|
I Norge har litteraturhistorikerne
siden 1980’erne arbejdet på at frembringe en kritikhistorie. Vi skulle
helt frem til 2016, før det lykkedes at få sat punktum. Et femårigt
forskningsprojekt, som involverede en halv snes forskere, resulterede i
et mere end 600 sider stort ajourførende bind: Norsk litteraturkritikks
historie 1870-2010 (2016).
Udgivelsen har perspektiver for
dansk kritikhistorie og for kritikhistorisk forskning generelt.
Norsk litteraturkritikks historie blev anmeldt i tidsskriftet Danske
Studier, årgang 2019, af Erik Skyum-Nielsen. Han opsummerede
sin vurdering i triaden “veltilrettelagt, velskrevet og velafstemt” og
tilføjede:
Som dansk læser undgår man ikke
gang på gang at imponeres over den ildhu, det brændende engagement,
nordmændene gennem 140 år har lagt i deres litterære vurderinger og
debatter, og som dansk kritiker og litteraturhistoriker kan man ikke
undlade et hjertesuk over, at John Christian Jørgensens kortlægning af
det danske anmelderis historie i tidsrummet 1720-1906 (i hans disputats
fra 1994) hverken er blevet fulgt op af en sammenhængende skildring
rækkende frem til i dag eller blot af punktstudier over
litteraturkritikkens forskellige typer, dens vigtigste medier, dens
genkommende kontroverser og dens retoriske strategier.
Jeg noterer mig med lettelse, at
Skyum ikke skriver, at jeg selv burde have ajourført min afhandling.
Det, Skyum efterlyser, må udføres
af et team af forskere. Han er selv en af de nærmeste til at medvirke.
På hans hjemmeside på Københavns
universitet står der, at et af hans aktuelle forskningsområder er dansk
litteraturkritik i det 20. århundrede. Så mon ikke der er noget på vej?
Mit beskedne nye bidrag til
kritikhistorien skal bestå i nogle funderinger over - og tilføjelser
til - det norske storværks afsluttende kapitel om kritikkens former.
Jeg forholder mig dels til de
kritikgenrer, som præsenteres, og dels til den definition af
litteraturkritik, der akkumuleres.
Egentlig ville jeg have undgået
bemærkninger, der peger i retning af en anmeldelse. Jeg føler mig ikke
klædt på til at tage stilling til, hvad der er taget med og ikke taget
med i case-kapitlerne. Men jeg har ikke kunnet nære mig for nogle
anmelder-agtige afsluttende bemærkninger over forholdet mellem teori og
praksis i kritikhistorien.
Hvor den håbefulde læser havde
ventet en håndfast konklusion, fremlægger værkets hovedredaktør, Sissel
Furuseth, et “udkast til en kritikkhistorisk typologi”.
Der er noget lammende ved denne
akademiske ydmyghed. Efter at have ledet en flerårig kulegravning af
området, der er resulteret i et mere end 600 sider stort bogværk, er
Furuseth parat til at formulere et udkast til en typologi!
Følger vi Furuseths overskrifter,
omfatter typologien otte former for kritik:
Boganmeldelsen
Digterportrættet
Essayet
Afhandlingen og pamfletten
Parodien
Digtet som kritisk form
Samtaleprogrammet
& Bogbloggen
Rækkefølgen er begrundet dels af
kvantitet og dels af kronologi. Boganmeldelsen står
først, fordi det er den mest udbredte kritikform. Samtaleprogrammet
og bogbloggen kommer til sidst, fordi de er knyttet
til de nyeste medier: radio, tv og internettet.
Det fremgår ikke eksplicit, hvad
disse otte former har til fælles og hvad der adskiller dem fra andre
tekster. Men man kan udlede af sammenhængen, at fællestrækket må være den
kritiske dom. Tydeligst belyses værdispørgsmålet i afsnittet
om bogbloggen.
Furuseth skriver, at man har
diskuteret, om bloggen egentlig kan regnes som litteraturkritik, fordi
mange bloggere ikke ser det som deres primære opgave at være kritisk
vurderende, men bare vil inspirere til læsning. Dermed har Furuseth
indirekte sagt, hvad hun forventer af litteraturkritik: at den skelner
mellem godt og dårligt i litteraturen.
Men så tilføjer hun, at der ikke
desto mindre føres vigtige litteraturkritiske samtaler hos bloggerne.
De viderefører aspekter af den gamle salonkultur, siger hun. Betyder
det, at de “vigtige litteraturkritiske samtaler” - på trods af, hvad
bloggerne siger - indeholder negativ kritik, eller mener hun, at
vurderinger holdt i det positive også er en form for kritik?
Spørgsmålet henstår som uafklaret,
hvilket kan siges at være forståeligt, eftersom blogging er et fænomen,
som endnu ikke har fundet en fast form. Men spørgsmålet er faktisk ikke
nyt. Bloggerne indskriver sig i den kritikhistoriske tradition, man har
kaldt den kritiske liberalisme. Retningens centrale
bestræbelse er at erkende og fremhæve det værdifulde i alle
digterværker. Metoden blev introduceret i Danmark i 1840’erne. I sin
disputats om Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede
indtil 1870 harcelerer Paul V. Rubow over subjektivismen og
den manglende systematik i metoden. Det er som at høre vor tids
litterater kritisere bloggerne (jf. Rubow, 1921, 1970:308).
I en dansk sammenhæng ville det
være relevant at undersøge slægtskabet mellem blogteksten og den
kommercielt styrede boganbefaling, som vi kender den fra bogklubbladene.
Bogbloggen er som sagt den senest
tilkomne af de kritiske former og derfor placeret til sidst i Furuseths
fremstilling.
Havde hun fulgt denne kronologiske
metode fra begyndelsen, ville hun have begyndt med parodien.
Ved opførelserne af de græske
skuespil havde man en fast rytme, hvor man efter tre tragedier pustede
ud med et satyrspil, som gjorde grin med alt det seriøse, som
tilskuerne havde overværet. Euripides’ Kyklopen er
den eneste overleverede tekst af denne art.
I den dansk-norske fælleskultur
kendes parodien i dramatisk form fra Wessels Kierlighed uden
strømper, som gør tykt grin med det klassicistiske drama og
dets regler f.eks. om, at handlingen skulle afvikles inden for ét døgn:
“Du aldrig bliver gift, hvis det i dag ej sker.”
Der er en forbindelseslinje mellem
parodien og digtet som kritisk form. I begge tilfælde bruges en
kunstnerisk form som medium for kritik. Parodierne er vanskeligere at
aflæse for eftertiden. De lever af det kritiske øjeblik. Timingen er
afgørende, siger Furuseth og afdækker dermed endnu et fællestræk - ud
over værdidommen - ved kritikhistoriens tekster: aktualiteten.
Furuseth giver eksempler på
versificeret norsk kritik fra 1800-tallet og 1900-tallet. Fundene vil
let kunne suppleres med materiale fra danske digterfejder: romantikkens
fejde mellem Baggesen-Oehlenschlæger (Svane, 2004) og det moderne
gennembruds versfejder mellem Kaalund og Drachmann m.fl. (Stangerup,
1946, 2: 33ff.).
Det er som regel kunstnere, der har
brugt disse former, men også akademiske kritikere har moret sig med at
tage dem i brug. I Torben Brostrøm digtsuite Poesien i spejlet
træder en række moderne digtertyper frem. Her er optakten til digtet
“Vibrationer om Beethoven” af Thorkild Bjørnvig”:
Musik fra Orkestret stiger
i tung vibrafonisk Mani,
sfinxagtigt undfanget Optakt.
et Afsinds Tonal-Alibi.
Skizofrent erindret Barndom,
en halvkvædet Kunst-Terapi,
højt sunget: Millioner af Stemmer:
den niende Symfoni.
Parodien og digtet som kritisk form
er sjældent anvendte former i vor tids kritik. De kan sætte kulør på
kritikhistorien, men de kan ikke udgøre grundsubstansen.
Essayet kan som genre føres tilbage
til 1500-tallet.
I den dansk-norske fælleslitteratur
har vi en tidlig og betydelig essayist i Ludvig Holberg, som også havde
slået et herresving ind over brevstilen hos Madame de Sévigné (jf.
Billeskov Jansen, 1939:2:28).
Især digterkritikere har dyrket
essayet som selvstændig kritikform. Furuseth peger på den nynorske
essaytradition fra Aasmund Olavsson Vinje til Kjartan Fløgstad. I
Danmark kunne man fremhæve de kvindelige forfatteres essaytradition
(Karen Blixen, Suzanne Brøgger etc.).
Det litteraturkritiske essay hører
først og fremmest til i tidsskrifterne. Det bør læses i den oprindelige
kontekst, siger Furuseth. Hvis man ikke gør det, mister man den
samtidskommenterende dimension, som gør teksten til et stykke kritik.
Hermed har Furuseth akkumuleret tre
træk, som konstituerer litteraturkritikken: 1) værdidommen
forstået som distinktionen mellem godt og skidt (eller mindre godt) i
litteraturen, 2) aktualiteten og 3) det samtidskommenterende.
Furuseth betragter de selvstændigt
udgivne former, afhandlingen og pamfletten, som forvoksede essays. Et
par prominente danske eksempler er Søren Kierkegaards pamflet om H.C.
Andersen og hans afhandling om Thomasine Gyllembourg. De er begge
forvoksede anmeldelser (jf. Jørgensen, 1994:72ff).
Furuseth anfører nogle norske
eksempler på “forvokst kritikk”, men understreger, at de ”like fullt er
relatert til den løbende kritiske samtale”. Hun gentager formuleringen
næsten ordret “like fullt samtidsaktualiserende, som de øvrige
kritikktypene er det”. Hun er lige ved at udvande sit begreb om kritik,
da hun tilføjer “Men også en historisk orientert doktoravhandling er
kritisk i den forstand at den er granskende analytisk og snur og vender
paa sitt objekt.” Her slipper hun det “samtidsaktualiserende”.
Portrættet har udfoldet sig i
essayets form, før det i 1800-tallet fik videnskabelige ambitioner.
I argumentationen for
digterportrættet som litteraturkritisk genre refererer Furuseth til
Brandes, som i sin søgen efter digternes “fremherskende evne” (Taine)
uvægerligt må sætte grænser for genialiteten: H.C. Andersen var
barnlig, og selv om han var det på en genial måde, så er barnlighed
noget, som bør overvindes. Brandes’ digterportrætter havde som regel en
sådan kritisk pointe.
Gennem interviewet blev
digterportrættet videreudviklet som journalistisk genre. Den franske
kritiker Jules Huret tog ud og talte med digterne, før han
portrætterede dem. I Danmark inspirerede han C.E. Jensen tiI
portrætbogen Vore Dages Digtere og Chr. Rimestad
til interviewbogen Digtere i forhør. (jf.
Jørgensen, 2010:244ff). Det interviewbårne portræt og det systematisk
undersøgende forfatterinterview blev betydningsfulde genrer op gennem
1900-tallet, og det er vanskeligt at se, hvorfor denne genre skulle
kunne undgå at blive diskuteret som litteraturkritik. Interviewet kan
være andet og mere end lancering.
I sin behandling af samtalebaserede
programmer i radio og tv skriver Furuseth, at man kan diskutere, i
hvilken grad disse programmer er “litteraturkritiske i betydningen
granskende, undersøkende, vurderende”. Med de to første begreber
opretter hun en ny definition af litteraturkritik, men hun gør det
eksplicit. Samtidig udvider hun tendentielt feltet enormt, idet hun
siger, at bogprogrammerne indirekte giver udtryk for en
“verdivurdering” gennem valg af forfattere, bøger og temaer. Inden det
hele begynder at flyde, reber hun igen sejlene ved at tale om
“Litteraturkritikk i strengere forstand” i forbindelse med programmer,
hvor man explicit vurderer bøger.
Det ville ikke have været nogen
dårlig ide at operere med explicitte og implicitte vurderinger, ligesom
en akkumuleret definition af hovedtermen “kritik” kunne være et
brugbart instrument, hvis det blev brugt i fuldt dagslys.
Furuseth begyndte med
boganmeldelsen. Det er den mest udbredte af de kritiske genrer. Det er
også den genre, som passer bedst til kernen i det begreb om litterær
kritik, som Furuseth opererer med: en værdidom med en
aktualitetskommentar.
Boganmeldelsens hovedformål er at
præsentere en ny bog og fortælle, hvori det nye består, hvis der altså
er noget nyt - og om det nye er godt eller dårligt.
De andre teksttyper har andre formål.
Portrættet vil ligne eller forskønne. Essayet vil måske afsløre eller
forføre osv. Kun boganmeldelsen vil først og fremmest fælde dom over et
nyt litterært værk.
Hvad ville der være sket, hvis
Furuseths opsats havde dannet grundlag for kritikhistorien? Det var
blevet en mere begrebsfast, men også smallere fremstilling.
Da værket skulle skrives, kunne man
ikke nøjes med præcise genrebetegnelser. Man blev nødt til at lægge et
videre begreb om reception ned over stoffet, betragte litteraturkritik
som handling og hændelse i samfundet og fokusere på situationer, hvor
litteraturkritikken anfægtede normerne og udløste debat, f.eks.
“Kritikken ved sensurens grenser. Bohemestriden 1885-1887”.
Imellem case-kapitlerne ligger
beskrivelser af typiske kritikeraktiviteter og portrætter af
karakteristiske kritikerskikkelser i de enkelte perioder.
Kritikerportrætterne er ikke med i indholdsfortegnelsen, men må søges i
navneregistret.
Værket er så rigt på realia, at
redaktørerne, Sissel Furuseth og Eirik Vassenden, føler det nødvendigt
at annoncere, at de for at undgå “den totale empirisme” vil læse
litteraturkritikken ud fra “fire delvis kryssende perspektiver”, et
normativt, et retorisk, et mediehistorisk og institutionelt. De taler
også om “de fire akser” i “kritikhistoriens dybdestruktur”. Dyre ord,
men i hvilket omfang realiseres de fine intentioner?
På mig virker det, som om empirien,
case-historierne, er løbet af med værket, og teori-overvejelserne har
haft vanskeligt ved at følge med. Det afsluttende bind er uegalt
ligesom værket som helhed. Men alene det at have bragt kritikhistorien
i mål er en bedrift af de større.
For en ordens skyld synes jeg lige,
at jeg bør tilføje, at de norske kritikhistorikere flere steder
henviser til min forskning i det dansk anmelderis historie. Jeg føler
mig vel forstået og ordentligt behandlet. Jeg har altså ingen skjulte
motiver til at mene hverken det ene eller det andet.
F.J. Billeskov Jansen: Holberg
som epigrammatiker og essayist, 1-2, Ejnar Munksgaards
forlag, 1938-39.
Torben Brostrøm: Poesien
i spejlet, Nørhaven 1981/82
Sissel Furuseth, Jahn Holljen Thon
& Eirik Vassenden (red.): Norsk litteraturkritikks
historie 1870-2010. Universitetsforlaget, Oslo, 2016
Jules Huret: Enquête sur
l’Évolution littéraire, Paris, 1894
Jules Huret: Det unge
Frankrig. Bearbejdelse af Huret 1894 ved C.E. Jensen og S.
Prahl, Andr. Fred. Høst og Søns Forlag, 1894
John Chr. Jørgensen: Det
danske anmelderis historie. Den litterære anmeldelses opståen og
udvikling, Fisker & Schou, 1994
John Chr. Jørgensen: Kommer
De som ven eller som interviewer. Interviewets historie i Danmark,
Gyldendal, 2010
Paul V. Rubow: Dansk
litterær Kritik i det nittende Århundrede indtil 1870,
Munksgaard, 1921; 1970
Erik Skyum-Nielsen: Anm. af
Furuseth m.fl. (red.): Danske Studier 2019
(tilgængelig på nettet)
Marie-Louise Svane: “Den umulige
satisfaktion. Om Baggesen-Oehlenschlägerfejden”, i: Frederik Stjernfelt
m.fl. (red.): Fejder, Museum Tusculanum, 2004
Hakon Stangerup: Kulturkampen,
1-2, Gyldendal, 1946
|
