|
“Er jeg virkelig så god? Tænk. Er
jeg nu så god?!” udbrød Leif Panduro, da Jørgen Gustava Brandt i 1971
kom og fortalte ham, at han skulle have Akademiets store pris (Jørgen
Gustava Brandt i brev til JCJ 15.8.1985).
Guderne skal vide, at det ikke
skortede på omtale. I
1971 var Panduros popularitet på sit højeste. Hans navn fyldte
avisernes og ugebladenes spalter. Anmeldelser, portrætter, interviews i
lange baner. På den måde var han stor.
Men det nagede ham at mærke en vis
skepsis over for forfatterskabet blandt de finere litterater.
I en anmeldelse af “Fejltagelsen” i
Vindrosen havde forfatterkollegaen Svend Åge Madsen udstillet ham som
en umoden grinebider (Madsen, 1965). Den sved. Panduro svarede vredt
igen i Politiken (Panduro, 1965). Akademiets store pris 1971 kom som et
plaster på såret. Året efter gik den til Madsen.
Uanset hvor meget man lovpriste og
belønnede ham, vedblev Leif Panduro med at være den skrivende tandlæge
fra Esbjerg, importeret ind i den københavnske kulturradikalisme af
Klaus Rifbjerg, med filosofisk bistand fra Villy Sørensen.
Panduro passede ikke helt ind i
normerne. Han bosatte sig i flade parcelhuse, og sagde efter vennernes
mening ja til alt for mange jobs som entertainer i medierne.
Da jeg spurgte forlæggeren Jarl
Borgen, om han ville udgive mit manuskript om Panduro som
multimedieforfatter (Jørgensen, 1973), ømmede han sig og sukkede “Huset
på Christianshavn”?
Panduro kunne selv udmærket se, at
serien om flyttemand Olsen (solidt overspillet af Poul Reichardt) ikke
var banebrydende kunst. “Uha”, skriver han i sin dagbog efter at have
genset et par episoder (jf. Jørgensen, 1987:320). Det var dog ikke
nogen af de episoder, han selv havde skrevet.
Panduros rolle i disse
serie-sammenhænge var at udtænke grundstrukturen og tegne
hovedpersonerne, herunder ikke mindst forlene dem med et glimt af
vanvid. Derefter kunne forfattere med mindre sans for dramatik og
karaktertegning tage over. Til “Huset på Christianshavn” skrev han 9
episoder.
Til den mere ambitiøse, men stadig
godmodige krimi-føljeton “En by i provinsen” udtænkte han 4 episoder,
som han måtte omarbejde, fordi Dirch Passer og Henning Moritzen ikke
var tilfredse med deres roller. På et tidspunkt var Panduro direkte
ansat til at udvikle populær dramatik til tv.
Ironisk nok blev det netop “Huset
på Christianshavn” sammen med “Ka’ De li’ østers”, “Strandvaskeren“ og
“En by i provinsen”, der skulle holde Panduros navn varmt på tv i en
lang årrække, mens Danmarks Radio nægtede at genudsende hans 13
kunstnerisk seriøse tv-spil med den begrundelse, at de var
utidssvarende, og at det i øvrigt var for dyrt at betale rettigheder
til de medvirkende.
Det var bedrøveligt at se, hvordan
Danmarks Radio mishandlede arven fra Panduro. Man kunne råbe “skandale”
i Ekstra Bladet, så højt man evnede uden at det hjalp (18.4.1998.).
I sin disputats om “Dansk tv-drama”
(2005:254) konstaterer Gunhild Agger, at der i 1990’erne ikke blev
gjort noget forsøg på at opretholde Panduro-traditionen ved
genudsendelser: “Det må tages som et tegn fra afsenderside på, at man
ikke mente, at denne tradition fortsat ville have så megen appel, at
den var værd at sætte ind i konkurrencesituationen” underforstået med
TV 2. Det, man mente at have brug for, var Balling-formlen (jf.
Bondebjerg, 1993:86).
Da Dansklærerforeningen i 1971
udsendte “Rundt om Selma” i Henrik Lundgrens redaktion, var det alene
bogversionen. Om tv-versionen hed det, at den ikke umiddelbart var
tilgængelig, men “mindre undervisningsgrupper kan søge om at komme til
at se forestillingen i TV-byen.”
Disse bureaukratiske benspænd fik
til følge, at Panduros tv-spil blev undervurderet, fordi de blev bedømt
ud fra teksterne.
Et grelt eksempel er den artikel,
Tage Skou-Hansen skrev til analyse-antologien “Læsninger i dansk
litteratur”, bind 4, 1997. Artiklen var så sensationel, at Politiken
greb den og lod den trykke som kronik, før analysebogen så dagens lys.
Skou-Hansens tesis var, at Panduros
tv-spil var sørgeligt forældede, ligesom andre gamle tv-programmer. Med
udgangspunkt i den trykte udgave af “Farvel Thomas”, konstaterede
Skou-Hansen, at personpsykologien var skematisk.
“Ser man derimod stykket på video,
klædt på af instruktøren, er det rimeligt underholdende”, tilføjer han.
Skou-Hansens synspunkter og
argumentation kan diskuteres. Tv-programmer forældes næppe hurtigere
end film og bøger. Teksterne til Panduros tv-spil har ikke samme status
som Ibsens dramatekster. Panduro-teksterne dokumenterer et tv-spil,
hvor Panduro har haft medindflydelse på tv-realiseringen. Stykket
foreligger ikke nøgent, hvorefter det bliver klædt på af instruktøren,
i dette tilfælde Henning Ørnbak. At Skou-Hansen finder stykket
“rimeligt underholdende”, burde have bragt ham på den tanke, at der
muligvis er tale om en komedie. I tilknytning hertil kan man diskutere,
om “Farvel, Thomas” er repræsentativt for kvaliteterne i Panduros
tv-produktion. Psykologien er skematisk, det har Skou-Hansen ret i. Det
samme kunne siges om Holbergs komedier. Hvis Skou-Hansen ville have en
seriøs debat om Panduros format og holdbarhed, burde han have valgt et
bedre stykke, f.eks. et af de otte, der er instrueret af Palle
Kjærulff-Schmidt.
Først i de seneste år er
tv-spillene blevet genudsendt og gjort tilgængelige. Med undtagelse af
den eksperimenterende bagatel “Farfar til hest” kan de nu alle hentes
frem ved at google “Panduro Bonanza”.
I dag har enhver mulighed for at
danne sig sit eget indtryk af Panduros format som tv-dramatiker.
Leif Panduro, der måtte lide under
betegnelsen “Den skrivende tandlæge” - svarende til “Den syngende hund”
- ville næppe heller blive begejstret for betegnelsen “Det skrivende
supermarked”, som blev opfundet af Jens Kistrup i en tilbageskuende og
afvejende artikel i Berlingske, 6.7.1991.
Kistrup, der sammen med Niels
Barfoed leverede den mest kvalificerede Panduro-kritik, hævder at
forfatterskabet kun kan hænge sammen, hvis man betragter det som et
supermarked. Det består af varer uden anden sammenhæng end deres
tilstedeværelse på Panduros hylder: “at betragte - og vurdere - Leif
Panduro snævert litterært, vil hverken være rigtigt eller retfærdigt,
selv om han på sine lidt ældre dage blev hyldet af og optaget i
nationens mest snerpede litterære forsamling: Det Danske Akademi.“
“Hvad der lykkedes for ham i
tv-spillene - her kunne han underspille! - lykkedes i virkeligheden
aldrig 100 procent for ham i romanerne.”
Kistrup krediterer prosaisten
Panduro for letlæselighed og underholdningsværdi, så er der heller ikke
mere godt at sige:
“Holder man sig til hans bøger
alene, kan man let nå til det resultat, at han var en anden klasses
forfatter - monoman, mekanisk, uden sans for de sjælelige og sproglige
mellemtoner. Mere amatør end artist. En provokatør og en imitator, der
red på de herskende kunstneriske og kunstpolitiske konjunkturer. Som
romanforfatter imiterede han først Salingers “Catcher in the Rye”
(“Forbandede ungdom”), senere den ekstreme modernisme og Max Frisch'
identitets-romaner (“Jeg er ikke Stiller”) med de psykologiske modeller
hentet fra den klassiske psykoanalyse.”
Kistrup står ikke alene med sin
kritik af prosaisten Panduro som en kunstnerisk konjunkturrytter. Bo
Tao Michaëlis har - posthumt - taget ham alvorligt i skole for
overfladisk kulturradikalisme-forståelse i “De uanstændige” (i Johan
Rosdahls analyse-antologi “Tekster vi hader”). Inden “De uanstændige”
blev udgivet, havde den været vejen om ad Villy Sørensen, som efter at
have fået Panduro til at ændre noget, havde sagt, at nu var romanen
“god nok”. Det er lidt mindre end “god”, for det betyder blot “god nok
til markedet” eller “så god som Panduro kan gøre den” (jf. Jørgensen,
1987:152).
Som medieforfatter er Panduro
blevet ramt af mediekometernes typiske skæbne. Folk klapper, mens
kometerne stiger til vejrs. Men snart spørger folk, om de ikke er
kommet lidt for langt op.
“Er Panduro ikke lidt
overvurderet?” spurgte folk - især ældre journalister - da jeg 10 år
efter hans død udgav min biografi om ham. Jeg måtte svare, at det
afhang af, hvordan de mente, han var vurderet i første omgang!
Da jeg op til forfatterens 75 års
dag i 1998, blev spurgt “Er Panduro ikke stendød?” måtte jeg svare, at
hvis stendød betyder, at han ikke sælges og læses mere, så er Panduro
ikke stendød. Han var endnu på det tidspunkt den mest læste moderne
danske forfatter i gymnasieskolen. Gyldendal solgte årligt 2.000
eksemplarer af “Rend mig i traditionerne” og “De uanstændige”. Det er
godt gået af en forfatter, der havde været død i 22 år.
Det normale er, at tavsheden sænker
sig over en forfatter kort efter, at han er død. Udødelighed er
forbeholdt Homér og Shakespeare og et par stykker til, som Jarl Borgen
bemærker i sin erindringsbog “Forlæggersnak”. Han har set, hvordan
salget stoppede brat ved forfatterens død, hvad enten det var en
populær figur som Soya eller en respekteret intellektuel som Iwan
Malinowski. Der er meget evighedslængsel i kunstens verden, men
glemslen rammer det meste.
Leif Panduro er endnu ikke ramt af
glemslen. DR-tv har netop genudsendt et program med ham i serien “Store
danskere”. Det er portrætter af “danskere som har præget 1900-tallets
kultur og historie inden for litteratur, film, teater, rejsebranchen og
politik”.
Her rangerer han som personlighed
og fænomen på linje med Carl Th. Dreyer, Ove Sprogøe, Simon Spies og
Erik Scavenius.
Som forfatter rangerer han lavere.
“Udsat for en streng æstetisk synsvinkel kan den enorme produktion
synes at bære præg, af lette gentagelser og manglende dybde”, skriver
Robert Zola Christensen i standardværket “Danske digtere i det 20.
århundrede” (bd. 2, 2001:281f.), hvor Panduros kvaliteter lokaliseres
til det nærbilledsprog, han sammen med Palle Kjærulff-Schmidt skabte
for tv.
Zola Christensens portræt
forekommer mig velafbalanceret.
Mit venskab med Leif Panduro og
senere mit arbejde med biografien om ham har gjort mig til inhabil
ekspert.
De gange, hvor jeg optrådte
offentligt sammen med Panduro, drillede han mig ved at sige: “Det ved
magisteren meget mere om end jeg”, når han fik stillet spørgsmål, som
var for tekniske eller for nærgående. Han henviste også tidskrævende
brevskrivere til mig. Uden at have ansøgt om det blev jeg Panduros
forklarer - og forsvarer.
Det fortsatte efter hans død. Jeg
holdt foredrag om ham herhjemme og i udlandet, men måtte snart takke
nej til at stille op, hvis jeg også skulle foretage mig andet. Jeg fik
breve, som krævede svar. En kvik gymnasieelev, som skulle skrive opgave
om Panduro, prøvede at hjælpe mig med at spare tid. Han ringede hjem
til mig og sagde: “Du har skrevet en bog om Leif Panduro. Hvordan var
han egentlig?”
Når man skriver en biografi er alt
materiale om den biograferede interessant. Jeg står som udgiver af hans
blege noveller fra 1950’erne og hans efterladte romanfragment (Panduro,
1987, Panduro, 1986). Jeg vil ikke sige, at man helt mister
vurderingsevnen, men man er næppe den rette at spørge, når de æstetiske
kvaliteter skal udmåles.
For dog at give et slags svar: Som
det er fremgået, sætter jeg tv-spillene højere end prosaen. De otte
tv-spil, som Palle Kjærulff-Schmidt instruerede, ser jeg som Panduros
vigtigste kunstneriske indsats - hvormed samtidig er sagt, at
instruktøren har andel i æren. I prosaforfatterskabet rangerer
romanerne klart over novellerne. Begge prosaformer savner sproglig
originalitet.
Historisk vil Leif Panduro blive
stående som vor første multimedieforfatter, manden, der beherskede
såvel de traditionelle sprogformer (minus lyrikken) såvel som de
moderne elektroniske medier og forskellige genrer inden for disse
(radioføljetoner, tv-krimiserier, tv-teater m.v.). At sammenligne dette
genreudbud med varer i et supermarked, som Jens Kistrup har gjort det,
er for klinisk. Panduro har sat sit særpræg på det hele: det kærlige
blik for det menneskelige vanvid.
Gunhild Agger: Dansk
tv-drama. Arvesølv og underholdning, Samfundslitteratur, 2005
Ib Bondebjerg: Elektroniske
fiktioner. Tv som fortællende medie, Borgen, 1993
Jarl Borgen: Forlæggersnak,
Borgen, 1998
Robert Zola Christensen: “Leif
Panduro”, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20.
århundrede, bd. 2, Gad, 2001.
Peder Grøngaard: Det
danske TV-spil, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1988
John Chr. Jørgensen: Leif
Panduro. Radio. Film. Teater. TV.
Borgen, 1973
John Chr. Jørgensen: Leif
Panduro. En biografi, Gyldendal, 1987
John Chr. Jørgensen: “Holder
Panduro?”, Ekstra Bladet, 18.4.1998
John Chr. Jørgensen: “Det er
pandurosk”, Ekstra Bladet, 9.7.2000
Svend Åge Madsen: “Den
ufuldstændige beretning”, i: Vindrosen, nr. 5, 1965.
Leif Panduro: “Om at forny sig”,
Politiken, 17.10.1965; optrykt i Leif Panduro: Hvilken
virkelighed? Kulturkritiske og selvbiografiske artikler i udvalg ved
John Chr. Jørgensen, Gyldendal, 1977
Leif Panduro: Farvel,
Thomas og andre TV-spil, Gyldendal, 1968
Leif Panduro: Rundt om
Selma. Ved Henrik Lundgren, Dansklærerforeningen, Gyldendal,
1971
Leif Panduro: Den
ufuldendte dommer. Udgivet og indledt af John Chr. Jørgensen,
Gyldendal, 1986
Leif Panduro: Bare det
hele var anderledes. Noveller fra 1950’erne. Efterskrift ved
John Chr. Jørgensen, Gyldendal, 1987
Johan Rosdahl (red.): Tekster vi
hader,
Dansklærerforeningen, 2001
Tage Skou-Hansen: “Farvel Panduro”,
Politiken, 6. april, 1997
Tage Skou-Hansen: “Leif Panduro:
Farvel Thomas”, i: Povl Schmidt m.fl.: Læsninger i dansk litteratur, 4,
1997
link til elektroniske versioner af
Leif Panduros tv-spil:
https://www.dr.dk/bonanza/
|
