|
Med denne artikel afsluttes min
lille serie af artikler om antikken. De er skrevet af en amatør - i
begge ordets betydninger: en ikke-fagmand og en elsker.
Jeg er ikke klassisk filolog eller
arkæolog. Jeg er nordist og kritikhistoriker. Men jeg er meget optaget
af den klassiske kultur og de aftryk, den har sat sig i vores kultur.
Mødet med antikkens tankeverden har
været af afgørende betydning for mig som forsker og menneske.
Forbindelsen er blevet bragt i stand gennem skolens undervisning i
historie og gymnasiets timer i oldtidskundskab. Jeg har suppleret med
egne læsninger i filosofiske og retoriske værker og iagttagelser af
kunst.
Endelig har også rejser i Italien
og Grækenland bekræftet en fornemmelse af, at min kærlighed til
antikken er en tilslutning til et livssyn, der rimer på lyssyn.
Min første rejse til landene syd
for Alperne førte til kvalme og svimmelhed i katedralen i Milano. Jeg
kiggede op og mistede orienteringen. Det sejlede for mig, og jeg måtte
løbe ud med brækfornemmelser og sved på panden. Jeg var 14 år, og det
højeste kirkerum, jeg indtil da havde set, var det i Sankt Jacobskirken
på Østerbrogade, hvor jeg netop var blevet konfirmeret.
Jeg havde ikke taget konfirmationen
særlig alvorligt, og den tanke strejfede mig, at oplevelsen i domkirken
kunne være vorherres løftede pegefinger til en ung spasmager.
Et par år senere fik jeg foretaget
nogle undersøgelser af min balance. Jeg lå på en briks med en brækbakke
på brystkassen, mens lægen sendte skiftevis varmt og koldt vand ind i
mine ører. Undersøgelserne bekræftede, at jeg havde balanceproblemer:
Jeg blev let køresyg og søsyg.
Guds straf eller forstyrrelser i
balancenerven? Hvad det end kom af, så var jeg i besiddelse af en
usædvanlig indtryksmodtagelighed over for bygninger, rum, proportioner
og perspektiver. Et pludseligt ryk i blikretningen og kirkegulvet
gyngede.
Nu var der også noget helt særligt
ved katolske katedraler. “Paverne blev lidenskabeligt optaget af
arkitektur, denne evige kunstart der går så godt i spand med en
religion, der bygger på skrækforestillinger”, som den franske forfatter
Stendhal formulerer det i sine Vandringer i Rom
(1982:22).
Kirkebygningskunsten kalkulerer med
frygt hos modtageren. Rummet fremtvinger ydmyghed. Man opsøger det
storladne, og man kommer hjem med bøjet nakke. Jeg kan bedre lide den
græske version af storhed, hvor der er åbent til himlen.
Mine rejser til Grækenland var
initieret af Ole Barfoed. Hans levende gennemgang af billeder af søjler
og templer gav mig lyst til at se tingene selv.
Min første græske rejse gik til
Zákynthos på vestsiden af Peloponnes. Det var en organiseret
studenterrejse i 1966. Vi fløj til Athen og kørte i bus til vores
feriemål med stop og overnatning på vejen i Delfi, som var kendt for
sin Apollon-kult og sit orakel.
Her stod man over for den dejlige
opgave at forestille sig, hvad der var foregået på stedet. Der var ikke
meget byggeri tilbage ud over resterne af et Apollon-tempel. Men den
landskabelige skønhed og udsynet appellerede til fantasien. Stilheden
var sakral. Det var ikke til at vide, præcis hvor Gaia havde haft sin
jordhule, og hvor de giftige dampe var kommet op, eller hvor Pythia
havde siddet, når hun udsagde sine spådomme. Men det virkede troligt,
at Delfi havde trukket folk til - og at man har følt, at oraklets svar
havde vægt.
At rejse som gruppe havde sine
fordele. Vi beskyttede hinanden mod dumheder. Efter
en dags samvær kaldte de mig ouzo.
Næste dag lå vi på stranden og nød
solen. Af en medbragt parlør lærte jeg min første græske sætning: ”Hvis
De taler langsomt, vil jeg kunne forstå en del af det, De siger.” “I
dont think so”, lød det med tyk græsk accent fra en pige på et
badehåndklæde i nærheden. Da hun rejste sig op, så jeg, at det var
Nausíkaa fra Odysseens sjette sang: “Skøn som en himmelsk gudinde var
pigen af legem og ansigt.”
Grækenland tog gavmildt imod mig.
Da jeg dansede med Nausíkaa på restaurationen om aftenen, spurgte jeg
hende, hvad det var, orkestrets forsanger stod og sang? “Du er min
havn, jeg er din båd”, smilede hun. Jeg følte mig som Odysseus i
skysovs. Det varede til næste dag, da hendes familie fik nys om
eventyret og bragte det til ophør.
Jeg genså Delfi året efter, i 1967.
Denne gang seriøst parret og med god tid til fordybelse. Vi var fire
studerende, som rejste med rygsæk: to piger, som studerede kinesisk, en
norsk mediciner, som kom sammen med den ene af sinolog-pigerne, og mig,
en nordist, som kom sammen med den anden.
En af sinologerne havde af sin far
fået et introduktionsbrev med, så vi kunne overnatte på taget af et
hus, der tilhørte nogle af hans arkæologiske venner.
Men for det meste overnattede vi på
badestrande eller ved vandløb. Det skete, at folk fortalte os, at vi
havde sovet, hvor der var slanger. Det forhøjede livsintensiteten.
Vi var ikke sammen alle fire på
hele turen. Parrene havde forskellige ønsker. Vi skiltes og mødtes
igen. Der var for eksempel amfiteatret med den eminente akustik i
Epidauros. Og der var vægmalerierne i paladset i Knossos. Der var så
meget, vi gerne ville se.
Når vi gik to og to, var det let at
forøge tempoet ved at lade os samle op af bilister, som fik ondt af os
eller som savnede selskab.
Vi vandrede fire mand høj tværs
over Kreta - i stegende hede! Kun skandinaver og englændere finder på
den slags tossestreger. Man kunne ikke fortænke det græske militær i at
mistænke os for sabotage eller spionage. Det var i juntaens første år.
Nerverne sad uden på tøjet.
Undervejs lærte vi en masse om
græsk gæstfrihed og mentalitet. Når vi ankom til en ny landsby, hændte
det, at indbyggerne konkurrerede om at tilbyde os de bedste
overnatningsforhold og kaffe om morgenen.
Det skete også, at vi kom til en
landsby med tillukkede skodder. Vi spurgte en enlig beboer, hvor alle
mennesker var henne. Han slog ud med hånden og svarede: “Germania” - de
er i Tyskland - underforstået: som gæstearbejdere.
Vi kom helskindede tilbage til
Athen, hvor Akropolis ventede på os. Det er et tempelbyggeri af
usammenlignelig rigdom og skønhed - placeret på en flad klippe, der er
hævet 150 meter over byen. Det største er Parthenon-templet for Pallas
Athene, byens gudinde, først for fred og siden også for krig. Også i
gudernes verden må man være realist.
Ved siden af Parthenon findes to
mindre templer af udsøgt kvalitet: Erechtheion-templet med
kvindeskikkelser, de såkaldte Karyatider som bærende søjler, og
Nike-templet, som er rekonstrueret fra bunden af.
Akropolis er en hellig by i byen.
Et sted, som ikke kan udtømmes for betydning. Et sted, hvor natur og
kultur går ud i et. Små blomster pibler frem mellem stenene. Hvor
teateret er nabo til templet. Og hvor der er fri udsigt til himlen.
Da det efter adskillige græske
badeferier, forekom min kone, at hun havde set, hvad der var værd at se
af græske øer, og at turen nu måtte være kommet til Athen og templerne,
lejede vi os ind på et godt hotel med en altan, hvorfra vi kunne se
Akropolis døgnet rundt. Det syn var ikke til at blive træt af.
Mens den største antikke attraktion
i Athen er et tempel - noget åndeligt - så er den største antikke
attraktion i Rom en gladiatorscene - bygget til kamp. Colosseum.
Den græske urtype er en tænker. Den
romerske urtype er en soldat.
Det er selvfølgelig for firkantet
stillet op. ”Grækenland myldrede med professionelle soldater, der gerne
tog ansættelse hos den, der ville betale”, skriver Alf Henrikson i et
afsnit, der handler om en plyndring af templet i Delfi (Antikkens
historier, 1, 1988:144). Akropolis har i flere omgange været
anvendt som fæstning. Parthenon-templet har endog fungeret som
krudtmagasin. Tilsvarende har der selvfølgelig været fredelige romere.
Men hovedtendensen er som beskrevet.
Når Stendahl hylder Colosseum,
sidestiller han de imponerende mål med de lige så imponerende dødstal:
Verden har aldrig set et så
pragtfuldt monument. Dets fulde højde er 157 fod, og dets ydre omkreds
måler 1641 fod. Den arena hvor gladiatorerne kæmpede er 285 fod lang og
182 fod bred. Da Titus indviede Colosseum, morede det romerske folk sig
over at se 5000 løver, tigre og andre vilde dyr samt næsten 300
gladiatorer dø. Legene varede i 100 dage. (Vandringer i Rom,
1982:21). Hip, hip, hurra …
Roms anden hovedattraktion er
ifølge Stendhal Peterskirken. Den er ikke voldsforherligende, men truer
til gengæld med hovedpine på grund af alt det, der er bunket sammen som
i et overfyldt førsteklasses museum. Ja, det er ikke direkte Stendhals
ord, men hans mening.
Hans egen bog er i øvrigt selv en
charmerende rodebutik, en krydsning mellem guidebog og essaysamling.
Men titlen er træffende.
Vandringer er noget, man kun kan
foretage sig i en storby, hvis man har god tid, dvs. hvis man for en
periode er fastboende. Jeg havde været flere gange i Rom, før jeg i
1996 fik mulighed for at bo i Skandinavisk Forenings Kunstnerkollegium,
som dengang lå på Via Garibaldi i Rom. Når man er i en fremmed by en
måned, kan man slappe af og tillade sig at gå en tur uden andet formål
end at se, hvad der byder sig til for øjet. Hvis man falder indenfor i
et loppemarked eller beser en ruin, er det ikke, fordi man har planlagt
det.
Men man får byen ind på rygmarven.
Og på forunderlig vis slipper man for de plattenslagere, der henvender
sig til en, når man optræder som turist. Min kone falder så godt til,
at folk begynder at spørge hende om vej.
Betragtet som kulturhovedstad er
Athen naturligvis intet mod Rom. I Athen er næsten al kultur antik
kultur, og det meste er samlet på Akropolis. Rom har kulturskatte fra
alle perioder, og antikken er integreret i byen. Eller for at sige det
med en nutidig dansk kender, Thomas Harder: “Fantasi skal der til, hvis
man som lægmand vil prøve at begribe sammenhængen mellem de rester af
republikkens og kejsertidens Rom, der findes spredt over hele det
område, som ligger inden for den 18 kilometer lange aurelianske bymur,
der markerer den antikke millionbys største udstrækning” (Italienske
steder, Samleren, 1998: 138).
Man vader med andre ord omkring i
tempelrester. Og går man indenfor i det største tempel, Peterskirken,
er det godt at have en kunsthistoriker som Mogens Nykjær under armen.
Han betragter kirken som et “enestående tætvævet kunstværk, som
visualiseringen af en stor fortælling” (Peterskirken,1999;
2000:9)
Hvis man foretrækker templer i
naturens omgivelser, må man drage sydover til Paestum, hvor græske
kolonister efterlod sig hele tre templer. Det var disse søjler og
gavle, at Otto Gelsted fandt var udtryk for “en af kunstnerisk fornuft
behersket vældig og naturgroet livsfølelse, der endnu meddeler sig
umiddelbart til helligområdets gæster.” (Tilbageblik på
fremtiden, 1977, 1:206)
På vejen ned til Paestum må den
antikt rejsende foretage en afstikker til Pompeji, byen, der i år 79
e.Kr. blev begravet i aske og lava fra Vesuv. Genopdagelsen og
frigravningen mere end 1500 år senere resulterede i et kulturminde, som
er italienernes virkelige svar på Akropolis.
I tempelanlæggene lærte man noget
om antikkens religiøsitet. I Pompeji og Herculaneum lærer man noget om
antikkens hverdag. Her er “lærer” faktisk for vagt et udtryk. Man føler
sig hensat til antikken. Proportionerne underbygger illusionen. Man går
rundt i den antikke hverdag - mellem idrætsanlæg, vinstuer og
bordeller.
Det er antikken usorteret og
fastholdt i et øjebliksbillede. Et grusomt øjeblik for de mennesker,
der blev kvalt af gasserne og begravet under fem-seks meter lava. For
os efterlevende et øjeblik ladet med historisk mening - vort vigtigste
mindesmærke om antikken. Nogle af de 2.000 døde har efterladt sig et
hulrum, som har kunnet bruges som form ved en kropsafstøbning. Man kan
sige, at der ved deres død blev taget et tre-dimensionelt billede af
dem.
Det er først i nyere tid, at man
har kunnet afdække og undersøge Pompeji systematisk. Om vi kan
tilslutte os opfattelsen af et bestemt kulturelt mindesmærke som det
vigtigste, kan ikke opgøres med lutter objektive kriterier.
Da vores berømte landsmand H.C.
Andersen besøgte Pompeji i 1834 viste han sig relativt kold i røven
over for det opgravede. Til gengæld var han helt ekset af begejstring
for den glødende vulkan (Nørregaard-Nielsen, 2004:150ff).
Otto Gelsted: Tilbageblik
på fremtiden. Artikler og essays i udvalg ved Børge Houmann
1-2, Sirius, 1977
Thomas Harder: Italienske
steder. Rejser m.m. 1991-98, Samleren, 1998
Alf Henrikson: Antikkens
historier, 1, Gyldendal,1988
Leo Hjortsø: Græske guder
og helte, Politikens Forlag, 1971
Mogens Nykjær: Peterskirken.
Historie og betydning, Gyldendal, 1999; 3. udgave, 1. oplag,
2000
Hans-Edvard Nørregård-Nielsen: Jeg
saae det Land. H.C. Andersens rejseskitser fra Italien, 4.
udgave, 1. oplag, 2004.
Stendhal: Vandringer i
Rom. Oversat af Else Boel fra: Promenades dans Rome,
1829. Med efterskrift af Hans Boll-Johansen, Græs, 1982
|
