|
Når jeg genser Leif Panduros
tv-spil Et godt liv, er det med en sær blanding af
lyst og frygt. Da jeg oplevede det på skærmen første gang i 1970, blev
jeg grebet af det. Så meget, at det var med til at sætte mig i gang med
at skrive en bog om Panduros dramatik.
Men holder Et godt liv
til gensynet?
Jeg havde lyst til at gense det,
men jeg var bange for at blive skuffet, som det er sket for mig ved
gensynet med flere af de franske nybølge-film fra dengang. Når jeg
nævner dem i denne sammenhæng, er det ikke tilfældigt. En af
inspirationskilderne til Panduros tv-spil, er moderne fransk filmkunst
med dens kombination af nyrealisme og eksistentialisme.
Det første, der slår mig ved
gensynet med Et godt liv, er, hvilken formidabel
moderne filmskuespiller Danmark havde i Louis
Miehe-Renard. Over næsten samtlige spillets 70 minutter er han i
billedet uden at tage ture eller spille duarder. Det er klart, at
Panduro som spillets forfatter og Palle Kjærulff-Schmidt som
instruktøren har andel i æren herfor.
Panduro kom med ideen og stoffet.
Han havde lagt historien ud som en række scener, der blev gentaget med
variationer. Palle Kjærulff-Schmidt klippede scenerne yderligere op og
flettede dem sammen i et nervøst rytmisk forløb.
I Palle Kjærulff-Schmidts
pertentlige instruktion skabte Louis Miehe-Renard et troværdigt billede
af det stressede moderne menneske, en mand, der er villig til gang på
gang at lade, som om han ikke hører, hvad der bliver sagt, for ikke at
blive holdt fast på et synspunkt, som burde gennemtænkes i dybden.
Den indledende dialog med hustruen,
spillet med rolig sødme af Lilly Weiding, hopper fra vejrmeldingen over
morgenbrødet og dagens post til Daniels hovedpine og hans handicappede
søster, som han burde besøge.
Et godt liv handler om en knap halvtredsårig
mand, som gennemgår nogle helbredsundersøgelser, fordi han vil tegne en
livsforsikring. Undersøgelserne viser, at Daniel er det,
forsikringsselskaberne kalder “et dårligt liv”. Han har ikke udsigt til
at leve længe. Det kan ikke betale sig at tage ham ind som kunde.
Daniel har svært ved at acceptere
denne kendsgerning, og det gør det ikke lettere, at han har prøvet at
tegne forsikringen gennem Victor, som er gammel ven af Daniels kone,
Elisa, og stadig lidt lun på hende. Daniel forsøger at skubbe
problemerne med helbredet fra sig for i stedet at fokusere på Victors
tvivlsomme motiver. Jalousi er lettere at håndtere end dødsangst.
Daniel er en mand fuld af god
vilje. Han har lovet en Rotary-ven at beskæftige en psykisk syg ung
mand på sin skotøjsfabrik, men når det kommer til stykket, har han ikke
overskud til det. Den unge mand udfordrer Daniels borgersind.
Daniel opsøger sin
psykologistuderende søn. Måske i håbet om at snakke problemerne igennem
med ham, men bliver konfronteret af en provokerende husven.
De to unge mænd, den psykisk syge
på fabrikken og provokatøren i sønnens hjem, er kendte figurer i
Panduros forfatterskab. De formidler en masse tidstypisk samfundsstøj,
men de virker ikke strengt nødvendige i denne historie, hvis kerne er
et klassisk drama om holdningen til den uafvendelige skæbne.
Daniel lover, at han vil besøge sin
invaliderede søster, men får det først gjort, da han selv har set
skriften på væggen. Han indrømmer, at han er bange.
I slutbilledet er vi tilbage, hvor
det hele begyndte, i Daniels og Elisas lejlighed. Han køber morgenbrød,
før han går på arbejde - og blomster til Elisa. Livet fortsætter sin
vante gang. Så længe det nu varer.
For seeren er begivenhederne også
faldet til ro. Det, som i begyndelsen lignede løse brikker, har nu
fundet en færdig form. Vi ved nu, hvordan alle disse mennesker hænger
sammen. En mand er blevet bedre forstået, og han har også selv forstået
mere.
Dramaet drives frem af et
personligt engagement. Leif Panduro havde i flere år forsøgt at tegne
en livsforsikring. Selskaberne anså ham for et dårligt liv. Først i
1972 lykkedes det ham at få en livsforsikring. I et brev til sønnen Ole
Panduro skriver Leif Panduro 4.7.1972:
I morgen kommer assurandør
Erritzøe, ham med den søvnigt sexede stemme, og BT-lægen Fangel
Poulsen. Formålet er at tegne en livsforsikring til mig!
Du ved jeg har haft nogle kvaler p.gr.a.
overvægt og lidt højt blodtryk, men Erritzøe har svoret at jeg den onde
hakkeme skal have den forsikring og medbringer komplet operationsstue
og blodbank. Det kan man kalde service.
(Gengivet i Hammerich 1977:95,
jf. også Jørgensen 1987:400)
Uden at kende tallene (og modregne
reklameværdien) må man antage, at det blev en dårlig forretning for
forsikringsselskabet. Panduro døde af et hjertestop fem år senere, i
1977, kun 53 år gammel.
Jeg anser Et godt liv
for hans bedste tv-spil, og det er min tese, at der er en sammenhæng
mellem kvaliteten og livserfaringen. Spillet blev godt, fordi Panduro
havde et eksistentielt forhold til temaet. Det disciplinerede ham. Han
afholder sig fra at forklare hovedpersonens krise med henvisninger til
mere eller mindre morsomme psykoanalytiske typologier.
Jeg har tidligere forsøgt at vise,
at noget lignende gør sig gældende for kortprosaens vedkommende (jf.
Jørgensen, 1997).
Panduros bedste novelle var “Vi har
kun eet liv”, fordi dens dybeste inspiration var noget personligt:
mødet med Esther Panduro, uden hvem Leif Panduro ville være død endnu
tidligere.
Det personligt oplevede fører ikke
uden videre til litterær kvalitet. Det afgørende er den nødvendighed,
hvormed stoffet ses at være behandlet.
Set ved premieren på DR 22.9.1970
Genset på bonanza.dk 3.8.2022
TV-spil af Leif Panduro
Instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt
Scenografi: Tage Mellerup
Filmfotograf: Henning E. Jensen
Teknisk tilrettelæggelse: Bent Olsen
Rolleliste:
Daniel, en mand i sin bedste alder:
Louis Miehe-Renard
Elisa, hans kone: Lily Weiding
Fru Eriksen, Daniels sekretær:
Kirsten Peuliche
Olafsen, en ung mand:
Bent Meiding
Victor, en forsikringsassurandør:
Ib Hansen
En laborant: Brigitte Kolerus
Kitty, Daniels søster: Randi Michelsen
En øjenlæge:
John Larsen
Gitte, Daniels svigerdatter: Lykke
Nielsen
Fabian, en ung mand: Lars Knutzon
Peter, Daniels søn: Klaus Ryskjær
En mand, der er syg: Poul Wöldike
En mand på en beværtning:
Hugo Herrestrup
DR præsentationstekst i pressen 22.9.1970:
“Et godt liv” kalder
forsikringsfolk en mand, som man med sindsro kan livsforsikre. Daniel
tvinges til at finde ud af, om han er “et godt liv”.
Paul Hammerich (red.): Panduros
verden, Forum, 1977
John Chr. Jørgensen: Leif
Panduro. Radio. Film. Teater. TV, Borgen, 1973
John Chr. Jørgensen: Leif Panduro -
en biografi,
Gyldendal, 1987
John Chr. Jørgensen: “Teksten i
livet - Livet i teksten”, i: Thomas Bredsdorff & Finn Hauberg
Mortensen (red.): Hindsgavl Rapport. Litteraturteori i praksis, Odense Universitetsforlag, 1995
Leif Panduro: Bella og Et godt liv.
To tv-spil,
Gyldendal, 1971
Leif Panduro: Den bedste
af alle verdener. Noveller i udvalg ved Birgitte Hesselaa og John Chr.
Jørgensen, Gyldendal,1974
|
