|
Da jeg underviste på Københavns
Universitet, boede jeg i en årrække dør om dør med instituttets svenske
lektor Gunnar Syréhn. I mellemtimerne kunne han finde på at gribe sin
guitar og afsynge en Bellman-vise. Det fremkaldte smil hele vejen ad
gangen.
Syréhn og jeg blev gode venner og
mødtes også efter pensioneringen. Gerne over en frokost på Det
kongelige Bibliotek.
Gunnar har desværre sunget sin
sidste Bellman-vise. Jeg ristede en rune over ham i Politiken 21.5.2020
(se “Sidste nyt” 16.5.20).
I sin forskning havde Gunnar Syréhn
især blikket rettet mod scenekunsten. Han udgav bøger om Wennerbergs Gluntarne,
P.O. Engqvist og Lars Forssell. Han
optrådte også meget gerne selv. Når han var på scenen, beherskede han
den fuldstændig.
Syréhn interesserede sig levende
for dansk-svenske relationer og korrigerede modigt danske fordomme om
svenskerne. Teorien om “forbuds-Sverige” var for ham at se en
boomerang. Danskernes liv er langt mere reguleret end svenskernes. Men
vi har åbenbart et behov for at sortmale vores naboer. Se videre i
antologien Hvad er så danskhed? 2005.
Syréhn udnyttede sine praktiske
erfaringer i forskningen. Hans liv som svensker i Danmark gjorde det
naturligt for ham at gøre studier i forfatterskaber, der skrævede over
den dansk-svenske kulturkløft. I sine sidste år kortlagde han
relationerne mellem Hjalmar Söderberg og Danmark. Arbejdet resulterede
i bogværket Den landsflyktige stockholmaren. Hjalmar
Söderberg och Danmark (Gidlunds förlag, 336 s., 2018).
Söderberg var en central skikkelse
i det moderne gennembruds svenske litteratur. Han kan -
litteraturhistorisk og kvalitativt - sammenlignes med J.P. Jacobsen og
Herman Bang i Danmark. Söderberg var en beundrer af det moderne
gennembruds store kritiker, Georg Brandes, som også værdsatte Söderberg.
Hjalmar Söderbergs romaner blev
hurtigt oversat til dansk. Doktor Glas - om retten
til at tage livet af skadelige individer - fra 1905 kom på dansk
i 1909 (med samme titel). Oversætteren var Poul Damkier, en af Hjalmar
Söderberg få danske venner.
Söderbergs bedste bøger indtager
klassikerstatus. Romanerne læses og fortolkes stadig.
Martin Bircks Ungdom - en selvbiografisk roman om
tilblivelsen af en ensom fritænker - fra 1901 blev oversat til dansk
(samme titel) af Frank Jæger i 1976.
Den allvarsamma leken fra 1912 blev oversat af Paul
Damkier og bragt som føljeton i Politiken i 1914
under titlen Den alvorlige leg. Romanen om
ungdomskærligheden som skæbne er blevet filmatiseret flere gange,
senest 2016 af Pernille August under titlen “Den alvorsfulde leg”.
Bedst kendt i Danmark er Carl Th.
Dreyers filmatisering fra 1964 af skuespillet Gertrud fra
1906. Dette Ibsen’ske drama om en kvinde mellem tre mænd fik ringe
succes, da det i Peter Nansens danske oversættelse blev uropført i
1907. Dreyers filmatisering blev kritiseret for at være holdt i en
“uhyre stiliseret teatralsk stil” (Dan Nissen i Kosmorama,
220, 1997:155). Men Brandes anså det for et af de ypperste nordiske
skuespil.
En sætning fra Gertrud
er blevet læst som Söderbergs trosbekendelse: “Jag tror på köttets lust
och på själens obotliga ensamhet”. Det er desillusionens evangelium.
Söderberg brød sig ikke om at blive
naglet til sætningen. Men han havde selv givet den status ved at løfte
den ud som motto for skuespillet.
Da han døde, ville hans enke have
den strøget i den trykte udgave. Men hans søn af første ægteskab stod
som udgiver og fastholdt formuleringen, som også er blevet et bevinget
ord på dansk: “Jeg tror på kødets lyst og på sjælens ubodelige
ensomhed.”
Da jeg ville undersøge, hvordan
Syréhns bog var blevet modtaget i Danmark, opdagede jeg til min
forbløffelse, at den overhovedet ikke var blevet modtaget! Ingen avis
havde anmeldt den - eller bare nævnt den. Ret mig, hvis jeg tager fejl.
Hvad værre er: Intet bibliotek ejer
den! Den er ikke registreret på bibliotek.dk - den findes end ikke på Det
kongelige Bibliotek, som på grund af loven om pligtaflevering plejer at
have alt. Men Syréhns bog er udgivet på et svensk forlag. Den findes på
Kungliga Biblioteket i Stockholm, men det er jo lidt langt væk.
Bogen
kan købes over nettet, men først skal man jo vide, at den
findes!
For at gøre en lang indledning
kort, så har jeg besluttet at vise min gamle kollega og ven Gunnar
Syréhn den respekt at præsentere hans bog om
Hjalmar Söderberg for et dansk læsepublikum. Dette er altså ikke en
anmeldelse, ikke en kritik, for så vidt heller ikke en anbefaling. Det
er en præsentation, som læseren selv må tage bestik af.
Ud over de allerede nævnte
litterære grunde til, at Söderberg er interessant for danske læsere, er
der også en biografisk: Söderberg blev dansk gift og boede en årrække i
København. Hans datter Betty blev gift med litteraturhistorikeren Hakon
Stangerup. Og på den måde blev Hjalmar Söderberg morfar til forfatterne
Helle Stangerup og Henrik Stangerup.
Hjalmar Söderberg, født 2.7.1869,
gift og bosat i Stockholm, holdt sommerferie i 1907 på egen hånd i
Skåne. Der var knas på tråden mellem ham og hustruen Märta. På det
skånske badested Mölle faldt han for en yngre dansk kvinde, den
32-årige Emilie Voss. Hun kom fra København, hvor hun arbejdede som
kontorassistent i administrationen af sporvejene.
I de efterfølgende ti år opholdt
Söderberg sig i København eller på et dansk badested om sommeren med
Emilie og i Stockholm i vinterhalvåret. I 1917 fik han omsider
skilsmisse fra Märta og flyttede sammen med Emilie i København.
Hidtil havde han boet på en række
adresser i byen, men nu faldt han og Emilie til ro i først Allégade 15
A og senere i Nørre Farimagsgade 1 ved Ørstedsparken. I februar 1941
flyttede de en sidste gang til Østersøgade 96 ud for Fugleøen, samme
ejendom som Betty og Hakon Stangerup boede i. Hjalmar Söderberg havde
haft et hjerteinfarkt i 1939. Han døde på Kommunehospitalet den 14.
oktober 1941. Han ligger begravet på Vestre Kirkegård, afdeling 8,
række 29, nr. 87/88.
Gunnar Syréhn gennemgår omhyggeligt
alle disse adresser på vejen til det egentlige, som er at vise, hvilken
betydning Danmark og dansk kultur har haft for Söderbergs liv og
forfatterskab.
Giftermålet med Emilie og
overflytningen til Danmark var ikke afgørende for Söderberg danske
dannelse. Han var indlæst i dansk litteratur før da, både i klassikerne
Holberg og H.C. Andersen og i de moderne: J.P. Jacobsen og Herman Bang.
Syréhn påviser, hvordan
indflydelsen fra H.C. Andersen gennemtrænger Söderbergs forfatterskab
både på det stilistiske og det idémæssige plan.
J.P. Jacobsen, og specielt hans
roman Niels Lyhne var genstand for Söderbergs
ungdommelige beundring. Han udbreder sig om den i vennebreve. Han
skriver, at han har læst den 5-6 gange.
Herman Bang lærer han
impressionistisk stilkunst af. Også de stille eksistenser inspirerer
ham.
I 1890’erne fungerede Søderberg som
kritiker, bl.a. på Svenska Dagbladet, så man
behøver ikke at sidde og gætte på, hvad han mener om danske forfattere,
som udkom i denne periode. Han karakteriserer Pontoppidans stil som
“fornemt enkel” og Lykke-Pers udvikling som “en slags livsrejse i
ensomhed.”
Efter århundredskiftet aftager
Söderbergs interesse for skønlitteraturen. Han drejer sit eget
forfatterskab i religionshistorisk, kristendomskritisk og politisk
retning. Han tænder ikke på tidens moderne danske forfattere. Johannes
V. Jensen sagde ham ikke meget. Jensens Madame D’Ora omtaler
han i et brev som “En förskräcklig rövarroman”.
Kaj Munk og Martin Andersen Nexø
angriber han som repræsentanter for henholdsvis nazismen og
kommunismen. Hans aversion mod diktatorer gjorde det næsten umuligt for
ham at se litterære kvaliteter hos forfattere, der havde udtrykt
sympati for totalitære stater. Kulturradikalismen med dens anti-
borgerlighed kunne han heller ikke tilslutte sig. Heller ikke dens
pacifisme. Han var en borgerlig antinazist, tro mod sine egne idealer.
Hjalmar Söderberg forudså den tyske
besættelse af Danmark. Han gik rundt med en skarpsleben barberkniv i
lommen for selv at kunne afgøre sin skæbne, hvis tyskerne kom efter ham
personligt. Der blev ikke brug for kniven.
Syréhns pointe med bogens titel er,
at Söderberg aldrig blev dansker. Han forblev svensk og blev ved med at
tale som en stockholmer. Han var flygtet fra en ægteskabelig skandale.
Han forlod kone og tre børn. Det tog ham ti år at blive skilt og lige
så lang tid at få fortalt sin svenske familie, at han var far til en
pige i København.
Hjalmar Söderberg blev aldrig
integreret i det danske kulturliv. Han nærmede sig ærbødigt Brandes og
blev hyldet af denne ved en fest i anledning af 50-årsdagen i 1919. Han
stiftede bekendtskaber, bl.a. med Chr. Rimestad og Otto Rung, som han
boede i hus med i Allégade. Hans venskaber var strategiske og
instrumentelle. Det var folk, som skulle oversætte hans bøger, eller
som han selv skulle oversætte: Otto Benzon, Peter Nansen, Poul Damkier.
Listen er ikke lang. Dem, han kendte, levede ikke længe. Peter Nansen
døde i 1918. Georg Brandes og Otto Benzon i 1927.
Söderberg kom ikke ind på livet af
danskerne og ønskede det måske ikke. Han forblev meget kendt og
samtidig ukendt i den danske offentlighed. Tom Kristensen opsøgte ham
for at interviewe ham til Politiken 29.7.1933.
Artiklen begynder sådan:
Hvem kender ikke Romanerne Doktor
Glas, Martin Bircks Ungdom og Hjertats Oro, og hvem kender ikke den
stolte Trosbekendelse, som deres Forfatter, Svenskeren Hjalmar
Söderberg har gjort til sin: “Jeg tror på Kødets Lyst og Sjælens
ubodelige Ensomhed”? Meget faa tænker over, at denne store Digter er
den mest københavnske af alle Svenskere. Aldrig fejres hans runde Aar
(det, Tom Kristensen mener, er formentlig, at Söderberg ikke står på de
danske avisers fødselsdagslister, jcj). Ingen Københavner ved rigtigt,
hvorledes denne elegante og “kyniske” Forfatter er personlig.
Men
nu har han boet i København i femten Aar, og saa er der rund Anledning
nok til at opsøge ham.
Det efterfølgende interview er en
grandios spøg. Söderberg viser nogle objekter frem og antyder en indre
sammenhæng. Et par af dem illustrerer artiklen: Det er billeder af
Herman Bang og skuespillerinden Eleonora Duse. Söderberg lægger dem ved
siden af hinanden. “Kan De se, det samme Sind”, siger han. Tom
Kristensen er mystificeret og fascineret. Så han opgiver at spørge til
fascisme og kommunisme, og lader Söderberg bære bøger og citater frem.
Til sidst siger Söderberg, at nu kan Tom Kristensen selv færdigdigte
interviewet! Men Tom Kristensen svarer, at han hellere vil være
videnskabsmand - dvs. lade teksten stå, som den er. Undervejs i dette
finurlige interview har han allerede tegnet et portræt af Söderberg ved
at trække to personer ud af hans seneste roman. En korrekt klædt
antikvarboghandler og en kynisk løjtnant. Begge er Söderberg, siger han
og hengiver sig til den svenske digtersfinx’ luner.
Hvis det var mig forundt at spise
endnu en frokost med Gunnar Syréhn, så ville jeg drille ham med, at han
tager dette interview gravalvorligt og undskylder dets mangler. Ikke et
sekund overvejer han, om interviewet kunne være udtryk for løssluppen
humor. Politiken-humor? Dansk humor? Svensk?
Svensk-dansk?
Syréhn kunne også have søgt videre
i Tom Kristensens produktion og fundet optrykket af en senere
portrætartikel om Söderberg (Politiken, 7.6.1939).
Tom Kristensen fortæller med henvisning til netop dette interview, at
Söderberg “er saa sky, at han næsten ikke er til at fange i et
interview” (Mellem Krigene, 1946:180 og 368).
Tom Kristensen har altså
registreret denne skyhed og valgt at lade interviewofferet spille sin
rolle helt ud, så teksten bliver et stykke vanvittigt teater.
Dette var en præsentation af Gunnar
Syréhn: Den landsflyktige stockholmaren. Hjalmar Söderberg
och Danmark (Gidlunds förlag, 336 s., 2018). ISBN13
9789178449996. Indholdsbeskrivelse:
Syréhn har disponeret bogen sådan, at den efter nogle indledende
metodiske overvejelser kortlægger Söderbergs mange bopæle i København.
Dernæst skildres hans nye danske familie, Stangerup, og i et tredje
kapitel hans danske venner og bekendte. Kapitel 4-6 behandler
relationen til tre klassikere: Holberg, Andersen og Kierkegaard. Kap.
7-8 behandler de store forbilleder J.P. Jacobsen og Bang. I kapitel
9-11 fortælles der om den samtidige danske litteratur (Henrik
Pontoppidan m.fl.), om Georg Brandes og om diktaturets store danskere,
Martin Andersen Nexø og Kaj Munk. I kapitel 12-14 behandles overgangen
til det religionshistoriske og politiske forfatterskab, og endelig
foretages en diskussion og sammenfatning i kapitel 15. Bogen er
forsynet med noter, litteraturhenvisninger og et personregister. Den er
illustreret og indbundet. Helt foran i bogen finder man et resumé på
engelsk. Det er en klassisk akademisk afhandling. De centrale kapitler
(4-14) har nærmest karakter af opslag i et personligt skrevet leksikon.
Fremstillingen er holdt i et klart svensk sprog, af sværhedsgrad som en
kronik i et dagblad.
|
