John Chr. Jørgensen

 

Artikler

 

 

 

 

 

 

Først lagt op 01-11-2020; senest opdateret 12-01-2021 17:43

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Naiv digter. 1

Hul agitatorpatos. 1

Harpen og skrubbekosten.. 1

Afholdsdagbladet. 1

Spritkulturen.. 1

Frimændenes forbund.. 1

 

I 1925 udgav forfatteren Harald Bergstedt en afholdsroman i samarbejde med journalisten Larsen-Ledet, som var kendt for sin stålfaste agitation mod alkohol.

Romanen, som hed ”Galskabens Land. Nutids-Roman”, fandt en motiveret læser i forfatteren Tom Kristensen, som dengang var en hårdtslående kritiker ved dagbladet ”Politiken”.

I en stort opsat anmeldelse stemplede han romanen som ”et udspekuleret Skandaleskrift.” Hvad han fandt i bogen, var en række let gennemskuelige og bevidst injurierende portrætter uden kunstnerisk værdi. Teksten kunne knap nok gøre krav på at blive læst som en roman. Anmelderen var forarget og vred.

Den usædvanligt lange – tre-fire gange normalanmeldelsen - og usædvanligt indholdsorienterede anmeldelse stod trykt på forsiden af Politiken (1.12.1925).

Tom Kristensen yndede ellers at henrette sløje forfattere i korte anmeldelser på litteratursiden dybt inde i avisen, men her var en bog, der berørte et vigtigt samfundsproblem samtidig med, at den var dårlig på en irriterende måde. Den fortjente den store eksponering.

Naiv digter

Især Larsen-Ledet skulle have stryg. Ved at sætte kniven ned mellem de to samarbejdende forfattere fik Tom Kristensen dramatiseret teksten til en kamp mellem en naiv digter og en udspekuleret journalist.

”Stakkels Harald Bergstedt”, skrev Kristensen. Han beklagede at skulle opleve digteren i selskab med en gadefejer, der var kendt for at hvirvle injurier og sjofelheder op for at skaffe sig opmærksomhed. Som for at sætte trumf på, kalde han Larsen-Ledet ”en Hædersmand”. Det var blodig ironi.

Ifølge Tom Kristensen havde Bergstedt og Larsen-Ledet med forenede kræfter ”fejet Snavs ind over os, saa selv Direktørerne paa Gyldendal har maattet lukke Øjnene.” Underforstået: ellers havde de ikke lagt forlag til.

Hul agitatorpatos

Sammenfattende karakteriserede han romanen som ”en Sammenfejning af hul Agitatorpatos, en halv Solstraalefortælling med Synd og Anger og Omvendelse, en Hob Gemenhed og en Del statistiske Oplysninger om Afholdssagens Sejrsgang.” Oplysningerne var i øvrigt forældede.

Tom Kristensen beklagede ”det ulyksalige Kompagniskab”, hvor ”en Digter overlod en dreven Agitator sin Harpe til Brug og Misbrug, medens han selv fik Rollen som Gadefejer” og sluttede hele svadaen med en direkte appel til digteren: ”Kast Skrubbekosten fra Dem, Harald Bergstedt. Og lån ikke Harper ud.”

Tom Kristensen var, hvad vi kalder en digterkritiker. Han brugte gerne digteriske virkemidler, her billedsprog. Hele anmeldelsens komposition bygger på et billede.

Harpen og skrubbekosten

Det bærende billede med harpen og skrubbekosten har han hentet fra en replik i bogens optakt, hvor digteren, altså Bergstedt, meddeler, at tiden nu er til hovedrengøring, og derfor har han stillet harpen til side og fattet skrubbekosten.

Tom Kristensen griber dette billede og bruger det mod bogen. Det hedder i anmeldelsens analyse-sprog ”at stege forfatteren i hans eget fedt”.

Metoden bruges af kritikere af den kritisk-liberalistiske skole, som ikke kommer med noget forud fastlagt æstetisk system, fx et genresystem, men som søger at forstå det enkelte værk ud fra dets egne præmisser. Man bedømmer fx i hvor høj grad værket lever op til, hvad der synes at være forfatterens intentioner. I tilfældet ”Galskabens Land” finder Tom Kristensen, at der er noget fundamentalt forkert i den præmis, der siger, at afholdssagen gør det nødvendigt, at digterne deponerer harperne og griber kostene for at muge ud i samfundet på den måde, som Larsen-Ledet foreskriver.

Afholdsdagbladet

Tre år senere var afholdssagen et presserende anliggende for Tom Kristensen. Han måtte ud af sit eget alkoholproblem. Han havde ødelagt sit ægteskab og misligholdt sin stilling. Harald Bergstedt skulle hjælpe ham på fode igen. Det foregik på den måde, at Bergstedt interviewede ham til ”Afholdsdagbladet”, som havde Larsen-Ledet som redaktør. Jens Andersen redegør for historien i sin stofrige og velfortalte bog om Tom Kristensen ”Dansende stjerne” (1993:456ff).

Spritkulturen

I interviewet ”Et Brud med Spritkulturen” (28. april 1928) kommer Tom Kristensen ind på sin anmeldelse af ”Galskabens Land”: ”Det morsomme ved denne ”Omvendelse” kan vi kalde det, er at jeg, der var den haardeste Kritiker overfor ”Galskabens Land”, nu kommer til at fortsætte Bogen. Jeg har flere Aars forfærdelig Stof, der maa slynges ud. Om den kommer til at hedde ”Galskabens Land” eller ”Galskabens Stad”, ved jeg ikke endnu, men den kommer til at handle om København”. Kristensen forudser, at han kommer til at føre dagbog for at kunne give en psykologisk redegørelse for afvænningen og for de depressioner, der hører til.

Frimændenes forbund

”Hærværk”, den bog, der kom ud af hans tre år som afholdsmand, blev ikke så klinisk et værk, som han havde forudset i interviewet med Bergstedt. Det var en umulig tanke for Tom Kristensen, at hans hovedperson, Ole Jastrau, skulle ende som et ideal af en nyomvendt afholdsmand. Kristensen var heller ikke selv noget forbillede. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatteren Aksel Sandemose dannede han ”Frimændenes Forbund”, en uortodoks afholdsforening af kunstnere, som mente, at de godt kunne styre deres spiritusforbrug, hvad de i længden alligevel ikke kunne.

De var skeptiske over for afholdsbevægelsens ortodoksi. Tom Kristensen blev ved med at anse Larsen-Ledet for en ”rævepels” og han mente ikke, at han kunne skrive sandt om alkohol, hvis han ikke også berørte dens behagelige virkninger.

”Hærværk” var ikke noget omvendelsesskrift, men ironisk nok blev romanen mødt med nogle af de samme indvendinger, som dem, Tom Kristensen havde fremført mod ”Galskabens Land”: ”ensformig umenneskelighed”, ”ulideligt smædeskrift” osv.

 

Se også artiklen Den onde Tom Kristensen

 

©John Chr. Jørgensen