Først lagt op 12-09-2022; senest opdateret 12-09-2022 13:12

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Kisteglad. 1

Talende dyr 1

Originale rim.. 1

Moralske tanker 1

Nonsensdigtning. 1

Børnene som inspirationskilde. 1

Modernismens urimeligheder 1

Rimet rehabiliteret 1

Fast form, dyster humor?. 1

Musikalske tosserier 1

Litteratur 1

 

 

Kisteglad

 

Da kisten med Halfdan Rasmussen blev båret ud af Espergærde kirke, havde en større forsamling af børnehavebørn taget opstilling. Da de så kisten, begyndte de at synge “Mariehønen Evigglad”. Sangen fik smilene til at brede sig på begravelsesgæsternes ansigter:

 

Mariehønen Evigglad

gik tur på et rabarberblad

og mødte Søren Snegl der lå

og sov med sneglehuset på.

 

Da blev det regn og tordenvejr

så Evigglad fik våde tæer

og derfor slog hun bankeslag

på sneglehusets lille tag.

 

Og sneglen råbte højt: KOM IND!

i læ for torden, regn og vind.

Jeg bor lidt snævert som du seer,

Men der er lunt og tørvejr her.

 

Så sad de begge to og lo

i Sørens lille sneglebo,

og hvis jeg ikke helt tar fejl

blev Evigglad til madam Snegl!

 

 

Det er Lene Bredsdorff, der beretter om børnehavebørnenes sang i sin frisk fortalte Halfdan. En biografi om Halfdan Rasmussen (2005).

 

“Mariehønen Evigglad” (1996) er et af guldstykkerne i den skatkiste af børnerim, Halfdan Rasmussen efterlod sig ved sin død i 2002.

 

Den versificerede historie handler i al sin forbløffende enkelhed om en mariehøne, der går tur på et rabarberblad, hvor hun får øje på en snegl, der sover med sneglehuset på. Vi springer lige ind i handlingens univers. Det hele foregår her og nu for øjnene af os. Det er ikke til diskussion. Det er, som om personerne kender hinanden i forvejen. Mariehønen ikke bare kaldes, men hedder Evigglad. Og Søren Snegl sover med sit hus på ryggen. Kan han andet? Kan huset tages af? En befriende tanke!

 

Da det begynder at regne, søger Evigglad ly i Sørens lille sneglebo. Forfatteren siger det på en mere anskuelig måde: Hun får “våde tæer” og “slår bankeslag” på sneglehusets lille tag. “Bankeslag” er ikke et ord, man kan slå op i ordbøgerne. En gave fra Halfdan til det danske sprog.

 

Søren Snegl beklager pladsforholdene, men tager godt imod hende og tilbyder tørvejr og varme - “og hvis jeg ikke helt tager fejl, blev Evigglad til Madam Snegl!” I de sidste to linjer træder fortælleren frem. Med sit lille formelle forbehold om den mulige fejltagelse underbygger fortælleren illusionen om historiens karakter af virkelighed - hvilket har en særlig effekt her, hvor det handler om tænkende og talende dyr.

 

 

Talende dyr

 

Den slags dyr kendes fra fablerne og eventyrene. Man siger, at teksterne er antropomorfiserende. En mariehøne, der “går tur”, det er en menneskelig figur.

 

I dansk litteratur rager især H.C. Andersen op som en mester i antropomorfisering. Hans eventyr med talende dyr fungerer generelt som kritik af forhold i den menneskelige verden. Tag f.eks. kritikken af småligheden i andegården i “Den grimme Ælling”: “Ja, men han er for stor og for aparte!" siger en af ænderne, "og så skal han nøfles!"

 

 

Originale rim

 

“Mariehønen Evigglad” er rimet og rytmisk på en

måde, som gør teksten sangbar, også uden noder.

 

Trykkene ligger på AABB i alle fire strofer.

 

Når resultatet ikke bliver monotont, er det, fordi rimene byder på originale påfund. Kun “lå” og “på” i den første strofe er almindelige rim-ord. Se, hvor varierede de andre er:

 

Evigglad/ rabarberblad,

snegl der lå/ med sneglehuset på

tordenvejr/ våde tæer,

bankeslag/ lille tag.

KOM IND!/ regn og vind,

som du ser/ tørvejr her,

to og to/ sneglebo,

helt tar fejl/ madam Snegl

 

Der er ingen stopklodser af formel art. Teksten ruller rask afsted. Hvad angår indholdet, så skal læseren til sidst acceptere, at der kan komme et ægtepar ud af mødet mellem en han-snegl og en hun-mariehøne, men læseren har jo fået lidt tilvænningstid gennem Evigglads indflytning hos Søren Snegl.

 

 

Moralske tanker

 

Der er episk fremdrift i digtet. Hver strofe indeholder et nyt moment. Der sker noget, som man kan huske.

 

“Mariehønen Evigglad” er ikke en fabel eller et eventyr, som skal “oversættes” til menneskelige forhold. Man kan ganske vist se for sig, hvordan to mennesker mødes og etablerer et hyggeligt parforhold, men der er ikke noget at lære af det.

   Prøver nogen at påstå, at man af dette værk kan lære, at forskellige typer kan finde sammen, må man melde pas. Det gælder også over for Lene Bredsdorffs kåde forslag til udlægning: “For den evigglade er intet umuligt, kærligheden overvinder alt, selv naturlovene!” (Bredsdorff, 2005:302).

 

Det fornemme ved dette og mange andre af Halfdans vers, er at de unddrager sig moralske betragtninger. “Set i et børnelitterært perspektiv er Halfdan Rasmussens indsats først og fremmest den, at han tilføjer en ofte lidenskabsløs litteratur en sproglig frodighed, en glæde ved sproglige virkemidler, som børn selv bruger i deres dagligdag”, skriver Torben Weinreich i Historien om dansk børnelitteratur, 2006:530.

 

Weinreich tænker antagelig på rim og groteske billeder som disse:

 

“Habsen gewesen, spiser vandgrød med næsen, habsen gewumsen, spytter ud med numsen”

 

“Tordenskjold i vuggen lå, suttede på sin storetå, men da tåen blev for sur, knaldede han sit vækkeur,”

(Bjørnkjær, 1976:14 og 57).

 

 

Nonsensdigtning

 

“Mariehønen Evigglad” er en hjemmegroet variant af den såkaldte nonsens-digtning, som har dybe rødder i engelsk litteratur (“Alice i eventyrland”). Af de nærmeste danske forbilleder må man nævne Storm P., hvis mærkelige maskiner ligner grafiske oversigter over betydningsforskydninger i Halfdans børnedigte.

 

Halfdan Rasmussen havde ikke altid skrevet den slags digte. Han begyndte med seriøse eksistentielle digte og modstandsdigte : “Soldat eller menneske”, 1941. Ti år senere kommer hans første bog med børnerim: “Den lille frække Frederik”.

 

 

Børnene som inspirationskilde

 

I Lene Bredsdorffs biografi kan man se de første træk af nonsensdigtningen dukke op. Inspirationen kommer fra Halfdans børn.

 

Min lille kone har et barn

der bruger mange bleer

til tis og bæ og den slags ting.

Hun spiser mam med skeer.

 

Semuljemam, kartoffelmam

og mange andre mammer.

Jeg ejer blot min bare røv

som immer staar i flammer

 

Lene Bredsdorff griber billedet af flammen og skriver, at humoren brænder igennem trædemøllen.

 

Halfdan trækker på humoren i omgangen med børnene. De leger ord-ping-pong. Halfdan skriver hver dag rim på deres madpakkepapir, så han holder pennen varm, og de har noget at lune sig ved i skolen.

 

 

Modernismens urimeligheder

 

Digtning med rim var ude af trit med tidens litterære strømninger. Modernismens toneangivende kritiker, Torben Brostrøm, så ned på rimet digtning. “Ja, det kan være en fejl at lade poesiens musik blive stående ved Wienervalsen”, sagde han (“Det umådelige mådehold” (Brostrøm, 1966).

 

Da Brostrøm i 1960 førte sine danske modernister frem i bogen Versets løvemanke, måtte Halfdan spejde forgæves efter sit navn. Han var ingen Klaus Rifbjerg eller Jess Ørnsbo.

 

Halfdan ømmede sig - vittigt! - i en dedikation til Brostrøm:

 

Lidt slagger fra min sløve tanke,

ak, jeg har ingen løvemanke

Min klo er ikke nogen ørns klo,

min bolig ikke nogen ørns bo.

(Bredsdorff, 2005:183)

 

 

Rimet rehabiliteret

 

Men Halfdan skrev trøstigt videre, og Brostrøm kom på bedre tanker og gjorde en del år senere diskret afbigt i efterskriftet til et rummeligt udvalg af Halfdan Rasmussens digte:

 

Rimeriet har i nyere tid været anset for lutter konvention og udvendighed, men kan bruges bevidst som et eksistentielt udsagn om sammenhæng og forbindelseslinjer mellem modsætninger, når det er betydningsbærende og ikke tilfældige ord, der rimer sammen. Og det bliver mere og mere tydeligt hos Halfdan Rasmussen, efterhånden som han udforsker mulighederne og skaber nye vanvittige rimpar i børnerim og tosserier, hvor anarkister svarer til medister, og man kan blive lokket på glatis ganske gratis og ikke i Trinitatis. (Brostrøm, 2006:504)

 

Brostrøm er ude at svømme og har svært ved at hale sig i land. Det, Halfdan gør op med, er ikke det tilfældige, men det traditionelle rimord. I stedet for at indrømme, at han selv tog fejl, får Brostrøm det til at lyde, som om Halfdan først med møje og besvær nåede frem til kritikerens høje indsigt.

 

Til Lene Bredsdorffs bog siger Brostrøm, at det er sandt, at Halfdan rimede ubesværet, men “hans arbejde med ordene var ikke bare naturtalent og ekvilibristisk sans for lyd, klang og rytme.” Det var et resultat af en dannelsesproces og et bevidst sprogarbejde, også når det gjaldt børnerimene. Det er utvivlsom sandt, men det er også sandt, at Halfdan fra første færd stolede på det meningsløse rims egen logik. Formen var fast, men fantasien føjelig.

 

 

Fast form, dyster humor?

 

Lene Bredsdorff spørger sig selv, om Halfdan måske brugte den faste form til at tøjle en mere dyster side af sig selv med.

 

Hun får til dels bekræftet sin teori hos Klaus Rifbjerg, som mener, “at Halfdan ligesom andre store humorister agerede på et sort bagtæppe, og at det er grunden til at hans humor aldrig bliver letkøbt.”

   Brostrøm på sin side mener ikke, at Halfdan havde dæmoner eller vilddyr, der skulle tæmmes. (Bredsdorff, 2005:185).

 

Der er da heller ikke det mindste spor af angst i Evigglads adfærd. Forholdet mellem Evigglad og Søren Snegl er en biedermeier-idyl. Når digtet alligevel opleves som forfriskende, er det på grund af de glade figurer og de originale rim.

 

 

Musikalske tosserier

 

“Mariehønen Evigglad” tegner ikke hele Halfdan Rasmussens forfatterskab, ikke engang den sjove del af det.

 

Han skrev også sjove digte for voksne. Han kaldte dem tosserier. Syv samlinger udsendte han i årene 1951-57. “Tosserier i udvalg” (1960) opsamlede de vigtigste.

 

Tosserierne indledes alle med ordene “Noget om”, en beskedenhedsformular, som angiver en selektiv, lidt tilfældig emnebehandling.

 

Der er ofte en diskrepans mellem titlen og digtteksten.

 

 “Noget om synd og soning” viser sig at være en fiktiv nekrolog med et vittigt ordspil som pointe:

 

Hr. Trampenberg elsker

den gamle musik

med bomfaldera

og kuk-kuk og dik-dik.

Han døde i går.

Han blev dikket ihjel.

NB:

Begravelsen sker

fra Bror Kalles kapel!

 

(Tosserier i udvalg, 1960, 15. oplag, 2003:44)

 

Pointen er spildt på børn, som ikke ved, at et kapel både kan være en tilbygning til en kirke og et mindre orkester. “Bror Kalles kapel” var et reelt eksisterende underholdningsorkester omkring 1950.

 

Et andet tosseri om musik hedder “Noget om fjernelse af hemninger (således stavet)”. Det bygger også på et ordspil: vorte (gevækst) og Worte (tysk for ord) og på en viden om, at der findes nogle klaverstykker (af Mendelssohn), der hedder “Lieder ohne Worte”.

 

Lille Dorthe

har klaver

og en vorte,

som man ser.

Når hun spiller

vipper vorten,

så hun kludrer

med akkorden.

 

Lille Dorthe

klippede

vorten af

som vippede.

Nu kan søde

lille Dorthe

spille Lieder

ohne Worte!

 

(Tosserier i udvalg, 1960, 15. oplag 2003:68)

 

Et tredje musik-tosseri hedder “Noget om en pige med musik i”. Det bygger ikke på et ordspil, men på kendskabet til kønslivet og dobbeltbetydningen af “spil”:

 

Hendes hjerte var en tromme.

Hendes mund en klarinet.

Hendes bag et bækkensæt.

 

Hun blev gift da hun var atten

med en skotsk major i kilt,

men på selve bryllupsnatten

slog hun op og er nu skilt.

 

Og hvis nogen spør den lille

hvorfor hun dog lod sig skille,

svarer pigen liså stille:

Ak, min mand ku ikke spille!

 

(Tosserier i udvalg, 1960, 15. oplag 2003:238f)

 

Ingen af disse musikalske tosserier har børnerimenes poetiske evne til at svæve. Sammenlign blot med denne strofe fra samlingen med Mariehønen Evigglad (1996:)

 

Der er musik i alt som er

i regn og blæst og blomst og bær.

Hver skabning har sin tone.

Der er musik i narrens hat

i Hannes mund, i Karens kat,

og mellem mand og kone.

 

 

Tosserierne har et velsignet humør. Men vitserne holder kun en dags tid. Mange tekster blev i øvrigt trykt  som underholdningsstof i tidens aviser. Paul Hammerich skriver: “Jeg betragter det som et af mit livs højdepunkter, da jeg i 60’erne som søndagsredaktør på Politiken måned efter måned modtog den mutte mandslings muntre manipulationer med modersmålet i serien “Noget om” (Hammerich, 105).

 

 

Litteratur

 

Kristen Bjørnkjær (red.): Barn og barn imellem. Børns sange og rim, Borgen, 1976

 

Lene Bredsdorff: Halfdan. En biografi om Halfdan Rasmussen, Aschehoug, 2005

 

Torben Brostrøm: “Det umådelige mådehold”, i: Ti års lyrik. Kritik og Kronik 1956-65, Gyldendal, 1966

 

Peter Christensen: Halfdan Rasmussen, i: Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 2. 2001:312-22

 

Halfdan Rasmussen: Mariehønen Evigglad. Rim for børn og barnlige sjæle, Carlsen, 1996

 

Halfdan Rasmussen: Børnerim, 1964, 21. oplag, 2002

 

Halfdan Rasmussen: Halfdans digte. Forord Johannes Møllehave. Udvalg og efterskrift Torben Brostrøm, Schønberg, 2006

 

Halfdan Rasmussen: Tosserier i udvalg, 1960 Schønberg, 2003

 

Kari Sønsthagen & Torben Weinreich: Leksikon for børnelitteratur, Branner og Korch, 2003

 

 

©John Chr. Jørgensen