Æsop er ikke en forfatter, man tænker på som specielt græsk. Hans univers er ikke mytologisk som Homers med guder og helte. Vi møder en masse dyr, en del mennesker og kun lejlighedsvis Zeus. Landskaberne er holdt i nærbilleder. Dyrene dominerer. De kan tænke og tale. Dyrenes verden afspejler og kommenterer menneskenes. Sigtet med historierne er didaktisk og etisk. Fablen vil lære os noget om, hvordan vi skal opføre os.

Æsops dyrefabel har muligvis sin oprindelse i orienten. Eksotiske dyr som slanger, løver, cikader, skildpadder og aber forekommer, men hyppigere er det europæiske arter som ravne, ørne, katte, hunde, geder, æsler, ulve og ræve.

Fablerne har taget farve efter de steder, hvor de er blevet genfortalt og genoptrykt. Der findes ingen originalformer med Æsops signatur.

Æsop - menneske eller myte?

Nogen sikker identificering af personen Æsop synes ikke mulig. Leksikon for Børnelitteratur siger, at han “skal have levet i 500-tallet (måske 400-tallet) f.Kr. som slave på øen Samos” (Sønsthagen & Weinreich, 2003:494).

Wilperts Lexikon der Weltliteratur beretter med tysk grundighed om alt det, vi ikke ved om Aisopos. Kilderne er indbyrdes uenige, og meget af det, der fortælles, ligner fiktion og legende. En kilde lader ham opstå fra de døde! (Wilpert, 1997, 1:20).

S.A. Hanfords Fables of Aesop (Penguin Classics, 1954; 1956:xiv) argumenterer for troværdigheden af den ældste kilde, Herodot, som meddeler, at Æsop levede på Samos i midten af det 6. århundrede f.Kr.

Sokrates og Æsop

Den ældste samling af fablerne er foretaget af Demetrius omkring 300 f.Kr.

Fablen behøvede ikke samlede udgaver for at overleve. Teksterne var så korte, at de kunne læres udenad. Den klassiske græske litteratur indeholder mange referencer til Æsop.

Sokrates tilbragte nogle af sine sidste timer med at sætte en Æsop-fabel på vers. Han ville hylde Apollon med et digt, fordi en fest til ære for ham havde fået henrettelsen udsat, “men da jeg ikke selv kan opfinde fortællinger, så greb jeg de fortællinger af Æsop, som faldt mig ind, og som jeg kunne udenad, og omsatte dem i vers.” (Platon: Euthyfron, Kriton, Faidon, 1963:67).

Genre på vandring

Med sin genre, fablen, greb Æsop tilbage til ældgamle mundtlige traditioner, hvoraf nogle var græske, andre importerede.

Fablerne vandrede fra land til land. Nye fabler blev føjet til af Phaedrus (15 f.Kr-50 e.Kr.), en frigiven slave, som kom til Rom fra Makedonien. Hans bearbejdelser af Æsops fabler gik i retning af didaktiske udvidelser til skade for genrens oprindelig stramme økonomi.

Fablens tre P-værdier

Fablens kvalitet knytter sig til de tre p’er: parataksen, pointeringen og pragmatismen.

Parataksen er det enkle sprog, de korte sidestillede sætninger.

Pointeringen er styringen af plot og sprog hen mod en simpel pointe.

Pragmatismen er den nøgterne livsvisdom, historierne styrer frem mod: forsigtighed og beskedenhed - ikke patos, idealisme og nationalisme. (jf. Wilpert, 1997, 1:20).

Retorik, pædagogik og kunst

Fablen er så prunkløs, at enhver kan lege med genren. Den kan bruges til retoriske øvelser: Med hvor få ord kan man fortælle historien? Hvor tydelig bør man gøre pointen? Hvad sker der, hvis man sætter historien på vers?

Takket være sin korthed og sin klare morale har fablen været en populær genre i skolebøgerne, hvor den har kunnet gengives med iøjnefaldende kobberstik. Fritz Haack har samlet eksempler i Vers & historier fra det gamle bibliotek, 2000.

Mens fablen har fejret triumfer i pædagogikken, har det været vanskeligt at få den integreret i kunsten. Ludvig Holbergs forsøg virkede forskruede, men for La Fontaine i Frankrig lykkedes det at poetisere genren, og i Danmark løftede H.C. Andersen genren op til raffineret kunst i “Den grimme ælling” (jf. Paul V. Rubow: H.C. Andersens eventyr, 1927; 1967).

Ikke sødsuppe

Æsop læses stadig. Nye udgaver af fablerne

produceres for børn og voksne. Historien om “Haren og skildpadden” findes som animationsfilm.

Fablerne er langt fra sødsuppe og øllebrødsbarmhjertighed. De fleste af dem har en besk smag af desillusion og hårde realiteter.

Pædagogerne har gennem tiderne været uenige om fablernes velegnethed i opdragelsen. Nogle har fundet dem for hårdhændede, andre har forsvaret dem som usminkede billeder af virkeligheden. Positionerne ridses op af børnelitteraturhistorikeren Inger Simonsen, som i øvrigt mener, at børnene er fløjtende ligeglade med didaktikken. For dem handler historierne om dyr! (Simonsen, 1966:41ff).

Bevingede ord

Æsop har bidt sig fast i sproget. Hans fabler lever videre i faste vendinger, billedlige udtryk, som forstås uafhængigt af de historier, de er udsprunget af, f.eks.

“bjerget barslede og fødte en mus”, “én svale gør ingen sommer”, og “de er sure, sagde ræven om rønnebærrene”.

En snes af T. Vogel Jørgensens Bevingede ord har rødder i Æsops fabler.

Med lånte fjer

Et af de bevingede ord er udtrykket at “smykke sig med lånte fjer”. Det forklarer Vogel-Jørgensen sådan:

Hos Æsop forekommer bl.a. beretningen om en krage (allike), der fandt fældede påfuglefjer, og da den var revnefærdig stolt over egen betydning, satte den påfuglefjerene blandt sine egne og blandede sig glad i påfugleskaren. Men de lånte fjer blev hastigt pillet af kragen, og den blev vist hjem.

(Vogel-Jørgensen, 6. rev. udg.1991:190. Forklaringen gentages næsten ordret i 7. udg. ved Pia Jarvad i 2006.)

I Joachim Bo Bramsens udgave af Bevingede ord og aforismer (2001:87) udskilles syv Æsop-citater, deriblandt Smykke sig med lånte fjer, som forklares uden sans for fortælling og sprog:

Historien om nogle grimme alliker, som pyntede sig med påfuglefjer, har givet ophav til udtrykket.

Det svækker historien, at alliken bliver til flere alliker, og “givet ophav til” er dårligt dansk.

Vagn Lundbyes Æsop

Æsop trykkes stadig i store illustrerede bøger for voksne læsere. I 2003 udkom Æsops fabler genfortalt af Gabriela og Vagn Lundbye.

Her lyder Æsops historie om “Skovskaden med påfuglefjerene” således:

Der var en skovskade, som var meget forfængelig. Den samlede alle de påfuglefjer, den kunne finde, og smykkede sig med fjerene. Den syntes, at den fremmede fjerdragt klædte den så godt, at den herefter begyndte at foragte alle de andre skovskader.

En skønne dag finder den en flok påfugle og blander sig omgående med dem. Men de gennemskuer ham og berøver ham på stedet alle hans uægte fjer!

Skamfuld begiver skovskaden sig tilbage til sine egne! Men de støder ham fra sig! Ikke nok med det, de piller også de sidste fjer af ham. Og på den måde rager den indbildske skovskade sig uklar med alle fuglene.

(Lundbye, 2003:95)

Gabriela Lundbye har oversat fablen fra en fransk udgave fra 1690, og Vagn Lundbye har forsynet den med en essayistisk morale. Hans budskab er, at mennesket har lov til at klæde sig ud, så længe det ikke glemmer at være sig selv. Det er en opblødning af historiens hårde pointe. Lundbye erklærer i bogens forord, at hans ærinde med moralerne er at føje “medfølelse” til historierne.

Æsop på versefødder

En anden måde at blødgøre pointerne på er at sætte historierne på vers som Jean de La Fontaine gjorde det i Frankrig i 1668. Historien om skovskaden er herfra blevet gendigtet på dansk af Johannes Møllehave i 1988:

Skovskaden pyntet med påfuglefjer

En påfugl skulle skifte fjer

og smed den fjerpragt, som den hade.

Det kommer der en vigtig skade

tilfældigvis forbi og ser.

Den pynter sig med lånte fjer,

fordi den vil se ud af mer.

Den leger påfugl, og den lader,

som den var mer end skovens skader.

Den går og spiller vigtigper,

og den slår hjul med lånte fjer.

En af dens egne ser dens lån

og møder den med spot og hån.

Den blir til grin blandt skovens skader,

fordi den er alt det, de hader.

Den flygter til en påfugl’flok.

Men de går endnu mer amok.

De plukker den med vold og magt

for al dens flotte lånte pragt.

Blandt påfugle blev skaden plukket.

Dens egne anså den for krukket.

Jeg kender fler, som ligner skaden

de har to ben og går på gaden

med vigtigt blik og lånte fjer,

behøver jeg at sige mer?

La Fontaine: Fabler. Gendigtet af Johannes Møllehave, 1988, 3. udgave, 1. oplag 2002:117

Her er blødgøringsmidlerne humor og gentagelser. Skovskadens forfængelighed antager komediekarakter, når den “slår hjul”, dvs. svinger rundt, med lånte fjer. Karakteristikker som “vigtigper” og “krukket” tyder på, at krisen kan overstås. Svaret på digtets sidste spørgsmål er nej.

Den korteste form

Æsops “At smykke sig med lånte fjer” er optaget i det danske sprog via Phædrus’ fabeludgave (1. bog, 3. fabel) (jf. ODS,4:1068). Sin fine herkomst til trods stempler udtrykket ikke brugeren som en, der pynter sig med lånte fjer. Når Oehlenschläger har brugt det Baggesen, kan det vel ikke blive mere dansk: “Den hule Prosa, der lig Alliken sin Krop/ Med falske Fjære smykker.”

N.F.S. Grundtvig har sagt det kortest: Pral ikke med lånte fjer. (Iver Kjær og Bengt Holbek: Ordsprog i Danmark, 1969:163).

Litteratur

Joachim Bo Bramsen: Bevingede ord & aforismer, Politikens Forlag, 2001

Werner Dahlerup: Ordbog over Det Danske Sprog, 4. bind, 1922

Fritz Haack (red.): Vers & Historier fra Det gamle Bibliotek, Sesam, 2000

S.A. Handford: Fables of Aesop, Penguin Classics, 1954; 1966

Pia Jarvad: Bevingede Ord. 7. udgave, Gad, 2006

Iver Kjer og Bengt Holbek: Ordsprog i Danmark, Jørgen Paludans Forlag, 1969

La Fontaine: Fabler. Gendigtet af Johannes Møllehave, Sesam, 3. udgave, 1. oplag, 2002

Gabriela og Vagn Lundbye: Æsops Fabler, Sesam, 2. udgave, 1. oplag, 2003

Platon: Euthyfron, Kriton, Faidon, Hans Reitzels Forlag, 1963

Paul V. Rubow: H.C. Andersens Eventyr, 1927; 1943; Gyldendal 1967

Inger Simonsen: Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede, Nyt Nordisk Forlag, 1966

Kari Sønsthagen & Torben Weinreich: Leksikon for Børnelitteratur, Branner & Korch, 2003

T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang: Bevingede Ord, 6. reviderede udgave, Gad, 1991

Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur, Branner & Korch, 2006

Wilpert: Lexikon der Weltliteratur. Autoren A-K, Taschenbuch, 1997