Den saglige politiske argumentation og så politisk påvirkning ud fra processen, dvs. jagten på dyderne i den politiske føljeton på Store scene, er to helt forskellige måder at påvirke vælgerne på. Men der er tætte bånd imellem disse to forskellige påvirkningsmåder.

Det ene bånd består i at en pokal som jages på Store scene, ofte henter sin begrundelse på Lille scene som er hjemstedet for den saglige, politiske argumentation. Pokalen kan være en post der jages: statsministerposten. Eller dele af et dokument på Lille scene – fx finanslov, kommissionsrapport eller udspil fra et politisk parti – som bliver stridspunkt på Store scene og dermed også leverer pokaler til føljetonen, se her.

Saglig argumentation

I den saglige argumentation i et velfærdsdemokrati kører man efter skabeloner som nedenstående. Begge versioner handler om at målet altid er at skabe mest mulig lykke (= værdi, tilfredshed) for det størst mulige antal borgere. Den første er argumentation for en enkelt handling. Den anden er for et sæt af regler og dermed altså for alle de handlinger som reglerne tillader.

Argumentation ud fra sagen (på Lille scene)

· En enkelt handling: Vi bør udføre handling H fordi den fører til størst mulig lykke for flest mulige borgere.

· Et regelsæt: Vi bør vedtage regelsæt R (fx Finansloven, Tronfølgeloven) fordi dette regelsær fører til størst mulig lykke for flest mulige borgere.

Officielt gælder denne argumentationsform også på Store scene. Men når man iagttager hvad der i virkeligheden sker på Store scene, så kan den saglige argumentation være svær at få øje på. På Store scene sker påvirkningen af vælgerne gennem den politiske føljeton. Saglig argumentation kan så indgå som replikker i føljetonen, men gør det ofte ikke.

Føljetonens påvirkning

Også på Store scene handler det om at skabe lykke, men ikke direkte lykke for borgerne. Derimod gælder det om skabe lykke for de gode eller rigtige figurer i den politiske føljeton og passende straf for de mindre gode og rigtige figurer i føljetonen.

Men indirekte handler det selvfølgelig også om at visse personer i føljetonnen kan være gode eller rigtige netop fordi de har overbevist vælgerne om at de vil skabe mest mulig lykke for det størst mulige antal borgere. Det er jo klart et stærkt argument for deres idealisme. På denne måde indgår den saglige argumentation på Store scene som noget figurerne kan bruge i jagten på dyderne.

På Store scene indgår de forskellige aktørers versioner af en saglig argumentation altså i historien på denne indirekte måde. Men der er mange andre måder en person i føljetonen kan være god på, fx ved at redde et offer fra mørke kræfter, eller ved at behandle en ung kvindelig nytiltrådt partileder med iøjnefaldende respekt i hårde politiske debatter i en valgkamp. Således som Fogh gjorde med Thorning i valgkampen i 2007.

Påvirkningen på Store scene foregår efter denne skabelon:

Påvirkning gennem den politiske føljeton (på Store scene) ,

· En enkelt handling: Vi bør gøre H fordi den fører til størst mulig lykke for de gode og rigtige personer i den politiske føljeton og mest mulig straf til de onde og forkerte

· Et regelsæt: Vi bør vedtage regelsæt R fordi det fører til størst mulig lykke for de gode og rigtige personer i den politiske føljeton og mest mulig straf til de onde og forkerte.

Paradokset om de to påvirkningsformers prestige

De to påvirkningsformer har meget forskellig prestige. Den eneste officielt anerkendte form er argumentation ud fra sagen. Påvirkning fra processen eller føljetonen kendes af alle, og alle ved at den spiller en stor rolle, men den har en lav status – ikke kun på Lille scene, men også på Store scene. Som noget der forekommer, men mest som undtagelse og ”urent trav”. Hvis man tilkender den afgørende betydning, så stemples man som ”populist”.

Det fremgår af denne bog og mange andre undersøgelser at denne forskel i prestige ikke giver et reelt billede af styrkeforholdet mellem de to påvirkningsformer i den politiske virkelighed. Det er påvirkning fra føljetonen der dominerer og bestemmer vælgernes stemme. Det viser bl.a. utallige undersøgelser af forholdet mellem mediernes dækning af den politiske proces og af de politiske sager i en valgkamp. Typisk består omkring 2/3 af dækningen af beskrivelse og vurdering af proces. Analyser af nyhedsindslag om politik i tv viser også at indholdet gøres forståeligt ved at fokusere på de personer som håndterer sagen og de pokaler de går efter.

Og dette er ikke bare en tilfældighed eller en undtagelse. Det følger direkte af det demokratiske system.

Føljetonen er en tværpolitisk manipulation

Personerne i den politiske føljeton er i stort set alle situationer på Store scene meget optaget af hvordan det der foregår, skal fortolkes og dermed vurderes. Det meste af det de siger, handler om dette. Det viser også analyserne af det politiske sprog her i bogen. Personerne tillægger eller frakender hinanden og sig selv motiver. Handlinger og udtalelser udlægges i negativ eller i positiv retning således at det der sker, nedtones eller optones negativt eller positivt.

Politik er kampen om fortolkningen af hvad der sker på Store scene. Her udnyttes maksimalt sprogets store smidighed til at skabe vidt forskellige helhedsforståelser og vurderinger omkring enhver hård kendsgerning. Det fremgår klart at personerne i den politiske føljeton godt ved at politik handler om hvordan vælgerne opfatter den politiske føljeton og dens figurer. Og at personerne i føljetonen prioriterer dette højt når de skal sige noget og agere.

Men samtidig konkurrerer man – politikere og medier – om udtrykkeligt at tage afstand til den politiske føljeton. I stedet prises den saglige politiske argumentation. Det er dette forhold der gør den politiske føljeton til en fælles tværpolitisk og tværmedial manipulation af vælgerne. Manipulationens styrke bygger på vælgernes uvidenhed[1]. Jo mindre opmærksomme vælgerne er på hvad der i virkeligheden foregår, jo lettere spil har aktørerne i føljetonen. Men heldigvis indgår aktørernes afsløring af hinandens optræden i føljetonen ret ofte i replikkerne i føljetonen.

Megen forskning i politisk sprogbrug drives af en frygt for partipropagandaens effekter[2]. Men det er slet ikke her farerne ligger, for partierne i den politiske komedie bestiller ikke andet end at afsløre hinandens forsøg på at få vælgeren på krogen. Den massive påvirkning ligger i Den politiske Komedies samlede indoktrinering af vælgerne. Med de regler og pointer som denne bog afslører. Og samtidig hylder som selve demokratiets kerne.

Pointe

Politik er kampen om fortolkningen af hvad der sker på Store scene.

Alle ufatteligt store tal er lige store

Et område hvor den politiske føljeton sætter sig klart igennem over for det man kalder det rent saglige, er betydningen af beløbs størrelser. Der er en klar tendens til at alle beløb som er over nogle få millioner, tæller lige meget. Dette passer smukt med reglen om at det sagliges vigtigste funktion er at levere pokalen til historien på Store scene.

I den politiske føljeton er det eneste afgørende at et beløb er ufatteligt stort i forhold til de beløb der optræder i en vælgers husholdning. For så er det umiddelbart forståeligt for vælgerne at figurerne i føljetonen jagter det eller vil kontrollere hvem der får det. Men det er en ligegyldig detalje nøjagtig hvor mange nuller der er hægtet på, altså fx om det er milliarder eller millioner.

Derfor oplever vi hvert år i forbindelse med finanslovsforhandlingerne at den politiske debat om de udvalgte poster som popper op, er helt uafhængig af beløbets størrelse. Beskedne beløb på få hundredtusinde kroner kan sagtens dominere over sager som handler om milliarder. Relevansen ligger nemlig slet ikke i det saglige: beløbenes indbyrdes størrelse. Relevansen ligger i at beløbet er så stort at det kan bruges som pokal i den politiske føljeton. Når denne tærskel er overskredet, så er det i øvrigt ligegyldigt hvor stort beløbet er. Så er det afgørende hvor god den historie er, som beløbet kan bruges som pokal i.

Enorme summers hemmelige omkringfaren

Dette medfører så også at man på Indre scene kan flytte meget store beløb rundt i systemet hvis bare det er tilstrækkelig vanskeligt at bruge disse store beløb som pokal i den politiske føljeton på Store scene. Fx fordi sagsområdet ikke er til at forstå medmindre man har en passende uddannelse, og fordi det er vanskeligt at skabe en forståelig og fængende skurk på Store scene. Vigtige sagsområder fx inden for finansverdenen og virksomheders skatteforhold henligger kronisk i mørke indtil der måtte fremkomme en skurk som kan bære udvalgte detaljer ind på Store scene. Samtidig kan selv små beløb som er meget egnede som pokal i Store scenes føljeton, ikke røres uden det vækker stor offentlig interesse, dvs. turbulens i den politiske føljeton.

Den globale finanskrise som begyndte i efteråret 2008 leverer flere gode eksempler på at ethvert beløb som er ufatteligt stort i forhold til de beløb man opererer med i en normal husholdning, er brugbart – uanset antallet af nuller.

Lydløse milliarder

I september 2008[3] begyndte den amerikanske stat at udbetale første portion af 173 mia dollars til forsikringsselskabet American International Group (AIG). En stor del af pengene gik direkte videre til banker der havde forsikret sig hos AIG mod nødlidende boliglån og virksomhedskrak. Det var udenlandske banker som fx Deutsche Bank og Société Générale, men også amerikanske banker som fx Goldman Sachs og Bank of America.

En stor del af pengene endte altså på den ene eller anden måde i lommerne på disse selskabers ansatte og aktionærer. Enkelte brokkede sig i kongressen, men der var en stor enighed om at det var en god løsning at den amerikanske stat betalte 173 mia dollars til finansfolkene.

Skandaløse millioner

Men da AIG selv udbetalte 165 mio dollars i bonuspenge til sine ansatte, så gik hele det politiske system amok. Det var bonuspenge som firmaet var kontraktligt forpligtet til at betale. Præsident Obama erklærede at han ville finde ud af hvordan overenskomsterne kunne ophæves og bonuspengene til de ansatte i AIG hentes hjem igen.

En international finanskrise er en kompliceret sag. Når den skal oversættes til den politiske føljeton på Store scene, er det ikke realistisk at gøre alle de vælgere som har forpligtet sig over evne ved at købe huse som de ikke har råd til, til skurke. Der er langt mere god historie i at fremstille dem som ofre for økonomiske ”naturkræfter” eller for grådige udlånsfirmaer. Og disse ofre skal staten hjælpe ved at forsøge at stabilisere systemet. Denne del af historien fortæller sig selv. Og de 176 mia dollars udbetales derfor uden megen debat.

Men når ét af de selskaber som har fået en masse penge fra staten, så udbetaler aftalt bonus til sine ansatte, så bliver dette firma straks en klar skurk. Argumenter om at disse ansatte er lige så meget ofre for krisen som alle andre, og at deres fortsatte bonusopmuntrede indsats i AIG er nødvendig for at genoprette systemet, preller af.

Tals værdi afhænger af hvem de rammer

Tal der vokser drypvis over længere tid, er dårligere egnet til den politiske føljeton end tal der vokser pludseligt. I august 2009 meddelte A.P. Møller-Mærsk at Lindøværftet skulle lukke i 2012. Herved ville i første omgang 175 miste deres job her og nu. Over de kommende tre år, indtil det sidste skib forlod værftet i 2012, ville antallet af afskedigede vokse til 2.500. Hertil kommer så et antal ansatte hos værftets underleverandører.

Nyheden fik stor opmærksomhed i pressen og udløste straks politiske initiativer. Daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen og beskæftigelsesminister Inger Støjberg meddelte at de var ”klar med hjælp til medarbejderne på Lindøværftet.” Lene Espersen besøgte hurtigt virksomheden, og snart efter kom også Helle Thorning-Schmidt på besøg.

Men det er ikke tallenes størrelse der får den politiske føljeton til at bringe disse episoder. I løbet af foråret 2009 var der kommet ca. 40.000 flere arbejdsløse. Heriblandt 500 på Danfoss, 600 på Grundfos og 1275 på Vestas. Og andre regioner end Fyn var blevet hårdere ramt af arbejdsløshed i løbet af foråret 2009 og ville ikke have lettere ved at skaffe anden beskæftigelse til de ledige.

Mærsk ramt af episk uretfærdighed

Men Lindøværftet og Mærsk-firmaet har en særlig fremtrædende placering i føljetonen. Symbolværdien i at landets største, internationale virksomhed må opgive at drive det værft som firmaets stifter har skabt, og som sønnen har haft som hjertebarn, er stor. Misforholdet mellem Mærsks stærke dyder i føljetonen og den nødvendige lukning oplever vælgerne som en uretfærdighed. Der er derfor et stort behov for hjælpere der kan berolige og give håb om en anden slutning.

Der kan ikke ændres på at værftet skal lukke. Det har ledelsen gjort klart. Men uretfærdigheden kan mindskes ved at der ydes særlig opmærksomhed og politisk hjælp til netop de ansatte i dette firma.

Opinionstal: sensation til sidste decimal

Selv ganske små tal kan få stor betydning i føljetonen hvis de klart kan placeres i stridighederne mellem de politiske hovedfigurer. Opinionstal som stort set alle medier konkurrerer på at levere, fungerer som scoringslister for føljetonens aktører. De fungerer i føljetonen ligesom stemmetallene fungerer på valgaftenen: som sandheden sort på hvidt som ingen kan komme udenom. Derfor må også alle kommentere på dem for at fortælle vælgerne hvad tallene egentligt betyder.

Disse tals betydning kan fx føre til at de bliver sat stort op på forsiden som her[4]:

scan0003

Men opinionstal er statistiske undersøgelser i modsætning til afstemningsresultatet på valgaftenen som er en total, stemme for stemme-optælling. Det er velkendt på Lille scene at der er en usikkerhed på opinionsmålinger på ca. 3 %. Det vil sige at et udsving skal være på mere end 3 % for at man kan være sikker på at udsvinget ikke er en tilfældighed ved målingen. Men denne banalitet på Lille scene kommer kun undtagelsesvis frem på Store scene[5]. Takket være dette kan alle tolke lystigt på tallene til mindste decimal.

Pointe

Tal som har stor betydning på Store scene, kan være meningsløse på Lille scene.

Eksperter er ikke for fastholdere

Eksperter som kommer med informationer som er entydigt til nytte for bestemte partier eller interesser, angribes og behandles som om de var politikere på det hold som deres informationer gavner. Dem som rammes af det eksperten siger, piller omgående eksperten ned fra piedestalen ved at angribe ham som om han var politiker på det andet hold. Hermed undergraves det saglige indhold i det eksperten siger, med den underforståede begrundelse at det kan bruges éntydigt i en vigtig strid i den politiske føljeton.

Herved demonstreres det igen klart at altings værdi afhænger af dets brugbarhed i føljetonen på Store scene. Der findes intet over og ved siden af føljetonen. Alting er inde i den.

Da finanslovsforhandlingerne gik i gang i september 2009 foreslog Dansk Folkeparti at Bjørn Lomborg og hans Copenhagen Consensus Center fik dobbelt så mange penge som der allerede lå i VK-regeringens forslag, dvs. 15 mio kr over de næste tre år. Begrundelsen var at Lomborg så bedre ville kunne være modvægt mod[6]

Eksempel: Sagde Kristian Thulesen Dahl, finansordfører fra DF

det klimahysteri som regeringen og hele verden har kastet sig ud i. Der er en stigende tendens til til, at det hele foregår i en halleluja-stemning, hvor man betragter det, at der er menneskeskabt global opvarmning, som et faktum der ikke kan diskuteres. Det er ikke hele sandheden, og det er nødvendigt, at der er nogen, der kigger på, om vi nu bruger vores ressourcer rigtigt.

Men de Konservative strittede kraftigt imod og ville i stedet egentlig helst lukke centret. Daværende finansordfører Per Ørum Jørgensen kaldte Lomborg for en debattør og ikke forsker:

Eksempel: Politiske kommentatorer på Finansloven

Man kunne ligeså godt sætte de politiske kommentatorer Mogensen og Kristiansen på finansloven. Det er ikke en offentlig opgave at finansiere Bjørn Lomborg. Hele diskussionen om, hvorvidt der er et problem med klimaet, er en gammeldags diskussion. Og det er dumt at bruge penge på noget, som tiden er løbet fra.

Også Venstre melder fra. Og Margrethe Vestager siger:

Eksempel: Nej til spøgelser

At blive ved med at lade som om, at klimaudfordringen bare er et eller andet spøgelse, som nogle hippier har stillet op, det er simpelthen forfejlet.

Både Ørum Jørgensen og Vestager bruger fugleskræmselteknikken idet det underforstås at Lomborg mener at klimaudfordringen er et spøgelse, altså en falsk problemstilling. Også Thulesen Dahl tillægger tilsyneladende Lomborg dette synspunkt. I sammenhængen bliver det åbenbart for indviklet for alle politikerne med Lomborgs og centrets pointe (på Lille scene) om at udfordringen er at finde ud af hvordan man bedst udnytter pengene til at løse klodens største problemer.

Lomborg forsøger at rette denne og andre misforståelser bag de politiske udmeldinger[7]:

Eksempel: Kolde facts direkte fra Lille scene

Bevillingerne er ikke til mig personligt, men til tænketanken Copenhagen Consensus Center, hvor der er seks fastansatte, og hvor jeg er direktør. Copenhagen Consensus Center beskæftiger sig med prioriteringer af løsninger på globale problemer og blev i foråret kåret af Foreign Policy Magazine som en af verdens 500 vigtigste ’Global Go-To Think Tanks’.

Men der skal mere end sådanne hårde kendsgerninger til at vride sig ud af den politiske omfavnelse. Thulesen Dahl giver således sit bud på en analyse af Lomborgs rolle:

Eksempel: Lomborg forladt

Det er helt tydeligt at regeringen har fået andre interesser end de havde i starten, og derfor er han blevet ilde set. Og det er trist. Jeg mener, det var helt utidigt og forkert, da Fogh sprang ud som klimaforkæmper. Også indholdsmæssigt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Fogh gjorde det, ud over at han har fornemmet, at der var en dagsorden, der var populær.

Det er umuligt at eksistere som ekspert i føljetonen når man elskes så intenst af ét af de politiske hold. Thulesen Dahl får Lomborg viklet så meget ind i sine politiske signaler inden finanslovsforhandlingerne at det bliver et kys før døden til eksperten Lomborg. Samme skæbne har en ekspert som historikeren Bent Jensen måttet lide adskillige gange. Selv om eksperten kæmper for sin uafhængige status som leverandør af kendsgerninger, så vil både politikere og medier gøre ham til politiker.

Pointe

Altings værdi afhænger af dets brugbarhed i føljetonen på Store scene. Der findes intet over og ved siden af føljetonen. Alt som tæller, er inde i den.

For at være ekspert på Store scene kræves det at man har udført visse kendte bedrifter på Lille scene, men det er slet ikke tilstrækkeligt. Afgørende er at det eksperten siger på Store scene, ikke éntydigt kan bruges af det ene hold i jagten på en pokal. Og det værste der kan ske, er at et hold på Store scene omklamrer én lidenskabeligt. En ekspert er linedanser på Store scene. Eksperter er ikke for fastholdere. Ellers bliver eksperten politiker på det hold som hans replikker hjælper, og så mister hans replikker kraften fra Guds stemme.

Der er mange eksperter som politiserer lystigt på Store scene uden at miste deres status. Men det kræver indirekte teknikker og total undgåelse af offentlige kærlighedserklæringer og bandbuller fra ét af de politiske hold. Også public service-medier og journalister kan politisere. Men kun hvis det lykkes at undgå at blive angrebet fra ét af de politiske hold for at gøre det. Mere i kapitlet ”Guds stemme” se her.

Pointe

Men officielt er vælgerne saglige

Det smigrer vælgerne hver gang en aktør på Store scene lovpriser den saglige argumentations store betydning. Det er nemlig den argumentationsform som klart anerkender at vælgerne har kompetencedyden. Hvis man derimod hylder den påvirkning som sker ud fra den politiske føljeton, så angriber man samtidig både vælgernes kompetence og idealisme: De hverken evner eller gider fatte substansen. Og der ligger heri også en indrømmelse af at de store spænd i viden som der trods alt er i vores land, betyder at vælgerne i realiteten ikke har mulighed for rent sagligt at fatte de sager som politik handler om.

Da både politikere og medier konkurrerer om at skabe en god relation til vælgerne for henholdsvis at få stemmer og modtagere (købere), så har man en indlysende interesse i at overbetone betydningen af den saglige argumentation som både forudsætter at vælgeren er idealistisk og kompetent. Og tilsvarende underbetone proces-argumentationen. Det er således almindeligt at en aktør bliver anklaget for populisme hvis han for eksplicit udnytter den politiske føljetons grundlove. Og selvfølgelig også hvis han udtrykkeligt hylder den politiske føljeton på bekostning af lovprisninger af den saglige argumentation.

Til forsvar for den saglige argumentation

Det er derfor et almindeligt emne for politiske kommentatorer at bebrejde politikere for at svigte den saglige argumentation på Lille scene til fordel for den politiske føljeton.

Da Arbejdsmarkedskommissionen i august 2009 fremsatte nogle sagligt velbegrundede forslag til reformer som regeringen ikke ville gennemføre (se også her) fordi man ikke mente at vælgerne ville kunne forstå det i en periode hvor ledigheden steg, så bebrejdede flere medier regeringens handlemåde.

Politiken[8] skrev således:

Eksempel: Demokratiet havnet i en fælde

I dag er reformflertallet så grundigt undertrykt af blokpolitikken, at debatten ikke engang må komme i gang. Hverken blå eller rød blok tør fremsætte blot marginalt kontroversielle forslag, af frygt for at det skal gavne den anden fløj. Dermed undertrykkes det store latente flertal af moderate, ansvarlige og kompromisvillige folkevalgte af et mindretal, der består ikke bare af populisterne i Dansk Folkeparti og på venstrefløjen, men også og især af de partiledere og deres spindoktorer, der har øjnene stift rettet mod den næste opinionsmåling. Vi så det samme mønster med skattereformen, der blev langt mindrer bæredygtig, end den kunne have været, for slet ikke at tale om amokløbet på integrationsområdet.

Når et stort flertal på Christiansborg ikke længere fører politik efter deres egne hjerner og hjerter, men overlader taktstokken til de forandringsangste fløje, fordi kappestriden mellem to næsten lige store blokke overskygger alt, er demokratiet havnet i en fælde.

Samme anklage for proportionsforvrængning var fremme i burka-sagen (se her) fra politikere som var uenig i udspillet. Fx Venstres regionsborgmester i Region Syddanmark, Carl Holst, som bl.a. sagde[9]:

Eksempel: Bevar proportionerne i dansk politik

Bevar nu proportionerne i dansk politik. Der er fyringer på Lindøværftet, trafikkøer på motorvejene, bandekriminalitet, skyderier i Vollsmose, og så bruger vi voldsomt meget politisk strid på 75 burkaer. Jeg er ikke en stor vilhænger af burkaer, men lad os nu lige tage fat i de store problemer og så undgå for mange udvalg.

Regeringen havde nedsat et burkaudvalg for at skabe ro om sagen i VKO. En velkendt teknik til nedtoning, se her.

Den store leder som frelser

Forestillingen om den saglige argumentations særlige status kobles ofte med forestillingen om at det er demokratiske lederes fornemste opgave at fremføre denne argumentation fra Lille scene på Store scene uanset om den sælger billetter. Således skriver Claes Kastholm Hansen[10]:

Eksempel: Rigtige ledere argumenterer sagligt

Engang var det politikernes opgave at overbevise. I dag er det politikerens opgave at sælge. Men på det grundlag kan et demokrati ikke bestå. Alene af den grund, at ledelse og udvikling af et land ikke er et spørgsmål om at imødekomme enkelte kundegrupper, men om at tage beslutninger, der går de enkelte kundegrupper på tværs, men gavner helheden. Landets borgere er ikke politiske kunder. De er netop borgere, og den demokratiske udfordring i dag består i at genindsætte dem i deres rolle som borgere.

Dette stiller krav til partierne, der kun kan imødekommes af højt kompetente, ansvarlige ledere, og hvis man nu dertil lægger, at det danske samfund så temmelig sikkert står over for udfordringer, som vi måske skal helt tilbage til sidste fjerdedel af 1800-tallet, dansk industrialismes ungdom, for at finde magen til, skulle det vel være klart, at vi har brug for demokratiske ledere på højt niveau i de partier, der har en rolle at spille i samfundet.

Hvis en leder skal følger disse anvisninger, så skal han have helt ekstraordinær styrke som en frelserfigur som vælgerne følger på trods af at han ikke topprioriterer de farer som vælgerne finder størst. Vælgerne skal tro på at de farer som denne leder fortæller dem om, overgår de farer som vælgerne selv umiddelbart synes er farligst. Og som andre ledere af mere lavtsøgende art bekræfter og konkurrerer om at afhjælpe.

Men det er umuligt at skabe en sådan lederfigur i de rammer som gælder for den danske politiske føljeton. Den kaotiske produktionform for føljetonen udelukker at der opstår ”Den store Leder som frelser” der kan holde sig svævende over hverdagens stridigheder (se her). Enhver politiker som forsøger at spille denne rolle, vil derfor lide et heroisk nederlag – som i øvrigt passer dårligt ind i føljetonens genre som er komedien. Et eksempel fra nyere tid er Marianne Jelved som efter befolkningen havde afvist EURO’en måtte søge trøst blandt kolleger i EU.

Den politiske føljeton lever af strid

Alt kan gøres til stridspunkt, eller til en pokal der kæmpes om, i den politiske føljeton. Og ikke kun personer, deres handlinger og dokumenters værdi kan gøres til stridspunkt. Også forholdet mellem de forskellige scener, den politiske føljetons regler og hvad man overhovedet gør til pokal, kan man strides om.

Intet er hævet over den politiske føljeton. Og alt som findes, findes i den. Dvs. alt som findes, er enten en aktør i føljetonen eller noget aktørerne strides om, altså en pokal.

Men langt fra alle foreslåede pokaler bliver accepteret som stridsemner. Der skal mindst to modparter til at skabe en pokal i føljetonen. Det kan være to partier eller et parti og et medium. Det kan også være to politikere i samme parti, fx en partileder som strides med en ”landsbytosse” som oplæg til en eksklusion. Det kan også være medier der strides med statslige myndigheder eller med hinanden.

For det meste består Store scenes stridigheder i at to eller flere politikere strides om detaljer i dokumenter eller i udtalelser. Følgende regel dækker derfor de fleste tilfælde hvor noget fra Lille scene med succes introduceres på Store scene:

Strid skaber pokaler

Der skal mindst to stridende parter i føljetonen til at ophøje (dele af) et dokument på Lille scene til at blive en pokal i føljetonen. Eller til at holde liv i en pokal. Det kan være to partier eller et parti og et medium. Det kan også være to politikere i samme parti.

Det væsentlige ved denne regel er at den er helt emneneutral: Man kan ikke bruge værdikriterier fra Lille scene til at udråbe noget til at være en vigtig pokal på Store scene. For på Store scene gælder kun ét værdikriterium for pokaler: Hvor velegnede de er til at skabe strid.

Lille scenes opgave er til stadighed at være vækstbed for pokaltilbud til Store scene. Men der vælges nådesløst mellem tilbuddene udelukkende efter hvor egnede de er som stridspunkter i den politiske føljeton på Store scene. Livet på Store scene er i striden. Det gælder både for personer og for emner.

Mordet på maskotten

Det er en følge af reglen Strid skaber pokaler, at detaljer på Lille scene kun importeres til Store scene hvis de kan bruges af stridende parter.

Strid er Store scenes nåleøje for detaljer

Detaljer på Lille scene importeres kun til Store scene hvis de kan bruges af stridende parter i jagten på dyderne.

Dette er ikke kun et bærende princip i den politiske føljeton, men en betingelse for at noget overhovedet kommer ind på Store scene hvor det danske folk lever med i hvad der sker.

Da Galathea 3 sejlede Jorden rundt i 2006-7 var ideen bl.a. at skabe større interesse hos ungdommen for at gå i gang med de naturvidenskabelige uddannelser. Men mange forskellige, ukendte (for den almindelige dansker) forskere der samlede vandprøver, fangede havdyr og optog hvallyde, rummede ikke i sig selv nogen strid der skabte pokaler på Store scene. Derfor var der heller ingen fængende historie at leve med i.

Løsningen på at gøre hele Galathea-projektet interessant på Store scene var – ud over reglerne Strid skaber pokaler og Strid er Store scenes nåleøje for detaljer – at respektere reglen Processen vinder over sagen (se her), dvs. at skabe fængende figurer som stredes mens skibet sejlede.

Journalisten og komikeren Anders Lund Madsen sejlede en periode med som reporter og kom i konflikt både med skibets kaptajn og den officielle ekspeditionsleder. Han udfordrede klart ekspeditionens to bærende proces-autoriteter. Hertil kom at han bl.a. myrdede ekspeditionens officielle maskot, et tøjdyr. Hans humoristiske beretninger om dette vakte interesse langt uden for kredsen af de tvangsudskrevne, artige skoleelever som ellers forventedes at følge med på ekspeditionens hjemmeside. Og det vakte også intern skandale fordi hans formidlingspraksis helt brød med ekspeditionens klassiske opfattelse af videnskabelig formidling. Selv om reporteren Madsen fyldte meget i reportagerne, og forskerne og deres projekter i bedste fald dannede kulisser, så er den brede interesse for figuren Madsens humoristisk-satiriske oprør mod autoriterne en forudsætning for at der kan opstå en bred interesse for hvad der i øvrigt foregår på skibet, herunder forskningen.

Den klassiske formidling holder åbent hus på Lille scene

Den klassiske opfattelse af formidling afviser alle de 3 bærende regler for import af detaljer fra Lille scene til Store scene:

· Processen vinder over sagen,

· Strid skaber pokaler og

· Strid er Store scenes nåleøje for detaljer.

Den klassiske opfattelse af videnskabelig formidling kører i stedet efter disse regler:

· Processen er ikke relevant: Den saglige, upersonlige beskrivelse af forskningen og dens resultater vinder over historien mellem personer som kæmper mod hinanden på liv og død for at finde sandheden (= ”den hellige gral”)

· Formidling er sproglig oversættelse: Formidling går især ud på at den saglige argumentation mellem forskerne på Lille scene sprogligt skal oversættes så den kan forstås af almindelige, interesserede danskere.

Denne opfattelse af forskningsformidling dominerer på universiteter og forskningsinstitutioner. Formidling som kører efter disse regler, når aldrig uden for kredsen af i forvejen interesserede og endda når den kun så langt ud hvis den klassiske formidling er særligt vellykket. Denne slags formidling når kun folk som ikke allerede er interesseret i stoffet, hvis det lykkes at få lærere til at lancere det i deres undervisning som obligatorisk pensum.

Til kamp mod plathederne!

Mange populariserende bøger om det politiske sprog og politisk argumentation praktiserer denne klassiske form for forskningsformidling[11]. Det leder til at bøgerne består i at forfatteren påviser hvordan fagets begreber fra Lille scene kan bruges til at analysere hvad der sker på Store scene. Dette finder den formidlende forsker og hans fagfæller af stor betydning for alle. Og analyserne suppleres så ofte med vurdering af hvad der sker på Store scene – ud fra de normer for saglighed som gælder for faget på Lille scene i en let formildet udgave for begyndere.

De råd til aktørerne på Store scene som denne type formidling munder ud i, ser typisk sådan ud:

· Politikerne skal argumentere mere sagligt og mere logisk sammenhængende

· Politikerne må ikke ignorere eksperters viden og råd (som det jo ofte sker når en kommission barsler)

· Vælgerne skal være mere kritiske

· Det politiske sprog skal være mere forståeligt og informativt: Væk med alle platheder og fordrejninger

· Folkeskolen skal opdrage eleverne til at være meget mere interesseret i politik ved at give dem større indsigt i økonomi, administration og historie.

Denne formidling og råd som disse passer perfekt til den officielle dyrkelse af den saglige argumentation og den tilsvarende officielle ringeagt for påvirkningen gennem den politiske føljeton. Formidlingen kan virke harmløs i al sin politiske korrekthed, men den er skadelig fordi den går direkte imod den kendsgerning at den politiske føljeton er demokratiets bærende institution: den torveplads hvor hele befolkningen mødes – på godt og ondt, som den går og står.

Bøger som disse er på denne måde groft manipulerende fordi de fortrænger det væsentlige til fordel for en række illusioner.

Den bog du nu sidder med i hånden, anerkender, ja, mere end det: Den promoverer næsten lidenskabeligt den politiske føljeton. Men trods dette vil den ligesom skrækeksemplerne ovenfor ikke komme ret langt udenfor de i forvejen interesseredes kreds. Du tilhører altså eliten af de borgere og professionelle som læser bøger om politik. Du skal være så velkommen.

Hvis denne bog skal udenfor denne udsøgte klub, så skal der udbryde strid om den eller noget i den op til udgivelsen. En strid som koger op i den politiske føljeton og skaber interview og debat. Det sker kun hvis en etableret figur i komedien kan bruge en sådan strid til at score dyder med. Du ved bedre end jeg gør i dette skrivende øjeblik om det er sket.

Forskningsformidling som selvbekræftende ritual

Men da forskningsformidlingsprojekter ikke er på valg lige som politiske partier er, så dør projekterne ikke af den forkerte praksis. Ganske vist bliver befolkningen ikke så oplyste som de kunne være blevet ved at man respekterede de regler der gælder på Store scene. Men denne konsekvens gør ikke så ondt på nogen at der er incitament til at ændre det. Videnskabelig forskningsformidling er i høj grad helt ritualiseret i form af nogle vedtagne aktiviteter – ofte uden klare mål og derfor også vanskelige at måle. De videnskabelige organisationers iboende inerti vil derfor som regel medføre at formidlingsritualerne internt opfattes som en succes: De bevilgede penge blev jo brugt.

Og hvis formidlingen foregår via en bog som udkommer under almindelige forretningsvilkår, så vil der ofte være så mange der i forvejen er interesserede i emnet at bogen kan løbe økonomisk rundt. Anmelderne i aviserne er ofte fagfæller som loyalt viderebringe bogens beklagelser og bekymringer – hvis den bare er velskrevet.

I grel kontrast til universiteter og forskningsinstitutioner er de politiske partier tvunget til at formidle deres analyser og udspil ved nøje at overholde de regler som gælder på Store scene. Et parti som udbreder sin politik efter de principper som gælder for den klassiske forskningsformidling, holder højst til næste valg.

Pointe

Et politisk parti som udbreder sin politik efter de principper som gælder for den klassiske forskningsformidling, holder højst til næste valg.

Striden tvinger detaljer frem fra Lille scene

I en kompliceret sag som kører længe på Store scene vil striden om detaljer kunne føre langt ned i petitesser. Det vil så betyde at folk i bureaukratierne på Lille scene som er vant til at leve upåagtet, pludselig kan se selv deres mindste gøremål kastet ud på Store scene til almindelige begloning af alle vælgerne. Måske afhænger en ministers skæbne pludselig af om fuldmægtig Pedersen har overholdt alle regler til punkt og prikke en tilfældig tirsdag eftermiddag i maj – selv om enhver ved at ingen altid overholder alle regler.

Da sagen om jægerbogen kørte, fremlagde Forsvarskommandoen en redegørelse. Den fortalte visse detaljer om hvordan it-chefen havde fabrikeret en arabisk oversættelse af bogen ved hjælp af Googles oversættelsesprogram. Og om hvordan kommunikationschefen havde sendt oversættelsen til B.T. Men redegørelsen gav også anledning til nye spørgsmål som førte længere ned i detaljer: fx hvordan havde man kunnet undersøge it-chefens computer ud fra en samtykkeerklæring fra ham, samtidig med at man ikke mente det var tilrådeligt at søge at få en samtykkeerklæring fra andre, så deres computere også kunne undersøges? Detaljerede spørgsmål som disse bliver kun interessante på Store scene fordi svarene måske kan bruges som angreb på Forsvarskommandoens kompetencedyd.

Politikere har høj moral

Reglerne Strid er Store scenes nåleøje for detaljer og Dydernes frie bevægelighed (se her) medfører tilsammen at toppolitikere på Store scene altid skal optræde i overensstemmelse med god moral. Hvis de scorer lavt på ærlighed og idealisme på Lille scene eller Intimscenen, sker det i første omgang over for en lukket kreds. Men der er stor risiko for at modstandere eller medier på et tidspunkt vil få kendskabt til og bruge en lav scoring på disse scener til at angribe personens dyder på Store scene. Dette er baggrunden for reglen Eftermælets dilemma, se her.

Netop fordi toppolitikere og andre hovedpersoner lever i og af strid på Store scene, så vil enhver umoralsk detalje fra de andre scener let finde vej ind på Store scene. Fordi de kan bruges til angreb på personen. Og som en ekstra bonus for modstanderne vil sådanne åbenbaringer, fx af et ekstra iltert temperament, brug af sort arbejde til at opføre en carport eller børneporno på computeren rumme en anklage for systematisk falskhed, fordi det viser en helt anden person end den dydsstærke figur som man ellers kender på Store scene.

Pointe

Toppolitikere er nødt til at have mindst samme dydsprofil på de små scener som de gerne vil have på Store scene. Det gør toppolitikere til landets mest moralske personer.

Strid trives med nye detaljer

En strid kører kun på Store scene så længe den dagligt næres af nye detaljer. Og hvis der igennem en periode kommer flere nye detaljer dagligt, så opstår der en mediestorm. Her konkurrerer medier og modstandere om at få fjernet en minister eller en anden fra sin post. Enhver detalje som på mindste vis kan øge presset på ministeren kommer med i føljetonen.

Når der nedsættes kommissioner eller igangsættes auditørundersøgelser, så stopper det den daglige leverance af flere detaljer til Store scene. Striden falmer derfor på Store scene.

Når redegørelsen så kommer efter flere måneder eller år, vil den oprindelige strid stå svagt hos vælgerne. Den vil være overdøvet af andre. Men redegørelsen vil med stor sandsynlighed rumme nye detaljer som vil få striden til at blusse op igen – ifølge reglen Alle undersøgelser giver afsløringer, se her.

Stridens puls er daglige detaljer

En strid kører kun på Store scene så længe den dagligt næres af nye detaljer.

Det er frygten for den ukontrollerede krises hærgen i de indre organer der får alle ledere i det offentlige til at gøre deres yderste for at holde enhver nok så uskyldig strid inden for deres ressort uden for Store scene. Enhver offentlig organisation har denne strategi for optræden på Store scene: Den som lever stille, lever godt. Enhver strid på Store scene vil nemlig medføre en stor interesse hos de stridende for at grave alle interne detaljer frem som de kan bruge i striden. Muligvis vil der opstå mediestorm. Og det er ret umuligt for organisationens ledelse at kontrollere hvad dette kan føre til af åbenbaringer og dermed politikeres indblanding i interne anliggender. Og ledelsen har personalets fulde støtte. Kun ansatte som er tåber, meget frustrerede eller idealister lækker interne konflikter til pressen.

Derfor vil offentlige ledere kun optræde på Store scene når de er tvunget til det. Og kun for at levere tapettale (se her) for at få en truende strid til at stilne af.

Offentlige ledere er usynlige på Store scene

Offentlige ledere som ikke er på valg, optræder kun lejlighedsvis på Store scene og kun når de er tvunget til det. Og kun for at levere tapettale for at få en truende strid til at stilne af.

Selvfølgelig jagter offentlige leder også dyder. Men det gør de især på Lille scene, især den Lille scene hvor de er konger med oplyst enevælde: deres egen organisation.

Pointe

Når der sættes en undersøgelse i gang på Lille scene, så slukkes den strid på Store scene som var årsagen til undersøgelsen. Om striden genoptages når rapporten foreligger efter måneder eller år, afhænger helt af om der til den tid på Store scene findes en aktør der ønsker at bruge den i jagten på dyderne.

Sproglige angreb forklædt som tilbagetog

Da Danmark støttede invasionen af Irak i 2004, opstod en strid om nuancer i forskellige partiers tilslutning til og afstand fra vores deltagelse. Nogle oppositionspartier mente at de ikke havde fået alle oplysninger og derfor havde tilsluttet sig krigsdeltagelsen på et utilstrækkeligt grundlag.

I denne strid blev den daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) anklaget for at røbe fortrolige ting fra Kontroludvalget: Hvad medlemmer havde sagt og ikke havde sagt. Derfor blev striden om Danmarks deltagelse i krigen til en strid om sproglige detaljer i en beskrivelse af hvad der eventuelt var sket i et folketingsudvalg. Onsdag d. 14/4 2004 sagde forsvarsministeren således i TV 2 Nyhederne:

Eksempel: Forsvarsministeren røbede muligvis fortroligheder i TV

Så er der dernæst yderligere at tilføje at – jeg tror, det var i september 2003 og senest den 15. marts i år, at udvalget vedrørende efterretningstjenesterne fik lejlighed til at få en briefing af chefen for FE og jeg selv. Man fik oven i købet lejlighed til selv at gennemlæse de rapporter regeringen, herunder statsministeren, har fået. Der er ikke nogen af medlemmerne af kontroludvalget, som det jo hedder, der har rejst spørgsmål om, at regeringen ikke har håndteret informationerne fuldstændig korrekt.

Umiddelbart vil alt dette blive tolket som en beskrivelse af hvad der er foregået i udvalget. Udvalgsscenen foldes ud ved hjælp af nogle detaljer: mødedatoer, hvem der orienterede og medlemmerne kunne selv læse meget fortrolige rapporter. Også oplysningen om at medlemmerne ikke har rejst spørgsmål, vil blive forstået som en oplysning om hvad der skete på mødet – fordi det ikke understreges at scenen nu skifter.

Sprogligt pindehuggeri

Dog må det bemærkes at forsvarsministeren ikke siger

· ’rejste spørgsmål’, men

· ’har rejst spørgsmål’.

Da han har brugt ren datid om de andre ting han fortæller fra udvalgsmødet, så ligger der her i valget af ’har rejst’ en afstand til den øvrige beretning og dermed et signal om at scenen er skiftet.

Men sådanne formuleringsdetaljer går altid tabt på Store scene. Ifølge reglen Lig på bordet optones det som især kan bruges til at skabe strid i føljetonen. Resten udelades, herunder nuancer som modsiger optoningen. Hertil kommer at selv for sproglige pindehuggere som tolker de sproglige detaljer i udtalelsen, så kan sceneskiftet som signaleres med den ændrede verbaltid jo bestå i at scenen ikke er flyttet, men at den er udvidet og altså stadig også omfatter hvad der skete i udvalget.

Fordelen ved uklarheden er at det antydes at figurer fra oppositionen som på Store scene anklager regeringen for at være blevet lokket med ind i at støtte krigsdeltagelsen, på Lille scene ikke har sagt klart fra, til trods for at alle informationer blev lagt åbent frem.

Åbenbaring fra Inderste scene

Denne uklarhed får to medlemmer af kontroludvalget, Jan Trøjborg (S) og Anne Baastrup (SF) til at angribe ham for at bryde sin tavshedspligt. Derfor sender forsvarsministeren torsdag d. 15. april et brev til dem som skal afklare dette. Det sker ved en åbenbaring fra Inderste scene som sætter ord på noget af det hidtil usagte:

Eksempel: Forsvarsministeren undskyldte muligvis i et brev

Jeg kan forstå, at mine udtalelser er blevet opfattet som om, jeg refererede fra møderne i Udvalget vedrørende efterretningstjenesterne. Det var bestemt ikke hensigten, ligesom det ikke var meningen at tage udvalgets medlemmer til indtægt for deres holdninger til spørgsmålet om en eventuel undersøgelse af grundlaget for den danske deltagelse i den militære aktion mod Irak.

Det må her bemærkes at ministeren egentlig ikke undskylder. Han siger at han ikke havde til hensigt at hans udtalelser skulle opfattes således som der er nogen der åbenbart har opfattet dem. Det kan tolkes som en implicit undskyldning, men det kan lige så vel tolkes stik modsat: Det var faktisk rigtigt hvad jeg fortalte fra mødet uden at ville det.

Også udtalelsens øvrige indhold er interessant. Den noget kryptiske formulering om ikke at ville tage medlemmerne til indtægt for deres holdninger til en undersøgelse, antyder at det de nu siger og kræver offentligt, ikke svarer til det de sagde i udvalget.

Forsvarsminister Jensby lægger linjen mellem det der blev eksplicit udtrykt og det der blev underforstået – mellem det sagte og det usagte – således at han bevarer mest muligt usagt. Det giver de bedste muligheder for senere at kunne kapitalisere det usagte efter behov, se reglen.

Multitasking

At bevare mest mulig manøvrefrihed indebærer også at man så vidt muligt stækker modstanderens vigtigste våben: de regler og bestemmelser som gælder på Lille scene og som kan fælde selv en minister. Fredag d. 16. april sagde forsvarsministeren til journalister på trappen uden for Christiansborg, at han ikke var sikker på, at han som minister er omfattet af tavshedspligten i kontroludvalget:

Eksempel: Forsvarsministeren havde muligvis ikke tavshedspligt

Det står i lovens paragraf 5, at man ikke refererer derfra. Man kan så stille spørgsmålet, om det gælder alle. Hvis man læser loven, står der fem medlemmer – altså udvalgets medlemmer og sekretæren. Så kan man diskutere, om det omfatter den minister, der sidder med området. Det kan man juridisk overveje og det er jeg ikke færdig med endnu.

Bemærk her at han faktisk klart siger at det er ham selv der juridisk skal tage stilling til om han har tavshedspligt: ’Det er jeg ikke …’. Han siger ikke: Det er Justitsministeriet ikke …’ Ligesom han siger ’Det kan man juridisk overveje’, ikke ’Det er Justitsministeriet ved at afklare.’

Dette er en usand udtalelse af samme minimale art som den Fogh giver da han fortæller pressen: ’Vi har truffet en beslutning’ se her. Formålet er at fremstille sig mere magtfuld, dvs. kompetent, end man egentlig er. Og da det er under bagatelgrænsen for løgne, er det gratis.

Svær fødsel af baby Usagt

Onsdag d. 21/4 indtræder der så total klarhed på Store scene om hvorvidt det ministeren sagde, også handlede om hvad der foregik i Kontroludvalget. Men det sker på en meget indirekte måde.

Eksempel: Forsvarsministeren præciserede hvad han havde gjort

I forlængelse heraf har Forsvarsministeriet over for Justitsministeriet præciseret, at udtalelsen om, at der ikke er ’nogen af medlemmerne af kontroludvalget … der har rejst spørgsmål om, at regeringen ikke har håndteret informationerne fuldstændig korrekt’ alene tog sigte på det forhold, at der ministeren bekendt ikke var medlemmer af udvalget, som under den senere tids offentlige debat havde rejst konkrete kritikpunkter mod regeringen for dens anvendelse af informationerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste vedrørende spørgsmålet om Iraks rådighed over masseødelæggelsesvåben.

Forsvarsministeren siger her klart, at hans udtalelser slet ikke handlede om noget, der var foregået i kontroludvalget. Men denne oplysning gives godt indpakket i en formel kommunikation mellem Forsvarsministeriet og Justitsministeriet i forbindelse med et svar fra Justitsministeriet vedrørende ministerens tavshedspligt. Hermed manes enhver forestilling om at forsvarsministeren bliver sat på plads af justitsministeriet bort. Tværtimod viser brevet jo klart at det er forsvarsministeriet der præciserer og altså er den udfarende og dirigerende og magtfulde hele sagen igennem.

Hele dette forløb viser med stor skønhed og konsekvens at der ikke er nogen vej udenom dyderne. Hverken for politikerne på Store scene, hvis de vil (gen)vælges. Eller for vælgerne hvis de vil fatte hvad der foregår. Forløbet med disse tekster er absurd hvis man søger at forstå dem som saglig argumentation. De kan kun forstås som jagt på dyderne i den politiske føljeton på Store scene.

Pokalen ligger i de sproglige detaljer

Enhver udtalelse og enhver fortolkning forbruger knappe ressourcer. Hverken ministeren eller de fortolkende oppositionspolitikere lever evigt på nogen scene. De må hele tiden vælge hvad de vil bruge deres tid og deres energi på. Denne sag er vigtig fordi baggrunden for den er Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Tilbageholdt regeringen væsentlige dele af efterretningsoplysningerne fordi regeringen ønskede at Danmark skulle deltage i krigen med bred opbakning fra helst alle partier?

Muligheden for at tydeliggøre egne dyder og få skovlen under ministeren får oppositionspolitikere til at udfordre ministeren til strid på Store scene. Svagheden ved sagen som leverandør af indhold til den politiske føljeton er at den handler om militærtekniske, politiske og kulturelle ting som kun yderst få har indsigt i. Der bliver derfor meget fortalt virkelighed i denne historie om Danmarks krigsførelse. Pointen er at alting er uhyre indviklet. Det giver en tapettalende minister de bedst tænkelige muligheder, se her.

Men da strid næres af daglige detaljer, så kommer også de sproglige detaljer i forsvarsministerens udtalelser i fokus. Og ifølge reglen Processen vinder over sagen (se her) så vil spørgsmålene om fortroligheden i Kontroludvalget og ministerens tavshedspligt vinde opmærksomheden over det som satte det hele i gang: Danmarks krigsdeltagelse. Ministre som bryder formelle regler og love, kan miste Folketingets tillid og dør så som ministre.

Ministerens kamp for at beholde sin pokal, ministerposten, kan forstås og vurderes i detaljer af alle vælgerne på Store scene. Og man kan direkte se hvad der foregår og derfor på første hånd vurdere hvordan ministeren klarer sig i jagten på pokalen og dyderne. Og hvordan hans modstandere klarer sig.

Selvfølgelig anes det med krigsdeltagelsen hele tiden i baggrunden. Men vælgernes eneste vej til vurderinger af det og alt andet går gennem den politiske føljetons viste virkelighed her og nu. Og den kan let fattes uden alle teknikaliteterne på Lille scene.

Ingen grund til panik over det. Det gør demokrati muligt.

Saglighed som politisk program

Af danske partier er det især de Radikale som i de mange år hvor de var ”partiet som skabte konger”, havde gjort det til en del af deres profil at kæmpe for den saglige argumentation. Bl.a. afviste man rituelt spørgsmål om hvem de Radikale ville pege på eller i regering med, med replikken: ”Det væsentlige er ikke hvem man samarbejder med, men hvilken politik man samarbejder om.”

Dette er en direkte modsigelse af føljetonens grundregel strid skaber pokaler som siger at det væsentlige er hvem man strides med. Politiske dokumenter på Lille scene som ikke er egnet til at levere stridigheder, forbliver på Lille scene og dermed politisk betydningsløse.

Men selv de Radikale har – efter de fra 2001 har været af marginal betydning – i 2009 måttet melde sig på Helle Thornings-Schmidts hold. Heri ligger en nødvendig erkendelse af den politiske føljetons grundlove: Ved at melde sig ind i oppositionen kommer de Radikale i nærkontakt med den bærende strid i føljetonen mellem VKO og alternativet S-SF – nu også med de Radikale. Og de Radikales politiske udspil er stadig ikke aftalt med S og SF på forhånd – hvilket giver gode muligheder for at skabe strid i oppositionen og usikkerhed om hvor faste S-SF’s løfter til vælgerne er, når de Radikale stadig giver andre løfter. Alt sammen har igen givet de Radikale større tommelkraft og dermed en mere central placering i føljetonen.

Politikere i eksil på Lille scene

Intet politisk parti kan melde sig ud af føljetonen uden at dø af det. Men en politiker kan godt melde sig ud – og leve videre, ikke som figur i føljetonen, men fx som leder i det offentlige eller private. Der kan være mange grunde til det, fx at man er utilfreds med de karrieremuligheder der i en overskuelig periode er i et parti. Man foretrækker så for en tid at vinde erfaringer uden for politik på Lille scene og så stå klar hvis partiet kalder senere, fx efter et gunstigt valg som skaber en ny regering. Man kan her nævne fx Pernille Blach Hansen (S), Sandy Brinck (S), Frank Jensen (S), Morten Helveg Petersen (R).

Men der er også politikere som forlader politik med den begrundelse at de ikke kan udstå den politiske føljeton. En af de politikere som de senere år klarest har afskrevet Store scene til fordel for Lille scene, er Pia Gjellerup (S):

”Der er en alt for stor fokus på det ydre og på ting, der handler om, hvad andre mener, og hvordan man bruger sit sprog til at bortforklare sig. Det har grebet om sig og har ført til, at det politiske håndværk har udviklet sig til at være mindre ærefuldt, end det har været,” sagde således Pia Gjellerup da hun stoppede i politk i februar 2007 for at blive chef i politisk afdeling i DJØF, Danmarks Jurist- og Økonomforbund.

”Det er dejligt at være uden for det store rampelys, hvor man i stedet kan koncentrere sig om det seriøse indhold, de gode argumenter og både det korte sigt og de lange perspektiver. Det er en stor forandring fra det stadig mere overfladiske politiske liv.”, udtalte hun[12] i anledning af sin 50 års fødselsdag.

Disse udsagn er åbenbaringer fra Inderste scene. De bekræfter Pia Gjellerups figur på Store scene som en af denne scenes mest saglige skikkelser med et nørdet ydre som har passet perfekt til hendes replikker og adfærd. Det føles rigtigt og naturligt at hun vælger Lille scene, og at hun aldrig vil fortryde. Samtidig siger det meget om vilkårene for alle de mange som stadig fylder føljetonens brogede figurgalleri og sørger for fremdrift. Politikere som ikke kan lære at elske føljetonen, må forlade den. Og det foregår typisk ikke af egen fri vilje, som her.

Pointe

Politikere som ikke kan lære at elske føljetonen, forlader den. Hvis de ikke går selv, bliver de fyret.

Vælgerne kræver mere idealisme

Men selv om et parti ikke har som højt profileret mål at være ”sagligt” i modsætning til de ”populistiske” partier, så har alle partier, inklusive dem som ofte anklages for at være populistiske, målet om ”ikke at undervurdere vælgerne”, dvs. at man officielt hylder den saglige argumentation og tager afstand fra den politiske føljetons argumentation.

Når politikere og medier eksplicit omtaler og behandler den politiske kommunikation, så sker der altså altid samtidig en kraftig indoktrinering til fordel for den saglige argumentation.

Lille scenes idealistiske idealisme

I september 2009 offentliggjort den socialdemokratiske tænketank Cevea en undersøgelse der viste at tre ud af fire vælgere efterlyser mere idealisme i dansk politik. To ud af tre vælgere mener at de fleste politikere fører politik efter hvad de tror at vælgerne gerne vil have, frem for hvad de selv mener at der er brug for. Jyllands-Posten kommenterede det således:

Eksempel: Debatten bør være mere ideologisk[13]

Politik er blevet en kamp om at mene ofte det samme for de mange – frem for en kamp om rum og retning. Forskellen viser sig i indstilllingen til jævnt hen ligegyldige enkeltsager, som for en utrænet eller udefrakommende ville gøre det svært umiddelbart at placere politikerne efter ideologiske ståsted. […] Det efterlader kort sagt vælgerne i et tomrum, som gør det urimeligt svært at kende forskel på højre og venstre, på liberalisme og socialisme. Når vælgerne nu efterlyser flere markante ideologier, er det en udfordring, som politikerne bør tage op. Hvis de store partier turde stå ved deres ideologier og ikke mindst turde give også upopulære bud på, hvilke reformer og forandringer Danmark skal undergå for at blive det ideelle samfund, ville grundlaget for en mere kvalificeret, afslørende og indholdsrig politisk debat være lagt.

Dette stykke udtrykker klart den officielle, meget idealistiske og vælgersmigrende opfattelse af den politiske kommunikation: Politikerne bør være drevet af visioner om samfundet, og de skal have modet til at gøre det på Store scene som man på Lille scene mener er nødvendigt. Hertil kommer at pressen er vælgernes heroiske beskytter over for de popularitetsjagende politikere.

Store scenes fungerende idealisme

Lederen udelader at Ceveas undersøgelse pegede på Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard som de politikere der ifølge vælgerne havde mest idealisme. Men at netop disse to politikere skulle være ideologiske fyrtårne passer også dårligt ind i det politisk korrekte billede af at vælgerne i virkeligheden tørster efter rene ideologier. Derimod passer det perfekt til definitionen af den idealismedyd som reelt jagtes i føljetonen.

Skolen undertrykker føljetonen

Både politikere og medier som har deres liv kært på Store scene, er tvunget til at handle ud fra realiteterne på Store scene: at påvirkning ud fra føljetonen helt dominerer. Alle kæmper officielt for at holde sagen i fokus – samtidig med at man søger at score i den politiske føljeton. Det gælder også de politiske kommentatorer og lederskribenter som formidler ved at fortolke og dermed betone føljetonen, men som officielt står for en seriøs, dvs. saglig tilgang (se kapitlet ”Guds stemme”,). Konkurrencen om at smigre vælgerne er en fast del af føljetonen, både hos partier og medier.

Elitens politiske korrekthed

At ingen parter i debatten har en interesse i at gøre opmærksom på at den politiske komedie er grundlaget, betyder at den officielt heller ikke er grundlaget. To konsekvenser af denne udbredte politiske korrekthed i landets politiske elite er at

· Den politiske komedie og jagten på dyder og pokaler nedvurderes og bortforklares som undtagelser. I stedet dyrkes den saglige argumentation, og der drømmes om Den store Leder som frelser befolkningen ved at udbrede og efterleve argumentationen fra Lille scene på Store scene (mere her).

· Man i skolesystemet ikke tildeler forståelse af den politiske komedie megen tid og omhu. I stedet trænes eleverne i et absurd projekt: at analysere og kritisere den offentlige argumentation som saglig argumentation. Og indoktrineres samtidig til at nedvurdere betydningen af og styrken i den påvirkning gennem den politiske komedie som reelt er demokratiets fundament.

Vision for undervisningen

I stedet for at forsøge at forstå den politiske sprogbrug ud fra den saglige argumentations paradigme, så skal eleverne forstå politikernes replikker ud fra den politiske komedies paradigme. Det sker allerede uofficielt – hvis det overhovedet sker – men det skal anerkendes at det er således. Og der skal undervises i det.

Og det stopper ikke her: I stedet for at opfatte den saglige argumentation som det grundlæggende og den politiske komedie som formidling, indpakning og overfladegarniture, så skal alt det politiske på Lille scene: saglig argumentation, institutioner som Folketinget, partier og ministerier og resten af pivtøjet opfattes som rekvisitter og interiører – blandt et utal af andre og ofte stærkere virkemidler i den politiske komedie. For sådan er virkeligheden. Vi har demokrati. Vælgerne bestemmer – og med fuld ret. I demokratiet er formidling basis for alt andet: jura, økonomi, administration.

Pointe

Formidling er demokratiets substans.

Vælgerens ansigt eller ”Nu skal vi ikke undervurdere vælgerne”

Indoktrineringen af troen på saglig argumentation får sin styrke fra at vælgeren skal smigres ved at være kompetent. Den politiske elite er altså ikke den egentlige skurk. Det er vælgeren selv der får dem til det.

Påvirkning af vælgere sker ved at man bekræfter deres selvopfattelser. Tryghedsnarkomaner elsker det bestående og kæmper mod truende farer. Hver gang de hjælper en politiker med at bekæmpe en fare, så bekræftes deres selvopfattelse.

De dyder som føljetonen på scenen opfattes gennem, er også på spil når føljetonens virkning på vælgeren skal forstås. Vælgerens positive selvopfattelse bygger på at han selv synes at han har de fire dyder. Men ikke nok med det. Det er en grundlæggende, eksistentiel drift i ethvert menneske, herunder alle danske vælgere, at få andres bekræftelse af at man har dyderne.

Derfor er ethvert medium og enhver politiker som nævnt nødt til at afvise at argumentation ud fra den politiske komedie er afgørende. Det sker med udtalelser som: ”Nu skal vi ikke undervurdere vælgerne.”

Indoktrineringens formel: kompetence = djøffernes kompetence

Men fejlen er at den form for kompetence som man smigrer vælgerne for at have, har de slet ikke. Til gengæld har de en helt anden form for kompetence, som systematisk nedvurderes og bortforklares.

Den kompetence vælgerne fejlagtigt roses for at have, er den kompetence som er gangbar i de politisk-administrative eliter på Lille scene. I den gruppe af personer som kaldes djøfferne, fordi de typisk er medlemmer af fagforeningen Danmarks Jurist- og Økonomforbund, forkortet: DJØF. Det er embedsmænd i det offentlige og mange politikere. Det er folk der er uddannet i politik, jura, økonomi og forvaltning.

Men vælgeren har ingen djøf-kompetence. Derimod er vælgeren super-kompetent når det kommer til at vurdere om en optrædende på Store scene har eller ikke har de fire dyder. Og vurdere om den episke retfærdighed er sket fyldest eller ej.

Indoktrineringen og overgrebet på vælgerne sker ved at vælgeren systematisk roses for at have en form for kompetence som vælgeren ikke har. Og ikke kan have. Samtidig fortrænges og nedvurderes den virkelige kompetence som vælgerne har. De kompetencer som gør demokratiet muligt. Og de kompetencer som gør djøf-kompetencerne værdiløse på Store scene.

Pointe

Vælgeren er kompetent, men ikke sagligt kompetent inden for økonomi, jura, administration og særlige tekniske områder. Vælgeren er yderst kompetent til at bedømme personernes dyder, relationer og mål i den politiske føljeton. Kort sagt: til at vurdere om historien er god eller dårlig. Og at stemme derefter.

Episk retfærdighed som selvbekræftelse

Også den episke retfærdighed er en følge af vælgerens drift mod at få bekræftet sine dyder. Hvis de gode og rigtige ikke får deres belønning, så hersker kaos. Dette gør vælgeren usikker og skaber angst. Det er et angreb på vælgerens kompetencedyd hvis verden ikke opfører sig som forventet. Og det er en grundlæggende tro hos enhver vælger at verden er retfærdig. Og hvis det ikke er en tro, så er det et håb om at verden kunne og burde være retfærdig. Værdien retfærdighed står stærkt med ét ben i kompetencen – troen på at den findes – og ét i idealismen – håbet om at den findes, og at vi kan skabe den i vores samfund.

Først lagt op 10-03-2026. Senest opdateret 04-04-2026

7: Retfærdigheden

Den episke retfærdighed

Den rigtige slutning

Den rigtige fortsættelse følger

At nå sit mål

En politiker kan have for meget kompetence

På Lille scene er alle dyder topløse

Rivaliseringens anatomi på Store scene

Mennesket bag politikeren

Fortrængningen af den episke retfærdighed

EU's dydsprofil kræver nej

Kendiskraften overgår alt

Kendiskraft er mediernes møntfod

Rigtig kendte er hævet over strid

Alle er lige, men de kendte er mere lige end andre

Personlige egenskaber hos personer i føljetonen

Politikere som figurer i film og romaner

Vælgerne hjælper figurerne med personlig udvikling

Humor er kommet til magten

Humor punkterer fanatisme

Den politiske føljeton er en komedieserie

X-factor

Lars Løkke Rasmussen eller ”Lille Lars fra Græsted”

Helle Thorning-Schmidt eller ”Jeg kan slå Fogh”

Villy Søvndal eller ”Jeg har besøgt plejehjem”

Lene Espersen eller ”Dav, jeg hedder Lene”

Pia Kjærsgaard eller ”hjemmehjælperen som blev stueren”

Margrethe Vestager

Andre fremtrædende personer

9: Løgne

Flere eksempler på løftebrud: J.O. Krag og Ammitzbøll

Andre har skylden

Løgne som ikke må kaldes ved deres rette navn

Løgnens bøjningsmønster

Politikere er nøjagtig så ærlige som politikere nødvendigvis må være

Visse løgne tæller uden nåde

Fra ’løgn’ til ’bevidst usand sprogbrug’

At formulere eller ikke at formulere det underforståede

Spørgsmålet som sladrede

Det usagtes magt

[1] Kjøller Manipulation. En håndbog 2007, Høg-over-høg-reglen s. 35.

[2] Se fx Joseph Language and Politics 2006, kapitel 6.

[3] Eksemplet hentet i Jyllands-Posten 28/7 2009.

[5] Fx Politiken 25/9 2010: Søren Risbjerg Thomsen, ekspert i meningsmålinger: ”Meningsmålinger er stikprøver, og derfor er det helt normalt, at der kan være en usikkerhed på 2-3 pct.”

[6] Citater fra Berlingske Tidende, d. 10/9 2009.

[11] Fx disse: Kjøller Vælgeren og partiprogrammerne 1973, Frederiksson Det politiska språket 1962, Andersson og Furberg Politik og propaganda 1773, Espersen Logik og argumenter 1969, Fibiger Partipolitisk sprogbrug, 1972, Collin m.fl Derfor 1987. Jørgensen og Onsberg Praktisk argumentation, 1999.