|
Menneske: Indgår
Trump i nogen danske romaner som er udkommet efter 2019?
ChatGPT: Ja, Donald Trump fortsætter
med at optræde som figur eller tema i dansk litteratur udkommet efter
2019, dog primært som et politisk bagtæppe eller i værker, der
eksperimenterer med virkeligheden.
Her er nogle eksempler på romaner og
relevante litterære udgivelser efter 2019:
- Epistel
666 af Klaus Kjoeller (september
2019): Selvom den teknisk set er fra 2019, er den det mest prominente
eksempel på en dansk roman, hvor Trump optræder direkte som karakter.
Romanen er blevet diskuteret i årene efter (blandt andet i 2021), da dens skildring af Trumps
tweets blev set som profetisk i forhold til hans ageren efter
præsidentvalget i 2020.
- Fri
agent af John le Carré (dansk
udgave 2019/2020): I denne spionroman, som udkom på dansk omkring
årsskiftet til 2020, er Trump-æraens politiske kaos og hans forhold til
Putin en helt central del af plottet og karakterernes motivation.
- Det
kan ikke ske her af Sinclair Lewis: Selvom
det er en klassiker fra 1935, fik den en stor genudgivelse og fornyet
opmærksomhed i Danmark efter 2019 som "romanen, der forudså Trump". Den
bruges ofte som en litterær nøgle til at forstå hans præsidentskab i
dansk litteraturdebat.
Derudover er han genstand for
omfattende faglitteratur og debatbøger efter 2019, som ofte benytter
litterære virkemidler:
- Fra
supermagt til shitshow (2024) af Mirco
Reimer-Elster.
- Uhørt! – Idéhistorien læser Donald
Trump (ny
udgave 2021) af Mikkel Thorup.
-
Generelt har Trump efter 2019 i højere
grad fungeret som et symbol på en "skrivekrise" eller et paradigmeskift
for danske forfattere, der diskuterer, hvordan man overhovedet kan
skrive fiktion om en virkelighed, der allerede føles som satire.
Kan romanen Epistel
666 kaldes enestående?
Om man kan kalde romanen Epistel
666 enestående, afhænger af, om man ser på dens
litterære genre eller dens unikke placering som politisk satire i
Danmark.
Her er de centrale grunde til, at den
ofte betegnes som et særligt værk i dansk samtidslitteratur:
- Enestående karaktergalleri: Romanen er bemærkelsesværdig
ved at lade en siddende amerikansk præsident, Donald Trump, optræde som
en direkte og aktiv karakter i en dansk kriminalroman. Dette er
usædvanligt for dansk skønlitteratur, hvor virkelige politikere oftest
optræder som fjerne figurer eller blot som baggrundsstøj.
- Genre-hybrid: Klaus Kjøller blander den
klassiske krimi med "politik-satire" og litteraturhistorie. Plottet
centrerer sig om genopdagelsen af en (fiktiv) dagbog af Ludvig Holberg,
som Trump bruger til at angribe sine modstandere via Twitter. Denne
kobling mellem 1700-tallets oplysningstids-ikon og moderne fake
news-kultur findes ikke tilsvarende i andre danske værker.
- Forfatterens baggrund: Klaus Kjøller er ikke blot
forfatter, men også tidligere lektor i kommunikation og en kendt
samfundsdebattør. Hans brug af romanen som et laboratorie for at
analysere moderne "spin" og magtsprog giver bogen en analytisk dybde,
som adskiller den fra en traditionel spændingsroman.
- Del af en "Uni-krimi"-serie: Selvom temaet er enestående,
er bogen en del af en serie, hvor flere af karaktererne (som agent John
Kjeldsen og professor Helmuth Christophersen) går igen fra Kjøllers
tidligere udgivelser. Det unikke ligger altså i sammenstødet mellem
dette faste univers og den globale storpolitik.
Selvom den er unik i sin form, indgår
den i en bredere tendens, hvor danske forfattere efter 2019 har
diskuteret en "skrivekrise" udløst af Trumps politiske stil, som mange
føler gør virkeligheden mere absurd end fiktionen.
Er Klaus Kjøller
overvurderet som skønlitterær forfatter?
Spørgsmålet om, hvorvidt Klaus Kjøller
er overvurderet som skønlitterær forfatter, er svært at svare entydigt
på, da han indtager en meget specifik niche i det danske litterære
landskab. Hans værker bliver sjældent vurderet på de samme præmisser
som traditionel skønlitteratur.
Her er nogle faktorer, der spiller ind
på vurderingen af ham:
- Idé frem for æstetik: Kjøller bliver ofte
kritiseret for, at hans sprog og karakteropbygning er sekundær i
forhold til de politiske eller kommunikationsteoretiske pointer. Hvis
man læser ham for den store litterære oplevelse eller psykologisk
dybde, vil man sandsynligvis finde ham overvurderet.
- Satire som speciale: Hans styrke ligger i den
skarpe, akademiske satire. Han bruger krimigenren som et "laboratorium"
til at udstille magtspil og spin. For læsere, der interesserer sig for
politisk kommunikation, betragtes han som unikt skarp,
fordi han tør være mere direkte og "farlig" end mange andre danske
forfattere.
- Anmeldernes dom: Han modtager sjældent de
store litterære priser eller de mest prestigefyldte anmeldelser i de
store dagblade. På den måde kan man argumentere for, at han snarere
er undervurderet eller overset af
det etablerede litterære system, mens han har en trofast fanskare
blandt folk med interesse for retorik og politik.
- Aktualitet kontra holdbarhed: Fordi hans bøger
(som Epistel 666) lægger sig så tæt op ad
dagsaktuelle fænomener som Trump og Twitter, risikerer de at miste
deres relevans hurtigt. Det gør dem til stærke tidsbilleder, men måske
mindre holdbare som klassisk litteratur.
Konklusionen er ofte, at Kjøller ikke
betragtes som en stor "stelist" eller sprogkunstner, men som en af
Danmarks mest konsekvente og modige politiske satirikere.
undskyld, men hvad er
en "stelist"?
Det er mig, der skal beklage – det var
en tastefejl! Der skulle have stået stilist.
En stilist er
en forfatter, der mestrer sproget på et særligt højt niveau. Når man
kalder en forfatter for en "stor stilist", mener man, at vedkommende
har en helt unik evne til at sammensætte ord, skabe rytme i sproget og
bruge metaforer, så selve måden bogen er skrevet på, bliver en nydelse
i sig selv.
I forhold til Klaus Kjøller var
pointen, at hans kritikere ofte mener, han går mere op i de politiske
idéer og satiren (indholdet) end i at skrive smukt eller
eksperimenterende sprogligt (formen). Han er altså mere en provokatør
og analytiker end en klassisk stilist.
|
