|
Uden paa den Urne, som skal
opbevare mit Ligs Aske skal staa skrevet, foruden Navnet, Bertha Amalie
Alver Skram, ligeledes: Dansk Borger, dansk Undersaat og dansk
Forfatter.
Sådan skrev Amalie Skram i et
testamentarisk notat fem år, før hun døde. Ved bisættelsen var salen dekoreret med et norsk flag, som skulle
erindre om, hvor hun kom fra.
Hvis ikke andet havde gjort det, så
havde sproget:
“Jeg kan jo dog aldrig komme
til at skrive dansk, vil det heller ikke for alt i
verden”, skrev hun til en dansk forlægger, som ville rense
ud i hendes norske vendinger. Hun ville ikke have “trænger” rettet til
“trænger til”.
I øvrigt var hendes norske fuldt
forståeligt for danske læsere. Bortset fra, når hun lod Hellemyrsfolket
tale dialekt.
Forlæggere og udgivere i Danmark og
Norge har trukket i sprogdragten fra hver sin side for at gøre Skram
acceptabel. Men udgangspunktet var aldrig “rent norsk” eller “rent
dansk”. Og sproget var ikke alt, når nationaliteten skulle bestemmes.
I en moderne globaliseret verden
håndterer vi langt mere komplicerede nationalitetsforhold end Amalie
Skrams norskdanskhed.
Amalie Skram (1846-1905) var født
og opvokset i Bergen, hvor hun også begyndte at skrive. Men det var
først efter giftermålet i 1884 med den danske forfatter Erik Skram og
nedflytningen til Danmark, at hendes forfatterskab for alvor tog fart,
i første omgang med Constance Ring (1885), Lucie, (1888), Fru
Ines (1891), alle ægteskabsromaner med den kvindelige part
som den lidende. I romankvartettens fjerde værk, Forraadt (1892),
flyttes søgelyset efterhånden over på de lidelser, som også ægtemanden
må gennemgå.
Ved handlingens begyndelse,
bryllupsfesten for den purunge Aurora, kaldet Ory, og kaptajn Riber,
som er omkring de 30, tænker man, at det er hende, der er blevet
forrådt ved at være holdt uvidende om voksne menneskers seksualliv. Men
et par måneder inde i det ulyksalige ægteskab forstår man, at også
ægtemanden har grund til at føle sig forrådt. Ory beder ham om at være
ærlig og fortælle om sine erfaringer med de kvinder, han har kendt før
ægteskabet. Han tror, at ærligheden vil bringe ham nærmere ind på livet
af Ory, men hun bruger hans beretning til at opbygge en afsky for ham.
Hun lægger en psykologisk fælde, som næsten kun kan føre til ulykke.
Handlingen udspiller sig over
måneder på kaptajn Ribers skib på rejse til først England derefter over
Atlanten til Floridabugten, hvor de ligger stille i en ulidelig varme.
Det at ægteskabskonflikten er henlagt til et skib på havet gør den kun
mere pinagtig på en klaustrofobisk måde.
Romanen er så god, grum og
gribende, at jeg ikke vil tage spændingen ud af den for nye læsere. ved
at fortælle, hvordan den ender. Forraadt er en ægte
klassiker: Den føles ny, når man læser den her 130 år efter udgivelsen.
Der er en særlig anledning til, at
jeg tager den op her. Forraadt er netop udkommet i
forbilledlig klassiker-udgave fra Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab (DSL) i samarbejde med Gyldendal.
Udgaven har Janet Garton, en
velanskrevet britisk Amalie Skram-ekspert, som redaktør. Hun har
forsynet romanen med et kyndigt efterskrift om Amalie Skrams liv og tid.
Der lå bitter erfaring bag Forraadt.
Amalie var kun 17 år, da hun giftede sig
med en skibskaptajn og drog ud i verden med ham vildt oprevet af, hvad
hun havde oplevet på bryllupsnatten.
Oplevelsen martrede hende langt ind
i hendes andet ægteskab, det med Erik Skram. Her var det især jalousien
rettet mod ægtefællens tidligere elskerinder, hun led under. Det at de
to køn kom ind i ægteskabet med forskellig erfaringsbaggrund var ifølge
Amalie Skram fatalt.
Forraadt blev til på et tidspunkt, hvor
kønsmoralen og ægteskabet var til diskussion i de nordiske lande, i den
såkaldte sædelighedsfejde, hvor man diskuterede, om mænd ligesom
kvinder burde være sexuelt afholdende før ægteskabet, eller om
kvinderne burde have mulighed for at gøre sexuelle erfaringer ligesom
mændene. Udgangspunktet var en uretfærdighed i kønnenes position.
Meget har ændret sig siden da. Vi
har fået ligestilling, seksualoplysning osv. Kvinder i vor kulturkreds
forventes ikke mere at komme ind i ægteskabet uden sexuelle erfaringer.
Men zoomer man ind på konkrete miljøer, vil man stadig kunne se
forskelle i opdragelsesmønstrene og forventningerne. Jo mere der vogtes
over pigernes adfærd, des større er risikoen for, at det ægteskabelige
samliv begynder med en negativ oplevelse.
Den centrale konflikt i Forraadt
er ikke så fjern fortid, som man
almindeligvis tror. Og de andre motiver, som knytter sig til
konflikten, jalousien og den psykologiske manipulation, lader sig næppe
begrænse af tid og kultur. Der vil formentlig altid være kvinder og
mænd, der er jaloux på deres partneres tidligere kærester, ligesom der
blandt disse vil blive gjort forsøg på at lokke partneren til at udtale
sig ærligt og detaljeret om tidligere forhold, hvad enten det sker i
selvpinerisk øjemed eller for opbygge stadig mere had.
I den nyere Skram-forskning, som
Janet Garton også gør rede for, skærper man de psykologiske redskaber i
forsøget på at diagnosticere Orys misere.
Kontrakten mellem Ory og kaptajnen
går ud på, at hun vil elske ham, hvis hun får alt at vide, men hans
bekendelser fører til, at hun ikke kan elske ham, denne kontrakt er en
såkaldt dobbeltbinding. Ory er både en engel og et
monster, en protest mod det konventionelle kvindebillede, mener Irene
Engelstad.
En anden forsker, Unni Langås,
mener, at Orys uudviklede sexualitet bliver til en perversion,
der udvikler sig til en sadomasochistisk besættelse.
En tredje forsker, Christine Hamm,
analyserer Orys forsøg på at få kaptajnen til at krænge ud som en form
for kannibalisme!
Hvis Forraadt var
et svagt kunstværk, ville sådanne diagnosticeringer virke som klamme
overgreb, men romanen er stærk. Den har klassikerens overlevelsesevner.
Den tåler brugen af skarpe redskaber.
Det er i øvrigt næsten udelukkende
kvinder, der fører kniven, og operationerne foregår i Norge. Uanset
hvor meget Amalie Skram - på et tidspunkt - ønskede at blive opfattet
som en dansk forfatter, så var det nordmændene, der tog hende til sig.
Hun er på pensumlisterne i de norske skoler, og hun betragtes som
foregangsskikkelse for vor tids kvindelitteratur i Norge.
Men der føres også bredere
diskussioner om forfatterskabet, f.eks. om afvejningen af
forfatterskabets værkgrupper i forhold til hinanden:
ægteskabsromanerne, hvortil Forraadt altså hører,
de selvbiografiske psykiatri-kritiske romaner Professor
Hieronimus og På Sct. Jørgen (1895) og
slægtsromanen i fire bind Hellemyrsfolket (1887-98). Sidstnævnte
betragtes vist af de fleste som hovedværket. Men hele forfatterskabet
befinder sig på et højt niveau.
Forraadt blev hurtigt oversat til tysk (Verraten,
1897). Men der skulle gå mere end hundrede år, før
den udkom på engelsk (Betrayed, 1986 og 2018). De
engelsk-talende lande har stadig en ordentlig Amalie Skram-bølge til
gode.
At udforskningen af Forraadt
er drevet frem af interessen for kvinders
litteratur, betyder ikke, at romanen har manglet anerkendelse fra
mandlige kritikere.
Det moderne gennembruds
betydeligste kritikere
hilste Amalie Skrams bøger
velkommen.
Georg Brandes patroniserede hende,
og hun underkastede sig villigt. I offentligheden gav han hende først
fuldt honnør i nekrologen. Pil Dahlerup har afdækket mønsteret i Det
moderne gennembruds kvinder.
Edvard Brandes var Amalie Skams
mest frekvente anmelder. Om Forraadt skrev han i
sin anmeldelse i Politiken 10.5.1892, at Amalie
Skram aldrig havde nået højere i sit forfatterskab end med skildringen
af forholdet mellem Ory og kaptajn Riber. Han læste romanen som en
moderne version af myten om Amor og Psyche, hvor kvindens nysgerrighed
efter at lære alt at kende om manden bliver en moderne inkvisition.
I anmeldelsen, som stod trykt på
Politikens forside, erklærer Edvard Brandes, at han beundrer den
kunstneriske alvor, hvormed Skram fordyber sig i sit stof. Han
fremhæver også hendes kunstneriske greb om stoffet, herunder hendes
evne til at forme episoder, der huskes som scener i et skuespil.
Der står ikke spor om Norge eller
kvindelitteratur i den anmeldelse. Det er ren litterær anerkendelse.
Relationen mellem Amalie Skram og
Herman Bang udviklede sig til et varmt venskab. Den første kontakt var
et beundrerbrev fra Bang. Året var 1886. Han havde læst en hendes
novelle “Knud Tandberg" og følte trang til at meddele hende, at
“Sikkerheden i Fremstillingen, Utvungenheden, Finheden i mangen
Iagttagelse” havde beredt ham megen glæde.
I de følgende år anmeldte Bang med
entusiasme Skrams bøger, når han fik mulighed for det. Han betragtede
hende som et mandligt talent. “Hun er af
uforfærdet Mod og hun griber om Stoffet med den stærkeste Haand”, skrev
han i et portræt i Tilskueren 1888.
I sin anmeldelse af Forraadt
i Bergens Tidende 20.5.1892 gav Bang udtryk for
skuffelse over, at Amalie Skram havde overgivet sig til tidens
mysticisme i skildringen af slimet gespenst i kaptajnens
hallucinationer. Amalie Skram tilretteviser Bang i et modindlæg, hvor
hun forklarer, at spøgelser kan optræde i romanpersoners drømme uden at
dette gør forfatteren till mystiker.
En af de moderne fortolkere læser
det slimede gespenst som et fortrængt onani-ønske!
Tør man fæste lid til udgiveren, er
denne fortolker ikke så langt ude på overdrevet, som man umiddelbart
skulle tro. Janet Garton citerer kaptajnens beskrivelse af det væsen,
han har set:
Noget mørkt, vaadt, slimet, som
pludselig kommer midt paa lyse Dagen. Farven ligner Skindet af en
Sælhund, men Faconen er hverken noget Dyrs eller noget Menneskes.
Benene er ikke mere end et Kvarter høje, og Fødderne er runde Klumper.
Kroppen er bred som en fyldt Sæk og saa er der et Hode som luder, med
døde, smalle Øjne og en stor fremstaaende Hage. Nogen Mund ser jeg
ikke, men en lang. sørgmodig Næse.
Synet viser sig igen lidt senere,
og kaptajnen taler til det, som om det var levende: “Jeg og Du vi er
ét”. Janet Garton
konkluderer, at det ikke er tilfældigt væsenet ligner en fallos;
den er den del af ham, som bliver undertrykt og hævner sig ved at blive
livsfornægtende.
Det er en oplagt fortolkning, men
samtidig skuffende, fordi pengene synes at passe lidt for godt. Måske
havde Herman Bang ret, da han kritiserede Skram for disse
‘symbolistiske’ passager. I de fortolkede versioner virker de
banaliserende.
Hvor skarpsindige disse analyser
kan virke én for én, så udgør de som samlet tendens en fare for en
reduktion af fortællekunst til fagpsykologi.
At psykologisk dybde kan være en
litterær kvalitet, er uomtvisteligt. Men der skal mere til, hvis værket
skal overleve og blive en klassiker. Litterært håndværk for eksempel.
Amalie Skram: Forraadt. Tekstudgivelse,
efterskrift og noter ved Janet Garton. Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab, 2021
Pil Dahlerup: Det moderne
gennembruds kvinder. Gyldendal, 1983
Janet Garton (red.): Amalie
Skram. Brevveksling
med andre nordiske forfattere, C.A. Reitzel, 2005
Torill Steinfeld: “Dansk eller
norsk, kvinnelig eller mannlig? Mottakelsen av Amalie Skrams
forfatterskap i samtidens Danmark”, s. 183-207 i: Sigurd A. Aarnes
(red.): “Laserne”. Studier i den dansk-norske
felleslitteratur efter 1914, Aschehoug, Oslo, 1994.
John Chr. Jørgensen: Landet
vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere, Kvinder
skriver, 2021.
Det er en trøst for alle os
almindelige forfattere og udgivere, at heller ikke Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab bakket op af forlaget Gyldendal er i stand til at
producere fejlfrie bøger. På bagsiden af selskabets nye videnskabelige
udgave af Forraadt citeres der med store bogstaver
fra Edvard Brandes’ anmeldelse af Skrams roman i Politiken,10.
maj 1982. Det sidste årstal skal selvfølgelig være 1882.
|
