Først lagt op 06-02-2022; senest opdateret 07-02-2022 20:42

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Hvem skriver man for?. 1

Forhindringer og gevinster 1

Preben Hansen, journalistisk fortæller 1

Ib Bondebjerg, videnskabelig fortæller 1

Temaer i Bredsdorffs montage. 1

Formelle krav til erindringsgenren. 1

Billeder af mødre. 1

Empati med moderen. 1

Linjen fra moderen. 1

Om at ryste moderen af sig. 1

Litteratur 1

 

 

Aage Marcus redigerede midt i tresserne to bind med “Levnedsbøger” i udgivelsesrækken “Gyldendals Bibliotek”. I sit efterskrift til “Danske levnedsbøger. Anden Del” (1965) forsøgte Marcus at forklare, hvorfor de udvalgte levnedsskrivere næsten alle var skønlitterære forfattere:

 

Det gælder om næsten alle levnedsbøger - som de kaldes til forskel fra biografier skrevet af andre - at skildringen af barndommen og ungdomsårene er langt de mest livfulde afsnit.

 

Marcus medgiver, at politikere og andre også har skrevet gode selvbiografier. “Men det er nu engang digterne og forfatterne, der fortæller bedst.”

 

Marcus flotter sig ikke med argumenter, men derfor kan han jo godt have ret.

 

Hvilken politiker eller fagmand kan skabe noget, der kommer i nærheden af M.A. Goldschmidts erindringsbillede af moderen:

 

Værelset var blevet besynderlig mørkt, fordi de to Lys vare hensatte på Konsollen foran Spejlet; der stod Moder i Lys og Herlighed, og saa blev Værelset igjen mørkt, som om det var hende, der tog Lyset med sig, da hun gik fra Spejlet og mine Øjne fulgte hende, mens hun fjernede sig med Fader. Det er min tidligste Erindring; i dette Billede seer jeg for første Gang mig selv. (Marcus 1965, 1:7).

 

Man lægger mærke til, at erindringen er et billede, som den erindrende selv optræder på.

 

 

Hvem skriver man for?

 

Det er lettere for en forfatter end for en fagmand (læge, jurist etc.) at finde et sprog at skrive erindringer i. Forfatteren er vant til at skrive for alle.

 

Hvem skriver fagmanden erindringer for? Sig selv? Kollegerne? Familien? Vennerne? Hvis man sigter mod den brede offentlighed, må det være, fordi man har indtaget en betydningsfuld post, eller fordi man har noget alment interessant at meddele.

 

Under alle omstændigheder må man træffe beslutning om, hvordan man skal fortælle om sit liv. Skal det være kronologisk og faktuelt meddelende eller litterært arrangeret i scener?

 

Alene stoffets omfang gør det nødvendigt at finde et organiserende princip. Hvad og hvem skal med? Meget erindringsskriveri er gået i stå, fordi forfatteren druknede i detaljer.

 

Spørgsmål af holdningsmæssig og etisk karakter trænger sig på: Hvor selvoptaget kan man tillade sig at være? I hvilket omfang kan man tillade sig at inddrage andre mennesker (kærester, ægtefæller etc.) i fremstillingen uden deres samtykke? Den rutinerede skønlitterære forfatter har tidligere i forfatterskabet måttet tage stilling til disse spørgsmål.

 

 

Forhindringer og gevinster

 

Der er nok af spørgsmål, som kan tage modet fra levnedsskribenten, men gevinsterne ved at skrive kan være så store, at man overvinder forhindringerne. Erindringerne kan opfylde behovet for at gøre status, at søge et mønster i det, man har udrettet, og at fastholde glæden ved store oplevelser og vigtige bekendtskaber. Men som det vil fremgå af slutningen på denne artikel, kan erindringerne også rive op i gamle sår.

 

For nogle er selve erindringsarbejdet så vigtigt, at publiceringen udsættes og måske helt opgives. For andre er det en væsentlig motivering at tegne et selvbillede og markere en position i offentligheden.

 

Jeg har haft lejlighed til at studere tilblivelsen af nogle selvbiografier skrevet af kolleger og venner, og jeg kan bevidne, at det er en genre, som sætter forfatterne på alvorligt arbejde både med research, sortering og formulering.

 

 

Preben Hansen, journalistisk fortæller

 

Helt tæt kom jeg på journalisten og diplomaten Preben Hansen (1925-2015), da han skrev trilogien Enghavevej, Farimagsgade, Østasiatisk Plads (2009, 2013, 2016). Titlerne henviser til hhv. barndommen på Vesterbro, den journalistiske arbejdsplads på “Social-Demokraten” og ansættelser i Udenrigsministeriet.

 

 

I optakten til Enghavevej har Preben Hansen to begyndelser. Den ene er essayistisk og placeret som “Forord”:

 

En af de sange, som er forsvundet fra de seneste udgaver af Arbejdersangbogen, holder jeg meget af.” Sangen er “Hver har sit”. Den er skrevet efter arbejderbevægelsens devise “Gør din pligt og kræv din ret.”

 

Netop den holdning prægede det arbejdermiljø, Preben Hansen voksede op i, fortæller han.

 

Den anden begyndelse er fortællerens fødsel afleveret i telegramstil i kapitlet “Enebarn - de facto”:

 

Enghavevej 28 B, 4. sal tv. København V, den første april 1925, vistnok klokken ca. halvseks om morgenen.

 

Preben Hansens åbningsvarianter er med deres kvikke konkretiseringer typiske for en journalistisk fortæller.

 

 

Ib Bondebjerg, videnskabelig fortæller

 

På en lignende måde er Ib Bondebjergs tredobbelte åbning til Mimoser i januar. Erindring og historie (2021) karakteristisk for en videnskabsmand og pædagog.

 

 

Først identificerer han sig over for publikum og annoncerer temaet:

 

Da jeg holdt min afskedsforelæsning som professor i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet den 23.10.2015, sagde jeg: “En eller anden har engang sagt, at jo ældre man bliver, jo mere begynder man at interessere sig for historie. (“Forord”)

 

Dernæst fastlægger han sine begreber og stiller straks skarpt på erindringsbegrebet:

 

Erindringen er visuel, scenisk, narrativ og ofte meget konkret (kapitel 1. “Erindring og historie”).

 

Da han kommer til det første menneske i Bondebjerg-slægten, slår han om i naturalistisk fortællerstil med dækket indre monolog:

 

Det var bidende koldt. Niels var så træt, at han næsten ikke kunne holde sig oprejst - og der var stadig langt hjem. (kapitel 2. “Snedriven”)

 

Den litterære pastiche skal vise, hvordan Ib Bondebjerg (f. 1947) forestiller sig, at den første i hans slægt, Niels Rasmussen, med tilnavnet Bondebjerg, endte sine dage i 1835. I disse tilbageblik skifter Bondebjerg spor fra erindring til slægtshistorie (jf. undertitlen “Erindring og historie”).

 

Ib Bondebjergs bog giver hovedtrækkene af en forskerkarriere, men det bemærkelsesværdige er, at den nok så meget handler om forskeren som menneske og familiefader. Titlen refererer til en buket mimoser, fortælleren som ung møder op med foran den udkårnes dør.

 

 

Temaer i Bredsdorffs montage

 

Thomas Bredsdorffs fremstillingsmetode ligner i udgangspunktet den journalistiske, som vi så hos Preben Hansen, men den er både mere reflekteret og mere litterær.

 

 

I erindringsbogen Gør hvad du vil - men sig hvad det er skyder han nogle oplevelser af glemsomhed frem i en essayistisk eksposition: en midlertidig tabt kuffert, et forfatternavn glemt ved en forelæsning, flere episoder, som antyder, at det kan være sidste udkald for erindringer. Han har opdaget, at han ikke kan tvinge hukommelsen til at arbejde. Erindringerne kommer stykvis. “Er det sådan vi husker i tableauer og brudstykker? Og er alt det øvrige efterrationaliseringer vi fylder i mellemrummene?” spørger Bredsdorff.

 

Rammen om overvejelserne er en forelæsningsrejse til Schweiz, som var hans mors hjemland. Herefter følger et kapitel (“Düsch”) om moderen.

 

Mit modersmål er dansk, men min moders mål var tysk. Hun ville uden tvivl gerne have lært os børn sit sprog mens vi voksede op, men tid og sted gjorde det umuligt.

 

Som det ses, er sætningerne et resultat af et bevidst sprogarbejde. Først to parallelle sætninger, der leger med betydningen af “modersmål”, og derefter en sætning, der kalder på en forklaring. Der bygges spændinger op i teksten. Efterhånden som forventningerne indfries, introduceres nye spændinger. Teksten har en tæt tekstur. Bredsdorff

har lært koncentration af lyrikken, pausering af dramatikken og litteraturkritisk skrivekunst af Torben Brostrøm (jf. Skær fedtet væk”. Thomas Bredsdorff, Dansk sagprosa, 2019),

 

Bogens overordnede struktur er montagen. Gør hvad du vil, men sig hvad det er præsenterer en række temaer i Thomas Bredsdorffs liv. Arbejdspladser, institutioner,  udlandsophold, aktiviteter, personer osv.

 

Efter kapitlet om moderen følger et, der hedder “Morten”, men det handler ikke om faderen Morten Bredsdorff, men om forfatteren Morten Nielsen.

 

Montagemetoden gjorde det muligt for Bredsdorff at sætte parentes om personer og problemer, som ikke lod sig håndtere i skrivesituation. Hvorfor hustruen Lene spiller en så ubetydelig rolle, forstår man først, når man læser Tøsne og forsytia (2017), som handler om den alzheimers-sygdom, som hun fik konstateret i 1912, da han skrev på erindringerne.

 

Mens Preben Hansens erindringer havde fokus på karrierevejen og Ib Bondebjergs på familiedannelsen, så samler Bredsdorffs erindringer sig på et mere abstrakt niveau om, hvad han lærte på sin vej gennem livet. Titlen på hans bog er en læresætning fra en videnskabelig metode, udtænkt af hans matematiklærer i mellemskolen. Store tanker kan undfanges på ydmyge steder.

 

 

Formelle krav til erindringsgenren

 

Preben Hansens og Ib Bondebjergs erindringsbøger lever op til de tre forventninger, man ud fra traditionen har til genren (jf. Kondrup 1982:19ff):

 

At der skal være identitet mellem forfatter, fortæller og hovedperson. Det er et “jeg”, der fortæller, og dette “jeg” undermineres ikke.

 

At det, der meddeles, er autentisk stof. Erindring er sagprosa, ikke fiktion.

 

Og for det tredje, at teksten skildrer sin hovedperson ved at fortælle hans levnedsløb. Det vil sige, at den er episk i sin form.

 

Bredsdorffs bog afstår bevidst fra at leve op til den sidste forventning. Han betvivler i det hele taget, at hukommelsen udfolder sig i episk orden.

 

 

Billeder af mødre

 

Generelt kan man sige, at selvbiografier prøver at forklare, hvorfor forfatterne blev, som de blev.

 

En genkommende forklarende faktor er opdragerne: fædrene, mødrene eller dem, der erstatter dem.

 

Forældrene, specielt mødrene, spiller en stor rolle i selvbiografier af mandlige forfattere. I de tre selvbiografier, jeg har til undersøgelse her, er mødrene med til at opbløde de ofte stive relationer mellem fædrene og sønnerne.

 

 

Empati med moderen

 

Thomas Bredsdorffs schweiziske mor var på ferierejse i Danmark med en veninde, da hun mødte Thomas’ far, der var forstander på Roskilde højskole og senere blev lærer ved Silkeborg seminarium og forstander for seminarierne i Tønder, Haderslev og Vordingborg.

 

Krigsårene må have været hårde for min mor. Hun var en fremmed fugl her i landet, uden andre holdepunkter end sin mand og sine to børn. Hun var vokset op i St. Gallen med en far der var lærer, og en mor der var hjemmegående husmor, men var selv blevet noget for datidens Schweiz så usædvanligt som selverhvervende. Hun var uddannet folkeskolelærer. Så traf hun min far, under en rejse til Skandinavien med en veninde. At gifte sig med ham betød for hende både at forlade sit land og opgive sin identitet som selvstændig arbejdende. En underviser der ikke talte flydende dansk, var der ingen der havde brug for. Hendes valg af mand medførte det ufrivillige valg af rollen som hjemmegående husmor.

 

Hun, der i forvejen ikke syntes udstyret med noget højt humør, skulle tage sig af en mand, der i mere end et år var patient på psykiatriske afdelinger. Selv blev hun opereret for brystkræft, fik et tilbagefald og “forsvandt i en blanding af smerter og morfin” i det år, Thomas blev student. Empatien med moderen er af en anden art end den, han kan mobilisere med faderen: “Det har garanteret ikke været let at være patriark i en periode, hvor patriarkatet var under afvikling.”

 

 

Linjen fra moderen

 

Ib Bondebjergs forældre mødte hinanden på et seminarium:

 

Min far og mor mødte hinanden i 1939-40, da de begge studerede til lærer på Ranum Seminarium. De blev borgerligt gift 21/7-1945, umiddelbart efter 2 Verdenskrig, som også i høj grad påvirkede deres ungdomsliv.

 

Ægteskabet analyseres og dokumenteres i en historisk og sociologisk sammenhæng. Forfatteren fremdrager breve og andet materiale til belysning af forældrenes stormomsuste samliv og trækker samtidig på oplysninger om kvinders stilling i samfundet. Det er først og fremmest moderen, der interesserer ham. Når han skriver om Bondebjerg-slægten, er det linjen fra moderen.

 

Analysen er nuancerende og spørgende:

 

Måske er min mors svingende tilstand bare et resultat af de svingninger, som alle parforhold skal igennem. Måske er det udtryk for dybere konflikter, som har at gøre med den fase i moderne kvindefrigørelse, som min mors liv er del af.

 

Hvis ægteskabet var tidstypisk, var det på en ekstrem måde. Moderen blev psykisk syg og fik invalidepension. Forældrene blev skilt og gift igen. “Et patologisk og meget komplekst moderne parforhold”, konkluderer Bondebjerg.

 

I et senere kapitel rejser han spørgsmålet om en genetisk betinget depression i familien. Det sker i et kapitel om den langvarige depression, han selv løb ind i midt på sin bane gennem livet. Det er karakteristisk for hans måde at skrive erindringer på, at han fortæller åbent om sygdommen, som han oplever den, samtidig med, at han forsøger at afdække den videnskabeligt.  

 

 

Om at ryste moderen af sig

 

Preben Hansens forældre tjente begge hos bønder, han som fodermester, hun som tjenestepige og husassistent. Preben Hansen granskede kirkebøger, skudsmålsbøger m.v. for at opnå præcision i fremstillingen. Hans ambitioner er ikke som Bondebjergs videnskabelige, men journalistiske:

 

Min mor kom fra Slagelse Nordre Mark, min far fra Slagelse Søndre Mark, og den 21. juni 1919 giftede de sig i Skt. Mikkels kirke i Slagelse by.

 

Preben Hansen kommer flere gange ind på moderens udseende, men beskrivelsen er hver gang ambivalent:

 

Min mor havde kraftigt, blondt hår, blå øjne, muligvis allerede en svag tendens til overvægt.

 

I mange år lige til sin død var hun i det daglige iført en skinnende hvid kittel. En lidt ejendommelig hjemmepåklædning, men hun følte sig tilpas i kitlen, og den klædte hendes runde skikkelse. Sin blonde hårpragt plejede hun med et krøllejern, som hun varmede over gasblusset.

 

Også i ægteskabet mellem Preben Hansens forældre var der problemer. Moderen truede med selvmord. Måske mest for at binde sønnen til sig. Det var også hende, der skulle afsløre faderens hemmelighed for sønnen: Han havde siddet 80 dage i Vestre fængsel efter en dom for tyveri på arbejdspladsen. Tyvekosterne var konserves og vin til et beløb svarende til halvanden uges løn. Grunden til, at moderen afslørede hemmeligheden over for sønnen var, at sønnen skulle til at begynde på jurastudiet, og hun forestillede sig, at han ville falde over dommen.

 

Dommen gav Preben Hansens far et knæk, og den ramte også sønnen. Endnu da han som godt 80-årig skrev om sagen i selvbiografien, pinte den ham.

 

Forholdet til moderen gav ham også anledning til fortrydelser. Hun irriterede ham ved at gå for højt op i, hvad han foretog sig:

 

Det begyndte måske ret uskyldigt med, at jeg blev irriteret, når jeg som halvvoksen kom sent hjem og forsigtigt forsøgte at låse mig ind, men alligevel straks hørte pæretrykket inde fra soveværelset. Det var en pæreformede kontakt, der han ned over ægtesengens midte, og som min mor tændte lyset med, for hun skulle da lige høre, hvad jeg havde oplevet. Min far sov trygt og uforstyrret, men min mor vågnede i det sekund jeg satte nøglen i låsen.

 

Preben Hansen skammede sig over, at han blev irriteret på hende. Han fortæller, at han adskillige år senere, da faderen var død, og han selv var blevet politisk chefredaktør på Aktuelt, havde fortalt sin mor, at han og hans kone skulle have statsminister Jens Otto Krag og Helle Virkner til middag. Dagen efter ringede hun “voldsomt benovet” til ham for at høre, hvordan det var gået. Han blev irriteret på hende og svarede med enstavelsesord. Næste dag fandt de hende liggende hen over sin seng. Hun åndede tungt, men kom ikke til bevidsthed på hospitalet. Det var et slagtilfælde, og Preben Hansen følte sig på et diffust plan skyldig.

 

Preben Hansen benytter her selvbiografien som skriftestol. Den funktion viser den sig velegnet til.

 

Kan den også bruges offensivt? Hansen overvejede   om han i tredje bind af sine erindringer skulle svare igen på en perfid og sårende portrætartikel, Politiken havde bragt om ham tredive år tilbage i tiden. Men inden han havde fået besluttet sig, mistede han pusten og døde. Han var 90 år, så det ville være hasarderet at påstå, at det var erindringsskriverierne og det, de aktiverede, der tog livet af ham. Under alle omstændigheder viste forløbet, at det ripper op i gamle sår at skrive erindringer.

 

Preben Hansens enke, Merete Wilkenschildt, udgav det tredje erindringsbind, som det forelå, og jeg tog senere portrætsagen op i bogen Perfide portrætter.

 

 

Litteratur

 

Aage Marcus (red.): Danske levnedsbøger, 1-2, Gyldendal, 1965

 

Johnny Kondrup: Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi, Odense Universitetsforlag, 1982

 

Johnny Kondrup: Erindringens udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi, Amadeus, 1993

 

Preben Hansen: Enghavevej. Barn og ung i København 1925-45, Gyldendal, 2009

 

Preben Hansen: Farimagsgade. Tyve år ved en dødsmærket presse. Journalist og redaktør 1945-65, SFAH’s Skriftserie nr. 53, 2013

 

Preben Hansen: Asiatisk Plads. Glimt af et diplomatliv. Redaktion: Merete Wilkenschildt, Skriveforlaget, 2016

 

Thomas Bredsdorff: Gør hvad du vil - men sig hvad det er. Erindringer, Gyldendal, 2013

 

Ib Bondebjerg: Mimoser i januar. Erindring og historie, Spring, 2021

 

John Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik, Spring, 2018.

 

John Chr. Jørgensen: “Skær fedtet væk”. Thomas Bredsdorff, Dansk sagprosa, 2019

 

John Chr. Jørgensen: “Han ville selv se gravstenen”. Bibliografisk note om Preben Hansen til værk nr. 24, 2019

 

John Chr. Jørgensen: “Madklubben”. Mini-essay 29 om Ib Bondebjerg m.fl. i serien “Minder og mennesker”, 2020.

 

©John Chr. Jørgensen