare for alle og jagtes af alle – men er usagte og underforståede. Pokalerne er derimod ofte uklare, men til gengæld altid formulerede. Og de er ofte uklare fordi jagten på pokaler er et middel i jagten på dyderne.

Striden om opstilling af pokaler går ud på dette:

· At tillægge modstanderen nogle mål som han ikke kan nå

· At tillægge sig selv nogle mål som man kan nå, ja helst overgå.

At nå sit mål, dvs. at vinde en pokal, er en kompetencescoring. Ja, det er vel den mest overbevisende demonstration af kompetence som en politiker kan give. Og det skaber samtidig svind i kompetencen hos politikerens ærkefjende som har kæmpet imod at man nåede hvad man ville. Og da officielle mål – eller det at vinde pokalen – er vejen til kompetencedyden, så fylder optoning og nedtoning af mål meget i replikkerne i føljetonen.

Fogh kæmpede længe imod at få tillagt sig NATO-posten som pokal. Alle hans modstandere og pressen arbejdede ihærdigt på at optone denne pokal for ham. Disse optoninger angriber Foghs ærlighed og idealisme. Bag enhver eksplicit kamp om hvilke pokaler kampen gælder, ligger underforståede angreb og forsvar for dyder.

Pointe

Når fjenden pudser dig pokaler på, så spænd aftrækkeren på dine dyder.

Hullet som var et likviditetsmæssigt udlæg

I dagene efter det fælles S-SF-skatteudspil i august 2009 var der bl.a. nogle økonomer der kritiserede at der var ufinansierede ”huller” i udspillet, og at man ikke havde lagt alle sine beregninger frem, så det var muligt at tjekke dem. Dette ekspertangreb søgte Henrik Sass Larsen, politisk ordfører (S), at afværge ved at fremhæve at det som man kaldte ”huller”, egentlig var ”et likviditetsmæssigt udlæg”, og at man ikke ville lægge alle sine beregninger frem fordi der så ville ”gå fuldstændig økonom-arkæologi i det”[4]. Kampen om et dokuments værdi som pokal eller mål, er også i høj grad en kamp om ethvert træk ved dokumentet som en modstander eller kritiker kan finde på at trække frem på Store scene.

Pointe

Puds din pokal med flid mod fjenders smuds og nid.

Samtidig med at man kæmper om pokalen, så kæmper man altså om hvori pokalen egentlig består. Og efter den (muligvis) er erobret af den ene, så fortsætter debatten om hvori pokalen består, og om den overhovedet var værd at jagte.

NATO-generalsekretær på afbud

Da Fogh havde scoret NATO-posten skrev Mogens Lykketoft en kronik[5] hvori der bl.a. stod:

Eksempel: Lykketoft nedtonede Foghs erobring af NATO-posten

Naturligvis vil dansk presse følge arbejdet hos Nato's generalsekretær mere end før. Og jobbet er bestemt vigtigt. Men det er nok ikke et forkert gæt, at Anders Fogh hellere ville have abonneret på den ny post som formand for Det Europæiske Råd eller som EU's ' udenrigsminister'. Når han ville skifte job nu, så var disse stillinger imidlertid ikke kommet i spil, fordi Lissabontraktatens skæbne stadig ikke er afklaret. Derimod blev den mere anonyme post som Nato's øverste civile embedsmand ledig. Her kunne Anders Fogh Rasmussen få støtte fra de fleste af sine europæiske statsministerkolleger.

Det mål Fogh havde satset hele sin karriere på, og som medierne fremstillede som en national sejr, nedtones her kraftigt. Det var en nødløsning for Fogh. I den politiske føljeton strides man om alt som mindst én af aktørerne kan bruge i jagten på dyderne. Det bedste er selv at score dyder, men det næstbedste er at forhindre ens fjender i at score. Ofte er det to sider af samme sag. Og som eksemplet her viser, kan striden fortsætte selv efter at en pokal er scoret. Ved at man nedtoner værdien af det scorede.

Pointe

I den politiske føljeton strides man om alt som mindst én af aktørerne kan bruge i jagten på dyderne.

Klare mål

Der er mål der er så klare og lette at forstå at de giver sig selv, fx

· at fortsætte den nuværende regering efter næste valg,

· at fortsætte som statsminister så længe vælgerne vil have mig,

· at få vælgerfremgang ved næste valg.

Og man kan også fremhæve de mål som flere partier har givet ved valgkampe efter princippet om ”kontraktpolitik”: nogle få, typisk fem, konkrete løfter som man vil indfri hvis man får (eller bevarer) regeringsmagten i næste valgperiode.

Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares

Da Arbejdsmarkedskommissionen i august 2009 offentliggjorde sin rapport, anbefalede den reformer af efterlønnen, dagpengeperioden og kontanthjælpen. Kommissionen var nedsat i 2007 hvor manglen på arbejdskraft stod højt på den politiske dagsorden. Men siden da var arbejdsløsheden steget voldsomt. Selv om manglen på arbejdskraft stadig var et varmt emne på længere sigt, så var det aktuelle problem det stik modsatte: mangel på job på grund af finanskrisen som var begyndt i efteråret 2008.

Regeringen kæmpede derfor stærkt imod at få tillagt sig den klare pokal at reformere efterløn, dagpengeperiode og kontanthjælp her og nu.

Allerede dagen inden kommissionen offentliggjorde sine anbefalinger, forklarede[6] finansminister Claus Hjort Frederiksen:

Eksempel: Claus Hjort Frederiksen afviste at følge sin kommissions anbefalinger

Vi prioriterer løsningenn af krisen som det altoverskyggende problem. Det er klart, at så længe, vi har den her krise, er det ikke aktuelt at kaste sig over dagpengereform, ændringer af efterløn eller fortidspension. […] Når vi er kommet igennem krisen, vil vi stadig have mangel på arbejdskraft, så det er ikke en dagsorden, som tryller sig væk. Men i en situation med stor og stigende arbejdsløshed er udfordringerne nogle andre.”

I disse åbenbaringer fra Inderste scene forklaredes at man ikke ville tillægges det håbløse mål om på forskellige måder at beskære støtten til dem uden arbejde for at fremme incitamentet til at finde sig et arbejde. Åbenbaringerne var tvunget frem af en klar modsigelse på Store scene som angreb regeringens kompetence, og som derfor ville blive optonet både af modstandere og medier. Nemlig den indlysende modsigelse der er mellem at nedsætte en kommission og så afvise de gode ideer kommissionen kommer med. Og værre endnu: Ideerne blev afvist inden de var offentliggjorte.

Claus Hjorth Frederiksens forklaring accepteredes ret bredt i den politiske føljeton fordi den bestod i at eksplicitere noget som alle vidste.

Store scene vandt over Lille scene

Et dokuments politiske betydning måles ikke på hvor fremragende den saglige argumentation i dokumentet er på Lille scene. Betydningen afhænger helt af hvor brugbart dokumentet er når der skal opstilles pokaler på Store scene. Og pokaler som vælgerne ikke kan se værdien af at kæmpe om, giver ingen mening. Derfor værger regeringen for sig for at undgå at rapporten bliver brugt til at tillægge regeringen mål som er helt umulige at nå i den politiske føljeton i en overskuelig fremtid, dvs. inden næste folketingsvalg.

Formålet med finansministerens åbenbaringer fra sin Inderste scene er at reducere den truende modsigelse til almindelig sund fornuft og altså vende et angreb på hans og regeringens kompetencedyd til et stærkt forsvar for samme dyd. Helt konkret handler det om at undgå at blive tillagt en pokal som man ikke kan nå.

Pointe

Modsigelser på Store scene rammer en aktørs kompetence. Det tvinger aktøren til at levere nogle mellemregninger i form af åbenbaringer fra hans inderste scene som ekspliciterer det usagte og underforståede. Herved søges kompetencen udbedret.

Kommissionen som tænkte baglæns

Den officielle historie på Store scene om kommissioner er at det er nogle eksperter som politikere sætter i gang med at udrede virkeligheden på Lille scene således at politikerne kan blive klogere og træffe de rigtige beslutninger. Bag denne opfattelse ligger troen på den saglige argumentation som mere central og væsentlig end påvirkningen fra den politiske føljeton som er marginal og ukorrekt og ofte kaldes populistisk. Det er dette dogme om meningen med kommissioner der brydes med når ministre ignorerer eller erklærer sig uenig i kommissioners forslag. Og dette får derfor altid mange kommentatorer til at synge melodien hvor der sukkes efter ”Den store Leder”, dvs. den leder som uden hensyn til den politiske føljetons krav, gennemfører Lille scenes ekspertforslag (Læs mere). Forestillingen opføres helt fast når De økonomiske Vismænd afgiver deres årlige rapport.

At det er Store scene der styrer, viser sig særlig klart i tilfælde hvor kommissioner sættes i gang med det formål at levere saglige argumenter for en beslutning som i realiteten allerede er truffet uofficielt. Dette indebærer at kommissionen så også skal finde en masse – helst meget tunge – problemer på Lille scene som den allerede trufne beslutning skal løse. Således nedsatte man i 2002 Strukturkommissionen som skulle levere problemer og løsninger, så man på Store scene kunne beslutte at lægge kommuner sammen. Og hermed også officielt kunne beslutte at nedlægge amterne. Det der udløste hele kommissionsarbejdet, var at de ansvarlige ministre var utilfredse med amternes administration af sygehusene. [7]

Klare mål i konflikt skaber uklar tale

Modsigelser på Store scene tvang også til åbenbaringer fra Inderste scene, da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal i august 2009 præsenterede de to partiers fælles skattepolitik i form af et dokument med titlen ”Fair forandring”. Her sagde Helle Thorning-Schmidt bl.a.[8]:

Eksempel: Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal gav de Radikale et ultimatum

”Det vi fremlægger i dag, er det vi gennemfører. Så er det jo dybest set op til de Radikale, hvordan de vil forholde sig. Men jeg føler mig da overbevist om, at de Radikale hellere vil have en ny regering, der skaber fremgang og forandring i Danmark, når det handler om at gøre Danmark sundere, klogere, grønnere og mere fair, end at de ønsker, at Lars Løkke skal have lov til at fortsætte sammen med Dansk Folkeparti.”

Samtidig gjorde hun det klart at man ikke kan møde op til forhandling om et regeringsgrundlag med ultimative krav. Det fik en journalist til at spørge: ”Men det er jo det, I gør.”

Helle Thorning-Schmidt svarede: ”Kald det hvad du vil. Jeg synes, det er meget naturligt. Vi har arbejdet meget seriøst med det her, og vi har ramt plet og fremlagt noget, som vi i oppositionen burde kunne blive enige om. Vi er de to store partier i oppositionen, og vi ville svigte vores lederskab, hvis vi ikke på forhånd kunne fortælle vælgerne, hvad vi agter at gennemføre efter et valg.”

Situationen minder om Foghs da han afviste at være ansøger til NATO-posten (læs her). Fogh ventede med at forklare sine bevidst usande udtalelser til efter han havde handlet imod dem. Og han forklarede dem gennem åbenbaringer fra Inderste scene.

Men her begynder Helle Thorning-Schmidt forklaringen fra Inderste scene allerede mens hun giver de skatteløfter hun er nødt til at give sammen med Villy Søvndal for at have en mulighed for at vinde regeringsmagten. Denne forklaring kan så blive fulgt op med flere detaljer fra Inderste scene efter en regeringsdannelse hvor de Radikale eventuelt er kommet med i en regering.

Fordi hun er interesseret i mest muligt presseomtale af initiativet, kan hun ikke, som Fogh gjorde, lukke af for journalisters spørgsmål ved pressekonferencen. Hun må vise sig imødekommende og give noget der mest muligt ligner et reelt svar. Derfor åbenbares der på pressekonferencen visse ting fra Lille scene og Inderste scene. Det eneste hun ikke må sige er dette:

· Det er nødvendigt at sige hvad jeg siger nu, men alle ved jo at vi skal have de Radikale med efter et valg; derfor skal vi selvfølgelig forhandle vores udspil med dem til den tid.

Netop alles erkendelse af at hun ikke kan sige dette, gør det ekstra nødvendigt for journalisterne at gøre hvad de kan for at få hende til at sige det. Og denne slørdans om de forbudte ord følger vælgerne med interesse. Helle Thorning-Schmidt har i situationen maksimal kontrakraft og tommelkraft.

Det dominerende overordnede mål er

· at danne regering (dette er pokalen).

For at nå det må man – som Fogh har haft i alle sine valgkampe i 2000’erne – have

· nogle enkle, troværdige skatteløfter til vælgerne (hjælpemål 1).

Men S og SF skal også have

· en aftale med de Radikale (hjælpemål 2).

Og da det ikke har været muligt at få en sådan aftale før valgkampen, så må man have den efter valgkampen. Hvis det lykkes – bl.a. ved at komme med

· indrømmelser til de Radikale (hjælpemål 3)

og dermed bryde nogle af de klare løfter i dokumentet ”Fair forandring”, så vil kun nørder og ærlighedsfundamentalister – og VKO – bebrejde Helle og Villy at de ikke holdt alt de lovede i august 2009. Det vil drukne i sejrshistorien om at man danner regering og dermed afslutter VKO-epoken. Kun tabere hænger jo på løgne (se her).

Det er konflikten mellem de helt klare hjælpemål 1 og 3 som tvinger Helle Thorning-Schmidt ud i den uklare tale. Det svækker umiddelbart både kompetencen og ærligheden, men det er et nødvendigt offer at bringe her og nu for at senere at kunne score den helt klare pokal: at danne regering.

Mindre klare pokaler

Mere uklare pokaler har bl.a. den fordel at de ikke kommer i klar konflikt og derfor tvinger til uklar tale. Uklare pokaler kommer højst i uklar konflikt, og det er derfor langt sværere for jounalister at byde op til slørdans om forbudte ord.

Typiske eksempler på mindre klare pokaler er:

· at skabe det bredest mulige forlig omkring Folkeskolen/ forsvaret/ den økonomiske krise,

· at blive et regeringsdueligt parti,

· at sætte et tydeligt mærke på Finansloven,

· at reducere et rivaliserende partis indflydelse.

Disse pokaler er uklare fordi det er vanskeligt at fastslå som hård kendsgerning om pokalen er scoret eller ej. Derfor er der gode muligheder for henholdsvis verbalt at optone og nedtone sådanne mål efter behov. Og at gøre dem klarere eller mere dunkle.

Det sker efter vinderreglen[9]:

Vinderreglen

Få altid det der sker, til at se ud som en sejr for dig.

Vinderreglen følger direkte af jagten på kompetencedyden. Jo flere mål man når, jo mere kompetence scorer man. Og jo færre nederlag man har, jo mere scorer man. Derfor er hele den politiske føljeton båret af en konkurrence om at være mest mulig optimist og udstråle energi og aldrig ligne en taber. Reglen gælder ikke kun politikere, men også studieværter og kommentatorer. Det er langt mere stimulerende for vælgerne at være i selskab med energiske optimister, end med figurer der er præget af sortsyn eller bare helt udtryksløse således som de første oplæsere i TV-Avisen var i monopoltiden.

Hvis en pessimist eller taber optræder i føljetonen, er det ikke en der tilhører det faste personale, men en medvirkende i en offerhistorie eller en tilfældig amatør fx i en voxpop med tilfældige mennesker på en gågade.

Hele føljetonens faste personale jagter kompetencedyden og skal derfor altid ligne vindere. Kun katastrofer og fejl som ikke kan skjules i sproglige tåger eller på anden vis bortfortklares, må erkendes som nederlag, for at undgå at man også mister point på ærlighedsdyden.

Pokaler med tilbagevirkende kraft

Det er en konsekvens af vinderreglen at selv helt tilfældige appelsiner som falder i ens turban i føljetonen så vidt muligt skal fremstilles som pokaler der er scoret. Det vil sige at der i føljetonen også arbejdes med at producere og formulere mål efter målene er nået: pokaler med tilbagevirkende kraft. Alle uklare mål som nås, skal optones og afklares mest muligt. Alle uklare mål som ikke nås, skal enten omfortolkes til reelt at være sejre. Eller nedtones til intet eller gøres til ren tåge.

Vinderreglen er helt generel og gælder overalt i den politiske føljeton. Men den er særlig relevant i forbindelse med uklare og intetsigende (se nedenfor) mål. Fordi der her er så gode muligheder for optoninger, nedtoninger, afklaringer og tågedannelser – efter de behov der måtte være efter at pokalerne (ikke) er scoret.

Pointe

Det er lettere at formulere sine mål hensigtsmæssigt efter man har nået dem, end før.

Klare nederlag som sejre

Også ved helt klare mål kan vinderreglen bruges. Hvis man når en helt klar pokal, fx at danne regering efter næste valg, så er det let at ligne en vinder. Men når et klart mål ikke nås, er det altid er udfordring at fremstille det som en sejr. Men netop i sådanne situationer viser vinderreglen sin styrke.

Da Socialdemokratiet ved Folketingsvalget i 2007 gik tilbage til et stemmetal som var det laveste siden engang i begyndelse af 1900-tallet var det klart for alle at det var en alvorlig smutter. Men det lykkedes i høj grad partiet at få nederlaget fremstillet som en sejr: Den helt uprøvede Helle Thorning-Schmidt havde klaret valgkampen personligt fint i dysten med den erfarne Fogh. Det lykkedes partiet at etablere en en slags sejrsstemning på denne kendsgerning som mange medier viderebragte. På valgaftenen blev Helle Thorning-Schmidt hyldet som sejrherre af folketingsmedlemmer og alle de unge partimedlemmer som havde været aktive i valgkampen. Også S’s ret formaliserede samarbejde med SF fremstilledes i 2009 som en sejr for Helle Thorning-Schmidt, selv om partiets opinionstal lå under stemmetallet ved seneste valg.

Også i forbindelse med at folketingsmedlemmer forlader deres parti ses vinderreglen i kraftig brug. Således mens Ny Alliance (senere Liberal Alliance) skrumpede efter folketingsvalget i 2007: Enhver afgang blev af ledelsen udlagt som en afklaring af partiets politiske linje, så partiet nu – efter den seneste afskrælning – kunne få en klarere profil i offentligheden. Med denne vinderhistorie søgte man at overdøve det klare tab af stabilitet og kompetence hver gang et folketingsmedlem meldte fra. Toppen af udfordringer kom da selve partistifteren, Naser Khader, meldte sig ud.

Intetsigende mål med maksimal prestige

Vinderreglen er lettest at bruge jo mere intetsigende mål man har. Jo mindre indhold et mål har mens man kæmper for at nå det, jo bedre muligheder har man for at opstille sin pokal med tilbagevirkende kraft. Det kan fx være mål som:

· at sikre de bedst mulige forhold for patienter her i landet,

· at sikre den opvoksende generation de bedst mulige uddannelsestilbud,

· at sørge for et passende skattetryk,

· at informere borgerne tilfredsstillende

· at sikre en fornuftig trafikpolitik/ indvandrerpolitik

· at styrke fællesskab over for egoisme.

Med sådanne målformuleringer – såkaldte platheder eller trivialiteter – er nederlag forebygget effektivt og sejre sikret og dermed kompetencescoringen. Det er ikke sprogligt muligt at benægte eller afvise dem uden samtidig at indtage et klart absurd standpunkt.

Platheder er væsentlige i den politiske føljeton. Ganske vist er de overflødige ud fra den betragtning at de udtrykker noget som selv de argeste politiske modstandere er enige om. Men netop denne egenskab gør dem jo anvendelige for alle. Og platheder er yderst anvendelige som indledning til ét eller flere eksempler som skal rejse følelser hos vælgerne. Følelser som angriber modstanderens dyder.

En lidenskabelig erklæring om at ville kæmpe for de bedst mulige forhold for patienter eller for unge under uddannelse uddybes – ifølge Kingos lov (se her ) – med visualiseringer og eksemplificeringer som udpensler de rædsler som modstandernes politik i realiteten vil føre til. Eller allerede har ført til, hvis det er oppositionen der taler. Holdninger flyttes med eksempler som skaber frygt hos tryghedsnarkomaniske vælgere (Flytte-høste-reglen, se her). Herefter høstes stemmerne ved at man bedyrer at det netop er den slags rædsler ens egen politik vil effektivt forhindre.

Jo mindre konkret man her kan binde sig, jo friere står man. Derfor er platheder så anvendelige når der skal konkluderes på hvordan man vil stoppe rædslerne. De stærke eksempler rummer en følelsesmæssig klarhed som forplanter sig til de afsluttende platheder i form af usagte underforståelser.

Man kan derfor også ofte opleve to debatterende politikere kæmpe om den samme plathed. De forsøger at erobre platheden med hver sine eksempler som rejser følelser i vidt forskellige retninger. Det er en følge af at det der bærer en debat, er angreb. Derfor består skytset i angribende eksempler. Angrebet består i de følelser der rejses hos vælgerne, især frygt gennem identifikation med ofre.

Eksemplerne gives med så megen patos som muligt, tilsat så megen humor at man fremstår pragmatisk, med begge ben på jorden og med respekt for modstanderen. Uden humor kommer patos let til at svække ens egen kompetence fordi man virker som en fanatiker uden for pædagogisk rækkevidde. Vælgerne afskyr fanatikere fordi fanatikere ikke kun er drevet af ønsket om at afværge farer. Fanatikere har fikse ideer og ’fikse ideer’ rimer på ’selvskabte problemer’ og ’selvpåførte trusler’.

Profeti

Fremtiden i politik tilhører dem der bedst formår at kombinere patos og humor på Store scene.

Men ofte vil modstanderen og journalister anklage én for at være for uforpligtende i sine platte formuleringer. Modstanderens opgave er jo at sørge for at man forpligter sig på noget som modstanderen senere klart kan vise man ikke har nået. Og journalisten skal sørge for at vælgeren får klar besked.

Platheder er altså anvendelige til mange forskellige formål i føljetonen. Derfor er de så udbredte og sejlivede.

Enhver udtalelse er et offentligt dokument

Bag vinderreglen og overvejelserne omkring optoning og nedtoning af mål ligger en helt grundlæggende regel om politikeres sprogbrug. Udfordringen er at finde en stabil kurs mellem to afgrunde:

Politikerens verbale guldvægt

Man er nødt til at sige noget, for uden fængende mål og gode replikker, ingen politiker. Men man ved at enhver udtalelse på Store scene er et offentligt dokument i en usikker fremtid. Et dokument som er en hård kendsgerning som andre måske senere kan bruge som fældende bevis på at man mangler én eller flere dyder.

Politikerens sproglige problem i enhver situation er at en replik som scorer maksimalt her og nu, også vil være en replik som fjenderne mest sandsynligt kan henvise til og score maksimalt på, senere i føljetonen. Eksemplerne med Fogh, Ammitzbøll og Krag (om de to sidstnævnte: se her) er meget klare illustrationer. Men dilemmaet er centralt for enhver politiker til hver en tid på Store scene.

Det forklarer tapettalens kraft: Når man holder sig til at bekræfte officielle sandheder og politikker, så siger man intet nyt som kan øge risikoen for fjendescoring. Partidisciplin går ud på at få alle på lavere niveauer i partiet til at holde sig til tapettale. Det handler i høj grad om kollektiv forebyggelse af at komme til at sige for meget.

Guldvægten forklarer også hvorfor grænsen mellem det sprogligt formulerede og det uformulerede, men underforståede er så væsentlig i føljetonen: Jo mere politikeren kan lade henligge underforstået, jo mindre producerer han hårde kendsgerninger (udtalelser) som kan bruges mod ham senere. Og jo friere er han selv til at retfærdiggøre og fortolke hvad han tidligere sagde ved at gøre det dengang underforståede eksplicit på en måde som mest muligt redder dyderne. Ganske vist vil modstanderne gøre det underforståede eksplicit på en anden måde som frakender ham dyderne, men modstanderne vil ikke have fældende beviser.

I forretningslivet kan man omsætte sine brugsværdier til penge ved at sælge værdierne, fx et hus eller nogle aktier. Det kaldes at kapitalisere sine værdier. Værdierne indløses til markedsværdien. Herefter kan de bruges til alt muligt andet. En person kan ikke kapitalisere samme værdi mere end en gang.

I politik kan samme politiker også kun kapitalisere det usagte og underforståede i en sag én gang. Kunsten er at vente til markedet giver den højeste pris i form af størst mulig dydsscoring. Jo større en politikers lager af usagte og underforståede udtalelser er, jo bedre udsigter er der til at kapitalisere dem fordelagtigt.

Kapitalisering af det usagte

Jo større en politikers lager af ubrugte udtalelser om det usagte og underforståede er, jo bedre muligheder er der for at score dyder ved at sige det usagte på rette tid og sted.

Pointe

Politik udføres forlæns, men forklares bedst baglæns.

Lykkelig finale: Pokalen leveres tilbage til Lille scene

Der kommer pokaler til føljetonen på Store scene fra Lille scene. Og der kommer politiske beslutninger fra Store scene til Lille scene. Fx beslutningen om partiernes størrelse i Folketinget i næste valgperiode når ”vælgerne har talt” på Store scene. Dette fordeler bl.a. tommelkraften på føljetonens figurer i næste valgperiode. Jo højere en politiker er placeret i hierarkierne på Lille scene, jo mere har han at miste hver gang han ”er på”, dvs. hans tommelkraft er større.

Store scenes opskrift på nye love

Det indgår i mange pokaler i den politiske føljeton at der leveres noget værdifuldt tilbage til Lille scene når pokalen scores.

Adgangsbilletten for stof fra Lille scene til Store scene er at stoffet (detaljen) kan bruges til angreb i en strid på Store scene. Men alt som kan rejse frygt hos vælgerne eller modtagerne samtidig med at det giver håb om at man kan få frygten kureret, er velkomment på Store scene.

Love og regler opstår altså efter denne formel: En række offerhistorier rejser stærke følelser hos vælgerne. Dette får politikerne frem til scoring. I denne scoring ligger også en rationel argumentation for at der vedtages en lov eller regel på Lille scene. Vælgerne sammenligner forskellige politikeres forslag. Det sker især ved at følge debatter mellem politikerne hvor dyderne jagtes. Vælgerne støtter den politiker som de mener foreslår noget der vil medføre foranstaltninger som bedst forebygger at der skabes flere ofre af samme slags.

Denne proces svarer helt den frygtreaktor som er Store scenes uudtømmelige energikilde, se her.

Således førte knivdrab af en ung italiensk turist for nogle år siden i København til lov om forbud mod alle lommeknive med sikkerhedslås. Andre eksempler er palæstinenserloven hvor en gruppe palæstinensiske flygtninge i 1990’erne fik opholds- og arbejdstilladelse efter at have besat Vor Frue Kirke.

Forgæves ofre

Samme mekanismer var på spil i Brorson-episoden med de afviste irakiske asylansøgere i 2009. Men her førte de stærke offerhistorier ikke til nye regler på Lille scene fordi offerhistorierne aktiverede de faste stridigheder på Store scene om flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Og her har de fleste partier klart bundet sig til de regler som allerede findes på Lille scene. Dog var der alligevel i en del partier politikere som mente at man burde gøre undtagelser og særligt hjælpe ofrene i Brorson-kirken.

Når der er ofre, er der også de bedst tænkelige muligheder for at score idealismedyden. Denne sammenhæng viste altså også i Brorson-tilfældet sin styrke, selv om den ikke førte til konkrete resultater på Lille scene. Men ofte fører kampen for idealismen og ofrene til regler, bekendtgørelser og love. Således fx i sagen om kamphunde:

Eksempel: Kamphunde i overskrifter

Kamphund bed fingerspidsen af mand. Kamphund bed sig fast i ko. Kamphund bed lille hund ihjel. Kamphund bed kat ihjel. Kamphund i blodrus skambed hest. Kamphund dræbt med køkkenkniv. Kamphund trængte ind i køkken. Kamphund kvæster 25-årig kvinde.

Men det er svært at racebestemme en hund, medmindre man forbyder blandingsracer. En dyrlæge foreslog derfor aflivning af alle bastardhvalpe. Flere politikere var fremme med forskellige forslag til at forebygge overfaldene. Sagen sendtes i udvalg på Lille scene. I den følgende tid var der jævnligt historier om nye overfald. Men da sagen var sendt til time-out i Retsudvalget på Lille scene, aktiverede det ikke politikerne til nye optoninger. I juni 2010 trådte et forbud mod 13 hunderacer så i kraft – trods Justitsministeriets advarsler.

Lille scenes hemmelige opskrifter

Langt de fleste love og regler på Lille scene opstår dog på en helt anden måde: Alt foregår på Lille scene mellem embedsmænd, interesseorganisationer og politikere. Formelt er det åbent for Store scene, bl.a. ved at Folketingets forhandlinger er offentlige.

Men uden strid skabes der ikke pokaler. Derfor kører det meste lovgivningsarbejde helt uden at det reelt popper op på Store scene og fanger vælgernes interesse. Det er et fremtrædende problem på Lille scene hvor let det skal være for medier og andre at bruge dokumenter på Lille scene som pokaler på Store scene. Den politiske elite drøfter her hvad der egner sig for Store scene.

I november 2009 afleverede Offentlighedskommissionen således en betænkning. Den øgede pressens muligheder for at få aktindsigt i en række sagstyper. Men den foreslog også ting der trak den anden vej. Bl.a. at offenligheden ikke skulle kunne få indsigt i intern kommunikation mellem politikere og i ministres, borgmestres og embedsmænds kalendere. Formanden for kommissionen var Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Hans stemme havde været afgørende for et af forslagene om begrænsning. Han forklarede det således[10]:

Eksempel: Fuldt stop for pokaler

Der er tale om en beskyttelse af hensyn til den politiske beslutningsproces. […] det skal være muligt med den form for samarbejde, hvor ministre har mulighed for at afprøve nogle ideer over for andre partiers ordførere og har mulighed for at trække det tilbage og betræde andre stier hvis det skønnes nødvendigt.