|
Mellem de to tidligere behandlede
bøger af Carl Muusmann var der en klar indre sammenhæng. De havde
cirkus som gennemgående tema, og begge kredsede de om en fest.
Den første bog handlede om
1880’erne, den anden om 1890’erne. De blev udgivet lige efter hinanden
i 1920 og 1921. Der synes ikke umiddelbart at have været planer om en
fortsættelse, men i 1932 udsendte Muusmann en bog, som med sin titel, Da
København blev voksen, kunne opfattes sådan, og efter
Muusmanns død i 1936 samlede Forlaget Danmark de tre bøger under titlen
Det glade København, 1939.
Dispositionen kan diskuteres, for
det tredje bind holder ikke mål med de to første. Det er løsere i stof,
stil og struktur. København er nu mest noget, der foregår i kongehuset,
stilen er svækket ved opremsning af en masse data, og strukturen er så
leddeløs, at man aldrig ved, hvad næste kapitel vil bringe. Og forlaget
hjælper ikke med indholdsfortegnelse og register.
Cirkus-interessen eksisterer stadig
på bogsiderne, men den er ikke strukturskabende. Cirkus var heller ikke
så “storstadsmæssigt” ved århundredskiftet, som det havde været i gamle
dage, siger Muusmann. I øvrigt samlede han sine cirkuserfaringer i
bogen Københavnsk Cirkusliv gennem hundrede Aar, 1927.
Muusmann var en dygtig genbruger.
I København blev voksen er
det kongehuset, der bærer fremstillingen. Bindet begynder med Christian
den Niendes mindeværdigt korte tale ved årsskiftet 1901 - han sagde kun
“Gud bevare Fædrelandet” - og det slutter med kongens død i 1906.
Som konservativ journalist havde
Muusmann privilegeret adgang til politikerne omkring kongen.
Hans relation til den tidligere
konseilspræsident Estrup var af venskabelig karakter. Han gengiver et
interview, han havde med ham på kongens dødsdag i 1906.
Muusmann beskriver
beslutningsprocesserne bag det såkaldte systemskifte i 1901, hvor det
princip bliver knæsat, at kongen vælger sin regering ud af rigsdagens
flertal. I praksis betød det, at en Venstre-regering blev mulig. Kong
Christian den Niende portrætteres som en fremsynet mand.
I hans regeringstid var København
vokset fra godt 150.000 til en halv million indbyggere. Der var opført
et nyt rådhus. Byen havde med Ny Carlsberg Fondet fået en stor
kunstmæcen.
De første biografer havde slået
deres døre op. Den bedste var efter Muusmanns opfattelse “Kosmorama” på
Østergade. Men programmet i biograferne var generelt pauvert, svingende
fra det sentimentale til det blodtørstige. Tivoli og de store varieteer
viste også levende billeder som ekstra underholdning.
Der var blevet afholdt to
udstillinger med århundredets mest succesfulde opfindelse: bilen eller
“tøffen”, som folk kaldte den efter den lyd, den udsendte. En
politi-inspektør sagde, at man skulle vente med at tillade tøffen på
vejene, indtil den var lugt- og lydløs. Han kunne have ventet i
hundrede år! Kongen selv skulle ikke nyde noget af at sætte sig op i en
sådan selvkørende maskine.
Muusmanns konklusion er, “at det
var under Kong Christian den Niende, at København var blevet
voksen!” Hovedstaden var blevet storby.
Muusmann har meget interessant at
berette, men han har opgivet fortælleprincippet fra bøgerne om firserne
og halvfemserne: at gengive, hvad en enkelt Mand har bevaret
som sit hovedindtryk uden at konferere med optegnelser eller kartotek. Her
har man indtryk af, at han sidder med en mængde udklip og notater, som
han citerer omhyggeligt fra. For eksempel opremser han nøje, hvornår de
enkelte kongelige gæster ankommer til den fest, der bliver afholdt den
dag, da dronning Louise ville være fyldt 84 år, hvis hun ikke var død
tre år i forvejen!
Tilsvarende med en tale, formanden
for Københavns borgerrepræsentation Herman Trier holdt ved indvielsen
af Rådhuset i 1903: “Taleren oplyste, at der i det tidsrum i alt havde
været 200 Borgerrepræsentanter i Forsamlingen, deraf Tømrermester
Kayser i 47 Aar. Der havde i det samme Tidsrum fungeret 14 Borgmestre,
20 Raadmænd og 6 Formænd.” Tal, som ingen kan huske eller bruge til
noget.
Skærmydslerne i kulturlivet dækkes
med særlig interesse for scenekunsten. Muusmann har for eksempel en
beretning om forsøgene på at forhindre skuespilleren Martinius Nielsen
i at spille Hamlet. Ingen ville kunne gøre det godt nok, slet ikke
denne teaterfrikadelle. Men til held for ham var han samtidig
teaterdirektør, så han kunne blæse på al modstand og sætte sig selv på
plakaten. Han havde allieret sig med stærke kræfter som skuespilleren
Emil Poulsen, hvis sønner havde fået roller hos Martinius Nielsen, og
med Edvard Brandes, hvis skuespil han havde opført et par stykker af. Lige meget hjalp det. Hans
forestilling blev saboteret af en absintdrikkende klike kaldet “De
blege ansigter” til dels rekrutteret fra Studentersamfundet. De afbrød
Martinius Nielsens Hamlet-monologer med knaldgas, så politiet til sidst
måtte gribe ind. Ballademagerne blev slæbt for en dommer, som havde
svært ved at tage sagen alvorligt. Uanset hvad Edvard Brandes’
håndgangne mænd skrev i Politiken, så var Martinius Nielsen færdig med
Hamlet.
Det litteraturhistorisk mest
værdifulde afsnit er det, der handler om forfatteren Gustav Esmann, som
Muusmann havde et venskabeligt forhold til. Det er takket være
Muusmann, at vi kan dementere myten om, at Esmann blev myrdet af en
elskerinde. Han blev skudt i baghovedet af en veninde, som elskede ham
og ikke kunne acceptere, at kærligheden ikke var gengældt.
Til Muusmann sagde Esmann, at
kvinden havde misforstået situationen. Hun troede, at de var på vej mod
et ægteskab. De havde levet sammen i 3-4 år, blandt andet i London,
hvor Karen Hammerich tog kurser i sygemassage.
Egentlig ville hun være læge,
ligesom hendes nu afdøde far havde været det. Men hun var for nervøs
til at gennemføre studiet. En arv fra faderen gjorde det muligt for
hende at skaffe sig en uddannelse som massøse i London. Esmann var der
på et digterlegat. De kan have kendt hinanden fra Bernina eller andre
steder, hvor den radikale ungdom mødtes. Karen Hammerich havde en drift
mod journalistikken. Hun interviewede og skrev reportager og
portrætter. En lovende skribent.
Hun dækkede Esmanns såkaldte
konferencer på forlystelsesstedet “Sommerlyst”. Det var, hvad vi i dag
ville kalde stand-up-forestillinger, hvor Esmann causerede over
aktuelle emner. Han havde stor succes som “talende avis”. Muusmann
gengiver flere af Esmanns ind- og udfald.
Men forholdet til Karen Hammerich
blev stadig mere belastende. Han var stadig gift. Han og hustruen Fanny
havde tilmed taget en lille dreng i pleje, en søn af skuespillerinden
Anna Larssen. I London havde Esmann givet Karen Hammerich anledning til
at tro, at han var frigjort fra sine ægteskabelige forpligtelser. Men
da de vendte tilbage til København, var der både hustruen og de løse
forbindelser og hele den gamle levevis.
Skuffelsen og jalousien tog altså
en dag magten fra Karen Hammerich. Hun skød og dræbte Esmann på hans
hotelværelse og rettede derefter pistolen mod sig selv.
Muusmann fortæller, at han på dette
tidspunkt befandt sig på en badestrand i Spanien, hvor han læste i et
lettere dramatiseret telegram i “Figaro”, at den danske dramatiker
Gustav Esmann var blevet skudt ned af sin elskerinde i Det kongelige
Teaters foyer - og at elskerinden derefter berøvede sig selv livet.
Meddelelsen satte Muusmanns fantasi
i stærk bevægelse. Han siger, at han var taknemmelig for, at han som
journalist var sluppet for at opleve denne tragedie på nært hold.
Venskabet med Esmann rakte ud over journalistikken. Det er nok derfor
afsnittet om ham er så godt.
Herman Bang, som satte sit præg på
Muusmanns bind om halvfemserne, må nøjes med en klog billedtekst i
bindet om århundredskiftet. Der står, at hans værker i modsætning til
mange andre af tidens forfattere stadig læses. I konteksten betyder
“stadig” 1932. Men udsagnet holder stadig i 2021.
Dette er den tredje af tre artikler
om Carl Muusmann Det glade København:
1.
Muusmann om 1880’erne.
Carl Muusmann:
Firsernes glade København, 1920; anvendt udgave: Det
glade København. Erindringer og Oplevelser, 1, 1939.
2.
Muusmann om halvfemserne. Carl
Muusmann: Halvfemsernes glade København, 1921;
anvendt udgave: Det glade København. Erindringer og Oplevelser,
2, 1939.
3.
Muusmann: Da København blev
voksen. Carl
Muusmann: Da København blev voksen. Levende Billeder fra
Aarhundredets Start, 1932. Anvendt udgave: Det
glade København, 3, 1939
Carl Muusmann: Firsernes
glade København, 1920
Carl Muusmann: Halvfemsernes
glade København, 1921
O.F. (Oluf Friis): “Muusmann,
Carl”, Dansk haandbiografisk Leksikon, bd. 2. 1923
Carl Muusmann: Københavnsk
Cirkusliv gennem hundrede Aar, 1927.
Carl Muusmann: Da
København blev voksen. Levende Billeder fra Aarhundredets Start, 1932.
Axel Breidahl & Axel
Kjerulf: Københavnerliv gennem et halvt Aarhundrede, 1883-1913,
1938.
Carl Muusmann: Det glade
København, I-III, 1939
(samlet udgave af Muusmann 1920,
1921 og 1932)
Carl Dumreicher:
“Muusmann, Carl”, Dansk Biografisk Leksikon, bd. 10, 1982
John Chr. Jørgensen: Skandalejournalisten
Gustav Esmann, 2010 (ajourført net-udgave i Jørgensen, 2016)
Olav Harsløf (red.): Omkring
Stuk, 1979
Martin Zerlang:
Underholdningens historie, 1989
Carl Muusmann, bibliografi.dk 2003; senest redigeret 2019
Martin Zerlang: Herman
Bangs København, 2007
John Chr. Jørgensen: Gustav
Esmann. Journalisten, novellisten og dramatikeren, online
på nettet, 2016
|
