|
Nogle forfattere ville være
fuldstændig glemt, hvis det ikke havde været for deres erindringer.
Deres skønlitterære udgivelser har af den ene eller den anden grund
ikke fundet læsere, der kunne bære dem videre til kommende
generationer. Når disse forfattere huskes, så er det som vidner om
deres tid. De har oplevet noget exceptionelt eller set dybt ind i det
almene, og de har fundet en holdbar form til deres erindringer. Otto
Rung er en sådan forfatter.
Otto Rung (1874-1945) havde
baggrund i det højere københavnske borgerskab. Familien boede i en 10
værelsers lejlighed på en af byens fineste adresser i Store
Kongensgade. Når familiens tre drenge legede, gik grænsen ved
Gothersgades udmunding i Nørrevold. De to piger skulle holde sig til de
nærmeste gader og helst færdes sammen
Nørrebro regnedes som forstad.
Ferierne tilbragte familien Rung nord for København. Bondelandet
begyndte dengang - i 1880’erne - i Hellerup.
Faderen var officer, nærmere
bestemt kaptajn i artilleriet, meteorolog, senere underbestyrer ved
Meteorologisk Institut og opfinder, bl.a. af instrumenter til måling af
vindstyrke og havdybde.
Når man holdt selskaber, kom hans
adjudant hjem og pudsede sablerne og sølvtøjet.
Moderen var ud af en fynsk
godsejerslægt. Hun førte opsyn med hjemmet, børnene, tjenestefolkene og
forestod selskabelighederne. Der kunne dækkes til 40 i spisestuen. Hun
sagde: “Om tre ting må man aldrig konversere i selskab: Om mad,
om sygdomme og om penge!”
De sidste havde hun ved ægteskabets indgåelse en del af. Det var takket
være hendes arvepenge, at familien kunne købe hele den ejendom, de
boede i.
Farfaderen var syngemester ved Det
kongelige Teater. Ellers var faderens slægt embedsmænd og officerer i
flere led. De følte sig som statsbærende.
Der herskede en patriarkalsk orden
inden for den enkelte familie. Sønnerne forventedes at gå i fædrenes
fodspor. Som seksårig forskertsede Otto sin mulighed for at blive
officer, da han faldt og slog sit knæ på skolens legeplads. Mens
brødrene gjorde militær karriere, måtte han tage til takke med at blive
cand.jur. (1900) og forfatter. Han debuterede med romanen Det
uafvendelige i 1902, og havde således været i gang med
forfatterskabet i 40 år, da han udgav sine erindringer. Samtidig havde
han arbejdet som embedsmand i retsvæsenet.
Distancen til begivenhederne i
barndommen sætter sit præg på stilen i erindringerne. Det samme gør
juristens træning i at holde på formerne. Lige meget hvad der sker, så
krakelerer han ikke.
Otto Rung og hans brødre var
genstand for en systematisk opdragelse. En dag, da Otto og hans lidt
ældre bror sad og læste lektier i spisestuen, trådte faderen ind til
dem og sagde: “Nu brænder Christiansborg! Kom med! I skal have lov at
se det, så I kan huske det, når I bliver voksne engang!”
De fik hurtigt matroshuerne på og
begav sig på vej. Himlen lyste rødt, og da de kom til Holmens Kanal, så
de “slottet, der lignede en uhyre jernovn med alle vinduesraderne
foroven som et åbent kamingitter, hvorfra flammerne rakte tungen ud.”
Otto Rung formidler barnets
oplevelse gennem billedsprog fra eventyrverdenen.
Christiansborgs brand var den
første store begivenhed, faderen lod dem se uden for hjemmets fire
vægge. Otto Rung tolkede det som en anerkendelse af, at de var ved at
blive voksne. Han var ni år!
Han læste sig igennem Herman Bangs
reportage fra branden i “Dags-Telegraphen”. Den gjorde hans hjerne hed
ved sin “hektiske og springske patos”.
De voksne var forargede. De syntes
ikke, det var passende at skildre en ulykke i “fyrværkeri-stil”. Dermed
havde drengen lært noget om outreret stil og selvbeherskelse.
Oplevelsen med branden var en
klassisk erindringsfigur: et møde med det enestående og refleksioner
over, hvad man kan lære af det.
Det er ikke den typiske figur i Fra
min klunketid. Langt hyppigere forekommer den iterative
datid, gentagelsen af det typisk forekommende, fx her:
Bryllupper var altid en stor
begivenhed i vort hus. Det var den patriarkalske skik, at min fader lod
trappegangen pynte med grønne planter, og når en båre skulle føres bort
- med grangrene.
Rung bevæger sig smidigt fra de
gentagne til de enestående begivenheder:
Vi gik ture, og vi fik bicykler med
rigtig pneumatik i deres ringe. Og inderkredsen drejede sig om nye
episoder i den fine verden og om begivenheder ved vort hof. Der var
først og fremmest festen over den ganske hovedstad, da hele landet
fejrede regerings-jubilæet.
Disse beskrivelser af skikke ligner
etnologens iagttagelser fra feltarbejdet. Sammenligningen var ikke
fremmed for Rung. Han beskriver et sted faderen som en høvding i en
sydafrikansk landsby:
Men alle så vi op til Fader. Thi
han var den, der sørgede for os alle! Vi har vel elsket ham på samme
vis som folket i en urstammes kraal (landsby, jcj) har elsket stammens
høvding.
Det dårlige knæ forhindrede ham i
at blive privilegeret undersåt i faderens tropper. Da han heller ikke
var god til tal, var meteorologien heller ikke en mulighed.
Tilbage var så juraen som et
sikkert brødstudium. Det kunne skaffe ham en plads i embedsværket. Men
faderen kunne desværre ikke hjælpe ham frem.
Højdepunktet i karrieren var
arbejdet som protokolsekretær i Højesteret 1919-32. Ud over at give ham
borgerlig anseelse og brød på bordet forsynede de juridiske ansættelser
ham med stof i form af typer, som stod hans opvækstmiljø fjernt.
Skelsættende blev hans møde med den
forhenværende justitsminister P.A. Alberti, der meldte sig selv for et
underslæb på 15 millioner kroner over for Den sjællandske Bondestands
Sparekasse - “det geniale, der trods sin Forbryderiskhed er så
kolossalt af Format, at det imponerer og forfærder på én Gang”, skriver
Tom Kristensen i sit 70-års portræt af Rung, som han anså for ramt af
“Kontormandens æstetiske trang til Oprør mod det tilvante og
dagligdags.”
Rung var efter Tom Kristensens
vurdering på vej ind i en Nietzscheansk overmennesketeori, da Albertis
skæbne fik ham til at stoppe op.
Egentlig består erindringsværket af
to bøger, en om den beskyttede opvækst i det højere borgerskab og en om
mødet med den kriminelle virkelighed i verden udenfor.
De to bøger bindes sammen af
iagttagerens lune.
Rung fortæller, at han har hørt en
af de unge kandidater spørge en forskrækket lille blikkenslagermester:
“Med hvilken hjemmel har De sat den gashane op?” Og svaret kom prompte:
“Med en jernniptang hr. assessor!”
Man kan også sige, at de hører
sammen som forsiden og bagsiden af en medalje.
Men uanset, hvordan man vender og
drejer medaljen, så opleves de hundrede afsluttende sider om Rungs
arbejdsliv som en indsnævring af det eksistentielle perspektiv.
Og om livet som forfatter fortæller
Rung ikke ret meget.
Forfatterkarrieren gav ham ikke
stor prestige i det miljø, han kom fra. Digtere var ikke noget,
familien dyrkede. Tidens digtere var - som digtere generelt - imod
kvaster og andre uldne tildækninger.
Otto Rung: Fra min
Klunketid. En hjemlig Kavalkade, 1942; anvendt udgave med
forord af Godfred Hartmann, 1985
Tom Kristensen:
“Klunketidskøbenhavneren”, Politiken, 16.6.1944;
optrykt i Mellem Krigene, 1946:355-58
Svend Dal (red.): “Rung, Otto”, Dansk
Skønlitterært Forfatterleksikon, bd. 3, 1964
Tom Kristensen: “Otto Rung ”, Danske
Digtere i det 20. Aarhundrede. Ny Samling, 1955
Niels Birger Wamberg:
“Københavner-forfattere”, Danske digtere i det 20.
århundrede, bd. 1, 1980
Marie Hvidt: “Rung, Otto”, Dansk
biografisk leksikon, 3. udg., 12. bd, 1982
U.G. (Ulla Gudnason): “Rung, Otto”,
Dansk forfatterleksikon, 2001
|
