|
Et velfærdsdemokrati bygger på
arbejdsdeling. Ingen minister, departementschef eller direktør for en
styrelse kan lede uden at lytte til råd fra eksperter fra jura, økonomi
og relevante områder inden for teknologi. Og da lederen ikke selv kan
være ekspert inden for alle de områder som hans rådgivende eksperter
kommer fra, så må eksperterne kunne formidle deres råd i en form som
lederen kan forstå.
Dette gælder i ethvert system som
trækker på eksperter, fx også i
·
de oplyste enevælder som i en
offentlig styrelse eller i en privat virksomhed,
·
et præstestyre eller
·
et diktatur.
Ingen ved alt, men den leder som bedst
forstår at trække på og forstå hvad alle de forskellige eksperter og
ledere af underafdelingerne fortæller, har magten. Især hvis han også
kender sine rådgiveres skjulte dagsordener.
Formidling og magtudøvelse er altså to
sider af samme sag i ethvert system. Og det gælder både når der
formidles nedefra, og når der formidles oppefra når lederen skal have
sine ansatte til at handle på ønskede måder.
Men i demokratiet spiller formidlingen
en særlig central rolle:
I demokratiet skal nemlig ikke kun
formidles nedefra til ledere, og oppefra til befolkningen om trufne
beslutninger. I demokratiet er ideen at hele befolkningen interesserer
sig for hvad der foregår og ved så meget, at den har mulighed for at
deltage i debatten om beslutningerne. Og bestemme hvem der skal være
leder.
Den almindelige stemmeret medfører at
alle voksne – uanset uddannelse, motivation og modenhed – skal kunne
forstå tilstrækkeligt meget af systemet til at kunne afgive sin stemme
på et opstillet parti eller en politiker. Men der er intet krav om hvor
meget man skal forstå for at kunne stemme. Den borger som ikke forstår
et klap, har samme stemmeret som professoren i statskundskab.
Fordelen med denne ordning er at et
ministerhold som ikke på en tilstrækkelig interessant måde kan forklare
befolkningen hvor fortræffelig deres ledelse af landet er, står til
fyring. Landets ledelse kan ikke henvise til hellige tekster, ophøjede
doktriner, oversanselige, guddommelige væsner, særligt kløgtige
ekspertgrupper, en særlig ”Stor Leder med frelseregenskaber” eller
andet som på Lille scene kan legitimere at de bevarer magten.
Befolkningen skal være med, for det er befolkninger der stemmer, og
hver har én og kun én stemme.
Definitionen på en uduelig leder er en leder som gør en
elendig figur i den politiske komedie. Det er helt irrelevant om han
samtidig er stor leder og frelser på Lille scene.
|
En uduelig politisk leder er en leder
som gør en elendig figur i den politiske komedie.
|
Den politiske komedie er demokratiets
bærende forståelsesform. Den melder sig som den eneste mulige, dækkende
forklaring af hvad der foregår, når man nysgerrigt og respektløst
analyserer de replikker som de medvirkende siger til hinanden og til
befolkningen.
Den politiske komedie er politik set
ud fra vælgernes perspektiv. I dette perspektiv handler politik om de
politikere som dukker frem på tv – ofte når man sidder for at se noget
andet eller bare for at høre det seneste torvesladder.
Hvor interessant det er for vælgerne
at se en politiker optræde, afhænger af politikerens
·
kontrakraft, dvs. om der er en æggende
modsigelse i figuren, fx at det personen siger, strider mod det som
alle tror er sandheden. Eller at personen optræder på en måde som er i
modstrid med den formelle rolle personen har (læs mere)
·
tommelkraft, dvs. at politikerens
karriere afhænger af hvor godt vælgerne synes han klarer sig (læs mere)
·
kendiskraft, dvs. hvor kendt
politikeren er (læs mere)
Politikerne taler og handler for at få
vælgerne til at synes at de har fire dyder (læs mere).
·
ærlighed, dvs. at det man siger,
faktisk er sandt, og at det man lover, faktisk holdes
·
idealisme, dvs. at det man siger og
gør, er drevet af hensynet til andre mennesker eller indgår i en
velgørende, idealistisk bevægelses aktiviteter
·
stabilitet, dvs. at man handler og
taler med sammenhæng og konsekvens som tegner en fast identitet,
herunder at personer i samme parti eller organisation ikke siger noget
forskelligt om væsentlige ting
·
kompetence, dvs. at man er inde i
sagerne (sagkompetence), og at man kan kommunikere til almindelige
mennesker (kommunikationskompetence).
Politiske indslag i tv’s
nyhedsudsendelser udgør hovedstrømmen i den politiske føljeton.
Føljetonen er en kaotisk produceret
komedieserie med dårligt castede figurer i ret få kulisser uden action (læs mere):
·
kaotisk produceret fordi flere
manuskriptforfattere, instruktører og produktionsselskaber konkurrerer
om at spinne føljetonen i deres retning mens den foregår. Hertil kommer
at de medvirkende ofte improviserer for åben skærm.
·
Komedie fordi
1.
alle medvirkende skal fremtræde som
dynamiske vindere for at score idealisme og kompetence
2.
vælgerne frygter fanatisme og
ekstremisme. Det medfører at de medvirkende skal pakke alle nådesløse
verbale angreb på hinanden ind i humor (læs mere)
3.
tv’s studieværter skal score de samme
fire dyder som politikerne, bl.a. ved at fremtræde som dynamiske
vindere med humor, charme og optimisme. Denne personlige fremtræden
bliver samtidig en løbende kommentar til begivenhederne som derved
bliver en komedie. (læs mere)
4.
Vælgerne er tryghedsnarkomaner som
bl.a. kræver at skurke straffes, ofre hjælpes og helte belønnes for at
enhver trussel mod den bestående trygge tilstand manes væk (læs mere).
·
dårligt castede figurer fordi alt for
mange politikere slet ikke ligner den figur de skal spille, men noget
helt andet (læs mere).
·
ret få kulisser som især er interiører
fra Christiansborg, nyheds- og debatstudier.
·
uden action: næsten alle episoder
består i at figurerne snakker.
Den politiske komedie er officielt
nedvurderet og udskældt. I stedet dyrkes forestillingen om den saglige
argumentation som alle vælgere egentlig burde forstå (læs mere). Den
offentlige fortrængning af den politiske komedie sker bl.a. med denne
begrundelse: ”Lad os nu ikke undervurdere vælgerne.” Det underforståede
budskab er at der indeni alle vælgere ligger en hel del viden om og
interesse for økonomi, jura, administration og diverse tekniske
anliggender som jævnligt dukker op i politik.
Men det er jo egentlig en hån mod
vælgerne at pådutte dem denne viden og interesse. Det et oprørende
stykke repressiv tolerance at tillægge alle vælgerne egenskaber som kun
et begunstiget mindretal har. Vælgerne i demokratiet er gode nok som de
er. Alle vælgerne. Det er jo hele pointen.
Vælgernes er superkompetente, men
deres kompetence ligger et helt andet sted end i at være
discount-djøffer. Vælgerne er eksperter i at vurdere den politiske
komedie og dens personer: Hvordan ligger figurerne på dyderne, hvilke
udviklingsmuligheder har de, hvordan klarede de et interview eller en
debat? (læs mere)
Det er den politiske komedies store
fortjeneste at den på denne måde gør politik interessant og forståelig
uden at det er nødvendigt at interessere sig for og forstå sagen.
Den politiske komedie er den
tværpolitiske ideologi som gør demokratiet muligt. Og til en succes hos
vælgerne.
Enhver Stor Leder, Guru og
ekspertgruppe med direkte adgang til en autoriseret sandhed vil opfatte
den politiske komedie som en trussel mod den rene lære, folkets sande
interesser og den objektive ærkevirkelighed.
Komedien er ikke givet for evigt. Den
skal praktiseres dagligt af os alle sammen for at leve. Ellers går der
råd i demokratiet. Og så er der let spil for dem der møder frem med
højere sandheder og ekspertiser.
Hvis der er dybe kløfter mellem
befolkningsgrupper således at betydelige grupper lidenskabeligt tror på
hellige tekster, ophøjede doktriner eller oversanselige, guddommelige
væsner, så er demokratiet i krise. Hvis man har den absolutte sandhed,
hvorfor så spilde tid på en dårlig komedieserie på Store scene? Så skal
man jo i stedet bede de særligt skriftkloge på Lille scene udlægge den
hellige tekst eller eksperter fortolke det oversanselige væsens planer
og værdier. Eller simpelthen bare handle på eksperternes bud uden at
spørge.
Og erstatte den kaotisk producerede
politiske føljeton med et veltrimmet helteepos.
Gennem trusler og terror kan man få de medvirkende i
komedien til at undgå visse emner og lade være med at angribe dyderne
hos ”Den store Leder som frelser” som er helten i det helteepos man
tror på. Da tegneren Kurt Westergaard i januar 2010 i sin
dagligstue blev angrebet af en terrorist som ville hævne hans flere år
gamle, satiriske tegning af profeten Muhammed, så enedes Politiken, Berlingske
Tidende og Jyllands-Posten
om ikke at vise tegningen igen. Jyllands-Postens
chefredaktør, Jørn Mikkelsen,
forklarede at
|
”truslerne er rykket
tæt på, og de er blevet meget håndgribelige. Bladet er nødt til at tage
højde for, at vi ikke kun kan tænke på os selv rent sikkerhedsmæssigt.”
Samtidig
understregede han at avisen rent principielt forbeholdt sig ret til at
trykke tegningerne igen, for ”hvis vi ikke gjorde det, ville vi have
tabt.”
|
Med lignende begrundelser vil andre
medier, medvirkende og kunstnere og andre som leverer til Den politiske
Komedie kunne indføre selvcensur som på væsentlige områder vil stække
komedien. På denne måde opnår en meget lille, fanatisk minoritet blandt
muslimer at beskytte deres helt mod respektløse angreb. Helten
etableres herved efterhånden som Stor leder som frelser. Han er fredet
for den kroniske spidsrod som statsministeren og andre topfigurer må
løbe i komedien.
Derfor er det en forudsætning for
demokrati at folk der lidenskabeligt tror på hellige tekster,
oversanselige væsner eller bestemte ekspertisers direkte adgang til
sandheden, forbliver et ubetydeligt mindretal uden medlemmer som fx er
villige til at slå sig selv ihjel for sagen. Det sørger man bl.a. for
ved et effektivt politi, et tryghedsskabende social- og sundhedssystem,
og ved at tilbyde en god folkeskole for alle. Og i en god folkeskole
underviser man bl.a. i demokratiets vigtigste institution, Den
politiske Komedie. Og gør det med respekt og anerkendelse, ikke med
afvisning og foragt.
Komedieserien den politiske føljeton
er ikke en tilfældighed. Den er heller ikke bare en genial formidling
af djøffernes politiske virkelighed til ikke-djøffer. Den politiske
komedie rummer alt som er nødvendigt for at vælgerne gider beskæftige
sig med og fatte politik. Den er en løbende dramatisering af vælgernes
sunde fornuft. Den gør dansk politik til en succes.
Demokratiet Danmarks fungerende
grundlov er Grundloven for Den politiske Komedie.
Og demokratiets morgenbøn er: Giv os i
dag Den politiske Komedie.
|
Demokratiets morgenbøn: Giv os i dag
den politiske komedie.
|
|
