Flere eksempler på løftebrud: J.O. Krag og Ammitzbøll

Løgne som ikke må kaldes ved deres rette navn

Løgnens bøjningsmønster

Politikere er nøjagtig så ærlige som politikere nødvendigvis må være

Visse løgne tæller uden nåde

Fra ’løgn’ til ’bevidst usand sprogbrug’

At formulere eller ikke at formulere det underforståede

Spørgsmålet som sladrede

Det usagtes magt

9: Løgne

Flere eksempler på løftebrud: J.O. Krag og Ammitzbøll

Foghs eksempel på retfærdiggørelse af bevidst usande påstande (se her) er ikke enestående. Hvis det var, så ville Foghs eksempel ikke være særligt interessant at studere.

Et lignende tilfælde af udglattende redegørelse for løftebrud havde vi da formanden for Borgerligt Centrum, Simon Emil Ammitzbøll d. 17/6 2009 meddelte at han nedlagde partiet og sluttede sig til partiet Liberal Alliance.

Da han i efteråret 2008 havde fået spørgsmålet om hvorvidt han kunne finde på at tilslutte sig Liberal Alliance, sagde han:

· ”Det kommer ikke til at ske”. Og han begrundede det med uenighed med Liberal Alliances ”udlændingepolitik, euro-modstand, samt den ultra-liberalistiske økonomiske politik”.

På pressekonferencen d. 17/6 2009 forklarede han sine udtalelser før og nu således:

· ”Når man stifter et nyt parti, er det selvfølgelig vigtigt at understrege de forskelle, der er. Og når man samler kræfterne, er det vigtigt at sætte fokus på de ting, man vil sammen.” Og han understregede at mudderkastning i forbindelse med tidligere uenigheder er slut. Endvidere fortalte han at otte ud af ti i BC’s partibestyrelse var enig i fusionen. Og at de to partier hele tiden har været enige i 90-95 % af hinandens politik.[1]

Et klassisk eksempel på forklaring af løftebrud er J.O. Krags udtalelse

· ”Man har et standpunkt til man tager et nyt”.

Det sagde han efter folketingsvalget i november 1966, hvor Krag efter de borgerliges mening brød løfter afgivet umiddelbart før valget om ikke at danne regering udelukkende med støtte fra SF. Udtalelsen vakte en del debat. Ikke fordi den rummer et kontroversielt indhold. Det er jo en banalitet. Men fordi denne banalitet blev brugt som forklaring på et løftebrud over for vælgerne.

Det gælder alle tre eksempler at politikernes forklaring på deres løftebrud består i at de tager vælgeren med ind på Inderste scene hvor vælgeren indvies i en eller flere banaliteter. De kapitaliserer det usagte, se reglen her.

Andre har skylden

Det behøver ikke være et problem at en politiker i dag siger noget andet end han sagde for et stykke tid siden. Fx sagde flere fremtrædende amerikanske demokrater noget før man invaderede Irak, og det modsatte et stykke tid efter[2]:

Eksempel: Senator John Edwards før og efter invasionen i Irak

Før: Som medlem af Efterretningsudvalget og efter at have set dag efter dag, uge efter uge, briefinger om Saddams masseødelæggelsesvåben og hans planer om at bruge de våben, kan man ikke tillade ham at have de våben, så simpelt er det.

Efter: Jeg tog fejl. Argumentet for at gå i krig med Irak var baseret på efterretninger, som vi nu ved var urigtige. Havde jeg vidst det dengang, ville jeg aldrig have stemt for denne krig.

Nye hårde kendsgerninger bruges til at forklare de helt ændrede udtalelser. Og disse nye hårde kendsgerninger består i at man er blevet klar over at andre – som man havde grund til at have tillid til – har sagt noget som ikke passede. Skylden for at man sagde noget forkert, er altså ikke ens egen.

Det er meget væsentligt at skaden på dyderne klart sendes videre til andre. Det kan ske ved at man går til direkte angreb på deres dyder som det sker i disse to eksempler:

Eksempel: Senator John Kerry før og efter invasionen i Irak

Før: Hvis du ikke tror på, at Saddam Hussein er en trussel med atomvåben, så skal du ikke stemme på mig.

Efter: Havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved nu, ville jeg aldrig være gået i krig i Irak. Og når jeg nu kender omfanget af Bush-administrationens dobbeltspil og inkompetence, tvivler jeg på, at der er mange medlemmer af Kongressen, der vil give den den bemyndigelse, de har misbrugt så slemt. Jeg ved, at jeg ikke ville.

Eksempel: Harry Reid, partileder i Senatet, før og efter invasionen i Irak

Før: Problemet er ikke nukleare test: det er nukleare våben. Antallet af 3. verdenslande med atomare muligheder synes at vokse dagligt. Saddam Husseins nær-succes med at udvikle et atomvåben bør være en øjenåbner for os alle.

Efter: Vi ved alle, at vicepræsidentens kontor var nervecentret for en operation, der var designet til at sælge krigen og miskreditere de personer, som udfordrede den. Manipulationen af efterretninger for at sælge krigen i Irak … den står vicepræsidenten bag.

Løgne som ikke må kaldes ved deres rette navn

I de tre eksempler med Fogh, Ammitzbøll og Krag er problemet for politikeren at det han gør nu, ikke passer med det han tidligere har sagt han ville gøre. Og at der ikke i mellemtiden er sket noget som gør det muligt at give modstandere, embedsmænd eller pressen skylden for at man nu siger og gør noget andet. Derfor står han selv med skylden og skaderne på dyderne. Hans ærlighed er alvorligt svækket og dermed hans mulighed for at få vælgere og medier til at tro på hvad han siger i fortsættelsen. Derfor kan han ikke bare ignorere det, men må søge at reparere sin ærlighed hurtigst muligt.

Det sker i alle tre eksempler ved at politikeren gør opmærksom på at han sagde som han sagde, for at nå det mål han havde. Hans udtalelse skulle altså tolkes taktisk og ikke som en sand beskrivelse af en eksisterende virkelighed. Sagt på jævnt dansk betyder det at han løj. Løgn vil jo sige at man bevidst siger noget usandt.

I alle tre eksempler reparerer politikerne deres personlige ærlighed ved at henvise til en regel om at alle politikere lyver når det er formålstjenligt, dvs. handler om at nå vigtige mål. For at bevare sin kompetencedyd, var man nødt til at lyve. Det krævede situationen.

Og dette er ikke en kontroversiel påstand som enhver politiker opfinder forfra i en enestående, helt usædvanlig situation. Det er en fælles sandhed som medier, politikerkolleger og vælgere accepterer, og som derfor kan bruges som forklaring på at en politiker i et konkret tilfælde er blevet taget i at sige noget forkert.

Hvis en af politikerne i de tre eksempler havde sagt: ”Ja, jeg løj, men enhver ved at alle politikere lyver når det er hensigtsmæssigt,” så ville det have vakt opsigt. Selv Krag som valgte en klart provokerende banalitet som forklaring, undgik at sige det helt nøjagtigt som det var. Men i realiteten er det det der siges indirekte i alle tre eksempler.

Løgne udbedres uden brug af ordet ’Løgn’

En politiker som tages i at sige noget som ikke passer, reparerer sin personlige ærlighed ved at henvise til en generel, velkendt regel om at politikere lyver når det er formålstjenligt. Ved henvisningen undgås ord som ’løgn’og ’lyve’.

Der henvises altså til en endnu mere grundlæggende regel:

Sandheden om løgne i politik er tabu

Alle politikere lyver når det er formålstjenligt, men det må vi ikke sige ligeud.

Forklaringen på dette tabu er at det beskytter den officielle forestilling om at den saglige argumentation er det væsentlige på Store scene. Denne forestilling kan ikke leve samtidig med at det er officielt at alle politikere lyver når det er formålstjenligt. Det ville helt underminere troen på det saglige indholds betydning i replikkerne på Store scene.

Løgnens bøjningsmønster

Løgn er altså ikke et usædvanligt fænomen i politik, men det benægtes officielt fra alle sider. Løgn spiller en central rolle i politik (og i ledelse) fordi man ofte står i en situation hvor man er nødt til taktisk at lade som om man har bestemte hensigter og vurderinger for at have de bedst tænkelige muligheder for at nå et strategisk mål. Derfor tager man chancer på den verbale guldvægt (se her). Normalt bliver man kun afsløret hvis journalister får fat i dokumenter som viser at man har ”spillet en falsk melodi” (udtryk som er kendt fra Tamil-sagen). Eller – som i disse tre eksempler – hvis politikeren får brug for eller bliver nødt til at handle stik imod det tidligere udmeldte.

Da det forekommer ret ofte og kan ramme enhver aktør på Store scene og desuden er tabu, så har alle behov for at der er en række mindre stødende, nedtonende betegnelser for det end det krænkende ord ’løgn’, fx

· inoperationel påstand (især kendt fra Watergate-affæren),

· taktisk udtalelse,

· misvisende påstand (foretrækkes af mange ledere)

· ikke retvisende fremstilling (benyttes i juristers og revisores verden),

· bevidst misvisende eller falsk sprogbrug

· udtalelse mod bedre vidende

· bevidst usand sprogbrug

· en i situationen nødvendig udtalelse

· en udtalelse som var yderst formålstjenlig og sandfærdig på baggrund af den dengang udmeldte viden og hensigt

· en udtalelse som i bagklogskabens ulideligt klare lys ikke kan siges at have været tilstrækkelig fremsynet.

Muligherne for beskrivende betegnelser er meget stort. Kun fantasien sætter grænser.

Fænomenet bevidst usand sprogbrug (eller hvad man rent objektivt skal kalde det) er så udbredt i politik og ledelse at det er nødvendigt i daglig omgang at man ikke er tvunget til dramatiske konfrontationer hver gang en bevidst usand påstand afsløres fordi man kun har en stærk negativt optonende betegnelse for fænomenet. Derfor er det meget praktisk at man har en række afdramatiserende betegnelser. Ligesom betegnelser som ’hvid løgn’, ’nødløgn’, ’fri fantasi’ bruges blandt familie og venner for at håndtere samme problem.

Samtidig er det vigtigt at der findes en række betegnelser som optoner negativt. Det gør det muligt for en modstander, eller den der på en gruppes vegne vil straffe en oprørsk underdog, at skrue op for retorikken. Ofte som indledning til former for gengæld eller stemmescoring ved at udstille den pågældende persons mangel på ærlighedsdyden.

Politikere er nøjagtig så ærlige som politikere nødvendigvis må være

Ordet ’løgn’ bruges som optoning og altså som et stærkt angrebsvåben i politik. Det gør det vanskeligt at bruge det som objektiv betegnelse i min rent beskrivende, objektive prosa her i bogen. Det kommer til at virke som om jeg er ærlighedsfanatiker og bl.a. er drevet af en mission om at højne alle danske politikeres moralske niveau. Derved kommer ordet til at støje for mit egentlige ærinde som er at lave en kort og klar beskrivelse af hvad man kan kalde moderne dansk politisk sprogbrug med det hele.

Min holdning er at enhver politiker er nøjagtig så ærlig som hans modstandere og pressen tvinger ham til at være for øjnene af vælgere som er særdeles kompetente til at bedømme folks grad af ærlighed. Og som nævnt her sikrer reglen Strid er Store scenes nåleøje for detaljer sammen med reglen Dydernes frie bevægelighed at toppolitikere i føljetonen er landets mest moralske personer.

Denne mekanisme hvormed politikere og presse kontrollerer hinandens ærlighed og moral, er selve kernen i det demokratiske system. Og den støttes af at modstandere og presse kan støtte sig til regler på Lille scene, fx reglen om at en minister ikke må give Folketinget forkerte oplysninger.

Visse løgne tæller uden nåde

I forbindelse med sagen om Jægerbogen i efteråret 2009 oplyste daværende forsvarsminister Søren Gade til Udenrigspolitisk Nævn at jægerbogen allerede var oversat til arabisk og lå på en fildelings-site. Det viste sig så senere at dette ikke var rigtigt. Det var it-chefen i Forsvarskommandoen der havde oversat den ved hjælp af Googles oversættelsesprogram. Herefter havde Forsvarskommandoens kommunikationschef sendt oversættelsen til B.T. som havde lagt den på sin netavis. Striden på Store scene gik så efterfølgende på om forsvarsministeren var i god tro da han gav de forkerte oplysninger til nævnet.

Hvis det kunne påvises at han vidste at det var forkert hvad han sagde da han sagde det, så havde han løjet og var færdig som minister. Her kan han ikke bruge reglen om at løgne udbedres uden brug af ordet ’løgn’. Det forhindrer den meget klare regel fra Lille scene og pressens og modstandernes interesse i og frihed til at bruge den til at fælde en minister med på Store scene. Dette gør det uhensigtsmæssigt for enhver minister i denne situation at forsøge sig med forklaringer a la ”Sådan er det jo. Det ved alle.” Det vil kun gøre skaden på dyderne – især kompetencedyden – større.

Fra ’løgn’ til ’bevidst usand sprogbrug’

Det moralske niveau som mekanismer som denne sikrer på Store scene, må man være helt tryg ved. Og hvis man er utryg ved denne metode, så er der ikke meget man kan gøre. Der findes nemlig ikke andre metoder hvormed man mere effektivt og realistisk kan sikre politikernes moralske niveau.

For at undgå støj omkring disse moralske anliggender vil jeg i fortsættelsen bruge den efter min vurdering mest nøgterne betegnelse for løgn, nemlig ’bevidst usand sprogbrug’.

At formulere eller ikke at formulere det underforståede

I alle tre eksempler – Fogh, Ammitzbøll, Krag – søges et tab af ærlighed på Store scene genvundet ved at politikeren lukker vælgeren ind på Inderste scene. Åbenbaringen på denne scene kan foretages med indrømmelse af fejl eller – som i disse eksempler – uden indrømmelse af fejl. Uden indrømmelse af fejl betyder at man simpelt hen gør opmærksom på at man har fulgt regler som alle kender.

At lukke vælgerne ind på den inderste scene, jeg-monolog-scenen, styrker som allerede nævnt umiddelbart ærlighed og idealisme. Men hvis vælgeren køber åbenbaringerne på Inderste scene der styrker disse dyder, så bliver det ofte også en styrkelse af kompetencedyden: Vælgeren accepterer at politikeren opførte sig rationelt, altså optrådte kompetent. Og at det var på sin plads med den bevidst usande sprogbrug.

Ifølge reglen Dydernes frie bevægelighed (se her) og reglen Sandheden er den version af virkeligheden som ingen anfægter (se her) er politikerens figur på Store scene blevet styrket.

Disse og andre væsentlige regler her i bogen viser at i politik betyder grænsen mellem det sagte og det usagte alt. Og dermed bliver den måde det usagte bliver formuleret på – når og hvis det bliver formuleret – afgørende for det videre forløb (se her reglen Politikerens verbale guldvægt, og reglen Kapitalisering af det usagte).

I politik er sproget altså ikke bare en biting. Politik handler om hvad der skal formuleres eksplicit, og hvad der skal underforstås. At formulere det usagte og underforståede, er den stærkeste politiske handling der findes. Det betyder så også at det, at undlade at formulere det underforståede, er den stærkeste handling der findes.

Spørgsmålet som sladrede

Det usagtes enorme magt kendes også i virksomheder og organisationer. Jo større afstand der er mellem de værdier og kendsgerninger som udtrykkes i udtalelser og i dokumenter, og så den virkelighed og de værdier som de ansatte eller medlemmerne rent faktisk oplever, jo dårligere fungerer virksomheden. I meget autoritære systemer vil ledelsen med alle midler opretholde en glimmer-facade som kan adskille sig grotesk fra den virkelighed som borgerne lever i. Kun den officielle virkelighed kommer til udtryk på et autoritært systems Store scene.

Alligevel kan det ske at det forbudte usagte bliver sagt. Faktisk vil det især være de forbudte sandheder man holder af at sige til hinanden eller sig selv på alle andre scener end på systemets Store scene – når ledelsen og dens håndlangere ikke er til stede. Men denne forbudte snak på de mindre scener kan så slippe ud på Store scene og forårsage stor ravage. Det kan fx ske ved et uheld og på en indirekte måde. Som da en højtstående partiembedsmand i Zhengzhou i Henan-provinsen i Kina spurgte en journalist fra den landsdækkende radio[3]: ”Holder du med partiet eller med borgerne?”

Journalisten var ved at undersøge en lokal byggesag. En bygherre havde fået tilladelse til at opføre lejligheder for lavindkomst-familier. I stedet blev der bygget 12 villaer og to højhuse med dyre lejligheder.

Efter radioudsendelsen blev embedsmanden skydeskive for kinesiske internetskribenter. De hånede ham for at udtrykke den holdning som mange kritikere anser partiet for at være gennemsyret af: at kommunistpartiet ikke er interesseret i almindelige kinesere. En skrev: ”Han er den første blandt partiets topledere, snesevis af højtstående embedsmænd og millioner af kadrer, som har sagt sandheden”. En anden noterede: ”Endelig får vi sandheden at høre: Partiet og folket er modstående poler”. Flere foreslog ironisk, at embedsmanden burde udnævnes til talsmand for partiet; andre foreslog at gøre hans udtalelse til ' Årets slagord 2009'.

Embedsmanden, som var direktør for byplanskontoret, blev fyret kort efter. Partiets personaleafdeling forklarede, at »Lu Jun er blevet suspenderet på grund af sine upassende bemærkninger, som strider imod kommunistpartiets formål”.

Byggeriet af villaerne fortsatte.

På den kinesiske Store scene har den politiske føljeton en mesterinstruktør som er det eneste tilladte parti. I vores kaotisk producerede tv-føljeton vil ingen regering kunne slippe levende afsted med en sådan fyring. Og her ligger hele forskellen mellem det autoritære system og demokratiet.

Det usagtes magt

Valget i politik består altid i at afgøre hvad der skal formuleres eksplicit, og hvordan det skal formuleres, og hvad der skal forblive uformuleret, men underforstået. Og som det fremgår af de tre eksempler med Fogh, Ammitzbøll og Krag, så er det ikke nødvendigt at det der formuleres, rummer noget nyt. Pointen i alle 3 eksempler er at det alle ved i forvejen, formuleres. Det eventuelt oprørende i det er ikke at der siges noget nyt, men at der formuleres noget alle ved i forvejen. Herved bliver det som alle tænker, tror og ved til en officiel sandhed som alle ved at enhver ved. Et politiske system som ikke kan fortsætte efter at det usagte er blevet sagt på Store scene, må gå under – eller som i det kinesiske eksempel: sørge for at ingen formulerer det usagte. Og hvis det så alligevel sker: statuere et skræmmende eksempel.

Udenom det hele ligger så alt det som hverken formuleres eller underforstås. Alt det som ingen ved, hverken officielt eller uofficielt. Det er så det som bogen her forsøger at kaste lys over.

Pointe

Spørgsmålet for en politiker er altid hvad der skal formuleres, og hvad der skal forblive uformuleret. Ingen politiker uden gode replikker. Ofte ligger de gode replikker i at formulere noget alle ved i forvejen. Det er altså forkert generelt at bebrejde politikere at de ikke siger noget nyt.