|
“Han modtog dommen med
stoisk ro”, står der i avisens retsreferat.
Det betyder, at han ikke viste tegn på vrede eller andre følelser, da
dommen over ham blev afsagt. I stedet for “stoisk” kunne der have stået
“ophøjet”.
Ofte ligger der et
moment af beundring i brugen af udtrykket “med stoisk ro”. Det bliver
tydeligt her, hvor der er tale om en kollektiv reaktion på et
ødelæggende naturfænomen: “Nordmændene tager oversvømmelserne med
stoisk ro”.
“Stoisk” refererer
til stoicismen, som var en succesrig filosofisk skole i antikken. Den
blev grundlagt omkring 300 år f.Kr. i søjlehallen (Stoa) i Athen. Som filosofisk retning er
stoicismen først og fremmest en levelære, en indsigt i, hvordan man
disponerer sine mentale kræfter, så man ikke spilder dem på alt det i
den ydre verden, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. I stedet
for at reagere udadtil med vrede etc. bør man stræbe efter at opnå
indre ligevægt. Idealet er en maksimal selvkontrol kombineret med en
lidenskabsløs evne til at modtage, hvad skæbnen måtte bringe, i sidste
instans også døden.
Slagordsagtigt
formuleret: Den, som er konge over sit eget selv, behersker også døden.
Den romerske filosof Seneca kaldte stoicismen “videnskaben om at leve
og dø” (Gelsted, 1958:166). Han sagde, at den lever dårligt, som ikke
forstår at dø. Selv hjalp han efter sigende fortrøstningsfuldt til, da
han i år 65 e.Kr. “blev tvunget til at dø af sin tidligere elev, kejser
Nero”. Den mærkelige formulering skyldes Villy Sørensen (1996:7).
Hvordan kan man blive tvunget til at dø? Jo, Seneca havde halvvejs
indrømmet at have medvirket i en sammensværgelse mod Nero, som havde
svaret igen med “en dødsbefaling” (Sørensen, 1995:331), det vil sige en
henrettelsesordre, som var indrettet sådan, at den gav Seneca og hans
stab mulighed for selv at gøre det fornødne. Han lod sine pulsårer
åbne, også årerne på benene og i knæhaserne. Da det stadig trak ud, bad
han sin læge om at bringe noget af den slags gift, som man i Athen
havde sendt de dømte i døden med. Da giften heller ikke havde den
ønskede effekt, steg han op i kar med varmt vand og blev båret i
dampbad, hvor dampen kvalte ham.
I dødens stund fik
Seneca øjensynlig brug for al den stoiske ro, han kunne mobilisere.
Hvis han havde grædt og bedt for sit liv, havde han stillet sin
livsfilosofi i et dårligt lys. Derfor er dødsbeskrivelsen vigtig i
litteraturen om Seneca.
For en filosof af
den stoiske skole var døden i virkeligheden en udfrielse. En berømt
stoiker, Marcus Aurelius, skriver et sted i sine tanker “til sig selv”:
Døden. Endelig
holder de op, disse stempelslag af vore sanseindtryk, dette
marionetspil vore lidenskaber driver med os, disse vor tænknings
strenge dagsmarcher, hele dette hoveri under kødet - det holder op,
endelig! (Kejser Marcus Aurelius, 1959:75)
Det kræver hårdt
dagligt arbejde med sindet at være stoiker. Men ønsket om at have
kontrol over lidenskaberne og være i harmoni med tilværelsen appellerer
til mange mennesker.
Stoicismen finder
stadig nyudviklere, også i Danmark (Brinkmann, 2016, Overgaard, 2020
m.fl.). Det er en eksistensfilosofi uden kirke. En kristendom uden
arvesynd og genopstandelse. Hovedforskellen på stoicismen og
kristendommen den, at stoikeren er herre i eget hus, mens den kristne
er afhængig af Guds nåde (jf. Kemp, 2002).
Det er især ideen
om den rationelle selvkontrol, der nærer
stoicismens videreliv.
Kritikere af
stoicismen har anklaget livsfilosofien for eksklusivitet og ufølsomhed.
At modtage meddelelser om ulykker og død med uforstyrret ligevægt
virker kynisk. Andre siger, at det er ikke retfærdigt at kritisere
stoicismen for mangel på interesse for andre. Seneca er forfatter til
en bog (Om velgerningerne) med en appel til evnen
til at give og tage imod (Lund, Pihl & Sløk, 1962:108). Marcus
Aurelius opfordrede også til gøre vel mod mennesker, men ellers holde
sig dem fra livet. “Og husk”, tilføjede han, “at alt, hvad der ligger
udenfor området af din egen person - denne smule kød og denne smule ånd
- det er ikke dit, det har du intet ansvar for.(Kejser Marcus Aurelius,
1959:72).
Stoicismens ide om
det ligevægtige og selvberoende menneske har alle dage været en
provokation i kristne eller radikale kulturmiljøer. Den franske
1600-talsforfatter La Bruyère skrev et ætsende essay om stoicismen som
ét stort illusionsnummer:
Stoicismen er en
Tankeleg, et Hjernespind i Lighed med Platons Stat. Stoikerne har
paastaaet, at man kunde le midt i Fattigdommen, være ufølsom over for
Forhaanelse, over for Utaknemmelighed, over for Tabet af timelige Goder
saavel som af Slægtninge og Venner; at man kunde se Døden roligt i
Øjnene, som om den var noget ligegyldigt, der hverken burde glæde eller
bedrøve os; at man hverken kunde overvindes af Nydelsen eller af
Smerten; at man kunde føle Jernet eller Ilden trænge ind i Ens Krop
uden at udstøde det mindste Suk eller fælde en eneste Taare - og dette
Fantom af Dyd og Standhaftighed har de fundet for godt at kalde en
Vismand.
Hellere end at
give mennesket en forestilling om fuldkommenhed burde man efter La
Bruyères mening hjælpe det af med dets svagheder. Mens den imaginære
vismand ikke kan fravristes et klageråb ved jordens undergang, så råber
det virkelige menneske op i fortvivlelse, når en hund er løbet bort
eller et stykke porcelæn er gået itu (La Bruyére, 1688;
1945:15f).
Hver gang
stoicismen stikker hovedet frem, mødes den med indvendinger i stil med
La Bruyéres: Den er urealistisk, verdensfjern og en moralsk fallit (jf.
Bent Meier Sørensen, 2021)
Stoicismen var
aldrig nogen folkebevægelse. Retningens grundlægger Zenon (ca. 336-264
f.Kr.) inddelte menneskeheden i vismænd og tåber. Seneca anså
flertallet for vildmænd og sagde, at den rigtig vise måtte bevæge sig i
modsat retning af mængden. Vismanden er en ledestjerne. Idealsamfundet
er “oplyst enevælde med en stoisk filosof i toppen”, skrev forfatteren
Otto Gelsted, som havde et horn i siden på den aristokratiske filosofi
(Gelsted, 1958:171).
En stoisk filosofs
faktiske møde med magten har Villy Sørensen beskrevet og analyseret i
bogen Seneca - humanisten ved Neros hof
(1976;1995):
Nero lod sig ikke
belære om stoicismens idealer. Han mente ikke, at noget menneske kunne
unddrage sig liderlighed og andre lyster. Det eneste, Seneca som hans
lærer kunne stille op, var at rationere genstandene for hans begær:
Hvis han lægger
vægt på at få scenekunstnere og hetærer og andre ting der kan mildne
hans vildskab, giver jeg ham dem gerne. Mens jeg vil forholde ham
treradårede krigsskibe med kobbersnabler, vil jeg sende ham lystbåde og
ægyptiske gondoler og andet legetøj til de kongelige udsvævelsers hav (Sørensen,
1995:328)
Disse hårfine
distinktioner er næppe filosofisk begrundede!
Villy Sørensens
interesse for Seneca var forbundet med en generel optagethed af
forholdet mellem kunst og
politik. Seneca var digter, filosof og statsmand. Sørensen var ikke
statsmand, men han engagerede sig det politiske med sin deltagelse i bogprojektet og bevægelsen Oprør
fra midten. Forløberen Uden mål og med
kalder han “en aktualisering af en slags stoisk humanisme”
(Sørensen i samtale med Hauberg, 2002:109).
Villy Sørensen gik
grundigt til værks i sine stoiske studier. For at have fast grund under
fødderne oversatte han selv Seneca.
Om livets korthed handler om
mennesker, der klager over livets korthed, men kun har sig selv at
bebrejde. Det er dem selv, der gør livet kort ved “umættelig
gerrighed”, “geskæftig tjenesteiver”, “blind forretningsiver” og andre
former for begær, som spilder deres tid og forhindrer dem i “at komme
til sig selv” (Seneca, 1996:13-14).
De brevitate vitae, som skiftet
hedder på latin, er udformet som en advarsel til en fortravlet
embedsmand om ikke
at udsætte eftertanken til den anden side af pensioneringen: “Det er
for sent at begynde at leve, når tiden er ved at være ude.”
I sin form er
teksten letløbende som et causeri. Hvad indholdet angår, så ligner
teksten en moralprædiken uden Vorherre. Der argumenteres på fornuftens
og naturens grundlag. Seneca foregriber essaykunsten. I Danmark kommer
han ind via Ludvig Holberg, som i 1732 erhvervede sig Senecas værker og
i 1744 brugte ham som forbillede for Moralske Tanker.
F.J. Billeskov
Jansen, som giver denne oplysning (1939, 2:21), gør opmærksom på, at
alle Holbergs læremestre i den moralske afhandling var ikke-kristne
(1939, 2:196). Kun med det yderste af neglespidserne lykkes det
Billeskov at hale Holberg i land som kristen.
”Stoiker” er
ligesom “stoisk” gået ind i hverdagssproget. At være en stoiker kan
betyde, at man er rolig og ligevægtig. I ældre ordbøger er stoikere
vismænd med en koldsindig tankegang. Der er stadig forbindelser til den
oprindelige betydning.
Stoikernes visdom
forudsatte en sjælens ro, som kun kunne opnås ved en adskillelse af
følelse og intellekt. Kristen visdom synes at forudsætte tro, som er et
samspil mellem fornuft og følelse (jf. Sigurd Kværndrup i Brask
1984:45).
Brask, Peter
m.fl.: Dansk litteraturhistorie, 2, Gyldendal,
1984; 1990; 2000
Brinkmann, Svend: Stå
fast, Gyldendal, 2014
Gelsted, Otto: Den
græske tanke, Thaning & Appel, 1958
Hauberg Mortensen,
Finn: Villy Sørensen. Talt. Et interview,
Gyldendal, 2002
Kejser Marcus
Aurelius Tanker “til sig selv”, ved K.G. Brøndsted,
5. udgave, P. Haase & søns forlag,1959
Peter Kemp:
“Filosofi og politik. Om Seneca. Humanisten vd Neros hof”, i: Barlyng
& Bonde Jensen: Både frem og tilbage. Portræt af
Villy Sørensens forfatterskab, Spring, 2002
La Bruyère: Portrætter
og maksimer, Paris 1688 o.s. Udvalgt og oversat af
Per Lange 1986, Gyldendal
Lund, Erik. Mogens
Pihl og Johannes Sløk: De europæiske ideers historie,
Gyldendal, 1962
Bent Meier
Sørensen: Stoicismen var superhot, på kejser Neros tid. Med
Overgaards bestseller er den det desværre igen, Kristeligt
Dagblad, 21.12.2021
Overgaard, Niels: Det
hele handler ikke om dig, People’sPress,
2020
Seneca: Om
livets korthed. Oversat af Villy Sørensen, Vindrose, 1996
Sørensen, Villy: Seneca
- humanisten ved Neros hof, 1976; 3. udgave, 1995
|
