|
I 1925 udgav forfatteren
Harald Bergstedt en afholdsroman i samarbejde med journalisten
Larsen-Ledet, som var kendt for sin stålfaste agitation mod alkohol.
Romanen, som hed
”Galskabens Land. Nutids-Roman”, fandt en motiveret læser i forfatteren
Tom Kristensen, som dengang var en hårdtslående kritiker ved dagbladet
”Politiken”.
I en stort opsat
anmeldelse stemplede han romanen som ”et udspekuleret Skandaleskrift.”
Hvad han fandt i bogen, var en række let gennemskuelige og bevidst
injurierende portrætter uden kunstnerisk værdi. Teksten kunne knap nok
gøre krav på at blive læst som en roman. Anmelderen var forarget og
vred.
Den usædvanligt lange –
tre-fire gange normalanmeldelsen - og usædvanligt indholdsorienterede
anmeldelse stod trykt på forsiden af Politiken (1.12.1925).
Tom Kristensen yndede
ellers at henrette sløje forfattere i korte anmeldelser på
litteratursiden dybt inde i avisen, men her var en bog, der berørte et
vigtigt samfundsproblem samtidig med, at den var dårlig på en
irriterende måde. Den fortjente den store eksponering.
Især Larsen-Ledet skulle
have stryg. Ved at sætte kniven ned mellem de to samarbejdende
forfattere fik Tom Kristensen dramatiseret teksten til en kamp mellem
en naiv digter og en udspekuleret journalist.
”Stakkels Harald
Bergstedt”, skrev Kristensen. Han beklagede at skulle opleve digteren i
selskab med en gadefejer, der var kendt for at hvirvle injurier og
sjofelheder op for at skaffe sig opmærksomhed. Som for at sætte trumf
på, kalde han Larsen-Ledet ”en Hædersmand”. Det var blodig ironi.
Ifølge Tom Kristensen
havde Bergstedt og Larsen-Ledet med forenede kræfter ”fejet Snavs ind
over os, saa selv Direktørerne paa Gyldendal har maattet lukke Øjnene.”
Underforstået: ellers havde de ikke lagt forlag til.
Sammenfattende
karakteriserede han romanen som ”en Sammenfejning af hul Agitatorpatos,
en halv Solstraalefortælling med Synd og Anger og Omvendelse, en Hob
Gemenhed og en Del statistiske Oplysninger om Afholdssagens Sejrsgang.”
Oplysningerne var i øvrigt forældede.
Tom Kristensen beklagede
”det ulyksalige Kompagniskab”, hvor ”en Digter overlod en dreven
Agitator sin Harpe til Brug og Misbrug, medens han selv fik Rollen som
Gadefejer” og sluttede hele svadaen med en direkte appel til digteren:
”Kast Skrubbekosten fra Dem, Harald Bergstedt. Og lån ikke Harper ud.”
Tom Kristensen var, hvad
vi kalder en digterkritiker. Han brugte gerne digteriske virkemidler,
her billedsprog. Hele anmeldelsens komposition bygger på et billede.
Det bærende billede med
harpen og skrubbekosten har han hentet fra en replik i bogens optakt,
hvor digteren, altså Bergstedt, meddeler, at tiden nu er til
hovedrengøring, og derfor har han stillet harpen til side og fattet
skrubbekosten.
Tom Kristensen griber
dette billede og bruger det mod bogen. Det hedder i anmeldelsens
analyse-sprog ”at stege forfatteren i hans eget fedt”.
Metoden bruges af
kritikere af den kritisk-liberalistiske skole, som ikke kommer med
noget forud fastlagt æstetisk system, fx et genresystem, men som søger
at forstå det enkelte værk ud fra dets egne præmisser. Man bedømmer fx
i hvor høj grad værket lever op til, hvad der synes at være
forfatterens intentioner. I tilfældet ”Galskabens Land” finder Tom
Kristensen, at der er noget fundamentalt forkert i den præmis, der
siger, at afholdssagen gør det nødvendigt, at digterne deponerer
harperne og griber kostene for at muge ud i samfundet på den måde, som
Larsen-Ledet foreskriver.
Tre år senere var
afholdssagen et presserende anliggende for Tom Kristensen. Han måtte ud
af sit eget alkoholproblem. Han havde ødelagt sit ægteskab og
misligholdt sin stilling. Harald Bergstedt skulle hjælpe ham på fode
igen. Det foregik på den måde, at Bergstedt interviewede ham til
”Afholdsdagbladet”, som havde Larsen-Ledet som redaktør. Jens Andersen
redegør for historien i sin stofrige og velfortalte bog om Tom
Kristensen ”Dansende stjerne” (1993:456ff).
I interviewet ”Et Brud
med Spritkulturen” (28. april 1928) kommer Tom Kristensen ind på sin
anmeldelse af ”Galskabens Land”: ”Det morsomme ved denne ”Omvendelse”
kan vi kalde det, er at jeg, der var den haardeste Kritiker overfor
”Galskabens Land”, nu kommer til at fortsætte Bogen. Jeg har flere Aars
forfærdelig Stof, der maa slynges ud. Om den kommer til at hedde
”Galskabens Land” eller ”Galskabens Stad”, ved jeg ikke endnu, men den
kommer til at handle om København”. Kristensen forudser, at han kommer
til at føre dagbog for at kunne give en psykologisk redegørelse for
afvænningen og for de depressioner, der hører til.
”Hærværk”, den bog, der
kom ud af hans tre år som afholdsmand, blev ikke så klinisk et værk,
som han havde forudset i interviewet med Bergstedt. Det var en umulig
tanke for Tom Kristensen, at hans hovedperson, Ole Jastrau, skulle ende
som et ideal af en nyomvendt afholdsmand. Kristensen var heller ikke
selv noget forbillede. Sammen med tegneren Anton Hansen og forfatteren
Aksel Sandemose dannede han ”Frimændenes Forbund”, en uortodoks
afholdsforening af kunstnere, som mente, at de godt kunne styre deres
spiritusforbrug, hvad de i længden alligevel ikke kunne.
De var skeptiske over for
afholdsbevægelsens ortodoksi. Tom Kristensen blev ved med at anse
Larsen-Ledet for en ”rævepels” og han mente ikke, at han kunne skrive
sandt om alkohol, hvis han ikke også berørte dens behagelige virkninger.
”Hærværk” var ikke noget
omvendelsesskrift, men ironisk nok blev romanen mødt med nogle af de
samme indvendinger, som dem, Tom Kristensen havde fremført mod
”Galskabens Land”: ”ensformig umenneskelighed”, ”ulideligt smædeskrift”
osv.
Se også artiklen Den
onde Tom Kristensen
|
