Vælgerne bestemmer over den politiske føljeton på Store scene i kraft af den hemmelige, almindelige stemmeret. Hele føljetonen bygger på tryghedsnarkomanens krav. Tryghedsnarkomaner ved at politik er et område som rummer en lang række trusler. Derfor er man nødt til at holde øje med det. Det sker ved at følge føljetonen med politikerfigurer som man forstår og vurderer ud fra dyderne. Politikernes stridigheder for åben skærm garanterer at alle farer kommer frem. Og man kan også gennem politikernes stridigheder om metoder og resultater forstå og vurdere hvordan kampen mod farer og trusler går. Og stemme på den politiker eller det hold som ser ud til at have de bedste chancer i kampen.

At forstå politik er at forstå den politiske føljetons personer og handlinger. Derfor er det at stemme i demokratiet lig med at give sin støtte til en person i føljetonen. Man hjælper en sympatisk person til at nå et mål som personen brænder for. Herved hjælper man retfærdigheden med at ske fyldest.

Den rigtige slutning

Det er almindeligt inden for spillefilmindustrien at lade et prøvepublikum tage stilling til flere forskellige slutninger. Instruktør og producent kan så tage dette med i deres beslutning om hvordan den endelige version af filmen skal slutte.

Der indgår selvfølgelig mange faktorer i et publikums vurdering af mulige slutninger, fx om man er mere til komedier end til tragedier, om man foretrækker en slutning som lader mange muligheder stå åbne eller om man vil have en afklaring (fx: Bliver helten gift med heltinden?) Men en meget vigtig faktor vil altid være at det der sker, opfattes som ”rigtigt, fortjent eller retfærdigt”.

Der skal med slutningen etableres et rigtigt, fortjent eller retfærdigt forhold mellem de dyder som fortællingens personer har efter publikums opfattelse, og så i hvor høj grad de når de mål de har. Personer som har megen sympati hos tilskuerne – helte og heltinder eller uskyldige ofre for mørke kræfter – ønsker tilskuerne også det bedste, dvs. at de får fuldstændigt opfyldt deres mål. Og for skurke, dvs. personer som mangler mere eller mindre af dyderne ærlighed og idealisme, ønsker de det værste, dvs. at de ikke når deres mål i en grad som svarer til i hvilken grad de mangler ærlighed og idealisme. De fæleste kan fx velfortjent omkomme under store lidelser.

Således håndhæves retfærdigheden.

Den rigtige fortsættelse følger

I den politiske føljeton gælder nøjagtig de samme kræfter: Jo højere en person ligger på dyderne, jo større krav er der hos vælgerne om at personen når sine mål. Og skurke skal straffes – ikke med døden under store lidelser, men ved at frustreres eller lide ved at se noget gå sin næse forbi, fx fordi en rival opnår en position man selv gik efter, eller fordi en ærkefjende når et vigtigt mål.

Politik på Store scene er en føljeton med flere mulige fortsættelser. Vælgerne stemmer efter samme principper som ethvert prøvepublikum til en spillefilm, nemlig således at graden og arten af en persons dydsbesiddelse kommer til at passe med graden af personens opfyldelse af sine mål. På denne måde bestemmer vælgerne ikke historiens slutning, for den politiske føljeton slutter (forhåbentlig) aldrig. Men de bestemmer hvilken af flere mulige fortsættelser den politiske føljeton skal tage. Mest tydeligt ved valg, men også i det daglige gennem opinionsundersøgelser som både foretages offentligt af medier og hemmeligt af partier.

At nå sit mål

At en politiker når sit mål, er en scoring af kompetence og stabilitet. Og for at vælgerne vil hjælpe politikeren med at nå det, skal politikeren allerede ligge højt på ærlighed og idealisme. At nå sit mål med vælgernes hjælp er derfor en bekræftelse og dermed styrkelse af alle dyder. Men det er især en scoring af de tekniske dyder fordi det er en demonstration af overblik, handlekraft, beslutsomhed, evne og talent for at ”spille spillet” og målrettethed. Alt sammen elementer der indgår i stabilitet og kompetence.

I føljetonen skal politikeren mellem valg og afstemninger score mest muligt på etikdyderne: ærlighed og idealisme. Så vil vælgerne næste gang de har mulighed for det, hjælpe politikeren til at nå sine mål. Vælgerne stemmer altid for mest mulig retfærdighed i den politiske føljeton. Derfor vil de også hjælpe politikere som ligger højt på ærlighed og idealisme, til at nå det de gerne vil. Herved skabes retfærdigheden.

Den uretfærdige dydsprofil ser således ud:

topløs	topløs




				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Men når en politiker vinder den pokal han er gået efter, så scorer han samtidig på de tekniske dyder: stabilitet og kompetence. Det er oplevelsen af at have hjulpet den meget ærlige og idealistiske politiker med at score disse tekniske dyder at vælgernes tilfredsstillelse ligger. Vælgerne bekræfter deres tro på retfærdigheden.

Denne tilfredsstillelse er større, jo mindre af de tekniske dyder politikeren har i forvejen. Hvis han i forvejen ligger meget højt på stabilitet og kompetence, så er der ikke ret meget belønning – måske slet ingen belønning – for vælgerne i at hjælpe ham med at score pokalen. Vælgerne vil derfor foretrække at hjælpe en anden som ligger højt på de etiske dyder med at score pokalen.

Men det er ikke nok at være stærk på de etiske dyder for at vælgerne vil hjælpe én. Der er en bundgrænse for hvor lidt af de tekniske dyder politikeren kan have for at vælgerne vil hjælpe ham med at nå sit mål. Vælgerne kræver et vist lavmål af stabilitet og kompetence i forvejen som garanti mod at politikeren efter at have scoret pokalen vil udsætte dem for selvskabte farer. Eller kludre i bekæmpelsen af de velkendte farer.

Den mere retfærdige dydsprofil efter politikeren har scoret pokalen takket være vælgernes stemmer, ser således ud:

topløs	topløs


		retfærdigheds-	retfærdigheds-
		gevinst	gevinst

				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Den politiker som giver vælgerne den største retfærdighedsgevinst når han eller hun scorer sin pokal, får vælgernes stemme.

Vælgerne går efter den største retfærdighedsgevinst

Den politiker som giver vælgerne den største retfærdighedsgevinst når han eller hun scorer sin pokal, får vælgernes stemmer.

En politiker kan have for meget kompetence

På Store scene anvendes altså to forskellige mål for de etiske dyder og for de tekniske dyder. Ingen politiker kan få for meget ærlighed og idealisme. Her gælder reglen: Jo mere, jo bedre.

Men for kompetencen og stabiliteten gælder en anden skala: bestået eller ikke bestået. En politiker skal passe på med at score for meget kompetence og stabilitet.

En person i føljetonen kan altså have for meget stabilitet og kompetence. Men en person kan aldrig have for meget ærlighed og idealisme. De etiske dyder er uden loft. De tekniske dyder, stabilitet og kompetence er dyder med loft. Hvis man scorer det samme på ærlighed og idealisme som sin rival, men højere på de tekniske dyder, så går stemmerne til rivalen. Fordi det øger den episke retfærdighed mere i føljetonen. Dermed giver det vælgerne en større retfærdighedsgevinst.

Grunden til denne inkongruens mellem dyderne er at vælgerne tror på den episke retfærdighed, men de er samtidig tryghedsnarkomaner. De vil derfor aldrig stemme på en politiker som er så ustabil og inkompetent at det vil true den nuværende tilstand som de vil gøre alt for at beskytte mod farer. Hvis deres vurdering er at en politiker er kompetent nok til at bekæmpe de øjeblikkelige farer, så er det minimale stabilitets- og kompetencekrav opfyldt. Politikeren er bestået på de tekniske dyder. Herefter gælder hele scoringskonkurrencen ærlighed og idealisme. Og her kan ingen politiker nogensinde få for meget.

Dydernes inkongruens

De etiske dyder – ærlighed og idealisme – bør scores i det uendelige af politikere på Store scene. Her gælder reglen: jo mere, jo bedre.

De tekniske dyder – stabilitet og kompetence – bør kun scores over en vis tærskel. Der skal altid være god plads til at vælgerne kan få den størst mulige retfærdighedsgevinst ved at stemme på én.

Det følger af reglen om dydernes inkongruens at en politiker som scorer højt på kompetencen og stabiliteten, fx fordi han er en succesrig minister, skal sørge for at score endnu højere på ærlighed og idealisme. Han skal hele tiden sørge for at vælgerne har en retfærdighedsgevinst ved at støtte ham.

En politiker med nedenstående profil vil ingen vælgere stemme på under normale omstændigheder. Der er ingen retfærdighedsgevinst at hente. Tværtimod skabes der kun større episk uretfærdighed i føljetonen ved at stemme på ham.

Kun i en akut, meget alvorlig krise vil vælgerne foretrække en politiker med denne profil – hvis de tror han er den eneste der kan afværge farerne. Vælgerne er først og fremmest tryghedsnarkomaner; dernæst tilhængere af en retfærdig verden.

topløs	topløs




				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

På Lille scene er alle dyder topløse

Når Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt konkurrerer om statsministerposten, så er det almindeligt at opfatte det som afgørende for dem begge at score højst på kompetencen. Der er en forestilling om at vælgerne vælger den person som de bl.a. anser for at være mest kompetent.

Men det er forkert. Sådan spiller klaveret ikke på Store scene. Den forkerte opfattelse stammer fra den saglige argumentationform på Lille scene, hvor man netop konkurrerer om at være mest saglig kompetent iblandt andre eksperter, forskere, ledere og embedsmænd. Og denne konkurrence foregår ud fra de forskellige ekspertisers ofte meget formaliserede kriterier.

På Lille scene er alle dyder topløse. Reglen om dydernes inkongruens gælder kun på Store scene. Og kun for politikere, fx kan kommentatorer ligge lavt på idealisme uden stor skade, se mere.

På Lille scene gælder det ikke især om at score ærlighed og idealisme; det gælder også om at score mest muligt stabilitet og kompetence for at nå sine mål, fx få en attråværdig post, forretningsordre eller titel.

Den ideelle dydsprofil på Lille scene er derfor langt enklere end på Store scene:

topløs	topløs	topløs	topløs






ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

Og på Lille scene vil en profil som denne

topløs	topløs	topløs	topløs






ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

ikke udelukke at man når sit mål. Den kollegiale saglighed og hensynet til en som regel yderst kompleks virkelighed giver de tekniske dyder stor vægt. Publikum på Lille scene er villige til at bruge langt flere ressourcer på at træffe deres valg om hvem de vil støtte, end publikum på Store scene er.

Den politiske føljeton er det demokratiske systems løsning på problemet om hvordan man informerer vælgerne som ikke vil bruge ressourcer på at blive informeret. Derfor spiller den politiske føljeton ikke på Lille scene, for dér er vælgerne ikke. Og derfor gælder reglerne om dydernes inkongruens og vælgernes retfærdighedsgevinst ikke på Lille scene.

Rivaliseringens anatomi på Store scene

Vælgere som hverken anser Løkke eller Helle for at være klart mere kompetent til statsministerjobbet end den anden – og det vil være netop de midtervælgere hvis stemmer de begge har brug for at flytte – vil stemme på den som ligger højst på ærlighed og idealisme. Og især hvis den anden ligger højt på stabilitet og kompetence. Fordi det giver den største retfærdighedsgevinst.

I en debat eller valgkamp skal enhver politiker først og fremmest score uhæmmet på ærlighed og idealisme, men ikke score mere end rivalen på stabilitet og kompetence. I en dyst mellem en siddende statsminister og en oppositionsleder er udfordringen for den siddende statsminister udelukkende at score mere ærlighed og idealisme end sin rival. Den regerende statsminster vil allerede have bestået kravet om tilstrækkelig kompetence og stabilitet i kraft af at han er statsminister. Han skal derfor koncentrere sig om at score de andre dyder og lade være med at bruge krudt på at score mere af den stabilitet og kompetence som han allerede har tilstrækkeligt af. Men han skal selvfølgelig besvare oppositionens rutineangreb på ham for at ligge under minimumstærsklen for kompetence.

Mennesket bag politikeren

Ærlighed og idealisme scores bl.a. ved at politikeren fremstår som menneske på intimscenen på godt og ondt. Især godt, men også ondt, fordi et portræt med nuancer styrker vælgernes identifikation med politikeren. For at forstå politikeren må vælgeren kunne leve sig ind i mennesket bag politikeren.

Her har ægtefæller en afgørende rolle som vidner der røber detaljer fra deres samliv med toppolitikeren. At have scoret en attraktiv ægtefælle tæller selvfølgelig som plus på kompetencekontoen. Og at have levet sammen med hende eller ham i mange år giver plus på stabiliteten. Begge dele er stærke aktiver på Store scene i kraft af reglen om Dydernes frie bevægelighed.

Men ægtefællers vigtigste opgave er at gøre toppolitikeren til et elskeligt menneske. Ét af de mest klare eksempler på dette findes i valgkampen i Storbritannien i foråret 2010, hvor ægtefæller bl.a. udtalte[1]:

Eksempel: min mand er et rodehoved

Han er forfærdelig rodet og er ikke særlig god til at rydde op, når han laver mad. Han er ikke god til at samle sit tøj op efter sig. [Samantha Cameron, gift med den britiske konservative leder, David Cameron]

De negative ting som skal gøre portrættet menneskeligt, består i uskyldige tekniske mangler inden for kompetence. Samme mønster findes her:

Eksempel: Min mand er ingen helgen

Han er ikke nogen helgen. Han roder, han larmer, og han står op på nogle forfærdelige tidspunkter. [Sarah Brown, gift med premierminister Gordon Brown]

Især politikerens idealisme styrkes gennem dette kærligt-kritiske nærbillede med detaljer fra hverdagens samliv. Og det er gennem scoring på værdidyderne at sejren sikres ved at vælgerne kan belønne den der er mest menneskelig med den episke retfærdighed. De mindre omkostninger på kompetencen er helt uden betydning i det regnskab. Begge politikere ligger langt over minimumskravene til kompetence.

Fortrængningen af den episke retfærdighed

Det er i driften mod den episke retfærdighed at den politiske føljetons politiske magt ligger. Når vælgerne skaber den episke retfærdighed ved at give kompetence til den der trænger mest, så bestemmer de samtidig hvilken politik der vinder. Og det vil bl.a. sige hvilken saglig argumentation der vinder på Lille scene.

Og det vil blive udlagt af den sejrende som at vælgerne har købt den saglige argumentation. Og af den tabende som at man ikke har været god nok til at forklare og udbrede sin saglige argumentation. Denne forklaring af tabet er langt mindre skadelig for taberen end at forklare nederlaget med at vælgerne har afvist partiet netop fordi de har forstået dets saglige argumentation. Men under alle omstændigheder har både sejrherre og taber fortsat en interesse i at bevare illusionen om den saglige argumentations dominans. Herved konkurrerer man om at smigre vælgerne for at have kompetencedyden. Det har vælgeren også, men ikke angående politiske sager. Vælgernes kompetence angår udelukkende dyderne.

Pointe

Det er i driften mod den episke retfærdighed at den politiske føljetons politiske magt ligger. Når vælgerne skaber den episke retfærdighed ved at give sejren, dvs. kompetence, til den der trænger mest, så bestemmer de samtidig hvilken politik der vinder. Og det vil bl.a. sige hvilken saglig argumentation der vinder på Lille scene.

EU's dydsprofil kræver nej

Dyder er noget alle aktører på Store scene har: personer, partier, virksomheder og organisationer. Derfor er reglen om dydernes inkongruens på spil overalt. De gælder for enhver aktør på Store scene. Også for en overnational aktør som EU.

Den lange række af afstemninger i de seneste årtier omkring Danmarks grad af tilslutning til EU giver gode eksempler på reglerne om dydernes inkongruens og vælgernes retfærdighedsgevinst.

Langt de fleste partier og politikere pressede på for styrkelse af de formelle bånd mellem EU og Danmark ved afstemningerne om de forskellige traktater, EU-møntfoden og andet. Det samme gjorde stort set alle medier. Det skete i høj grad ud fra en saglig argumentation på Lille scene scene: embedsværk, forskere, ledere og toppolitikere var i høj grad enige. Alligevel afviste befolkningen i flere omgange nærmere tilknytning. Det skete ud fra den politiske føljetons argumentation som udspillede sig på Store scene. Fortalerne for nej var stærke på ærlighed og idealisme. Og vælgernes frygt for konsekvenserne af at stemme nej var ikke tilstrækkelig stor til at ja-sidens totale dominans inden for kompetencedyden gjorde udslaget. Der var desuden enkelte kompetente økonomer og andre som afviste at et nej ville få alvorlige konsekvenser for landet.

I øvrigt stemte man ikke – som ved et folketingsvalg fx – om hvilke personer i den politiske føljeton der skulle have poster og belønninger. Det var langt mere abstrakt: Hvilke regler og procedurer skal man bruge på Lille scene til at håndtere Danmarks forhold til andre europæiske lande? Dette svækker tommelkraften væsentligt i de figurer som optræder i føljetonen når EU er på dagsordenen. Systemets uigennemskuelighed bevirker at vælgerne ikke har en klar opfattelse af at det gør den store forskel om det er den ene eller den anden politiker der sendes til EU-parlamentet som er en meget fjern kulisse i føljetonen.

Disse forhold gør enhver afstemning om Danmarks forhold til EU (og valg til EU-parlamentet) til en afstemmning om man er for eller imod EU. Og her er det iøjnefaldende at EU på Store scene fremstår med meget stor stabilitet, men med begrænset kompetence på grund af en jævn strøm af skandalehistorier om EU-bureaukratiet i dansk presse. Ingen genkendelige danske EU-politikere optræder som overbevisende frelsere i disse historier. Det betyder at EU fremstår med meget svage etiske dyder, og i det hele taget som noget som er uden for den episke retfærdigheds rækkevidde.

EU’s dydsprofil på Store scene ser således ud:

topløs	topløs




				Minimumstærskel

ærlighed	idealisme	stabilitet	kompetence

EU har altså ikke en dydsprofil som inviterer til at vælgerne etablerer episk retfærdighed ved at stemme for organisationen. Tværtimod. EU’s profil ligner en skurks, dog en skurk med lav kompetence.

Pointe

EU har profil som en skurk, dog en skurk med lav kompetence.

Det er almindeligt i dansk presse at have dårlig samvittighed over at man dækker EU-stoffet så lidt. Men i takt med at landets nationale administration sammenbygges mere og mere med EU på Lille scene, så reduceres antallet af danske korrespondenter i EU. Den eneste forklaring på dette er at EU-stoffet ikke fænger i den politiske føljeton. Strid skaber pokaler, og strid er ikke abstrakte diskussioner og debatter mellem ukendte, nok så kloge personer. Strid er strid mellem personer med stor kontra- og tommelkraft.

Administrative procedurer og valgregler på Lille scene gør det umuligt at skabe sådanne EU-figurer i den politiske føljeton. Derimod er vores nationale politik hele tiden leveringsdygtig. Hermed sikres fortsat stor opbakning om vores demokratiske system. Samtidig med at det danske demokrati på Lille scene mere og mere fungerer som en filial af noget overnationalt som i bedste fald leverer svage bipersoner til føljetonen.

Kendiskraften overgår alt

EU er altså svær at gøre til en del af den politiske føljeton. Og det skyldes udelukkende at det ikke er muligt i føljetonen at etablere EU-personer med stor kontra- og tommelkraft. Det har derimod intet direkte at gøre med at EU er et overnationalt anliggende.

For andre overnationale anliggender som fx De olympiske Lege, kan let rydde hele den danske Store scene for alle lokale helte. Da præsident Obama og hans frue, foruden en lang række andre kendte, kom til Danmark for at tale for at Olympiske lege 2016 blev lagt i Chicago, så lå hele Store scene åben for dem. Den lå så åben at der kun blev ganske lidt plads til at vise en samtidig historie om Forsvarskommandoens og Forsvarsministeriets kluntede håndtering af sagen om en bog som var skrevet af en tidligere jægersoldat. Nyhedsudsendelser udgik eller reduceredes til fordel for direkte reportage fra internationalt kendte personer fra politik, underholdning, sport og kongehuse.

Dette skyldes hverken at disse kendisser har stor kontrakraft eller tommelkraft. Det er jo ikke den danske befolkning, men den lidt over 100 personer store Internationale Olympiske Komité som skal vælge mellem kandidatbyerne Chicago, Rio, Madrid og Tokyo.

Det skyldes heller ikke at IOC har en betydning for Danmark på Lille scene der overgår EU’s. IOC er i denne henseende helt uden betydning.

Den intensive dækning skyldes udelukkende at figurerne er kendte på endnu større scener end den danske Store scene. De har så stor kendiskraft at den overgår den kontra- og tommelkraft som hovedpersoner på den nationale Store scene har – selv i situationer med maksimal strid hvor en ministers politiske liv er i fare, således som forsvarsministerens var i de samme dage. Udelukkende på grund af kendiskraften dækkes de ritualer som disse personer deltager i mens de i kort tid befinder sig i vores land. For danske vælgere overgår den kendiskraft personer har, når de optræder på den lokale danske Store scene, langt den kendiskraft de samme personer har, når de optræder på deres nationale Store scene.

Præsident Obamas kendiskraft er så stor at alle nationale medier og personer på vores danske Store scene kan vinde idealisme og kompetence ved at hylde ham. Det behøver ikke ske med ord. Det kan ske bare ved at ofre tid og plads på hans besøg.

Kendiskraft er mediernes møntfod

Også hovedpersonerne i den nationale politiske føljeton har en kendiskraft. Når man ved hjælp af kontra- og tommelkraften er blevet etableret som fast hovedperson i føljetonen, så får man også kendiskraft. Og denne kraft kan godt blive så stor at man bliver interessant alene på grund af den, således som det sker på den internationale scene for figurer som Paris Hilton, tv-værten Oprah Winfrey, tidligere præsident Clinton og mange andre.

Men de forskellige nationale, politiske hovedpersoner har nogenlunde samme mængde kendiskraft. Derfor er denne kraft normalt ikke iøjnefaldende i den politiske føljetons stridigheder.

Men kampen om at få større kendiskraft er intens mellem politikere i andet geled som ikke er hovedpersoner. Mediernes magt består i høj grad i at kunne give figurer mere kendiskraft ved at lade dem optræde på Store scene. Adgangsbilletten er at personen sørger for at få så meget kontra- eller tommelkraft at vælgerne bliver interesseret i at følge personen på Store scene. Det kan fx ske hurtigt og let ved at personen gør verbalt oprør mod partiledelsen, se mere. Jo mindre kendiskraft man har, jo mere rabiate midler er man nødt til at bruge for at give sin figur den kontra- og tommelkraft som kan bringe én ind på scenen.

I forbindelse med bogudgivelser er det helt rituelt at forfatteren røber fortrolige ting fra Intimscenen, fx en dybt ulykkelig barndom, en politisk ukorrekt ungdom eller en igangværende livstruende sygdom. Ifølge reglen Stærke dokumenter fødes med smerte (læs mere) er det bedst hvis sådanne informationer ankommer på Store scene imod forfatterens vilje. At hidtil hemmeligholdte ting slipper ud, øger personens kontrakraft, og han bliver mere interessant at have med på Store scene. Herved motiveres flere modtagere for at købe bogen. Meget kendte forfattere kan nøjes med at lade bogen udkomme. Kendiskraften er her tilstrækkelig til at sikre omtale.

Pointe

Mediernes magt består i høj grad i at kunne give figurer mere kendiskraft ved at lade dem optræde på Store scene. Adgangsbilletten er at personen sørger for at få så meget kontra- eller tommelkraft at vælgerne bliver interesseret i at følge personen på Store scene.

Rigtig kendte er hævet over strid

Når en person har stor kendiskraft, så er personen uafhængig af alle andre præstationer end det at vise sig på Store scene. Hver gang en kendis viser sig på Store scene, styrkes denne kendis’ kendiskraft. Personen har ikke mere brug for at deltage i stridigheder, fordi man risikerer at skade sine dyder. Man har udelukkende brug for at vise sig for at vedligeholde og styrke sin kendiskraft. Derfor foretrækker kendisser helt rituelle optrin. Ved at deltage i velkendte ritualer, konsoliderer den kendte sin status som ikon.

Vælgernes belønning ved at overvære tv-transmissioner af barnedåbe i kongehuset, præsidentbesøg, IOC-kongresser, FN-arrangementer som klimamødet i Bellacentret i december 2009 og broåbninger er at opleve de kendte. Ved at leve sig ind i en der er kendt, bekræfter man sit tryghedsskabende fællesskab med alle de andre som gør det samme. De kendte og de ritualer de deltager i, beroliger tryghedsnarkomanerne ved at bekræfte at alt er som det plejer at være. De kendte symboliserer trygheden og forudsigeligheden.

Det viser sig tydeligt når den kendte dør. Så udløses ofte meget omfattende og følelsesintense ceremonier som kan berolige ved at forene de efterladte i hyldest af den kendte. Hvis den kendte har stået særligt stærkt på idealismedyden, som fx prinsesse Diana, så vil hyldesten øge denne dyd så kraftigt at der skabes et billede af en helgen.

Også på Lille scene er der stor efterspørgsel efter den beroligelse og stærke følelse af fællesskab som det giver at være tæt på en figur med stor kendiskraft. Derfor tjener fx tidligere amerikanske præsidenter høje honorarer på at holde foredrag verden rundt i private forsamlinger. Kendiskraften er også forklaringen på at ritualerne omkring foredraget: kendissens ankomst til landet, kørsel til hotellet, gåtur i byen, ankomst til foredragsstedet osv. behandles på Store scene.

Pointe

Personer med stor kendiskraft er uafhængig af alle andre præstationer end det at vise sig i ritualer på Store scene .

Kendte kan altså få vælgerne til at overvære lange, helt forudsigelige ritualer. Kendte suspenderer alle krav om at figurerne skal have kontra- og tommelkraft. Og regler om at strid skaber pokaler. Når der er kendte på banen, er strid ikke nåleøjet for detaljer fra Lille scene. Kendiskraft alene bringer enhver detalje som kan forbindes med den kendte, ind på Store scene. Her fortolkes det af eksperter og kommentatorer. Og der suppleres med gætterier om det man ikke ved noget om.

Af denne grund er mange organisationer ude efter at få kendte tilknyttet organisationen. Den kendte skal vælge organisationer med omhu for at undgå at blive viklet ind i stridigheder som kan nedbryde den kendte figur. Derfor er godgørende, filantropiske bevægelser bedst egnet. Her øger den kendte sin idealisme ved at optræde på bevægelsens vegne.

Rigtig kendte ville også kunne få EU-stoffet mere frem på Store scene og få vælgerne til at interessere sig mere for det. Men det skal åbenbart være folk der er mere kendte end tidligere danske statsministre og lignende. Problemet er at den forhenværendes tab af tommelkraft og personens meget slidte ansigt trækker ned.

Kendiskraften overgår alt

Hvis en person er meget kendt, så behøver personen hverken have kontra- og tommelkraft eller være part i en strid for at optræde på Store scene.

Alle er lige, men de kendte er mere lige end andre

Når medierne dagligt skal vælge personer som skal optræde på Store scene, så gælder der nogle regler som står i skarp kontrast til de demokratiske idealer om lighed. Det kan anskueliggøres i dette diagram over personer som viser sig på Store scene. De medvirkende kan inddeles i tre kaster:

Øverst findes de personer som er mest kendte. De tilhører kendiskraftens kaste. Det kan være internationale berømtheder eller meget kendte danskere, fx fra kongehuset, film og tv. De har ikke noget fællestræk ud over at være meget kendte og kommer derfor fra alle mulige områder: sport, underholdning, politik, forretningsliv. Deres funktion på Store scene er først og fremmest at vise sig. Det er for vælgerne en belønning i sig selv at se og høre disse personer på scenen. Der er en stærk tendens til at vise en begivenhed hvor én eller flere særligt kendte viser sig. Derfor ryddes Store scene ofte for at give plads til ritualer og ceremonier.

I midten findes personer som ofte optræder i føljetonen, men hvis værdi for medierne afhænger af at de akut har meget kontrast- eller tommelkraft, eller indgår som part i en klar strid. Her befinder de sædvanlige politiske hovedpersoner sig. Dette er den politiske komedies kreative lag: takket være disse personers ukuelige bestræbelser for at score dyder i føljetonen, sker der (næsten) hele tiden noget.

Nederst findes alle de ukendte som kun kommer med i føljetonen hvis de optræder som ofre eller som ”stemmer fra folkedybet”, fx i forbindelse med voxpop-interview. Hernede befinder alle vælgerne sig.

Det er tankevækkende at demokratiets vælgere som i skolen lærer om lighed, dagligt tæppebombes med denne lære om demokratiets tre kaster. Men det er en systematisk indoktrinering som ikke kan ændres fordi den er en forudsætning for Den politiske Komedie. Desuden har enhver ukendt jo sin frihed til selv selv at sørge for at blive kendt, fx ved at kaste sig ind i politisk arbejde.

Personlige egenskaber hos personer i føljetonen

Den politiske føljeton handler som nævnt om personer. Eller om organisationer som er repræsenteret i føljetonen gennem nogle personer som vælgerne kan identificere sig med og dydsbedømme løbende når de optræder. En organisation, virksomhed, forening eller overnational politisk konstruktion som ikke producerer en sådan figur til føljetonen, eksisterer ikke på Store scene. Vælgerens politiske indflydelse består i at give disse personer et liv i den politiske føljeton som er mest muligt retfærdigt, dvs. hvor stærke etikdyder og tekniske dyder over dumpegrænsen belønnes med at personen når sine mål.

Pointe

En organisation, virksomhed, forening eller overnational politisk konstruktion som ikke producerer en markant person til føljetonen som vælgerne kan identificere sig med, eksisterer ikke på Store scene. Den kan derfor heller ikke score dyder.

Når politik forstås gennem indlevelse i føljetonens personer, så er det vigtigt at se på sprogbrug og anden relevant adfærd hos fremtrædende personer i føljetonen. Ingen figur på Store scene er kun sine dyder. På Store scene står personerne jo netop frem som enestående individer. På godt og ondt.

Politikere som figurer i film og romaner

Formålet er ikke her at give en tilnærmelsesvis udtømmende fagpsykologisk karakteristik af figurerne i føljetonen. Formålet er at se på nogle af de figurer som bedst illustrerer den politiske betydning af at have eller ikke at have bestemte personlige egenskaber. Det handler bl.a. om at illustrere de psykologiske egenskabers betydning når vælgerne skal skabe den episke retfærdighed.

Men opgaven er ikke at give en klinisk psykologisk analyse af de faktisk eksisterende mennesker som har de pågældende roller i føljetonen. Det ville kræve en særlig undersøgelse med andre metoder. Analysen her er udelukkende af de figurer som indgår i føljetonen. Og den sker udelukkende ud fra deres adfærd og udtalelser i føljetonen. På samme måde som man ud fra en roman eller en film laver karakteristik af personer i romanen eller i filmen. Karakteristikken handler muligvis også om de individer som har rollerne, men det er sådan set irrelevant, da disse individer kun er relevante i det omfang de er en del af rollen som politiker.

Der er kun det vælgerne kan se og høre. Resten er tavshed.

Pointe

Personerne i føljetonen er det vælgerne kan se og høre. Resten er tavshed.

Vælgerne hjælper figurerne med personlig udvikling

Dyderne kan give et vigtigt bidrag til beskrivelsen af en person. Men hvor meget af de forskellige dyder en figur har, er selvfølgelig ikke en tilstrækkelig beskrivelse af alt det ved personen som er relevant i føljetonen.

Ud over dyderne må man også se på personernes forhold til humor.

Desuden spiller personernes særlige sprogbrug og udtale, udseende, påklædning, mimik og kropssprog en afgørende rolle i den i høj grad billedbårne føljeton. Alt dette: måde at tale på, ansigtstræk, mimik, gestikulation, kropssprog og påklædning indgår i det man kan kalde figurens X-factor.

Dyder, brug af humor, og X-factoren indgår i den helhed som figuren er. Hvordan denne helhed er, kan have politiske betydning. Visse træk ved en figur kan invitere vælgerne til at hjælpe figuren med at nå sine mål. Det gælder fx den særlige dydsprofil med stærke etikdyder og beståede tekniske dyder (læs mere). Denne profil aktiverer den tryghedsnarkomaniske vælgers kamp for orden. Denne kamp bygger på en stærk tro på den episke retfærdighed som så bekræftes ved at vælgeren hjælper figuren med at nå sit mål, fx ved at give personen sin stemme ved et folketingsvalg.

Men andre egenskaber ved en figur end inkongruente dyder kan have stor appel til vælgerne. Humor og X-factoren og de relationer som figuren har til andre figurer, har stor betydning. For vælgerne kan hjælpe en figur til at nå et mål, fordi det samtidig vil udvikle figuren psykologisk på en måde som vælgerne finder rigtig og retfærdig.

Humor er kommet til magten

Samtidig med at politik mere og mere handler om nuancer i politikeres udtalelser på tv (læs mere), så er humoren kommet til magten i politik. Humor er tæt forbundet med jagten på dyderne.

At have humor er ikke en dyd på linje med de fire dyder: ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence. De fire dyder gælder det om at score i enhver situation. Dyderne gælder overalt til hver en tid. Sådan er det ikke med humor. Der er situationer hvor humor er malplaceret, og hvor forsøg på humor vil medføre svækkelse af dyder, især kompetence og idealisme.

Vellykket humor består typisk i at man påviser inkongruens, dvs. modsigelser, i meninger eller relationer på en måde så det udløser latter eller i det mindste smil. Når en person bruger humor lægges der typisk afstand til den formelle situation man er i, og dermed de formelle roller som personen eller de andre tilstedeværende har. Ved at lægge denne humoristiske afstand til rollerne træder personen frem som én der har øje for situationens modsigelser.

Men en situation kan være så alvorlig eller dreje sig om overlevelse at der ikke er tid til humoristisk leg med roller og opgaver. I 2010 blev en flypassager idømt 30 dages betinget fængsel fordi han i Københavns Lufthavn havde joket med at han ville tage en bombe med ombord på et fly. Personer i situationen kan være så usikre eller diktatoriske at de ikke tåler den støj, uorden og mangel på kontrol som humor er. Humor er bandlyst i fanatiske religioner og ekstreme politiske bevægelser og i virksomheder eller organsationer hvor situationen hele tiden er desperat. Humor er også bandlyst i ritualer hvor pointen netop er at bestemte formelle roller udfører bestemte gerninger og siger bestemte ord, fx præster der begraver, dommere der afsiger domme, statsledere der holder tale i prestigeforsamlinger som FN.

Pointe

Humor er bandlyst i fanatiske religioner og ekstreme politiske bevægelser og i virksomheder eller organsationer hvor situationen hele tiden er desperat.

Humor sender altid et signal om uhøjtidelighed og ofte også om en vis respektløshed. I enhver situation hvor bare én tilstedeværende værdsætter andægtig højtidelighed og respekt for ritualer og autoriteter, vil humor virke krænkende på den pågældende. Krænkelsen består i at den der benytter humor, distancerer sig fra de andre i situationen. De opfatter det som mangel på respekt for deres følelser.

Humor findes i to former:

1. den forberedte som typisk består i at man fortæller en vittighed som man har lært udenad og eventuelt øvet sig i at fortælle.

2. den spontane som er en improvisation ud fra situationen og dens roller og udtalelser.

Humor punkterer fanatisme

Det er den spontane, dvs. overraskende, humor som scorer i den politiske føljeton. Hvis der benyttes forberedte vittigheder, så skal de fremtræde så spontant som muligt.

Vellykket brug af spontan humor styrker personens kommunikationskompetence: Personen har jo taget bestik af situationen og har omsat det i en replik som udløser latter eller smil. Herved har personen fået bekræftet sin evne til at analysere og vurdere en situation og de personer som optræder i den. Det kan fx være i en tv-debat eller –interview.

Den mest udbredte brug af humor i føljetonen sker i forbindelse med

· hårde angreb på modstanderen for at mangle dyder.

· Fremhævelse af egne kvaliteter.

Humoren forebygger at vælgerne betragter politikeren som en selvretfærdig, indigneret fanatiker når han angriber hårdt eller roser sig selv. Humor gør fanatiske sort-hvid-udtalelser spiselige for vælgerne. Hvis sådanne udtalelser udelukkende gives med indignation (over modstanderens totale mangel på dyder) eller selvglæde (over egne fortræffeligheder), så vil de skade personens dyder.

Vi er på Store scene hvor vælgerne ikke har stor sympati for nogen bestemt politiker ud fra en tro på et partiprogram eller et andet ideologisk dokument. Derfor vil enhver fanatisk adfærd virke frastødende. Den vil blive opfattet som en mangel på pragmatisk sund fornuft og menneskelig varme. Det vil skabe frygt hos vælgerne, og politikeren vil få svækket sin kompetence.

Pointe

Humor forebygger at vælgerne betragter politikeren som en selvretfærdig, indigneret fanatiker når han angriber hårdt eller roser sig selv.

Anti-fanatismereglen

Vælgerne hader fanatikere. Svøb din fanatisme i humor.

Den politiske føljeton er en komedieserie

Vælgerne foretrækker komedie frem for tragedie. Men nøjagtig de samme iagttagelser af modsigelser som benyttes til spontan humor, kunne bruges som anledning til fortvivlede skrig om hjælp til højere magter mod en ond skæbne. Men Vinderreglen (læs mere) og Anti-fanatismereglen gør den politiske føljeton til en komedieserie – med de kunstneriske begrænsninger der ligger i at føljetonen kronisk mangler en mesterinstruktør, læs mere. Komedien udfoldes i høj grad i de improvisationer for åben skærm som føljetonen er rig på. Som regel ud fra grundigt forberedt materiale. Komedien begrænses af den officelle opfattelse af at det er den saglige argumentation der er det væsentligste i føljetonen. Og at selve føljetonen er en art politisk smudslitteratur.

Hvis føljetonen havde en mesterinstruktør, så ville den i øvrigt hverken være en komedie eller en tragedie, men et helteepos.

Pointe

Den politiske føljeton er en komedieserie. Vinderreglen og Anti-fanatikerreglen præger føljetonen med optimisme og humor. Og dette gør den politiske føljeton til en komedieserie – med en række kunstneriske begrænsninger, herunder at føljetonen kronisk mangler en mesterinstruktør.

X-factor

Figurens X-factor er alt det særlige ved figuren som ikke kan indfanges ved hjælp af dyderne og humoren alene. Det er fx udseende og udstråling, herunder eventuel karisma. Uden denne faktor er billedet af hvad der foregår på Store scene, langt fra dækkende. Dyder og humor er abstrakt i sammenligning med påklædning, udseende, måde at tale på, familieforhold og historien om ”hvordan det gik til at jeg blev politiker”. Enhver figur slæber sin fortid på Store scene med sig hvorend han eller hun går og står.

Barack Obamas valg til amerikansk præsident er det seneste, klareste, globale eksempel på at vælgerne har et behov for at dyrke en politiker som noget helt særligt. Og at en politiker som forstår at aktivere dette behov, står stærkt. Tidligere eksempler fra det amerikanske er John F. Kennedy og Bill Clinton. Man kan også nævne Martin Luther King. Dette at skabe en aura af noget særligt og ophøjet over sin figur, er noget de færreste kan, men det kan kun forklares ud fra irrationelle ting som udstråling og karisma. Det er en nødvendighed for en professionel skuespiller at have dette. Og skuespillere med en stor karriere har meget af det. Men det er også godt for en politiker og en leder at have det. De fleste politikere har det slet ikke. Men enhver har nogle særlige træk som figuren på Store scene bygger på.

Karakteristikkerne nedenfor er mine forsøg på at indfange personernes særkender. Andre vil måske se andre ting ved de samme figurer. Men jeg tror egentlig ikke at det jeg ser, er så meget anderledes end hvad enhver vælger ser. Enhver kan jo tjekke mig ved selv helt uhildet at karakterisere figurerne og sammenligne resultatet med mit bud her. Ideelt set burde karakteristikkerne kontrolleres ved spørgeskema eller interview af et stort antal vælgere. Det har jeg ikke haft mulighed for.

Ideen er at gøre det tydeligt hvordan opfattelsen af andre egenskaber ved personerne end dydsprofilen kan spille ind når vælgerne skal håndhæve den episke retfærdighed.

Lars Løkke Rasmussen eller ”Lille Lars fra Græsted”

Lars Løkkes firkantede, tætte kropsbygning og brede, ret udtryksløse ansigt signalerer soliditet og slidstyrke. Han ville aldrig blive castet til en hovedrolle, men dette gælder næsten alle de politikere som har hovedroller i den danske politiske føljeton. Lars Løkke ville blive castet til en bifigur som pølsemand, krovært eller handelsrejsende. Der er ingen raffinementer i figurens udstråling. Meget lidt skønhed og modsigelse i hans figur.

Han er stærk på de tekniske dyder: stabilitet og faglig kompetence. Svagere på etikdyderne.

Den stærkeste profilskabende begivenhed for hans figur var da han overtog statsministerposten efter Fogh. Andre profilskabende begivenheder er

· bilagsrod i forbindelse med repræsentation både som amtspolitiker og som minister

· den årlige, tværpolitiske, velgørende cykeltur til Paris

· Rigsrevisionens kritik af hans aftale med privathospitalerne. Ganske vist var det kun det mindst tænkelige flertal af rigsrevisorerne som oprindeligt stod bag kritikken, men på Store scene står en detalje som denne svagt hver gang sagen nævnes (mere om denne sag). Desuden var alle statsrevisorerne i oktober 2010 enige med rigsrevisoren om, at forløbet omkring en ikke udleveret rapport fra Sundhedsministeriet om betalingen af privathospitalerne var særdeles utilfredsstillende.

· Lanceringen af hans intimscene med en meget selvstændig, uimponeret kone og aktive børn. Omkring familien findes lokalområdet Græsted hvor Lars er helt almindelig. Han fremhæver at han – når han ikke optræder på Store scene – er ”Lille Lars fra Græsted”, altså uimponeret, jævn og uden ambitioner om at forsvinde ind på de ”bonede gulve”.

· Hans usikre fremtræden som leder og ordstyrer af en kaotisk plenumsession på Klimakonferencen i Bellacentret i december 2009.

· Hans udspil i nytårstalen 2011 om at ville afskaffe efterlønnen for alle under 45 år.

Kampen for ydmygheden

Løkke fremhævede sin ydmyghed i flere udtalelser da han arvede jobbet fra Fogh. Dette passer fint ind i figuren Lille Lars fra Græsted. Men flere af hans profilskabende begivenheder trækker i retning af at tegne ham som pamper: Han spiller spillet og er klar over hvem der egentlig har magten. Hans reaktioner på anklager i debatter udsender ofte dette budskab: Modstanderne er bare ude på at få skovlen under ham, fx i bilagssagerne og i sagen om den såkaldte overbetaling af privatsygehusene, og det de har fat i er nogle ret ligegyldige detaljer som selvfølgelig burde have været i orden.

Han ville tabe mindre idealisme hvis han havde bedre held med at signalere ydmyghed i sine udtalelser når modstandere og medier angriber ham med negative kendsgerninger. Han har en svaghed for at demonstrere magt (= kompetence) med sine udtalelser og sin adfærd når han har mest behov for at demonstrere at han lytter med stor respekt og brænder for den højest tænkelige etik i alle detaljer (= idealisme). Denne demonstrative brug af sin formelle magt sker fx når han forlader spørgende journalister og afviser at optræde i samråd.

Søren Gade

Man kan sammeligne Løkke med tidligere forsvarsminister Søren Gade som også havde ydmyghed som et kendetegn han selv holdt frem. Men han var uovertruffen til også at vise ydmyghed i sin optræden. Han var velcastet i rollen som en munk der, let svedende, soner meget store synder. Og det betød i sagen om jægerbogen i efteråret 2009 at han bevarede sin idealisme. Til trods for at han var nogle dage på jagttur i Skotland i krisens højdepunkt.

Og det lykkedes ham også i et stykke tid at blive som minister uden at miste sin ærlighed til trods for at han i et talk-show havde erklæret at hvis det viste sig at den arabiske oversættelse af jægerbogen var produceret i forsvarskommandoen, så måtte han gå. Og det var den jo.

Hans erklæringer om at han kun sad så længe hans med- og modparter havde tillid til ham, og om at han ikke klæbede til taburetten, accepteredes kun af vælgerne fordi hans figur samtidig udtrykte en rent menneskelig ydmyghed som jog enhver tanke om en magtfuld minister langt væk.

Gades pamperværn

Ydmyghed – ikke kun i ord, men i din figur og i alt dit væsen.

Mere af det samme

De mindre stærke etiske dyder hos Lars Løkke og hans meget beskedne brug af humor skaber indtryk af en figur som egentlig helst ville blive på Lille scene. I samme retning trækker hans mange initiativer, fx Vækstforum og Ghettoplan, som aldrig bliver til klare pokaler på Store scene. Han undervurderer igen og igen disse to regler i den politiske komedie: Processen vinder over sagen (læs her) og Strid er Store scenes nåleøje for detaljer (læs her).

Der er ikke et nærliggende udviklingsspring i episk retfærdig retning som vælgerne kan hjælpe figuren med. Lars Løkkes figur signalerer ”mere af det samme”, og at der er uendelig meget af det. Han er tryghedsnarkomaners livret, men hans figur er meget dårlig til at forebygge kedsomhed som er den orm som gnaver i alle tryghedsnarkomaner som oplever for få farer. Den pokal Løkke går efter, har han allerede: statsministerposten. Det bedste vælgerne kan gøre for ham, er at hjælpe ham med at beholde den. De andre pokaler han forsøger at etablere, fx ’genopretning af landets økonomi’, ’verdens bedste folkeskole’ og lignende er langt mere uklare, og han er ikke særlig god til at lancere dem effektivt på Store scene.

Hvis han skal bevare pokalen ’statsministerposten’, så har han brug for at styrke sin ærlighed og idealisme kraftigt. Det gør ikke noget hvis dette går lidt ud over figurens alt for høje andel af de tekniske dyder. Løkke bør bruge Gades pamperværn. Og bør indse at han spiller hovedrollen i den politiske komedie og ikke er på gæsteoptræden fra Lille scene.

Helle Thorning-Schmidt eller ”Jeg kan slå Fogh”

Der er noget nervøst og hektisk over denne figur. Den varme som personen også har, trænger ikke direkte igennem nervøsiteten og anspændtheden som stadig dominerer – selv om det hektiske har været i aftagende gennem 2010.

Karrierejurist på prøvetid

Thornings casting er en yngre karriereakademiker på prøvetid på sit første job. Kunne både være ansat i det offentlige, fx jurist i en styrelse, og privat, fx på et advokatkontor. Ligner slet ikke én der er ansat i den sociale sektor eller i undervisningssektoren. Figuren udstråler noget aristokratisk og moderigtigt, men er samtidig en flink pige (elev) som gør sig umage, herunder gør hvad folk gerne vil have at hun gør. Der er intet originalt, kreativt eller oprørsk ved figuren Thorning, men hun er hurtig og god til at bruge de ting hun lærer, fx når hun skal holde tale.

Status på dyderne

Figuren er altså på mange måder stærk på kommunikationskompetencen. Hun er altid meget nærværende, intens og charmerende når hun er på. Til gengæld er hun svag på den saglige kompetence og stabilitet. Der har været en del iøjnefaldende kovendinger både inden for flygtningepolitik og skattepolitik i hendes tid på Store scene som leder. Også hendes forhold til kontraktpolitik har vendt 180 grader i perioden 2004 – 2009 fra stærk afvisning til fuld accept. Idealismen er heller ikke stærk, fordi det nervøse og hektiske blokerer for den nødvendige varme som skal gøre idealistiske erklæringer troværdige. Ærlighed er måske hendes stærkeste dyd. Hun kan have en tendens til at fortælle for meget fra sin Inderste scene og bryder hermed reglen om kapitalisering af det usagte (læs mere). Det kan ses som et overdrevet forsøg på at demonstrere kompetence: Hun ved hvad der foregår omkring hende.

Profilskabende begivenheder

Den stærkeste profilskabende begivenhed var da hun blev valgt som partileder ved urafstemning i en kampafstemning med Frank Jensen. Det giver hende et særligt medlemsmandat som formand for partiet. Hun er valgt direkte af medlemmerne i kontrast til tidligere formænd. Og hun er desuden den første kvindelige formand. Allerede disse to træk ved hendes figur giver hende en historisk meget høj profil.

Andre profilskabende begivenheder er:

· Erklæringen i valgkampen om formandsposten: ”Jeg kan slå Fogh!”

· Blev ”veninde” med de Radikales leder Margrethe Vestager midt i valgkampen i 2007.

· Dannede S-SF-aksen i løbet af 2009 og fremlagde udspil som stillede de Radikale et ultimatum angående en ny regering efter næste valg (senest november 2011).

· Har gjort ”ungdomsoprør” både mod Poul Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard. Begge er sat offentligt på plads i forbindelse med at de direkte eller indirekte har kritiseret hende som formand, (læs mere).

· Har klart bestået i sine debatter med andre partiledere: Fogh i valgkampen i 2007, og Løkke og Pia Kjærsgaard i 2010.

· Har i 2010 indrømmet ”sjusk” i forbindelse med pressens afsløringer af selvmodsigende oplysninger til myndighederne om hendes ægtemands ophold i landet.

I modsætning til sin rival, Løkke, er hun omgivet af mange løjtnanter som endnu ikke har været igennem en profilskabende begivenhed.

Muligheder for udvikling

Figuren Thorning har en indlysende mulighed for udvikling: at hun får den pokal som hun har engageret sig så meget i at nå: statsministerposten. Hun nåede ikke at slå Fogh, men hun kæmpede godt.

Hun har vist sig som en der kæmper uforknyt mod en overmagt:

1) en meget professionel og erfaren statsminister Fogh,

2) opinionstal som længe lå konstant lavere end i tidligere socialdemokratiske velmagtsdage.

Vælgerne kan godt lide folk der kæmper trods nederlag. Hendes sejhed styrker hendes kompetence. Thorning er dansk politiks svar på David der kæmper ene mod Goliath. Ene fordi hendes nærmeste løjtnanter er profilløse på Store scene. Og så er hun kvinde.

Da hun matchede Fogh i valgkampen 2007, var hendes usikkerhed og køn af stor betydning. Disse faktorer tvang ham til stor forsigtighed i deres tvekampe på tv for at undgå at fremstå som ”gammel, erfaren rotte der maltrakterer en ung lyserød mus”. Angreb på hendes kompetence som leder og folketingspolitiker skulle altid være båret af stor respekt for hende som politisk kollega. Svære angreb på hende med administrative og tekniske detaljer skulle i tv-debatterne svøbes i en art faderlig omsorg for hende uden at han virkede patroniserende. På denne måde søgte han at bevare sine etiske dyder samtidig med at han arbejdede på at få hendes tekniske dyder under minimumstærklen.

Hun har gået meget igennem og vælgerne vil give hende sejren over Foghs arvtager Løkke, hvis hun får styrket sin idealisme og undgår flere kovendinger og selvmodsigelser som kan bringe hendes saglige kompetence og stabilitet under det nødvendige lavmål (se reglen om dydernes inkongruens).

Villy Søvndal eller ”Jeg har besøgt plejehjem”

I mange år var Villy Søvndal en stærkt indigneret næstformand hvis dirrende stemme i tv ofte kom på grådens rand. Han er efter valget i 2007 kommet ”ud af hængekøjen”. Bl.a. fordi han har lært at respektere Anti-fanatismereglen.

Underviser med god kontakt til eleverne

Villy Søvndals casting er skolelærer, lærerrådsformand eller højere i den pædagogiske branche. Dog mangler skikkelsen pondus og værdighed til at sende signalet: Her kommer en leder. Han er heller ikke indlysende som højskolelærer fordi han udstråler noget målrettet og utålmodigt. Han ligner en solid, professionel underviser med god elevkontakt og med et stort repertoire inden for repressiv tolerance, dvs. evnen til at få vrantne og oprørske elever til at handle fornuftigt fordi de føler sig forstået og accepteret. Søvndals figur kan også castes som religiøs prædikant i en landbobefolkning.

Han danner nu fast par med Thorning som er castet som yngre karriereakademiker på prøvetid på sit første job som hverken ligger inden for det sociale område eller i undervisningssektoren. De to figurer er altså castet i hver sin verden. Det giver dem samlet stor kontrakraft.

Der kan stadig være noget lidt slidt og måske endda lurvet over Søvndal, selv om han nu næsten fast optræder med mørk jakke og hvid (lys), åbentstående skjorte. Med denne tøjstil lægges luft til hans klare casting til en rolle inden for undervisningssektoren: Han sender både et signal om at kunne være leder og ekspert, fx spindoktor. Tøjstilen styrker altså hans kompetence.

Fra gråd til latter

Hans figur er særlig god til at rejse patos gennem visualisering af udvalgte eksempler. Han ægger ofte sin modstander gennem hårde, retoriske spørgsmål. Villy Søvndals forvandling som figur har især bestået i at hans megen og dygtige brug af patos nu aldrig fører frem til en grådlignende tilstand, men kobles med humor. Pointen i eksemplerne er de samme som de var i grådperioden. Den lidenskab hvormed de leveres, er nærmest øget. Og underholdningsværdien og dermed effekten hos vælgerne er langt større. Søvndal er blevet en humoristisk satiriker af samme format som Pia Kjærsgaard.

Profilskabende begivenheder

Hans klareste profilskabende begivenhed er at han har bragt partiet i spil som såkaldt ansvarligt, dvs. som et parti der stemmer for finanslov, forsvarsforlig og lignende. Og at han har indgået en historisk aftale med Thorning om fælles oplæg til næste valg. Det har i den forbindelse været nødvendigt at ”æde nogle kameler”, fx 24 års-reglen og visse ting inden for skatteområdet.

Andre profilskabende begivenheder er

· I valgkampen i 2007 blev han taget i kraftigt at overdrive antallet af plejehjem han personligt havde besøgt (20 som viste sig at være 5),

· Stærke, verbale udfald mod islamisme.

· Han har bestået sin eksamen i saglig kompetence i to lange tv-dueller i vinteren 2010 med Lars Løkke Rasmussen med temaer inden for økonomi og skolepolitik.

Mulig udvikling og gode råd

Figuren Søvndal har en indlysende udviklingsmulighed som vil øge den episke retfærdighed: at vælgerne gør ham til minister. Og dette vil være en endnu større begivenhed end at Thorning bliver statsminister: Hele det tidligere hængekøje-parti træder jo så ind i magtens cirkler.

Søvndal er stærk på idealisme. De kamelfortæringer som har været nødvendige for at bringe S-SF-aksen på plads, har svækket hans stabilitet, men øget hans saglige kompetence. Også hans kommunikationskompetence er kraftigt øget efter forvandlingen.

Hans ærlighed blev svækket af den uforståelige svipser med plejehjemmene. Og generelt har alle de forskellige initiativer for at styrke Søvndals kompetence svækket de øvrige dyder. Jo mere kompetence man får, jo mere kommer man under vælgernes mistanke for at være ”smart” og beregnende, dvs. uden ægte idealisme og med anløben ærlighed[2].

Derfor er det vigtigt at Søvndal skærper sine patosvækkende eksempler i takt med at hans position som kompetent over det nødvendige lavmål bliver mere og mere grundmuret frem mod næste valg. Patosvækkende eksempler kan også forebygge oprør fra SF’s bagland over at formanden sælger ud af ”partiets sjæl” som det fx skete i vinteren 2010 hvor S-SF-forslaget til et pointsystem i udlændingepolitikken vakte oprør. Sådanne oprør svækker alvorligt Søvndals etiske dyder og hans stabilitet.

Lene Espersen eller ”Dav, jeg hedder Lene”

Fogh løj i månedsvis i 2008-9 og vandt bl.a. derfor posten som generalsekretær for NATO. Og styrkede dermed samtidig sine tekniske dyder. Lene Espersen løj en enkelt gang i Folketinget i maj 2009, og det var lige ved at koste hende posten som minister.

Eksempel: De Konservatives forslag om reduktion af betalingen til privathospitalerne

Lene Espersen: Det er ikke et udspil, der bygger på fakta fra Økonomi- og Erhvervsministeriet [Lene Espersens daværende ministerium] eller fra andre steder, men det er sådan set noget, vi har arbejdet med i den konservative folketingsgruppe.

I september 2010 kom det så – i forbindelse med udgivelse af en bog[3] – frem at beregningerne om at taksterne kunne sættes ned med 25 procent, ikke stammede fra den konservative folketingsgruppe, men fra Sundhedsministeriet. Og hun undgik kun en mistillidserklæring med efterfølgende fyring som minister, fordi Dansk Folkeparti kun ville være med til en meget stor næse.

Lene og Fogh har løgnen tilfælles, men det går dem vidt forskelligt: Fogh forsvinder ud af føljetonen fordi han vinder den flotte stilling ved at lyve, mens Lene må blive i føljetonen og derfor må stå til regnskab for sin løgn. Hun bliver offer for et stærkt angreb på sin ærlighed fra oppositionen. Helt ifølge reglen Kun tabere hænger på løgne.

Og hendes sårbarhed var stor fordi hendes dyder i forvejen havde lidt stor skade gennem foråret 2010. Ved en regeringsomdannelse først på året havde hun sat sig selv ind som udenrigsminister i stedet for den respekterede Per Stig Møller som blev degraderet til kulturminister. Dette skadede især hendes idealisme fordi hun så klart prioriterede hensynet til sin erklærede drøm om at blive udenrigsminister fremfor fortsat at lade Per Stig passe det arbejde som han længe havde passet til alles tilfredshed. Kort efter meldte hun afbud til et møde, bl.a. med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, for at kunne holde en planlagt ferie på Mallorca med sin familie. Dette skadede især hendes kompetence.

Alle ved at Lene Espersen som partiformand går efter den pokal der hedder ’væsentligt mere end 10 procent af stemmerne til de Konservative’. Hver gang meningsmålinger så viser at partiet ligger langt under de 10 procent, mister Lene Espersen derfor yderligere kompetence. Hun forsøgte at styrke sine dyder ved at sætte sig selv ind som udenrigsminister og ved at profilere de Konservative i forhold til regeringspartneren Venstre, fx ved forslag som det med at reducere betalingen til privathospitalerne. Men uheldig håndtering og fejl i disse og andre sager har gjort hende til et let offer for oppositionen.

Lene Før’s problemløse liv

Det gik ellers så godt – lige indtil hun blev formand.

Lene Espersen har slet ikke de castingproblemer som Helle Thorning-Schmidt har. Lene har ikke den akademiske udstråling med et stænk af noget aristokratisk som Helle har. Lenes jyske, lette accent hjælper til at give skikkelsen noget gævt, uimponeret og ret varmt. Hun siger tingene ligeud. Hun drog Europa rundt med åbningsreplikken ”Dav, jeg hedder Lene.” Hvor Lars Løkke har sin selvskabte figur ”lille Lars fra Græsted” som ikon for sin folkelighed, har Espersen ”fiskeeksportørens Lene fra Hirtshals” som sit ikon. Tilsat jysk stædighed.

Hvis den politiske føljeton var en komedie af Ludvig Holberg, så ville Lene Espersen – før hun blev formand – være velcastet som Pernille, dvs. den tjenestepige som behændigt hjælper det kedsommelige elskerpar som ikke kan få hinanden, med at få hinanden. Samtidig med at hun selv scorer – nærmest med venstre hånd. Lene Espersen var, før hun blev formand, enhver mands drøm om en søster.

Efter hun blev formand ser det helt anderledes ud.

Tag en dyd og lad den vandre

Før hun blev formand gav hendes lange erfaring som minister hende stor kompetence og stabilitet. Også hendes kommunikationskompetence var pæn: Hun var en hård angriber som aldrig helt mistede kontakten til det humoristisk-satiriske. Hendes næse for de faste fjenders mest ømme punkter svigtede sjældent.

Alle de dumme sager hun har haft i foråret 2010 og den pokal ’godt over 10 procent’ som hun er langt fra at score, svækker hende som debattør. Fordi hun altid selv er under angreb for at mangle kompetence og stabilitet. Den store forskel på Lene Før og Lene Efter (hun blev formand) gør at hendes figur nu helt fast mangler dyden stabilitet, dvs. identitet.

Hendes idealisme er helt knyttet til kommunikationen på den måde at hun respekterer sine modstandere og sjældent hensætter vælgerne i kedsomhed. Og hendes fejl som formand har stærkt øget både hendes kontra- og tommelkraft på Store scene og dermed gjort hende ekstra værdifuld som aktør. Men hun står ikke stærkt som ”værdikæmper”. Burkasagen og andre forsøg på mere ideologiske udspil efter hun blev partiformand, tegner ikke en klar ideologisk profil. Lene Espersen-figuren var før tiden som formand en god, effektiv håndværker og dermed tryghedsnarkomanernes ønskedrøm af en politiker. Men hendes figur har som formand tabt så meget kompetence at hun nu befinder sig omkring minimumstærsklen.

Enhver ved at hun blev mor som justitsminister og havde sit barn med på kontoret mens hun ammede. Espersen-figuren er én af de hovedroller som klarest gennem hele sin tid på Store scene har brugt reglen Dydernes frie bevægelighed. Men da hun I foråret 2010 meldte afbud til et det arktiske topmøde med bl.a. den amerikanske udenrigsminister, undervurderede hun den skade det kostede på kompetencen som udenrigsminister at hun scorede på familievarmen (idealismen). Først efter to måneder hvor hun med ”jysk stædighed” uden succes forsvarede sin disposition, forsøgte hun med en undskyldning at reparere skaderne på kompetencen.

Udvikling: Hovmod står for fald

Espersen fik i 2008 en stor pokal: formandsposten og er vicestatsminister (Udenrigsminister). Hun kæmper desuden for pokalen ’godt over 10 procent’, men vil kun få den hvis hun får hævet sin stabilitet og kompetence over minimumstærsklen og repareret sin idealisme. Jo længere tid der går uden at det lykkes, jo mere kommer Lene i føljetonen til at ligne en klar kontrastfigur til Helle. Lene har alt at miste, hvor Helle har alt at vinde. Lenes opgave er at vise sig fortjent til den store pokal hun allerede har vundet. Nøjagtigt som Lars Løkke skal.

Espersen-figurens bærende kontrakraft ligger i modsigelsen mellem på den ene side udseende og alder – og på den anden side hendes bevisligt lange tjeneste som velfungerende minister før hun blev formand. Men der har efter hun blev partileder været sager som har svækket hendes kompetence – især kompetencen til at vurdere effekter af sin optræden. Lene Efter overvurderer ofte sine evner som kommunikator. Figurens tommelkraft øges i takt med at det ikke lykkes hende at indfri forventningerne til at de Konservative vil øge deres opinionstal takket være de stærke kommunikationskompetencer som hun var kendt for inden hun blev formand.

I føljetonen er den mest nærliggende, naturlige udvikling for figurer som Lene og Løkke der har ”fået alting foræret”, at de sætter det de har fået, overstyr. Derfor vil enhver fejl de laver, af medierne blive forstørret og holdt i live længe. Foruden naturligvis af oppositionen. Disse to figurers naturlige drift mod undergang forstærkes af Helle-figurens naturlige udvikling til at blive statsminister. Jo mere Helle går igennem og klarer nogenlunde, jo mere retfærdigt bliver det at hun får sin klare pokal, statsministerposten.

Regeringen har mistet sit bedste våben mod Thorning

Lenes stærkt svækkede dyder har svækket regeringen betydeligt. For Lene Espersen er den topfigur i regeringen som har de bedste muligheder for hårde, direkte angreb på Thorning. De er begge yngre, lyshårede kvinder med stærk kommunikationskompetence. De matcher hinanden på alle punkter, også disse:

1. Thornings allerømmeste punkt er hendes ringe parlamentariske og administrative erfaring. Men jo længere tid hun klarer formandsposten godt eller bare hæderligt, jo mere øges hendes kompetence her. Samtidig er Lenes kompetence dalet kraftigt igennem hele 2010.

2. Den episke retfærdighed vil markant øges hvis vælgerne gør Thorning til statsminister. Her har Espersen også noget at byde på: Hvis hun går af, øges den episke retfærdighed, fordi hendes idealisme er svækket gennem 2010.

Før sin formandsnedtur kunne Espersen nulstille kønsfaktoren og mange andre ting ved Thorning-figuren samtidig med at hun alene ved sin tilstedeværelse maksimalt kunne udstille Thorning-figurens største svaghed. Espersen kan stadig langt bedre end Løkke og andre gå hårdt til Thorning uden at få kvindelige, tryghedsnarkomaniske vælgere til at identificere sig med Thorning som et offer for en arrogant, midaldrende mands ydmygelser. Men Lenes svækkede dyder gør det meget lettere for Helle at angribe i debatten og dermed vinde pokalen.

Pia Kjærsgaard eller ”hjemmehjælperen som blev stueren”

Det er altid et forfriskende indslag hvis et nyt parti kommer ind på Store scene. Det giver vælgerne et klart tegn på at tommelkraften er vigtig. Samtidig giver det figurer som under stor modstand fra de velkendte, slidte ansigter skal kæmpe for en ny, fremtrædende plads i føljetonen. Der er altså fra første sekund etableret en klar strid som enhver vælger kan leve sig ind i. Det nye partis skæbne på Store scene er helt afhængig af at partiet fra dag 1 kan stille med en figur med stor kontrakraft, stærke dyder, humoristisk-satirisk slagkraft og overbevisende X-factor.

Og da det danske politiske system på Lille scene er indrettet så det er ret let at danne nye partier som bliver opstillet til Folketinget, så har vi i de senere årtier set en række nye partier, bl.a. Fremskridtspartiet, CD, Dansk Folkeparti, Ny Alliance og Liberal Alliance. Flere af dem er i dag afblomstret og overlever i bedste fald som skygger i kulissen. Men ét har længe levet i bedste velgående: Dansk Folkeparti. Et andet har haft stor fremgang i 2010: Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen.

Bedste casting på Store scene

Pia Kjærsgaards figur står klarere end de fleste: hjemmehjælperen der blev en af nyere dansk politiks største succeser som partileder. Hun skabte sit parti og leder det kompetent og med klare værdier.

Hendes casting er perfekt til rollen. Herved adskiller hun sig markant fra alle andre hovedrolleindehavere på Store scene. Hun er den eneste topfigur i dansk politik der helt ligner det hun skal forestille. Hun kunne dog også castes til at være Mor Danmark i en Morten Korch-historie med en slem herremand og tyvagtige zigeunerbander.

Hun ville ikke være velcastet som værthusholder Emma i bodegaen ’Rottehullet’ i serien ’Huset på Christianshavn’ fordi hun udstråler noget utålmodigt og skarpt som strider mod den lalleglade idyl. Hun mangler den fornødne mildhed.

Hendes beskrivelse af sin og partiets rolle er at man er barnet i H.C. Andersens Kejserens nye klæder som udbryder: ”Han har jo intet på!”

Dronningen af strid

Hun ligger højt på de tekniske dyder. Hun har skabt sit eget imperium – ligesom Fogh og i modsætning til Lene og Løkke. Vælgernes vurdering af hendes etiske dyder – ærlighed og idealisme – er enten i top eller i bund. Hun er en meget kontroversiel figur og derfor et fyrtårn i føljetonen som alle forholder sig til. Hun er den figur i føljetonen som gennemsnitsligt har den højeste tommelkraft og kontrakraft.

Hun er den ukronede dronning af én af føljetonens bærende stridigheder om behandlingen af flygtninge- og indvandrere. Denne strid handler om selve dyden idealisme: Hvor meget skal landet ofre for at være god over for svage personer som banker på? Hvor går grænsen mellem godhed og økonomiske hensyn?

Hendes succes som partileder hænger sammen med partiets udvikling fra ekstremistisk parti uden for forhandlingslokalerne til indflydelsesrigt støtteparti for VK-regeringen siden 2001. For de vælgere som har hende placeret højt på de etiske dyder, er den episke retfærdighed herved styrket. Samme vælgere vil finde den endnu mere styrket hvis hun kommer i regering.

Satire svøbt i humor

Pia Kjærsgaard er nok den figur som mest stabilt benytter humor. Men kun vælgere som i forvejen har hende placeret højt på dyderne, vil opfatte det sådan. Andre vil se det som arrogance over for det hun bruger humor på, og dem hun forsøger at få til at se det morsomme. Humor kræver en grundlæggende sympati for at virke positivt og dydsstyrkende. Ellers undergraver det afsenderens dyder. Da hun er en så kontroversiel figur, har humor i hendes tilfælde disse to stik modsatte effekter hos vælgerne. Og hver gang hun bruger humor, så vil alene dette øge hendes status som kontroversiel.

Den betydelige brug af humor gør det muligt at fortsætte meget af ekstremistpartiets satire over for systemet selv om man er fast støtteparti for regeringen. Humoren gør satiren spiselig for regeringsvenlige tryghedsnarkomaner som altid frygter fanatisme. Endvidere er satiren som regel rettet mod partiet de Konservative og ikke mod Venstre og regeringen.

Margrethe Vestager

Margrethe Vestager har en flegmatisk, intellektuel udstråling som caster hende som alt andet end leder. Hun ville passe til rollen som klinisk psykolog eller præst i en region med husstande med høje indkomster. Og til andre roller som akademiker hvor synlig magtudøvelse og vilje er en by i Rusland.

Anticasting giver stor kontrakraft

Spørgsmål fra journalister og andre debatdeltagere som rejser klare følelser, besvarer Vestager ofte med teknikaliteter og uld-i-mund. I stedet for visualisering får vælgerne ofte abstrakt tale og principper som slukker næsten alt følelsesliv. Vestager optræder på Store scene som en bekymret gæst fra Lille scene som hun aldrig har forladt. Hver gang bekræftes indtrykket af at hun er den embedsmand eller fuldmægtig som ministeren har sendt fordi ministeren selv desværre ikke kunne komme. Hun ligger højt på sagkompetence, men er svær at placere på de andre dyder.

Men netop hendes anticasting gør hende spændende som figur. Den sikrer hende stor kontrakraft hver gang hun optræder.

Den Radikale arv

Det er vanskeligt at pege på en profilskabende begivenhed. Vestager blev pludselig veninde med Thorning midt i valgkampen 2007, men i årene efter har Thorning valgt Søvndal. Det er som om Margrethe stadig ikke kan forstå at man kan foretrække degnen Villy for præstedatteren Margrethe som ven eller veninde.

Men vælgerne vil give Margrethe skylden for at venindeforholdet ikke bestod, fordi Helle er en pæn og dygtig og lidt for ærlig pige der gør sig umage. Mørke Margrethe derimod rummer muligvis nogle destruktive kræfter som hun har arvet fra Marianne Jelved samtidig med at hun arvede formandsposten. Disse kræfter handler om selvovervurdering og fanatisme som leder partiet i fortabelse.

Mistanken om denne forbandelse inden i den flegmatiske, intellektuelle Vestager gør ikke figurens kontrakraft mindre.

Store udviklingsmuligheder

Den væsentligste udviklingsmulighed i denne figur er at Vestager begynder at kæmpe og springer ud med vid og optimisme. Modstanderne skal angribes med stærk satire der pakkes ind i humor. Vestagers udvikling består i at hun erkender at hun ikke bare er gæst på Store scene, men faktisk én af hovedpersonerne. Hun må indse at kampen foregår på Store scene og ikke på Lille scene.

Andre fremtrædende personer

Ud over de vigtigste partiledere så er der andre som af forskellige grunde er interessante figurer. De kan alle belyse figurgalleriet som politisk magtfaktor.

Naser Khader

Khader er nok den der klarest og mest konsekvent har forbrudt sig mod de tekniske dyder. Han har for øjnene af alle i løbet af ganske få år bl.a. demonstreret mangelfuld saglig indsigt, dårlige lederevner og ringe sans for politisk strategi. Han står som et eksempel til skræk og advarsel for enhver ung, fremadstræbende politiker.

Men han leverer til stadighed historier. Han er – sammen med Pia Kjærsgaard og LO-formand Harald Børsting – muligvis den eneste hovedperson i den politiske føljeton som faktisk ville blive castet til den rolle som han har: den velintegrerede, højt profilerede, muslimske indvandrer som er forfulgt af sine egne og derfor må beskyttes af to livvagter nat og dag. Ligegyldigt hvad han gør, så vil han forblive elsket af vælgerne fordi han så stærkt og overbevisende erklærer det danske sin kærlighed. Og fordi han må betale så høj en pris for sin kærlighed. Han har været gift med en pæredansk blondine, og der er hjemmeavlede børn i familien.

Netop hans mange fejl og hans indrømmelse af dem gør ham interessant. Figuren har en helt enestående konstruktiv sårbarhed som giver ham en stor kontrakraft. Vælgerne elsker ham fordi han er så inkompetent og alligevel kæmper uforknyt videre. Denne figur er hovedperson i mange filmkomedier. Men de tryghedsnarkomaniske vælgere vil aldrig betro ham at forsvare dem mod farer ved fx at støtte at han får en post med magt på Lille scene. Det er de overbevist om at han vil forkludre. Han ligger klart under minimumstærklen for de tekniske dyder, men til gengæld meget højt på de etiske: ærlighed og idealisme.

Anders Samuelsen

Det er nærliggende at sammenligne Anders Samuelsen med Margrethe Vestager fordi de begge forsøger at fremstå som særligt saglige og kompetente i kontrast til de andre hovedpersoner i føljetonen. Fx kritiserer begge disse politikere de andre for ikke at turde tage fat på de økonomiske reformer som alle egentlig godt ved er nødvendige, fx efterlønnen og skatten.

Samuelsen har slet ikke Vestagers problemer med at fremtræde dynamisk og altid ligne en vinder (se Vinderreglen). På baggrund af Samuelsens turbulente karriere fra radikalt folketingsmedlem til medstifter af Ny Alliance som brød sammen, hvorefter resterne genopstod med Samuelsen som leder som Liberal Alliance, så står hans aldrig svigtende optimisme som en tydelig egenskab ved figuren. Men det gør jo også hans manglende stabilitet. Hans stærke kompetence og svage idealistiske dyder, giver ham et image som ”smart boy”. Han har samme problem som Helle Thorning-Schmidt med at varmen og engagementet hæmmes af en anstrengt nervøsitet. Den retfærdighedsgevinst som vælgerne kan give Andersfiguren, består især i at Lenefiguren samtidig straffes.

Birthe Rønn Hornbech

Rønn Hornbech er castet som en excentrisk dame i en birolle i en farce – eventuelt udstyret med en fiks idé, en fredsommelig, intetsigende mand og en lille hund.

Sammen med Vestager er Rønn nok den toppolitiker som er castet dårligst til rollen. Dette giver hende en stor, stabil kontrakraft. Ind imellem er kontrakraften så stor at den går over i det ufrivilligt komiske. Fx når hun fotograferer journalister med sin mobiltelefon, holder lange pauser for åbent kamera i stedet for at svare journalister eller irettesætter politiske journalister som uvorne skolebørn mens hun taler sort (se her). Men hun optræder ofte med stor autoritet og ekspertise som en sælsom gæst fra Lille scenes fjerneste, juridiske afkroge.

Hendes casting er så dårlig og hendes indre jurist så dominerende at den eneste naturlige udvikling for figuren er at hun frigøres fra sin misklædende ministerspændetrøje. Men der er også en helt anden udviklingsmulighed. Hun bliver helt uimodståelig hvis hun begynder at bruge sin figurs enorme humoristiske muligheder bevidst. Den betydelige ufrivillige komik i figuren bør disciplineres til at være en målrettet bevidst brug af humor.

Mogens Lykketoft

Lykketofts særligt stærke personlige udtryk er indestængt arrigskab. Figurens stærke kontrakraft ligger i at denne ofte meget klare arrigskab aldrig må slippe ud som egentlige raseriudbrud. Lykketofts casting er statsmand eller vismand som ikke har fået den anerkendelse og indflydelse som han selv synes han fortjener. Han kunne spille rollen som miskendt geni eller nørdet opfinder – i den koleriske udgave; ikke i den sagtmodige udgave, hvor geniet affinder sig med sin skæbne i en ufuldkommen verden som endnu ikke er moden til åbenbaringerne.

Lykketoft-figuren har aldrig forstået at stærk aggressiv satire skal bæres frem med humor. Han er derfor blevet en tragisk figur i komedieserien den politiske føljeton. En figur som aldrig vil anerkende at han medvirker i noget der kommer i nærheden af at være Den politiske Komedie. Dette giver ham stor kontrakraft hver gang han optræder. Vælgerne anser det ikke for sandsynligt at figuren vil kunne udvikle sig i overensstemmelse med kravene til en komedie, dvs. omsætte arrigskaben til humoristisk satire.

Anders Fogh Rasmussen

Fogh er ganske vist ude af føljetonen, men står stadig i frisk erindring som tidligere partileder og statsminister og vil derfor tjene som sammenligningsgrundlag for Løkke og Helle og andre partiledere.

Foghs casting er leder i en mellemstor virksomhed. Hans lange og velbeskrevne meritter på Store scene giver ham alle dyder.

Det svære ved at vinde mange sejre, er at man får svært ved at forsvare de etiske dyder, jf Dum gør ærlig-reglen som har som følgeregel at megen kompetence fremmer vælgernes mistænksomhed over for figurens ærlighed og idealisme.

Men Fogh formåede at score de etiske dyder indtil sin seneste fase som statsminister. Det skete ved strategiske udspil bl.a. inden for udlændingepolitikken som Fogh fulgte tæt op på. Og ved nålestikoperationer som angrebene på smagsdommere og rundkredspædagogik. Angrebene var ret diffuse og uden økonomisk betydning på Lille scene, men de havde stor værdipolitisk betydning, fordi de var let forståelige og ramte grupper som i høj grad leverer tekster og ofte excentriske figurer til debatten. Derfor afstedkom angrebene mange meget voldsomme modindlæg og utallige tv-debatter som alle styrkede betydningen af den uklare, men klart etiske pokal som Fogh havde lanceret, jf reglen Strid skaber pokaler.

Foghs styrke som figur har været at han med etiske nålestikoperationer som disse med meget få retoriske midler har kunnet bevare sin idealismedyd samtidig med at han fik mere stabilitet og kompetence efterhånden som det ene år åd det andet i rollen som statsminister. Han har også i sin fremtræden som taler et ret stirrende blik som signalerer fanatisme, og en intensitet i stemmen som udtrykker en klar lidenskab. Bl.a. disse træk ved figuren gør at selv de reneste platheder scorer etiske dyder hos vælgerne.

Anti-fanatismereglen siger at man skal svøbe sin fanatisme i humor for at undgå at skræmme vælgerne. Men Fogh brugte yderst sjældent denne regel. Det hænger sammen med at én af hans profilskabende begivenheder var at udvikle sig fra ekstrem ideolog til pragmatiker.

Som næstformand var han partiets liberalistiske indpisker, bl.a. med bogen Fra socialstat til minimalstat. Et værk som Poul Nyrup Rasmussen gjorde berømt da han rev flere sider ud af det i en debat med Fogh i valgkampen i 2001. Men i den kontraktpolitik som Venstre gik til valg på i 2001, og som man i årene derefter i høj grad indfriede og fornyede ved efterfølgende valg, viste Fogh sig i praksis som en helt jordbunden politiker af den art som gør tryghedsnarkomaner trygge. Han havde udviklet sig fra ung, brølende løve til professionel leder af velfærdsdemokratiet Danmark.

Når vælgerne har købt den udvikling i hans figur, så kan han i sine taler bruge fanatisme til at signalere at han ikke bare administrerer og klistrer til taburetten, men faktisk brænder for nogle ideer. Der er ikke behov for at dæmpe fanatismen med humor fordi vælgerne tror på at han er pragmatiker. Den fanatisme-teknik Fogh brugte, bestod især i et stirrende blik, som i øvrigt var frugten af målrettet træning, og angreb på udvalgte, økonomisk ubetydelige grupper som forudsigeligt ville svare voldsomt igen og skabe stor ideologisk ståhej i debatten.

Foghs pamperværn

Fast stemme, ingen blink med øjnene og angreb på udvalgte, økonomisk ubetydelige grupper som vil svare voldsomt igen og skabe stor ideologisk ståhej i debatten.

Hold VK: Løkke & Espersen eller Parret er sat

Det jordnære dominerer ved dette par. Kønnet er selvfølgelig forskelligt, men ellers ligner de som typer hinanden meget. Da Lene var Lene Før var de begge driftsikre, dynamiske, kompetente, men uden raffinementer. Ingen farlige paradokser og lav grad af originalitet. Forelskelsen var overstået for længst. Hverdagen erobret.

De lignede også hinanden ved at vælgerne ikke kunne hjælpe dem med udviklingsspring i deres karriere eller psykologi som ville øge den episke retfærdighed.

Efter Lene er blevet Lene Efter har også Løkke tabt kompetence alene ved makkerskabet, men også fordi han hverken bruger Gades eller Foghs pamperværn. Men samlet er deres kompetence stadig over minimumstærsklen. Derimod er begges svage etiske dyder et meget stort problem for dette hold.

Hold SSF: Thorning & Søvndal eller Pirrende forskelle

Dette par kan kaldes advokaten og skolelæreren. Det er altså et langt mere spændende par med en markant større kontrakraft end Løkke & Espersen. Når man ser figurerne Thorning og Søvndal optræde sammen, tænker man at her er to typer som er for forskellige. Men når man hører dem og ser dem udveksle blikke, så får man indtryk af forholdsvis ung kærlighed som – indtil videre – klarer sig fordi den næres af den store forskel mellem dem. Men når hverdagen indfinder sig, kommer udfordringerne. Der har allerede været kurrer på tråden angående udlændingepolitikken i efteråret 2010. Kulturforforskellene vil muligvis irritere mere og mere.

Samlet set peger den episke retfærdighed på dem. Men det forudsætter at vælgerne tror på deres flygtninge- og skatteløfter som værn mod velkendte farer. Og at de samlet fremtræder så kompetent at de tryghedsnarkomaniske vælgere tror på at de ikke vil skabe nye farer og kludre i kampen mod de velkendte farer.