|
Odysseen og Iliaden er
fortællende digterværker.
De er affattet på oldgræsk og
udformet som heksametre, verslinjer med seks betoninger og uden
enderim. Tilsammen fylder de omkring 20.000 linjer. Hvert
værk består af 24 kapitler.
Stoffet hidrører fra sagnkredsen
omkring Troja, også kaldet Ilion (deraf Iliaden). Den trojanske prins
Paris havde bortført den skønne Helena, og nu drog grækerne på hævntogt
mod Troja. Efter ti års belejring lykkedes det dem ved list - mænd gemt
i en træhest - at indtage byen. Odysseen handler om
hjemkomsten, som sker med visse forhindringer.
De optrædende er helte og guder,
men deres motiver er såre menneskelige, som for eksempel vrede, hævn og
forsoning samt list og udholdenhed. Minna Skafte Jensen har givet et
klart overblik i Hans Hertels Verdenslitteraturhistorie
(1985:132ff), og Keld Zeruneith har med udgangspunkt i genistregen med
træhesten udkastet en svimlende teori om opdagelsen af tankekraften og
det psykiske liv. Odysseus’ hjemkomst læser han som et billede på
åndens magt over kroppen. Odysseus foregriber Sokrates’ åndelige styrke
(Zeruneith, 2002:597).
Iliaden og Odysseen er
ikke almindelige litterære værker. Man kan bruge et helt livs vågne
timer på at sætte sig ind i dem og nætterne med til at tænke over dem.
Eller sagt med den engelske oplysningsdigter Alexander Pope i Essay
on Criticism i 1709:
Be Homers works your study and
delight
Read them by day, and meditate by
night
Homer befinder sig på et niveau,
hvor den blotte mulighed for fejl giver anledning til mundheld.
Interdum bonus dormitat Homerus. “Indimellem falder selv den gode Homer i søvn”,
noterer Horats i sin Ars poetica.
Horats er angiveligt vred over, at
det sker: Indignor quandoque bonus dormitat Homerus.
Men der er tradition for at tolke
citatet positivt, altså i betydningen, at selv den største kan begå
fejl.
Noget andet er, at billedet af den
gamle digter, der lejlighedsvis, mister grebet om sin fortælling, måske
giver et misvisende indtryk af værkernes tilblivelse. Iliaden
og Odysseen er næppe blevet undfanget én gang for
alle af et skrivende geni. De er komponeret i en proces, hvor en
epossanger - en rapsode - til sidst dikterede til en skriver, forklarer
Minna Skafte Jensen i bogen Homer og hans tilhørere
(1992; 2000).
Man forestiller sig, at teksten er
overleveret fra sanger til sanger i flere led og modificeret undervejs.
Hver enkelt sanger havde et lager af historier, som han kunne variere
sit foredrag med. Han gav sig ikke ud for at være skaberen af den
oprindelige fortælling. Det var Homer, en myteomspunden digter født i
800-tallet f.Kr. Vi ved ikke meget om ham. Det er en stående diskussion
i Homer-forskningen, om både Iliaden og Odysseen
kan føres tilbage til ham. Men
vi antager, at teksterne er gået i arv og at den enkelte sanger under
hensyntagen til tilhørerne satte sit præg på teksten, indtil den fandt
fast form i anden halvdel af det 6. århundrede, da vinderen af en
epos-konkurrence, Kynaithos, dikterede til en skriver, der hed
Onomakritos (Skafte Jensen 2000:12).
Teorien er altså, at Iliaden
og Odysseen er blevet formet i en
opførelsestradition - ligesom folkeviserne, som findes i forskellige
“opskrifter”. Da den første trykte udgave af Iliaden
og Odysseen udkom i Firenze i 1488, var det på
baggrund af omkring 300 græske håndskrifter (jf. Skafte Jensen
,1989:28).
Teorien om opførelsestraditionen
lukker dog næppe for diskussionen om det homeriske spørgsmål. Der vil
til stadighed være dem, der som Keld Zeruneith mener, at vi med Iliaden
og Odysseen står over for “et opus nedskrevet og
komponeret af en forfatter af højeste karat” (Politiken,
20.9,2002). Otto Sten Due har forsøgt sig med et kompromis: Et
usolidarisk medlem af rapsodernes broderskab har på et tidspunkt
planket kollegernes bedste indfald og lavet en superopskrift, som ingen
af de andre kunne hamle op med. (Due: Ledsager til Homers
Iliade, 1999).
Takket være Chr. Wilsters
oversættelser har danske Homer-læsere i snart 200 år kunnet hengive sig
til illusionen om Iliaden og Odysseen
som helstøbte værker i romantisk guldalderstil. Wilster var græsklærer
ved Sorø Akademi og indlæst i Oehlenschläger-generationens poetiske
sprog, da det i 1836-37 lykkedes ham at skabe vor første komplette
oversættelse af Iliaden og Odysseen.
Jens Baggesen og Poul Martin Møller
havde forsøgt sig før Wilster. Indsatsen for at omsætte Homer til dansk
har været så omfattende, at emnet er blevet gjort til genstand for en
doktordisputats: Kai Møller Nielsens Homeroversættelser og
heksameterdigte (1974). Disputatsen viser, hvordan Wilster
idylliserer sproget og tilpasser stilen til det danske genrebillede.
En ikke uvæsentlig del af Wilsters
bedrift bestod i at gengive digtene i heksameterform. Det kostede nogle
naturlige ordstillinger.
I nyere tid har Otto Gelsted givet
pokker i versene og oversat begge de homeriske fortællinger i prosaform
(1954-55).
Vi skal frem til indgangen til det
21. århundrede, før en dansk oversætter igen lykkes med samlet udgave i
heksameterform: Otto Steen Due (1939-2008), professor i græsk og latin
ved Aarhus Universitet.
For denne bedrift blev Due hyldet
således af Erik Skyum-Nielsen: “Thi Otto har lagt sten på sten og vist
sin Due-lighed. Som traditionens djærve fornyer må han kaldes en ørn.”
(Erik Skyum-Nielsen: “Iliaden generobret på dansk”, Information,
8.10.1999).
Begge de homeriske heltedigte
begynder med en anråbelse af en gudinde eller muse, der som datter af
Zeus er garant for, at der tales sandt.
Vreden, Gudinde! besyng, som greb
Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal
Archaierne voldte,
Wilster, Iliaden,
1836
Syng os, gudinde, om vreden der
greb Peleïden Achilleus;
vreden, den fæle, som voldte
Archaierne tusinde kvaler,
Due, Iliaden, 1999
Dues oversættelse af Iliadens
to første linjer er lidt mere mundret end Wilsters, først og fremmest
fordi den ikke har så mange omvendte ordstillinger. Men den er ikke
meget lettere at læse, fordi ord som “Peleiden” og “Archaierne” stadig
skal forklares. Det første betyder, at Achilleus er søn af en, der
hedder Peleus, in casu kong Peleus. Archaierne er
Trojas fjender, grækerne. I Dues “Ledsager” (jf. “Companion”) til Iliaden
fylder noteapparatet til de to citerede linjer en hel bogside! (Due, lliaden
2008:16).
Sammenligner vi de to oversætteres
bud på optakten til Odysseen, ser vi igen, at Dues
ord flyver lettere ind i munden, men smagen er ikke altid mere moderne
end Wilsters. På ét punkt, “viden om” i stedet for “vidt omkring”
virker Due mere hengemt end Wilster. Og jeg mangler sagkundskab til at
forklare mig, hvordan “den vidtbefarne” kan erstattes af “den aldrig
forlegne”. Men her må man jo stole på den sidst ankomne oversætter:
Musa! fortæl mig om Manden, den
vidtbefarne, som flakked
meget omkring, da han havde forødt
det hellige Troia,
Wilster, Odysseen,1837
Muse, fortæl mig om manden, den
aldrig forlegne, der flakked
viden omkring da han først havde
styrtet det hellige Troja.
Due, Odysseen, 2002
Iliaden og Odysseen
har øvet betydelig indflydelse på vor litterære kultur. Historierne om
Odysseus’ hjemrejse er blevet bearbejdet af fortællere og
billedkunstnere. Kyklopen Polyfem er kendt af ethvert barn. Og navne
som Kirke og Kalypso er sød og farlig musik i manges øren, ligesom
navnet Nausikaa danner skønne billeder på nethinden.
Motiver fra Odysseen
er taget op af moderne forfattere. I James Joyces Ulysses
søger en søn sin fader som Telemachos søger Odysseus. Motivet
bearbejdes videre i Tom Kristensens Hærværk.
Så hvis Homer-studier også omfatter
eftervirkningerne, så er der ingen ende på glæderne.
Jeg indledte denne artikel med et
par eksempler på, hvordan Homers ord er blevet bevingede ord. Lad mig
slutte i samme boldgade med en homerisk latter. Det
er en hjertelig og højlydt munterhed, vedholdende latterkaskader -
udledt af gudernes reaktion på en beretning af smedeguden Hefaistos om,
hvordan Zeus engang straffede ham ved at kyle ham så højt op i luften,
så han landede på Lemnos en dagsrejse senere: “Alle de salige guder
brød ud i uslukkelig latter” (lliaden, Due, 1999, 1.
sang, vers 596f).
Lene Andersen m.fl. (red.): Billeder
til Homer.
Museum Tusculanums Forlag,1984
Lene Andersen (red.): Homerstudier,
Museum Tusculanums Forlag, 1989
Otto Sten Due: Homers
Iliade på dansk, Gyldendal, 1999
Otto Sten Due: Ledsager
til Homers Iliade, Gyldendal, 1999
Otto Sten Due: Homers
Odyssé på dansk, Gyldendal, 2002
Otto Sten Due: Ledsager
til Homers Odyssé, Gyldendal, 2002
Henning Fonsmark (red.): Verdenslitterturens
hvem skrev hvad, Politikens Forlag, 1953
Leo Hjortsø: Græske guder
og helte. Politikens Forlag, 1971
Homers Iliade oversat af Christian Wilster,
1836, genoptryk ved Kai Møller Nielsen, Museum Tusculanums Forlag, 1979
Homers Odysse oversat af Christian Wilster, 1837,
genoptryk ved Kai Møller Nielsen,
Museum Tusculanums Forlag, 1979
Pia Jarvad: Bevingede ord,
Gad, 2006
Minna Skafte Jensen: “To klassiske
episke digte: Iliaden og Odysseen”: s. 132ff i Hans Hertel (red.):
Verdenslitteraturhistorie, 1, 1985
Minna Skafte Jensen: Homer
og hans tilhørere,
Gyldendal,
1992; 2. udgave, Høst & Søn, 2000
Knud Michelsen (red.): Forfatterleksikon,
1, Gad, 1999
Kai Møller Nielsen: Homer-oversættelser
og heksameter-digte, Odense Universitetsforlag, 1974
Alexander Pope: An Essay
on Criticism, 1709
T. Vogel-Jørgensen: Bevingede
ord, Gad, 1991:
Keld Zeruneith: Træhesten.
Fra Odysseus til Sokrates. En bevidsthedshistorie, Gyldendal,
2002
Keld Zeruneith: “Muse, fortæl mig
om manden” (Politiken, 20.9.2002).
|
