|
“Græcitet” er et fint gammelt ord
for “indbegrebet af det græske”.
I dedikationen til “Begrebet Angst”
(1842) hædrede Søren Kierkegaard sin lærer, forfatteren Poul Martin
Møller, med betegnelsen “Græcitetens lykkelige elsker”.
Den fornemme betegnelse tålte
gentagelse, da forfatteren Otto Gelsted i 1958 blev hyldet på sin 70
års fødselsdag. Det var Sven Møller Kristensen, der svingede fjerpennen
i “Hilsen til Otto Gelsted” (Houmann, 1958).
Otto Gelsted havde ligesom Poul
Martin Møller arbejdet med en Homer-oversættelse. Møllers blev en
torso. Men der var ikke noget i vejen med kvaliteten. “Odysseens sex
første Sange” kan ses optrykt i “Efterladte Skrifter,” 1, 1855.
Gelsted kappede versefødderne af
Homer og skrev prosaoversættelser af “Odysseen”, 1954, og “Iliaden”,
1955. På den måde skaffede han Homer læsere uden for den lærde skole.
Hver på sin måde havde Møller og
Gelsted demonstreret græsk-filologiske færdigheder.
Anlæg
for græsk filosofi havde de også.
Poul Møller efterlod sig et 270
sider langt “Udkast til Forelæsninger over den ældre Philosophies
Historie” (optrykt i fjerde bind af “Efterladte Skrifter”, 1856:18ff.).
Forelæsningsmanuskriptet handlede
om græsk filosofi og beskrev udviklingen fra Thales til de sidste
Platonikere som en treleddet struktur: “Begyndelse”, “Blomstringstid”
og “Forfald”.
Otto Gelsted udgav i 1958 en 190
sider lang bog med titlen “Den græske tanke”. Den tegner en
udviklingskurve som til forveksling ligner den fra Poul Møllers
forelæsninger: fra “Den græske naturfilosofi” over “Oplysningstiden”
til “Plotin og mystikken”.
Både Møller og Gelsted indleder med
at forklare, hvordan filosofien i begyndelsen må frigøre sig fra
mytologien.
Poul Møller skriver: “Den
Fremstilling af Gudeverdenen, som findes hos Homer, var kun lidet
skikket til at vække nogen Forskning over Tingenes Væsen.”
Gelsted forklarer, at filosofferne
måtte anse Homer for den farligste repræsentant for det, de netop ville
bekæmpe, “den mytologiske livsopfattelse” (1958:9).
Lighederne mellem Poul Møller og
Otto Gelsted som græcitetens filosofihistorikere er så påfaldende, at
man fristes til at tro, at Gelsted har siddet med Poul Møllers skrifter
opslået foran sig. Men det forholder sig formentlig snarere sådan, at
de begge har forlæg i tyske fremstillinger.
Københavns Universitets
filosofihistoriker Carl Henrik Koch konstaterer, at Poul Møllers
forelæsninger “for det faktiskes vedkommende stort set bygger på den
tyske filosofihistoriker Heinrich Ritters bindstærke redegørelse for
oldtidens filosofi.” Sine inddelinger og mange af citaterne har Møller
ifølge Koch hentet i H. Ritter: “Geschichte der Philosophie” 1-4,
1829-34. Om Gelsted har støttet sig til samme kilde eller udløb heraf,
vides ikke. Ligesom Poul Møller afstår han fra kildefortegnelse.
Stofligt er Gelsteds
filosofihistorie traditionel. Filosof følger på filosof som billeder
trukket op af en arkivkasse.
Originaliteten ligger i de
aktualiserende greb. Gelsted er ikke bange for at foretage løse
sammenligninger og indlægge personlige vurderinger:
Fra Anaximandros kan Nietzsche have
hentet sin inspiration om tilværelsens ewige Wiederkunft. Heri så han
den højeste livsbekræftelse. Andre vil finde tanken om en sådan evig
repetition mindre tillokkende.
Nogle af Gelsteds indskydelser er
så søgte, at han føler det nødvendigt at forsikre om, at de ikke er
søgte:
Fortyndet luft, siger Anaximenes,
bliver til ild, koncentreret luft bliver først til vand og derefter til
jord. Det er kosmologisk spekulation, ikke iagttagelse. Men vi står her
overfor det frugtbare princip, at en kvantitativ ændring kan give sig
udslag i kvalitativ ændring. Princippet skulle af Karl Marx overføres
på sociologien og kom til at danne grundlag for hans historieteori.
Tanken på Marx fører usøgt til at mindes endnu en filosof fra Milet:
Heketaios, der kan betragtes som grundlægger af historien som videnskab.
Stilen er en blanding af lærebog og
essayistik. Gelsted skriver tingene, som de falder ham ind. Da han
senere i det første kapitel om “Den græske naturfilosofi” kommer i
tanker om, “at det vel snarere er Heraklit end Anaximandros, der har
inspireret Nietzsches vision af die ewige Wiederkunft”, får det ham
ikke til at ændre kapitlets komposition.
Den løst slentrende stil har sin
charme. Læseren aner ikke, hvilke navne der kan dukke op på næste side:
Darwin (33), Lenin (45), Georg Brandes (“en ægte sofist”, 50), Lamarck
(135) og Jørgen-Franz Jacobsen (et nutidigt eksempel på “at et stærkt
sind og medfødt livsglæde og livsmod kan overvinde den stærkeste sygdom
og den stadig truende død”, 168).
Efterhånden som fremstillingen
skrider frem, og kristendommen nærmer sig, får Gelsteds tekst en snert
af religionskritik over sig. Han bryder sig ikke om kristendommen som
magtmiddel. Heller ikke om den kristne mystik, som udelukker andre fra
at være med.
Noget af det, der for Gelsted
virker tiltrækkende ved græsk kultur, er, at den er uberørt af
kristendommen.
Otto Gelsted første kontakt med
græciteten fandt sted på det jesuitterkollegium i Ordrup, hvor hans
religiøst interesserede far havde anbragt ham.
Det passede mig for saa vidt godt,
for vi havde flere græsk- og latintimer end i normale latinskoler.
Navnlig græsk, som jeg forelskede mig i, ikke fordi undervisningen var
særlig god, men det lå meget godt for mig, for så lå der en opfordring
til selv at gøre et arbejde, til at sætte sig ind i det.
Otto Gelsted fortæller, 1969:35
Han var blevet sat i skolen for at
få en katolsk opdragelse. Men det, der havde virkning på ham, var
undervisningen i den græske kultur, og ikke den kristne.
I det selvbiografiske digt “Munkene
og Homer” beskriver han først, hvordan en pater forklarede Guds visdom
skridt for skridt, så Adam og Eva blev reddet og skaberen blev
rekonstrueret. Det var betryggende for eleverne, som Gelsted beskriver
som “visne smaa Mænd paa tres”.
Men så kom undervisningen i Homer:
Græsk! En rystende Olding
skanderer i hoppende takt
homeriske Heksametre
-
og blaa bliver Stuen af pragt!
Brusende blaat gaar havet
og blaat er det blæsende Rum.
Funklende Aphrodite
staar i det gnistrende Skum
Mod øen af middelalder
og mørket vi mugnede i,
skyllede, Hellas, din frie
strålende havharmoni
(“Jomfru Gloriant”, 1923; optrykt i
Togeby, 1961:72)
Kristendommen er for den unge
Gelsted mørke, mug og middelalder. Grækenland forbinder han med lys,
frihed og harmoni.
Hvor meget han end udvikler sig
filosofisk og ideologisk (jf. Nordin, 1983, og Bay, 1984; 2003), så
forbliver hans kærlighed til græciteten intakt.
Gelsted oversatte “Græske digte” i
1941 og havde
i 1950’erne en regulær græsk
raptus. Foruden oversættelserne af “Odysseen” (1954) og “Iliaden”
(1955) udsendte han i dette årti tre fagbøger om græsk kulturhistorie:
“Guder og helte. Græsk mytologi” (1956), “Græsk drama” (1957) og “Den
græske tanke” (1958). Hertil kom oversættelser af skuespil: Aiskylos:
“Prometheus i lænker” (1957), Aristofanes: “Fuglene” (1958), Euripides:
“Hippolytos” (1958) og Sofokles: “Antigone” (1958)
I 1969 fejede Godfred Hartman en
række af Otto Gelsteds spredte græske småstykker sammen i “Hellas i mit
hjerte”, der udsendtes som Gyldendals Julebog. De fleste af teksterne
var blevet til på San Cataldo i Syditalien (jf. Houmann, 1977:37).
For Thorkild Bjørnvig var Gelsted
“Grækeren i Akademiet” (Kroniken i Politiken
31.10.1991). “Gelsted glemte aldrig, at videnskaben i sin oprindelse
var græsk, og han glemte heller aldrig sin afsky for kristendommen”,
skriver Bjørnvig. “Der var som en lang eftervarme i ham fra den græske
sol.” Paul
Diderichsen bøjede sproget til det hidtil usete, da han udnævnte
Gelsted til “Akademiets ældste og grækeste stemme”. Sagde eller mente
sprogprofessoren mon ikke “græskeste”?
Gelsted havde været “græcitetens
lykkelige elsker” i en menneskealder, før han endelig som 69-årig
endelig fik mulighed for at se Grækenland:
“det var jo et
pengespørgsmål. Som ung havde jeg ingen penge, jeg skulle først nå at
tjene lidt skillinger og blive mere velhavende. Det er ikke dyrt i
Grækenland, det er for så vidt ikke dyrere for mig at bo i Grækenland
end herhjemme. Men rejsen frem og tilbage koster alligevel hel del
penge, nogen tusind kroner, så man skulle alligevel have en lille
formue skrabet sammen for at komme derned.”
(Gelsted, 1969:38)
Det lykkedes så i 1958. Og i de
efterfølgende år tilbragte Gelsted længere perioder i Sydeuropa, især i
Syditalien, hvor institutionen San Cataldo gav ham frit ophold.
Opholdene satte deres præg på hans digtsamlinger, så det mærkedes helt
op i titlerne: “Aldrig var dagen så lys” (1959) og “Digte fra en
solkyst” (1961).
Den sansede oplevelse var
imidlertid aldrig nok: “Hvad er lynet, mod tankens klarhed?” spørger
han i digtet “Et solkys” i sidstnævnte samling.
I essayet “Fra klassiske kyster”
besøger han Heratemplet, den såkaldte Basilika, i den oprindelig græske
by Pæstum ved Napoli. Hvad
han ser i templets “strakthed og rundinger”, “er sten der er
gennemtrængt af ånd”. Og i en mægtig sproglig syntese sammenfatter han
kunst, natur, fornuft og religiøs følelse:
Ingen tal og målinger med oldgræske
alen kan gennemtrænge stenenes hemmelighed. Disse søjler og gavle er
udtryk for en af kunstnerisk fornuft behersket, vældig og naturgroet
livsfølelse, der endnu meddeler sig umiddelbart til helligområdets gæst.
(“Goddag liv!”, 1958)
Citatet er et kernested i digterens
forhold til det græske. Det kan udlægges sådan:
Ud fra en vældig livsfølelse, som
henter kræfter i naturen, skaber den kunstneriske fornuft
bygningsværker i sten, som beskuerne endnu i senere århundreder oplever
som hellige.
Carl Erik Bay: Fra ideens
standpunkt. Om den unge Otto Gelsteds vej og mål, Sirius,
1984; optrykt i Carl Erik Bay: Kulturradikale kapitler,
C.A. Reitzels Forlag, 2003
Thorkild Bjørnvig: “Grækeren i
Akademiet”, Politiken, 31.10.1991
Otto Gelsted: Græske Digte.
Oversættelse, Athenæum, 1941
Otto Gelsted: Homer:
Odysseen, Oversættelse, Thaning & Appel, 1955
Otto Gelsted: Homer:
Iliaden, Oversættelse, Thaning & Appel, 1956
Otto Gelsted: Guder og
helte. Græsk mytologi. Thaning & Appel, 1956
Otto Gelsted: Græsk drama,
Thaning & Appel, 1957
Otto Gelsted: Den græske
tanke, Thaning & Appel, 1958
Otto Gelsted: Aldrig var
dagen så lys. Digte, Thaning & Appel, 1959
Otto Gelsted: Digte fra
en solkyst, Thaning & Appel, 1961
Otto Gelsted fortæller, interview ved Claus Ingemann
Jørgensen fra Land og Folk 1968, Forlaget Tiden,
1969
Otto Gelsted: “På klassiske
kyster”, Land og Folk, 8.7.1957; Goddag
liv!, 1958; Børge Houmann: Tilbageblik på fremtiden,
1, Sirius, 1977
Godfred Hartmann (red.): Hellas
i mit hjerte, Gyldendal, 1969
Børge Houmann og Hans Kirk (red.): Hilsen
til Otto Gelsted, Sirius, 1958
Børge Houmann: Otto
Gelsted Bibliografi, Sirius, 1977
Carl Henrik Koch: Den
danske filosofis historie. Den danske idealisme 1800-1880,
Gyldendal, 2004
Poul Martin Møller: Efterladte
Skrifter,1-6, 3. udg., C.A. Reitzel, 1856
Lene Nordin: Otto
Gelsteds standpunkt, Museum Tusculanum, 1983
Knud Togeby (red.): Dansk
lyrik 1915-55, 4. oplag, Dansklærerforeningen, Gyldendal, 1961
|
