En yndet forestilling om digteres erindringer er, at de er nedfældet, når forfatteren er faldet til ro i tilværelsen og har så meget overblik over de foretagne valg, at livets regnebræt kan gøres op.

Vagn Lundbye (1933-2016) hørte ikke til dem, der dyrkede en sådan forestilling om afklarede og velordnede erindringer. Barndommen, som for nogle mennesker er den stabile kerne, anså han for et flygtigt begreb. Fortiden med al dens uro og disharmoni var fuldt ud til stede i ham, da han som knap 70-årig satte sig til at skrive om sin barndom og ungdom.

Sjældent har man set et så drabeligt opgør med en forhadt faderskikkelse.

Erindring eller roman?

Vagn Lundbyes Trefoldighedsbarn (2002) må kandidere til prisen som Danmarks mærkeligste digtererindringer.

Bogen blev udgivet under betegnelsen ‘roman’, men på bagsiden står der, at “Vagn Lundbye fortæller om sin barndom og ungdom”. Det lyder som noget selvbiografisk. Beretningen handler imidlertid ikke om en Vagn, men om en Emil. Og den er fortalt i tredje person. Det trækker i retning af romanen.

Hovedpersonen er ligesom Vagn Lundbye født 22.11.33. Det er ifølge barnets islandske jordemoder den eneste dag i århundredet, hvor tallene kan fordobles på den måde. På Island kalder man et barn født på denne dag et trefoldighedsbarn og siger om det, at det er stærkt og vil leve længe. Bogens titel indeholder således både noget selvbiografisk (erindringer) og noget symbolsk (roman).

Konkret handler bogen om magtudøvelse, vold og modstand.

Magt og vold

En dreng knægtes af sin voldelige far. Det går ud over et bestemt individ, men temaet bredes ud, så det kommer til at gælde al undertrykkelse, også hvide menneskers undertrykkelse af indfødte. Denne udvidelse af temaet er typisk for en roman. Samtidig lanceres bogen som en biografisk nøgle til Vagn Lundbyes forfatterskab. Alle Emils data, fra fødselsdagen og fremefter, passer på Vagn Lundbye.

Og alligevel er det en fantastisk roman. På forsiden ser man et foto af en tigerslange. Fundet i et leksikon? Nej, taget af Vagn Lundbye.

Roman eller selvbiografi? Genren skifter alt efter, hvad øjnene falder på. Det må være en tilsigtet tvetydighed

Talende slange

Det mest fantastiske og i den forstand romanagtige træk er åbningsscenen med hovedpersonen Emils møde med en to meter lang tigerslange, som pludselig rejser hovedet mod ham. Han befinder sig i en regnskov på Tasmanien. Hans arm er fuld af rifter og sår. Han ved ikke, om slangen allerede har bidt ham. Så falder han i søvn.

Da han vågner, spørger slangen, hvordan han har det!

Emil er umiddelbart forbavset over den talende slange, men snart er han dybt inde i en samtale med den. Bevidstheden om, at han måske snart skal dø, får minderne til at vælde op ham. Han fortæller i en rablende stil om sin barndom. Det sker med brug af dialog, som om barndommen udspiller sig her og nu.

Historien er så medrivende, at læseren snart glemmer arrangementet med den talende slange. At slanger er snedige og har talegaver, ved vi i øvrigt fra Bibelens beretning om paradisets have. Tigerslangen her er uskyldig, og dens gennemgående funktion bliver at lytte til - og udfordre - Emils beretninger om barndommen. I indflettede kapitler fortæller slangen selv om, hvordan de indfødte på Tasmanien er blevet undertrykt og sluttelig udryddet af blege tilrejsende. Slangen inkarnerer det forsvundne folk og dets fortolkning af tilværelsen.

De fem verdener

Tigerslangen udveksler tanker om tilværelsens fem verdener. Der er den personlige verden, familiens verden, folkets verden, naturens verden og sammenhængens verden. Gud vil tigerslangen ikke fæste lid til. De mennesker, der tror på Gud, vil på et tidspunkt sætte sig selv i Guds sted, erklærer slangen, som viser sig at være af hunkøn. En kompleks figur!

Romanen er komponeret som en vekselsang om undertrykkelse i Danmark og frihedskamp i Tasmanien. Vægten ligger på Emils historie i Danmark. Den slutter med et arrangeret faderdrab. Ja, faktisk er der også en anden slutning, hvor faderen ligger for døden på hospitalet og kun den vanartede søn møder op. Begge slutninger kan godt være rigtige. I psykologisk og moralsk forstand er Emil skyldig, idet han planlægger og udfører drabet på faderen. Juridisk slipper han for ansvaret, fordi faderen overlevede anslaget og ikke anklagede nogen.

Belønningsprutter

Emils far er ondskabsfuld ud over alle grænser. Et af hans yndlingsredskaber er belønningsprutter. Han taber med vilje en 25 øre på gulvet og beder Emil samle den op. Idet Emil rejser hovedet fra gulvet, prutter faderen ham i hovedet og griner og siger, at det er belønningen. Emil svarer igen med at stjæle penge op af faderens lomme og lægge dem i moderens eller beholde dem selv efter et nøje udtænkt bødesystem. Han kalder dem “pruttepenge”.

Tøsesport

Faderen prøver at ramme sønnen på hans maskulinitet. Emil vil dyrke atletik, men faderen siger, at det er tøsesport og tvinger ham til at spille fodbold. Det er opdragelse gennem systematisk nedværdigelse.

Da faderens voldelighed også rammer moderen - han pisser i bogstaveligste forstand på hende - er det svært for læseren at komme frem til en anden konklusion end Emil: Faderen må fjernes.

Vil være forfatter

Faderen terroriserer familien ved ikke at betale husleje, hvor de bor. Familien tvinges til at flytte igen og igen. Da Emil skal i skole, har de forsøgt at slå rødder en halv snes steder i Århus og omegn.

En sommer i besættelsesårene bliver Emil sendt nordpå i Jylland for at holde ferie blandt nogle slægtninge. Han falder så meget til ro, at han kan fortælle at han har en drøm om at blive forfatter. Hans ideal er Morten Korch. Af Korch kan man ifølge Emil lære, at vi mennesker skal være gode ved hinanden og glade for hver dag, der går godt - og at intet er, som det ser ud til at være.

Officer og digter

Den første sommerferie efter krigens ophør er familien lejet ind i et sommerhus ved Saksild Strand. Emil har fået et job som bydreng i et marketenderi. Når han befinder sig godt, tør han udfolde sine drømme: Først vil han være officer, så digter. Manden i marketenderiet spørger, om de to erhverv kan forenes. Emil forklarer, at han godt kan lide at læse bøger, og at han kommer fra en officerfamilie. Senere forklarer en sød pige, at det er en god kombination, for digtere skal vide noget om lidelse og grusomhed.

Slutninger

Historien om Emils barndom og ungdom slutter i 1949. Emil får succes i en hovedrolle i årets skolekomedie. Han indser, at man kan gøre lykke i kunsten uden at nå den i livet - og at han er nødt til at rydde faderen af vejen.

På rammens niveau slutter romanen, hvor den begyndte, i 1997, med Emils møde med tigerslangen i Tasmanien. Emil siger, at han er kommet for at skrive om slangen og dens folk. Slangen glider bort. Emil finder tilbage til sin bil og kører fra stedet.

Man må forestille sig, at han rejser hjem og nedskriver den beretning, som det livstruende møde med tigerslangen har frigjort i ham.

Autentisk roman

Trefoldighedsbarn vakte opmærksomhed som personlig satsning. Forfatteren bekræftede villigt bogens oplysninger. I de interview, Vagn Lundbye gav ved til bogens udgivelse, måtte han især forholde sig til mødet med tigerslangen og til det planlagte fadermord. Han forklarede, at det var den livstruende situation i Tasmanien, der havde tvunget stoffet frem i ham, og formen, som han kaldte “en autentisk roman”, var opstået under kampen med stoffet:

Det var en bog, jeg aldrig, aldrig har ønsket at skrive, men som meldte sin ankomst den dag for syv år siden. Da jeg kom hjem, forsøgte jeg først at skrive bogen som en opdigtet roman over mit liv. Det ville ikke lykkes. Formen blev i stedet en autentisk roman om drengen Emil (min fars navn). (Kristeligt Dagblad, 17.8.2002).

Mens han ventede på, om han skulle leve eller dø, kom barndommen væltende ind over ham:

Det, jeg fortæller i bogen, er præcis det, jeg så passere revy i junglen. Da tigerslangen rullede sig ud og forsvandt, vidste jeg, at jeg ikke skulle skrive den bog, jeg var kommet for at samle materiale til. Jeg skulle skrive den bog, jeg aldrig har villet skrive. Det fortalte slangen mig. (Berlingske Tidende, 21.8.2002).

Den bog, han var rejst ud for at skrive, handlede om en dansker, Jørgen Jørgensen, som var med til at udrydde de indfødte. Nu skrev han især om faderens svigt.

“Jeg har ikke skrevet om det før, måske fordi jeg skammer mig, måske fordi jeg vil beskytte min mor, som er 93 år, eller måske for at beskytte mine søskende,” forklarer Lundbye til B.T. 23.8.2002. Han er ikke sikker på, at han skulle have gjort det.

Heldigvis kan han bruge slangen som syndebuk!

Efter at have skrevet Trefoldighedsbarn siger jeg til mig selv: Skulle du nu også have gjort det? Så trøster det mig, at jeg blev bedt om det. Det var den gamle, tasmanske tigerslange, som tog beslutningen. Og det gør det hele lidt lettere. At disse barndomsoplevelser nu findes i en bog, skal ikke ændre noget i mit liv. Jeg har ikke været berørt af det, og det skal det heller ikke fremover. Mine børn kan måske forstå mig bedre, og muligvis kaster det et klarere lys på mit forfatterskab.

(Weekendavisen, 23.8.2002).

Mosaik om modtagelsen

Trefoldighedsbarn var bog nr. 55 i et forfatterskab, som nød anerkendelse i offentligheden, ikke mindst for Anholt-trilogien (1978-82). Men det var samtidig et forfatterskab, som delte vandene. Det mærkede man også ved udgivelsen af Trefoldighedsbarn. Den blev anmeldt hurtigt, spektakulært - og med store udsving i vurderingerne.

Selvfed middelmådighed

For nu at begynde i den negative ende af skalaen, så var Lars Handesten nådesløs i kritikken af Vagn Lundbyes kunstneriske evner. Under overskriften “Selvfede bekendelser” skrev Handesten i Berlingske:

Vagn Lundbye beretter med selvretfærdig energi om sin onde far og opvæksten i Århus. Han bliver den hvide mands dårlige samvittighed, når han fortæller om det tasmanske folks udryddelse og viser sig alt i alt som et godt og retfærdigt menneske, men også som en middelmådig digter (22.8.2002).

Ekstra Bladets Hans Fl. Kragh fandt, at fortællerens far var vanskelig at forholde sig nuanceret til, fordi han var så gennemført et uhyre. Det øvrige i bogen havde han kun træt ironi til overs for:

Lundbyes erindringsstykker er ellers en ret kedsommelig opremsning af anekdoter og løst og fast, småt og stort fra en forholdsvis almindelig opvækst i Århus-området. Her får man måske fornemmelsen af, hvorfor Lundbye er så begejstret for Morten Korch (23.8.2002).

Både hos Handesten og Kragh fornemmede man en vis irritation over at skulle beskæftige sig med kedelig og dårlig kunst.

Karin Johansen, Kristeligt dagblad, 23.8.2002, havde svært ved at bære handlingskonstruktionen, men antog, at virkelige Lundbye-fans ville nyde romanens fadermord!

Rammen for de to fortællinger med samtalen mellem slangen og den voksne mand er tung, knagende og konstrueret, men de to enkelte fortællinger er gode, og er man i forvejen glad for Vagn Lundbye, er Trefoldighedsbarn nok en lækkerbisken med symbolske fadermord.

Ærlig, nøgen og ægte bog

De positive anmeldelser var i flertal og vejede tungere.

Jyllands-Posten kunne sammenfatte Johs. H. Christensens anmeldelse i noget, der lignede en salgstekst:

Vagn Lundbye giver en rig, klog, dybsindig beretning om mørke og gru, om et smadret barndomshjem og en udraderet kultur på den modsatte side af kloden. Romanen bør blive en solid folkelig succes. (23.8.2002)

Politikens Kim Skotte holdt tungen lige i munden og kom ud af vurderingen på en måde, som kastede nyt lys over genreproblemet: Er Trefoldighedsbarn erindring eller fiktion?

Det er en intens og sårbar historie, Lundbye fortæller. Ind imellem er det, som om dømmekraften ikke har været helt klar. Der er begivenhedsforløb, som udfylder huller i kronologien, men ikke har en klar dramatisk rolle. Et stiltræk der gør, at man i endnu højere grad læser Trefoldighedsbarn som erindringsroman snarere end fiktion. (…) Men uanset hvor grænsen går mellem erindring og fiktiv behandling, er Trefoldighedsbarn en læseoplevelse, der gang på gang efterlader én dybt berørt. (23.8.2002).

Michael Eigtved (B.T. 24.8.2002) landede også sin anmeldelse på en afbalanceret måde. Han kunne ikke godtage Trefoldighedsbarn som selvbiografi, men gerne som tolkningsnøgle til Lundbyes andre bøger:

Trefoldighedsbarn er trods det brutale tema en smuk bog, hvor den barnlige og naive - i den bedste betydning af ordet - forestillingsverden står i en klar og usentimental kontrast til de usminkede beskrivelser. Måske virker den tasmanske del lidt overflødig, for så åbenlys er parallellen til hustruvold i Århus heller ikke. Selv om det ikke er en selvbiografi, er der meget, som kan give mening til andre af Vagn Lundbyes bøger. Ikke mindst når Emil vil være digter og skrive bøger, der slår fast, at “Vi skal være gode ved hinanden. Og glade for hver dag der er gået godt. Og intet er, som det ser ud til at være.”

Lars Bukdahl gik et skridt videre i sin anmeldelse: Han mente, at romanen havde bragt ham tættere ind på livet af Vagn Lundbye:

Man undgår ikke at betragte forfatterskabet, med al dets shamanisme og firkantethed og grusomhed og (dyre)fabulering m.m.m., med nye brilleslangebriller efter endt læsning, og det er, som om det i den optik bliver både rigere og klarere, at forfatteren er blevet lidt mere Vagn (eller i hvert fald Emil) og lidt mindre tigerslange. (Weekendavisen, 23.08.2002).

AnmeIderkorpsets største Lundbye-specialist, Informations Erik Skyum-Nielsen satiriserede i sin anmeldelse mildt over Lundbyes fortænkthed, men friholdt netop Trefoldighedsbarn (23.8.2002):

Forfatterens efterhånden velkendte kortlægningsforhippethed og sammenhængspostuleringsmani fornægter sig sandelig ikke. Men hvor han i de to omgange “alvidende fortællinger« (1986 og 1999) såvel som i den store Anholt-trilogi (1978-82) benyttede sig af knirkende konstruktioner og ikke gik af vejen for knastør fortænkthed, virker Trefoldighedsbarn først og fremmest som en ærlig, nøgen og ægte bog (…)

Alle de citerede anmeldelser tilhører den første bølge. De kom på udgivelsesdagen eller kort efter. Flere fulgte, men de ændrede ikke billedet. Modtagelsen kulminerede sidst i november med en pristale.

Fejende flot forsvarstale

Trefoldighedsbarn skaffede Lundbye Det Danske Akademis Store Pris for 2002. Suzanne Brøgger holdt pristalen, en fejende flot forsvarstale, hvor den ikke fik for lidt (“på højde med Andersen Nexø”, “har selv hans modstandere måttet overgive sig”, “dansk litteraturs shaman”) og hvor pointen var, at det var den grænseoverskridende far, og ikke de primitive folkeslag eller de kloge dyr, der havde indviet ham i læren om, at ingenting er, hvad det giver sig ud for at være.

Der har i mange år hersket tvivl om Vagn Lundbye. Hans altmodische patos med ord som “omendskønt” kan drive læseren til vanvid. Man har spurgt: “Hvor brænder det egentlig på hos den mand?” Digteren har åbenbart ikke formået at omvende ret mange til at tro på hvalerne og indianerne som hans egentlige anliggende. Men med erindringsbogen Trefoldighedsbarn om fortabt loyalitet, på højde med Andersen Nexø, har selv hans modstandere måttet overgive sig. Her kom ikke bare et uforligneligt digterværk, en nøgle til forfatterskabet i øvrigt, men også et hologram, der rummer alle Lundbyes andre bøger tilsammen i et enkelt greb.
Her var ikke bare en moraliserende dinosaur fra Grønland, ædt af en hval, gift med en sæl, med fletningerne i klemme på Morten Korch. Her var en rigtig digter fra Langeland. Med reel indsigt i, hvad almuekulturens udryddelse har betydet for os menneskeligt, i hvordan skriftkulturen, der nok dokumenterer alt, samtidig har gjort os historieløse. Vagn Lundbye har gjort det vovestykke at forbinde en mindes-kultur med en skriftkultur. Og han har også fået hug for ikke at være moderne. Men han kan være hamrende ligeglad. Som kultur-revolutionær civilisations-nedbryder er han dansk litteraturs shaman. Ledetråden der samler forfatterskabet - og han har fat i den lange ende - er en underfundig og dybsindig tidsopfattelse, der øser fra kilder af glemt visdom. Vi ved nu, at Vagn Lundbye hverken blev initieret af indianerne eller eskimoerne, men af en grosserer i Jylland, af sin egen far, der indviede ham i de mest fremmedartede, frygtindgydende verdner: Og navnlig i den hemmelighed, at ingenting er, hvad det giver sig ud for at være.

Tildelingen af prisen skabte mere omtale. Trefoldighedsbarnet kom på bogmesse, lister over julegavebøger osv. I foråret 2003 fik den radioens romanpris. Med fire oplag i udgivelsesåret blev den som forudset og ønsket af Jyllands-Postens anmelder en solid succes. Senere fulgte et femte oplag og en paperback-udgave.

Litteratur

Interview

Ved Helene Moe, Kristeligt Dagblad, 17.8.2002

Ved Birgit Straarup, Berlingske. 21.8.2002

Ved Jytte Kjærgaard, B.T., 23.8.2002

Ved Henning Thøgersen, Weekendavisen, 23.8.2002

Ved Dorte Hygum Sørensen, Politiken,14.9.2002

Anmeldelser

Lars Handesten, Berlingske, 22.8.2002

Erik Skyum-Nielsen, Information, 23.8.2002

Kim Skotte, Politiken, 23.8.2002

Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten, 23.8.2002

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 23.8.2002

Hans Fl. Kragh, Ekstra Bladet, 23.8.2002

Karin Johansen, Kristeligt Dagblad, 23.8.2008

Michael Eigtved, B.T., 24.8.2008

Pristale

Suzanne Brøgger: Næsehornet. Tale ved tildelingen af Det Danske Akademis store pris 2002.(danskeakademi.dk )

Optrykt under titlen “Vagn i urskoven” i Information, 30.11.2002

Andet

Carsten Andersen: “Litterær kritik. Den gode, den onde og den grusomme”, Politiken, 29.11.2002

KiThi (Kirsten Thisted): Vagn Lundbye, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk Forfatterleksikon. Biografier, 2001:283-84, Værker 2001:9

Jimmi Michelsen: “Vagn Lundbye”, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bind 2, 2001:470-75; data smst.579-80; litteratur smst. 598-99