|
Denne artikel handler om litterær
svindel af den godartede slags. En forfatter opdigter sine erindringer.
Hvorfor gør han det? Hvad får han ud af det? Og hvad koster det ham?
Benjamin Jacobsen, født 18.4.1915 i
København, var et ubeskrevet blad i offentligheden, da han i 1955 udgav
Midt i en klunketid eller Erindringer fra en
begivenhedsrig barndom. Med ét slag var forfatteren blevet
kendt som humorist. Hans baggrund var en studentereksamen, 1934, og
derefter uafsluttede litteraturstudier ved Københavns Universitet. Fra
1941 arbejdede han i det offentlige, fra 1960 som arkivar i
Boligministeriet og fra 1972 som rationaliseringskonsulent samme sted.
Man skal nok ikke lægge for meget i
det, men det er morsomt at tænke på, at to af tidens humorister er
udklækket netop i Boligministeriet! Her arbejdede i
begyndelse af 1950’erne Finn Søeborg (Sådan er der så meget)
og ti år senere altså Benjamin Jacobsen, forfatteren til Midt
i en Klunketid.
Begge var mestre i situationskomik.
Søeborg havde tillige et samtidssatirisk sigte, mens Jacobsen opererede
i et nostalgisk univers af barnlige løjer.
Fra en underholdende bogsucces var
der i 1950’erne ikke lang vej til biograflærredet. Midt i en
klunketid blev filmatiseret i1958 af Annelise Hovmand.
Benjamin Jacobsen lagde selv stemme til filmens fortæller. På
rollelisten var en række populære skuespillere. Gunnar Lauring i
hovedrollen som den professorale familiefader. I mindre roller sås
Dirch Passer som vordende hoffotograf og Kjeld Petersen som
slangetæmmer. Titlen var strammet op til Krudt og klunker. Cineaster
har vurderet filmen nådigt. “Hittepåsom og vittig stilfarce a la
1890er-memoirer”, hedder det i Bjørn Rasmussens og Luise Roos’ Filmens
Hvem Hvad Hvor, bind 1, 1968:105.
Originaltitlen Midt i en
klunketid var for resten ikke så original endda - bare en
fiks kombination af Midt i en Jazztid (Knud
Sønderby, 1931) og Fra min Klunketid (Otto Rung,
1942). Midt i en Jazztid var i sig selv et lån fra
Midt i en Jærntid (Nexø, 1929).
Midt i en klunketid kom i mange oplag og på flere
sprog - uden klunker. På svensk blev det til Mordet på
änkeprostinnan. Glada minnen från en händelsesrik barndom, på
engelsk “Oh Sir, you’ve shot her. Recollections of a
Copenhagen Childhood”.
Mest udbredt herhjemme blev en
forøget udgave i 1972 med illustrationer af Des Asmussen. Titlen var nu
Midt i en klunketid. Erindringer fra en
begivenhedsrig barndom. Det er den udgave, jeg henviser til
i det følgende.
Forfatteren skriver i en
introduktion, at “det præger sin mand at have Kronprinsessegade som
verdens midtpunkt.” Kronprinsessegade var omkring 1890 “en gade med et
ansigt, et venligt og roligt ansigt”, som gav forfatteren en
tryghedsfølelse, som ikke mindedes at have fundet andre steder,
“hvilket måske ene skyldes, at i denne gade lå mit barndomshjem.“
Længere inde i bogen berettes der
om begivenheder, der udspiller sig i fortællerens barndom i 1888. Han
må altså være født i begyndelsen af 1880’erne. Men Benjamin Jacobsen
var som anført født i 1915.
Vi har altså at gøre med en
forfatter i 40-års alderen giver sig ud for at være mindst 75 år: “Når
jeg nu, da jeg længst har passeret støvets år, debuterer som
skønlitterær forfatter, bør man heri hverken se en prætentiøs oldings
ønske om at rundkaste sit privatliv til offentlighedens diskussion
eller et forsøg på en objektiv gyldig milieuskildring, men velvilligt
betragte disse blade som fremkommet alene ud fra ønsket om at
delagtiggøre denne nye tids mennesker i visse spredte episoder fra et
københavnsk hjem i en længst forsvunden tid.”
Den beskedne fortales floromvundne
sprog bidrager til at føre læseren bag lyset. Men hele arrangementet er
altså en fiktion. Der er tale om opdigtede erindringer eller mere
præcist: opdigtede memoirer. Teksten sigter ikke mod selverkendelse,
som det hører sig til i selvbiografier. Den orienterer læserne om en
række begivenheder i den fortællende fortid (jf. Kondrup, 1994:33).
Fælles for erindringsgenrerne
selvbiografi og memoirer er, at de bygger på en kontrakt med læserne
om, at der er identitet mellem fortæller og hovedperson - og tillige
mellem fortæller og forfatter (jf. Kondrup, 1994:27). Den stemme, der
taler, er forfatterens, og han taler om sig selv og fortæller om noget,
der er sket ham.
Opdigtede erindringer er altså en
logisk umulighed
eller et åbenbart paradoks på linje
med
Opdigtede Kendsgerninger, en spøgefuld bog udsendt i
1894 af pseudonymet
Tys-Tys. Det var journalisten og politikeren Ove Rode. Han dyrkede
opdigtede dialoger og var med til at sætte gang i en tradition for
opdigtede interview. Hvis en journalist (f.eks. Morten Sabroe)
foregiver at interviewe en politiker (f.eks. Hans Engell) uden at have
talt med ham, er der tale om brud på kontrakten mellem læseren og
avisen (jf. Jørgensen, 2010:296ff).
For forfattere af erindringsbøger
kan være forskellige grunde til at bryde kontrakten. I vor tids medier
er grundene hyppigst sensation, reklame og penge. Man kan give sig ud
for at være et menneske, der har overlevet et hårdt opvækstmiljø eller
fangenskab. Man f.eks. også give sig ud for at være en amerikansk
præsidentfrue med en eksotisk baggrund.
I begge tilfælde er der tale om
forfalskninger, som kan blive afsløret. Men indtil det sker, kan de
skaffe deres ejermænd en solid indtjening.
Når Benjamin Jacobsen bryder
kontrakten ved som 40-årig at give sig ud for at være en ældre
forfatter,
skyldes det nok mest et behov for
at lege kispus med den litterære offentlighed. Men det kan også have
mere personlige og litterære begrundelser: Forfatteren har ikke syntes,
at hans egne erindringer var værd at skrive om, og han har måske
samtidig skønnet, at episoderne ikke stod skarpt nok til at bære
igennem som noveller. Teksterne får valeur ved at være kædet sammen og
være fortalt, som om de var virkelige. Ufuldkommen kunst camoufleres
som erindringer! Det er ganske fikst fundet på.
Men læseren mærker, at det ikke er
ægte erindringer. Barndommen er skildret som en kæde af sjove
oplevelser. Ingen barndom er virkelig sådan. Erindringer uden en bund
af alvor virker utroværdige. Når der dukker en løve op i fortællerens
barndomshjem, viser den sig at være tam. En tilsendt mumie afsløres som
en attrap proppet med aviser. En ægte udstoppet hund erhvervet ude i
byen byttes på hjemvejen for et maleri. Det er sjovt, men ufarligt.
Den indledende historie om “Mordet
på enkepastorinden” sætter normerne for, hvad der kan ske og dermed for
troværdigheden.
Forfatteren fortæller, at det var
skik og brug i familien, at gæster blev hilst velkommen med et
firefoldigt hurra i entreen af hele familien, faderen, moderen, de 7
børn de to tjenestepiger. Til gæsterne regnedes også postbude. Allerede
her er vi ude på humorens overdrev. Og når vi så hører, at faderen, som
er professor i botanik, hver gang skal tromme familiemedlemmerne sammen
med en toløbet pistol, der afgiver et brag og sender en søjle af ild og
røg ud, så er vi klar over, at vi befinder os i et fiktivt univers.
En dag finder familien en besvimet
kvinde på dørmåtten. “Fire taktfaste hurraråb hilste hende”. Bedstemor
hyler af grin. “Nu har han min salighed myrdet enkepastorinde
Sartorius”. Enkepastorinden vågner, og da hun ser professoren med
pistolen i hånden, flygter hun ud af huset med faderen og to af
familiens drenge, deriblandt fortælleren, efter sig. Faderen har fat i
hendes kåbe med den ene hånd. I den anden holder han stadig pistolen,
som går af igen, hvorefter enkepastorinden dåner igen.
Handlingen nærmer sig en
stumfilmfarce, som gør al tanke om realisme latterlig. Men det er
faktisk en talefilmfarce, for en parkbetjent kommer tililende og
afleverer den umulige replik “Hvorfor skød De den pæne ældre dame”? Han
ville naturligvis aldrig sige “pæne, ældre”. Det er uvedkommende i
situationen.
Tekstens kvaliteter skal findes i
det absurde. Som da den ene af betjentene spørger drengene, hvem de er,
og fortælleren svarer: “Morderens børn”. Jacobsen er bedst i sådanne
morbide øjeblikke.
Faderen bliver taget med på
stationen, og da han vender hjem, siger han, at han for fremtiden vil
afstå fra pistolen og i stedet bruge et valdhorn.
Historierne er kvikt skrevet, og
komponeret med sans for pointering. Men de mangler forankring.
Sammenligner man med Otto Rungs Fra
min klunketid, ser man også, at den, der har levet i den
tid, han skildrer, har adgang til en større og mere konkret verden end
den, der som Benjamin Jacobsen har læst og fantaseret sig til det hele
og alligevel vil have os til at tro, at det er noget, han husker.
Otto Rung fortæller for eksempel,
at han patriarkalske far lod strø bark over kørebanens knortede
brosten, hvis nogen lå syge i familien. Det er den slags
virkelighedstræk, Benjamin Jacobsens prosa savner.
Benjamin Jacobsen ramte en guldmine
i første forsøg. Han forsøgte to gange at forlænge succesen med Midt
i en klunketid: Bedstemor går igen (1956)
og Tvillingerne (1963).
Til sidst forsøgte han at ramme sin
egen personlige tone med 21 digte (1967).
Jeg har kendt den længe,
den døde by,
men jeg ved det først nu
i denne ensomme stund,
da en dunkel erindring,
er blevet virkelighed.
Fra min barndom har jeg kendt
denne støvede gade
hvis huse er mure
som i en fængselsgård.
Disse linjer fra digtet “Den døde
by” viser, at der inde i den glade mand fandtes en alvorlig mand med
triste minder - men næppe en stor digter.
Benjamin Jacobsen: Midt i
en klunketid eller Erindringer fra en begivenhedsrig
barndom, 1955;
Midt i en klunketid. Erindringer
fra en begivenhedsrig barndom, 1972
Benjamin Jacobsen: Bedstemor
går igen (roman), 1956
Benjamin Jacobsen: Tvillingerne
(roman), 1963
Benjamin Jacobsen: 21
digte, 1967
Niels Chr. Lindtner: Vor
tids hvem skrev hvad. Danmark og udlandet 1914-1964, 1964
Otto Rung: Fra min
klunketid. en hjemlig kavalkade, 1942. Illustreret med
samtidige tegninger og fotos og med forord af Godfred Hartmann, 1985
Johnny Kondrup: Erindringens
udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi, 1994
Bjørn Rasmussen & Luise
Roos: Filmens Hvem Hvad Hvor. Danske titler og biografier.
1929-67, 1968
LiBo (Lise
Bostrup) i John Chr. Jørgensen (red.):
Dansk Forfatterleksikon, 2001
Ejgil Søholm i Den store Danske,
senest redigeret 2020
|
