|
Pointen med det populære tv-program
”Kender du typen?” som DR1 har vist siden 1994, er, at vi ikke er så
unikke, som vi tror. Vi er programmeret ind i et mønster af typer. De
såkaldte livsstilseksperter kan genkende typerne, når de ser, hvordan
vi bor, og hører om vores vaner.
Ordet ”type” bruges både om en kategori af
egenskaber og menneske, som repræsenterer kategorien. I tv-programmet
forsøger man først at skyde sig ind på, hvilken slags menneske (type)
der bebor den besøgte bolig, og dernæst får livsstilseksperterne mulighed
for at vælge mellem tre repræsentanter for typen. Ultimativt skal de
gætte sig frem til en konkret person.
Men vejen til individet går altså gennem typen.
”Kender du typen?” er gætteri på et kvalificeret grundlag. I det
omfang, man trækker på videnskab, er det
sociologi og adfærdspsykologi.
Med denne lille opsats vil jeg
foretage nogle sonderinger i, hvordan man har talt og tænkt om “typen”.
Først lidt let begrebsgymnastik:
”Kender du typen?” er et spørgsmål,
som kan følges op af et svar: “Kender du typen, der tager en ny bog med
hjem, hvis der ligger stakke af den på forlaget?” Svaret kan f.eks.
være: ”Ja, den slags små kleptomaner har vi også på mit forlag.”
“Kender du typen?” kan også være en
konstatering, fordi svaret er givet. “Kender du typen?” siger konen til
manden. De sidder
og ser et tv-program, hvor en mand kommer til at vælte en kop kaffe.”
Tidligere omtalte man typen som
noget skæbnebestemt: “Hun
er en depressiv type ligesom moderen.” “Han var en udpræget nordisk
type.” Typen ansås for determinerende. Nu er typen i stigende grad
noget, man (tror man) selv anlægger. “Hun ville lægge sin type om”. Man
taler også om livsstil, et ord, der signalerer en vis frihed i valget
af type.
Erfaringsgrundlaget er ændret. Med
overgangen fra et overvejende statisk samfund til et dynamisk oplever
den enkelte større bevægelsesfrihed. Man er ikke en gang
for alle bundet til et erhverv og en socialklasse. Men spørgsmålet er,
om denne sandhed ikke er slået om i ønsketænkning: ideen om, at vi er
frie af alle bindinger til grupper.
Vi tager tre dyk ned i historien:
Original tænkning over moralske
typer præsterede Teofrast, (ca. 372-288 f.Kr.), der var Aristoteles’
afløser som rektor ved privatuniversitetet Lukeion i Athen. Han udtænkte en typologi, der byggede på en
forestilling om moralske defekter, f.eks. sleskhed, behagesyge,
nærighed, storsnudethed, mistænksomhed, taktløshed, forfængelighed,
stortalenhed, fejhed, standshovmod, sladderagtighed og griskhed. Disse
negative egenskaber illustrerede Teofrast med eksempler på
situationsbestemte handlemuligheder.
De enkelte tekster i Teofrasts Mennesketyper
eller Karaktéres ligner små sceniske situationer.
Man har gættet på, at værket er et forstudie til et værk om typer i
komedien (jf. Chr. Gorm Tortzen, lex.dk, 2010).
Teofrast var ellers bedst kendt som
botaniker, og der kan da også være noget naturvidenskabeligt over hans
små typestudier. De begynder alle med en definition efterfulgt af et
eksempel: “Taktløshed er, udtrykt i en definition: adfærd som
fremkalder ubehag hos andre uden at volde egentlig skade.
Og den taktløse er sådan: man er lige
faldet i søvn, så kommer han ind og vækker en “for at sludre lidt.””
Teofrasts eksempelmateriale er ofte
frapperende moderne som i det efterfølgende citat, som stadig handler
om den taktløse: “I venners nærværelse kan han finde på at spørge: “Sig
mig, mor, hvordan var du til mode den dag, du mærkede veerne og så
fødte mig?””
Nogle af portrætterne udbygges til
små fortællinger. f.eks. det om “Sleskhed”:
“Og den sleske er sådan: når man går på gaden med ham, siger
han: ”Har du lagt mærke til, hvor folk vender sig om efter dig? Ingen
anden her i Athen har det sådan. I går fik du fin omtale i Søjlegangen.”
Når han bliver inviteret til
middag, er han ”den første til at rose vinen” og sige:
“Hvilket udsøgt køkken.”
”Han løfter en af retterne i vejret
og siger: ”Se, hvor delikat”.”
Den sleske prøver hele tiden at
komme først med at rose det, man i forvejen anser for rosværdigt,
f.eks. i måden man indretter sig på:
”Han er fuld af komplimenter over,
hvordan man har ordnet sit hus og beplantet sine marker.”
Teofrasts typer er udelukkende
defineret ved negative egenskaber. Det ville ikke være svært at udtænke
positive modstykker. Det modsatte af sleskhed er således oprigtighed,
ærlighed, uforstilthed. Disse egenskaber lader sig imidlertid
vanskeligere illustrere i situationsbilleder. Det er lettere at skrive
et skuespil om en hykler end om et oprigtigt menneske.
Karakterbristen kan ytre sig direkte i sproget.
Teofrast indfanger i få ord den snakkesalige, som "indrømmer at for en
snakkesalig person er det hårdt at tie stille, og at hans tunge har det
som en fisk i vandet, og at han ikke kan lade være med at tale, selv om
det så vil blive sagt om ham, at han skræpper værre end en skade.” Billedsproget
er både fisk og fugl, men det illustrerer jo netop snakkesaligheden.
I moderne forstand er Teofrasts
typer socialpsykologiske. De har en side, der vender indad, en
halsstarrighed, en monomani. Og så har de en side, der vender udad mod
samfundet, som oplever disse typer som sociale plageånder med en vis underholdningsværdi. Teofrast-oversætteren Henrik Haarløv omtaler Teofrasts “Karaktéres” som den "første europæiske adfærdspsykologi"(Haarløv,
1963) og indskyder, at man i antikken ville kategorisere en sådan undersøgelse som hørende under etikken.
Teofrasts typer genkendes i det
klassicistiske drama, f.eks. karakterkomedien "Den gerrige” (1688) af
Molière. Det er historien om en mand, der er besat af sin pengeskat og
mistænker både børn og tjenestefolk for at stjæle fra ham.
Jean de la Bruyère (1645-96), en fransk jurist med
et skarpt blik for typer i samfundet, udgav i 1688 en oversættelse af
Teofrast suppleret med aktuelle typer og skikke: Les caractères de Teofraste
traduits de grec, avec les caractères ou les moeurs
de ce sciecle.
Udgivelsen blev en formidabel
succes. Da Jean de la Bruyère døde otte år efter, var han ved at
forberede 9. udgave af bogen, som fra Teofrasts oprindelige 30
portrætter var vokset til 1.000 essayistiske og aforistiske skildringer
af griskhed og sammenspisthed i datidens franske samfund.
Typeportrættet havde dermed
demonstreret kritisk potens både i prosaen og på scenen (jf. Hans
Sørensen i F.J. Billeskov Jansen m. fl.: Verdenslitteraturen,
bd. 4, 1972:306ff).
I Danmark har forfatteren Per Lange
oversat et eksklusivt udvalg af La Bruyère-tekster uden at nævne
forbindelse til Teofrast med ét ord: Portrætter og Maksimer,
1945.
Hvad der fænger hos Lange er især
franskmandens aforistiske kynisme:
Man bør tie om de Mægtige; der er
næsten altid Smiger med i Spillet, naar man taler godt om dem; det er
farligt at tale ondt om dem, medens de lever, og fejgt at gøre det,
naar de er døde.
I portrætterne spidder La Bruyère
forskellige former for forstillelse, tankeløshed og taktløshed.
Der er f.eks. hykleren
Onufrius, som før han går ind i en kirke, undersøger, hvem
han kan risikere at blive set af, så han kan indrette sine knæfald
eller bønner derefter.
Så er der den indtil vanvid
distræte Menalchas, “som mister sin Hustru, hun
udaander i hans Arme, han overværer hendes Begravelse, og da man den
næste Dag kommer og siger, at Middagen er serveret, spørger han om hans
Kone er parat”.
Om egocentrikeren Teodektes
fortælles, at han er den første, der går til bords: ”Han spiser,
spøger, han drikker, han fortæller, han afbryder de andre, altsammen
paa én Gang.” I højere grad end hos Teofrast fokuseres der på gode
manerer.
Gnaton lever kun for sin egen skyld. “Han
nøjes ikke med at optage den fornemste Plads ved Bordet, han lægger
desuden Beslag paa to af de andres (…). Han spiser meget højlydt, alt
imedens han ruller med Øjnene.”
La Bruyères personer står mere
individualiserede
end Teofrasts. Det er lettere for
læseren at skubbe dem fra sig. De er skøre individer.
I Danmark lod Ludvig Holberg sig
modvilligt inspirere af Teofrast og La Bruyère. I epistel 404 fingerer
han, at en ven har sendt ham La Bruyères oversættelse af Teofrast og at
både Teofrast og La Bruyére har skuffet ham. Han kritiserer den første
for materien, som virker “trivial og simpel”. Den andens figurer kunne
have været “mindre pyntede og på skruer satte.” I sin kommentar hertil
skriver F.J. Billeskov Jansen, at Holberg ikke syntes at have kendt til
Teofrasts “Caracteres”, før han læste dem i La Bruyères oversættelse og
at han også ret sent er blevet opmærksom på franskmandens tanker og
derfor ikke har kunnet indarbejde dem i sin egen fremstilling. I stedet
skriver han kursorisk om dem i en epistel, hvor grækeren og
franskmanden kommer til at repræsentere to yderligheder, mens Holberg
indtager den bekvemme position i midten (Ludvig Holberg:
Epistler. Udgivne med Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen IV. Epistel
300-446, 1949:278ff.).
Ludvig Holberg: Epistler. Udgivne
med Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen, VII. Kommentar til
epistel 184-539, 1945:304f).
I sit skønlitterære forfatterskab
tænkte Holberg i typer, og brugte dem ligesom Molière som titler: “Den
vægelsindede”, “Den stundesløse” osv. Traditionen går tilbage til den
græske dramatiker Menander (“Gamle kværulant”), som var elev af
Teofrast - og til de romerske komedieforfattere Plautus (“Den
stortalende soldat”) og Terents (“Selvplageren”), og videre derfra til
Moliére og Holberg (jf. Jørgen Dines Johansen: “Type”, i: Harmer m.fl.
(red.): Gyldendals litteraturleksikon, bd. 4, 1974:221f).
I stedet for at bevæge mig videre i
dette brede drama-spor vil jeg gøre holdt ved en dansk forfatter og
filosof, som gjorde konstruktiv brug af Teofrasts typologiske studier:
Poul Martin Møller (1794-1838).
Møller var i stand til at gå
direkte til kilden, den græske tekst. Han var i latinskolen blevet
undervist efter en skoleplan, som gjorde modersmålet og græsk til de
afsluttende dannelsesfag. Noget af det første, Møller publicerede, var
en oversættelse af 9. sang af Odysseen. Fra
1822 underviste han i græsk og latin på Metropolitanskolen.
Møller lod sig inspirere af
Teofrasts robusthed i karaktertegningen, da han tegnede figurerne i En
dansk Students Eventyr (1824) (jf. Vilhelm Andersen: Illustreret
danske Litteraturhistorie, 3, 1924:346 og 354).
Romanpersonerne forholder
sig til hinanden som typer: studenten, licentiaten osv. De kan tilmed
opfatte sig selv som typer: Én ved, at han er “følelsesbetonet”, en
taler direkte om sin “jyske Forstand”.
Selv om den typiske pr. definition
sætter nogle grænser for personernes råderum, så er det af denne
forfatter ikke opfattet som noget negativt. Det, at man kender typen,
implicerer med andre ord ikke, at der er noget i vejen med den! (jf.
John Chr. Jørgensen: Den sande kunst, 1980:113ff).
Poul Martin Møller opfattede
samfundet som en organisme, hvor alle led har en funktion. “Det er kun
et Skin, naar et Individ synes at udvikle sig ganske paa egen Haand,
uafhængig af sine Samtidige”, skriver Møller i et filosofisk essay i
1825 (jf. Jørgensen, 1980:122).
Ifølge Poul Martin Møllers filosofi
kan ingen unddrage sig visse typiske træk. Samfundet består ikke af et
uendeligt antal af frit vælgende individualister, som onde reklamefolk
typificerer for at skabe grundlag for salg. Typerne findes. De er
tættere på dig, end du tror!
Om Teofrast
Chr. Gorm Tortzen: “Teofrast”, i
Lex.dk, 2010
Teofrast: Mennesketyper
eller Karaktéres ved Henrik Haarløv, Gyldendal, 1963
Om La
Bruyère:
La Bruyère: Portrætter og
Maksimer. Udvalgt og oversat af Per Lange, Gyldendal, 1945
La Bruyère: Les Caratctères de Teofraste,
traduits de grec, avec les Charactères ou les moeurs
de ce sciecle, Paris, 1688
Hans Sørensen i F.J. Billeskov
Jansen m.fl. (red.): Verdenslitteraturen, bd. 4,
1972
Henrik Milton Sørensen: “Jean de la
Bruyère”, i: Knud Michelsen (red.): Forfatterleksikon.
Udenlandsk litteratur, bind 2, 1999.
Om Holberg
Ludvig Holberg: Epistler.
Udgivne med Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen IV. Epistel 300-446,
Hagerup, 1949.
Ludvig Holberg: Epistler.
Udgivne med Kommentarer af F.J. Billeskov Jansen, VII. Kommentar til
epistel 184-539, Hagerup, 1945.
Jørgen Dines Johansen: “Type”, i: Harmer m.fl. (red.):
Gyldendals litteraturleksikon, bd. 4, 1974.
Om Poul Martin Møller
Vilhelm Andersen: Illustreret
danske Litteraturhistorie, 3, Gyldendal, 1924
Vilhelm Andersen: Poul
Møller, Gyldendal, 1944
Brorson Fich (udg.): Poul
Martin Møller: En dansk Students Eventyr, Dansklærerforeningen,
1969
John Chr. Jørgensen: Den
sande kunst, Borgen, 1980
|
