|
Ordsprog er anonyme faste
vendinger, som udtrykker en erfaring af almen art. De indeholder som
regel et anskueligt, billedligt element, og de er æstetisk stiliserede,
f.eks. ved paralleller, modstillinger og rim. Den prægnante form og det
tilsyneladende livskloge indhold gør dem næsten uopslidelige.
Ordsproget “Alvor og gammen kan
bedst sammen” giver udtryk for den erfaring, at alvor og morskab hører
sammen - eller fortolket på en måde, som passer ind i vor sammenhæng
her: Morskab virker bedst på en baggrund af alvor.
Det billedlige element er
levendegørelsen af abstrakterne “alvor” og “gammen” (glæde, fryd,
spøg). De omtales som mennesker, f.eks. ægtefæller, der trives sammen.
Stiliseringen består i rim,
sidestilling og modstilling (“alvor”, “gammen”, “sammen”).
Ordsproget er fra vores tidligste
samling af ordsprog. Den tilskrives Peder Låle, om hvem vi ikke ved
noget sikkert.
Filologen Iver Kjær (1969:77)
mener, at Peder Låle kan være identisk med en vis Peder Nielsen Låle,
som paven i 1331 gav ventebrev på et embede ved bispestolen i Ribe.
Hvad der videre skete, ved vi ikke. Pil Dahlerup, der har behandlet
ordsprogene grundigt og systematisk i sin litteraturhistorie,
(Dahlerup, 1998, 2:311-25), har ikke kunnet opspore ham.
Sprogformen tyder på, at
ordsprogene er blevet samlet ind omkring 1330. Den første bogtrykte
udgave kom i 1506. Parallelt med de danske ordsprog trykte man latinske
versioner således, at bogen kunne bruges som lærebog i latin.
Peder Låles ordsprog betragtes som
de første humoristiske tekster i Danmark (jf. Hammerich,1988 &
Kragh, 2005)
Inden vi ser på, hvor humoren
kommer ind, skal vi lige have flyttet en runesten:
Paul Hammerich meddelte til sidst i
sin antologi om humorens skæve gang i Danmark (Hammerich,1988:254), at
man på en sten i Balle Herred havde fundet en runeindskrift, som man
antog var fra ca. 880:
Fogge rejste denne sten
efter sin far Toste
Sovende får ej sejr
Han spændte bugen
ej buen
Da Hans Flemming Kragh en halv snes
år senere lagde rør ned til Danmarkskrøniken “Lorteland”, søgte han
forgæves efter Hammerichs runesten. Han kunne ikke spørge Hammerich
selv, for han var i mellemtiden gået afsides uden at vende tilbage. Men
en henvendelse til en runekyndig filolog bragte Kragh på sporet af
sandheden, som var den, at stenen kun havde befundet sig i Hammerichs
hoved. Det var vel derfor, han omtalte indskriften som Hoed-runerne
(Kragh, 2005:14).
Runerne giver ellers ikke meget at
grine af. Inskriptionerne er jo knyttet til dødsfald. I øvrigt bliver
de fleste vittigheder nok flade, hvis man forsøger at hamre dem ind i
sten.
Runeindskrifterne er variationer
over den slægtskærlige formular “Østen satte denne sten efter sin fader
Asulv”. Man trækker på smilebåndet, når man ind imellem støder på den
selvkærlige variant “Eskil Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig
selv”. Men det kan højst kvalificere sig til “utilsigtet humor.”
Man kan sagtens tale om litterære
kvaliteter i inskriptioner som “Han flygtede ikke ved Uppsala, han
kæmpede, sålænge han havde våben”. Men morsomt er det jo ikke.
“Danmarks Runeindskrifter” er en tung sag, selv i lommeudgaven
(Jacobsen & Moltke, 1942).
Ordsprogene er om end ikke direkte
lagt an på morskab, så dog i enkelttilfælde så frimodige, at man må
have kalkuleret med et grin: “Mus fjærter ej som hest uden røven
revner”.
Ordsprogene kan ikke lide folk, der
puster sig op:
“Øl gør store ord”, “Gæst kommer
ofte til gård og gør sig til greve.”
De fine er ikke så fine, som de
tror. Ordsprogene trækker bukserne af dem: “Der er ej en frue så bjært
(ds. fager, høvisk, fin), at hun ej må have sin pissefjært”.
Høj som lav. Folk prutter, mens de
tisser. Alle har en røv. “Mellem to stole falder ars (bagen, røven) på
jord”.
De citerede ordsprog er fra siderne
om Peder Låle i Iver Kjær & Bengt Holbek: “Ordsprog i Danmark”
(1969).
Udgiverne finder “skarphed,
underfundighed og ironi” i ordsprog generelt.
Pil Dahlerup (1998, 2: 320f) går
tættere på humoren specielt hos Peder Låle og peger på selvironien i et
ordsprog om en bedrevidende bonde: “Jeg kender vel karse, sagde bonden,
han åd skarntyde”. Selvironien består selvfølgelig i, at han med det,
han gør, dementerer det, han siger. Det ordsprog er tæt på at være
humoristisk kunst. Det byder på en overraskelse, som kalder på smilet.
Ordsproget er en såkaldt wellerisme, opkaldt efter Sam Weller i Charles
Dickens’ “Pickwick Papers”. Weller er meget begejstret for
konstruktioner med ytringer, der efterfølges af sætninger om, hvem der
har ytret sig sådan i en bestemt situation. “Renlighed er en dyd, sagde
kællingen, hun vendte hendes særk til juleaften”.
Nogle af wellerismerne virker så
moderne, at man tror sig hensat til en filmkomedie: “Hvem gi’r den
næste omgang? sagde manden, han var falden i søvn ved alteret, men
vågnede, da præsten kom med vinen.”
En beslægtet konstruktion, hvor en
person afslører sig selv ved at sidestille stort og småt, finder
Dahlerup i ordsproget “I går døde min mand, i dag tabte jeg min nål”.
Der kunne skrives en novelle over den bemærkning.
Humoren slår stedvis over i
galgenhumor i “Bedre er liggenhoss (prostitueret) datter end hængt søn”.
Man behøver ikke læse længe i disse
ordsprog, før man ser, at det er mændene, der fører ordet: “Koldt er
kvinderåd”.
“Ofte er ordsprogene om kvinder
ganske grove”, noterer Pil Dahlerup og citerer et eksempel: “Når konen
er drukken (fuld), da er kussen galen (vanvittig)”.
Kvinderne går ikke fri af
ordsprogenes anale kanonader: “Når kællingen bøjer sig, da hvæser
hendes bagdel som en gase.”
De mest omfattende samlinger af
ordsprog skyldes filologen Peder Syv (1631-1702). Han udgav i 1682 og
1688 to bind ordsprog, citater m.v. under titlen “Almindelige danske
Ordsproge”. Der var mere end 11.000 numre.
Peder Syv definerede ordsprog som
“de forstandiges fyndige og berømte tale.” Iver Kjær kalder
definitionen klog, fordi den “med få ord får sagt noget væsentligt om
såvel indhold (ordsprogene er forstandige) som form (ordsprogene er
fyndige) og udbredelse (ordsprogene er berømte)” (Kjær, 1969:125).
“Almindelige danske ordsproge” blev
gennem flere århundreder hovedkilden for danske forfattere, som ønskede
at trække på ordsprog i deres digtning. Syv havde stillet ordsprogene
op efter emner og på den måde gjort samlingen mere alment brugbar end
Låles, der var ordnet alfabetisk efter latinske versioners første
bogstaver.
Peder Syvs ordsprog var mere
socialt og geografisk varierede end Peder Låles, som udsprang af dansk
bondekultur. Syv brugte også kilder fra andre europæiske lande. Der var
mere luft under vingerne.
Nogle af Syvs ordsprog har
filosofiske dimensioner:
“Himmelen er dog blå, om end den
blinde ser det eller ej.”
“Man kan og se ilde ud i et smukt
spejl.”
Selv om mange af Syvs ordsprog
stadig har rødder i bondekulturen, så tager de sig mere sofistikerede
ud:
“Hvo som lader sig kigge i kortet,
taber spillet”
“Mangen kan ej lide fluer i stuen,
og har hovedet fuldt af dem”
“Man skal længe gabe, før en stegt
due flyver én i munden”
Kynismen kan farve humoren sort, og
visdommen minder om den, man finder ved gadekæret:
“Bagtal frit, der hænger jo altid
noget ved”
“Der går ikke røg af en brand, uden
der er ild i den”
“Når den blinde bærer krøblingen,
komme de begge frem”
“Kommer skøgen i hjertet, hun
kommer snart i pungen”
“Elskov uden penge varer ikke længe”
“Mødom, ord og tid kommer ej igen”
Nogle af Peder Syvs ordsprog ligner
poesi ved deres dristige metaforer og overraskende sammensætninger:
“Grå hår er dødsens blomster”
“Kærlighed, røg, hoste og penge kan
ej dølges”
I sådanne kompakte ordsprog, man
kan finde appeller til smilet, men det er ikke tekster, der fremkalder
befriende latter. Grines der, så er det på grund af kynismen og den
bitre indsigt.
Inden vi driver sammenligningen af
Peder Låle og Peder Syv for vidt, må vi erindre os selv om. at de var
tekst-indsamlere og -udgivere, og ikke forfattere. De udgav, hvad de
fandt, og stræbte ikke efter at skabe sammenhængende litterære
universer. Som senere tilkomne læsere kan vi se, at Peder Låle
afspejler et dansk “bondeunivers” (Dahlerup, 1998, 2:319), mens Peder
Syv drog over landegrænserne for at finde ordsprog, der er egnede til
brug i poesi (Kjær, 1969:126).
Peder Syv fik ret. Ordsprogene
bidrog med “mange herlige og gamle ord” til det danske sprog. I
1800-tallet var der mennesker, der mente, at ordsprogene repræsenterede
noget urdansk og folkeligt. Men de var faktisk internationale, og deres
folkelighed er blevet sat til diskussion.
Mange af ordsprogene bærer præg af
det statiske samfund, hvori de er blevet til.
For eksempel er “Skomager, bliv ved
din læst” (Kjær, 1969:69) en opfordring til at holde sig til det, man
har forstand på. Det er der en snusfornuftig logik i. Samtidig er det
klart, at “Skomager, bliv ved din læst” kan bruges undertrykkende. Som
politisk motto er det diskutabelt i et demokrati, hvor enhver har ret
til at blande sig.
Digteren Benny Andersen (1929-2018)
udviklede dynamiske modstykker til
de gamle ordsprog, f.eks. “Skomager, smid din læst ad helvede til”. Ved
dette greb giver digteren, metaforen ny liv. Pludselig ser man
skomagerlæsten for sig.
Benny Andersen kalder sine
dekonstruerede ordsprog “vendinger”. Genrebetegnelsen er i sig selv et
stykke tvetydig poesi.
Ordsprogene er faste vendinger.
Benny Andersens versioner er vendinger i betydningen
“omvendinger”.
Benny Andersen lod sine vendinger
trykke i samlingen “Chagall & Skorpiondans, 1991”. De citeres
her efter genoptrykket i “Samlede digte 1960-2001”, 2002:816-17.
“Ingen regel uden undtagelse”
(Kjær,1969:67) bliver til det mere filosofiske “Ingen undtagelse uden
regel”.
“En i hånden er bedre end to i
lommen” kan læses som en absurdistisk variant af “Én fugl i hånden er
bedre end ti på taget” (Kjær, 1969:56)
Vi slutter med “Forandring
skræmmer”, som modsat de øvrige problematiserer det forandringsparate
“Forandring fryder” (Kjær, 1969:56)
Ordsprogene er funden føde for
Benny Andersens verbale humor. Hans blik for dobbeltbetydninger trækker
teksterne i retning af vittigheder.
Litteraturhistorikeren Thorkild
Borup Jensen (2003:260-78), som har analyseret Benny Andersens humor,
henviser til Freuds teori om vitsen som spændingsudløser og til
Høffdings teori om, at sindet i spøgen tilkendegiver “sin Overlegenhed
over for Livets Modsætninger og Modsigelser” (“Den store Humor”, 1916).
Teorierne er for almene til at sige
noget specifikt om Benny Andersens verbale humor, som kan vende “Langt
højere bjerge” rundt til “Langt lavere marker”.
Borup Jensen kommer tættere på
målet med sine analytiske begreber om perspektivskift og sproglige
kortslutninger.
Benny Andersen: Chagall
& Skorpiondans, Borgen, 1991
Benny Andersen: Samlede
digte 1960-2001, Borgen, 2002
Pil Dahlerup: Dansk
litteratur. Middelalder. 2. Verdslig litteratur, Gyldendal,
1998
Paul Hammerich: Skæg
& spot. Humor i Danmark, Fiskers Forlag, u.å., 1988
Lis Jacobsen & Erik Moltke:
Danmarks Runeindskrifter. Lommeudgave,
Ejnar Munksgaards forlag, 1942
Thorkild Borup Jensen: “Humoren hos
Benny Andersen”, i: Thorkild Borup Jensen (red.): Månens
mærker. Benny Andersens forfatterskab set med mange øjne,
Forlaget Spring, 2003.
Iver Kjær & Bengt Holbek: Ordsprog
i Danmark. 4000 ordsprog fra skrift og tale gennem 600 år,
Jørgen Paludans Forlag, u.å., 1969
Lis Jacobsen & Erik Moltke:
Danmarks Runeindskrifter. Lommeudgave,
Ejnar Munksgaards Forlag, 1942
Allan Karker: Dansk i
tusind år, C.A. Reitzel, 1995
Hans Flemming Kragh: Lorteland.
De tog gas på danskerne - fra Holberg til Gintberg, 2005
|
