H.C. Andersen (1805-75) og digterpræsten Johannes Møllehave (1937-2021). Begge var de tryllekunstnere med ord. Overrumplende i deres vid. Maniske i deres flid.

Johannes Møllehave udgav 134 selvstændige bøger, heriblandt H.C. Andersens salt. Humoren i H.C. Andersens eventyr.

Humor og salt

Titlen refererer til et sted i den gamle digters dagbog, hvor han forholder kritisk til det billede, der er ved at danne sig af ham som børnenes digter. Han skriver i dagbogen den 4. juni 1875:

Besøg hjemme af Billedhuggeren Saaby (A.V. Saabye, jcj) som jeg denne Gang sagde klart og tydeligt at jeg var utilfreds med hans Statue af mig, at hverken han eller nogen [af] Billedhuggerne kjendte mig, havde ikke seet mig læse, at jeg ingen taalte da bag ved mig og ikke havde Børn paa Ryggen, paa Skjødet eller i Skrævet; at mine Eventyr vare ligesaa meget for de Ældre som for Børnene, disse forstode kun Stafagen og som modne Folk saae og fornam de først det Hele. At det Naive var kun een Deel af mine Eventyr, at Humoret var egentligt Saltet i dem.

(gengivet i Mylius, 1993:207)

Det naive og barnlige er kun en del af eventyret, erklærer han. Man skal være moden og voksen for at forstå det hele. Og så kommer sætningen, som Møllehave fortolker på og bruger i titlen på sin bog: “Humoret var egentlig Saltet i dem.”

Når digteren taler om sine eventyr i datid, er det, fordi han som gammel mand sidder og ser tilbage på sin produktion. To måneder senere døde han (4.8.1875).

Derimod skal man ikke lægge noget i, at han bruger intetkønsformen “Humoret”. Som fremmedord har det i lang tid ikke noget stabilt køn på dansk. “Humor” er indlånt fra latin, hvor det betyder “væske” eller “fugtighed” og “sindsstemning” eller “humør”. Betydningsforskellene kræver en forklaring: I antikken herskede der en udbredt forestilling om, at menneskets sindsstemning afhang af legemsvæskernes blanding.

Humoret eller humoren tilhører den dybere del af eventyret, som kun de voksne forstår. Det er saltet, siger H.C. Andersen og bruger altså noget konkret som metafor.

Hvad betyder saltet?

I åbningskapitlet til bogen præsenterer Møllehave to udlægninger.

Den ene relaterer sig til saltets beskyttende og bevarende kraft og betyder, at “humoren bevarer H.C. Andersens stil frisk og ufordærvet”. Når H.C. Andersens eventyr holder sig, er det, fordi han saltede med humor. Det er muligvis faktuelt sandt. Men er der noget, der tyder på, at H.C. Andersen har tænkt sådan, da han udtalte sig til billedhuggeren om humoren?

Den anden udlægning knytter sig til saltets evne til at lade sig opløse i væske. “Det er ingen steder at se og det er dog til stede alle vegne.” Den egenskab ved saltet får Møllehave til at sige noget træffende: “Man går fejl af H.C. Andersens humor hvis man tror den kun ligger i en replik eller vittighed”. Men er der noget på det sted, der citeres fra, som støtter den udlægning? Hvorfor skulle han sige sådan til Saabye?

Haster videre

Møllehave vender ikke tilbage til teksten fra dagbogsnotatet, men springer til et andet interessant billede H.C. Andersen tegner af sig selv som vand, hvori alt spejler sig.

Det er karakteristisk for Møllehave sådan at haste videre. Hvis han havde opholdt sig lidt længere ved citatet, ville han have opdaget, at han manglede én betydning af salt, nemlig den mest indlysende: smagsforstærkende krydderi. Selv om saltet på H.C. Andersens tid ofte fungerede som konserveringsmiddel, brugtes det også som krydderi, jf. Adam Oehlenschlägers vers: ”Flittige Biergmænd. Saltet af Gruberne bryde/ At med sin Smag og sin Kraft det kan Mennesket fryde”, som citeres i artiklen om salt i Ordbog over Det Danske Sprog.

Forfriskende, oplivende

Møllehave kunne være kommet på sporet af betydningen “forfriskende, oplivende,” ved at konsultere ordbogen, som blandt sine eksempler anfører H.C. Andersens brug af “Salt” i dagbogen:

Salt brugt om (ell. som symbol paa) den styrkende, livsbevarende, friske kraft i noget; ogs. om hvad der holder noget friskt, livskraftigt, ell. hvad der giver noget en særlig værdi ell. tiltrækning, er det forfriskende, oplivende element i noget olgn. den Engelske Kirkes Lærere har . . med deres gudelige Skrifter været et Salt for den heele Christenhed. EPont.Men.II.206. det Naive var kun en Del af mine Eventyr . . Humøret var egentlig Saltet i dem. HCAnd.SL.209. (ODS bd. 16, 1939:487)

Tekststedet

Man bemærker, at den afsluttende sætning læser “Humøret” i stedet for “Humoret”. Er betydningen i virkeligheden: “Humøret (dvs. det gode humør) var egentlig salt i dem?”

Da H.C. Andersens tekst faktisk bruger formen “Humoret”, og da humor-begrebet skal stå i modsætning til “det Naive”, er det at foretrække “Humoret” (læst som “humoren”) frem for “Humøret” (læst som “det gode humør”).

Tekststedet synes at skulle forstås sådan, at mens børnene satte pris på den udvendige komik, var det for de voksne læsere humoren, forstået som evnen til at se det morsomme i stort og småt, der var det forfriskende ved eventyrene.

Spejl-metaforen

Mens Møllehaves indledende jonglering med spidsfindige fejlfortolkninger viser ham som et stykke af en sofist, så fører hans afsluttende ekskurs om spejlmetaforen ham til en reel iagttagelse af vidtrækkende betydning:

I sit liv og i sine dagbøger og selvbiografiske tekster spejlede H.C. Andersen sig indtil det ulidelige i ros og berømmelse, men i eventyrene fremstiller han selvspejlingen som komisk. Som loppen, der praler af, at den har frøkenblod i sig, eller den selvbevidste agurk, der siger “ikke alle kan fødes til agurker”.

Overflade og dybde

Møllehave gør sig også interessante overvejelser over den virkelige humors skiftende balance mellem det overfladiske og det dybe. Man kommer til at tænke på hans uforglemmelige mundheld: Min overfladiskhed stikker ikke så dybt.

Så vidt om de første fem sider af Johannes

Møllehaves bog om H.C. Andersens humor.

Han kalder kapitlet “Salt og vand - en sommers genlæsning af H.C. Andersens dagbøger og eventyr.”

Lystlæsninger

Snarere end kapitler bør man nok kalde de små tekster essays, for det er personlige lystlæsninger, ikke systematiske studier. Professionelle litterater griber som regel deres undersøgelser historisk an. De kortlægger eventyrenes baggrund i H.C. Andersens liv (Brix, 1907) eller i eventyrgenrens historie (Rubow, 1927). Møllehave har ikke noget undersøgelses-program eller nogen tese. Han vil som den entusiastiske amatør blot gengive sin glæde ved at læse H.C. Andersens eventyr. Vægten ligger på virkningen.

Han skriver om at høre eventyrene fortalt, om skuespillernes betoninger af centrale ord. Om

den overenskomst, der oprettes mellem fortælleren og læserne om, at dyr og ting kan tale.

Nærlæsning

Nogle steder går Møllehave i dialog med andre H.C. Andersen-læsere. Han kritiserer for eksempel den svenske forfatter P.O. Enquist for en teori om, at eventyrdigterens sprog er proletarisk naturgroet. Nej, siger Møllehave, der ligger et bevidst sprogarbejde bag hans arbejde. Han henviser til en litteraturforsker, Erik Dal, som ved kildestudier har påvist, at H.C. Andersen omskrev eventyrene 6-7 gange.

Litteraturhistoriske forskningsresultater inddrages altså, men hovedargumentationen ligger til stadighed i læsningen. Metodologisk forbinder Møllehave sig med nykritikkens nærlæsning.

Genfortælling

Det centrale i hans metode - og det, der gør ham så populær som litteraturformidler - er hans usædvanlige evner som sprogbevidst genfortæller. Det, han leverer, er aldrig blotte handlingsreferater, men læsninger med sans for både, hvad der står i teksten, og hvad der ikke står. Som uddannet teolog har han lært at udlægge en tekst, og som præst gennem mange år har han oparbejdet en sikkerhed i udformningen af korte, begribelige tekster med et klart budskab.

Møllehave projicerer ikke sin teologi ned over teksterne, men formår at åbne sig for digtere, der er troende. Han er ikke som Georg Brandes, der mente at religiøsitet var en slags barnlighed, man burde være vokset fra.

Mange temaer bliver bragt frem. Logikken i rækkefølgen er ikke altid klar. Typer, drømme, kærlighed. Nogle af læsningerne er både overraskende og overbevisende. Eventyret “Hvad fatter gør, det er altid det rigtige” tolker Møllehave som en smuk kærlighedshistorie.

De afsluttende essays handler om filosofi, etik og religiøsitet. Interessante tanker myldrer ud af Møllehaves krøllede hoved. Han gør for eksempel opmærksom på, at humoren kan give betydning til det betydningsløse. Når man fortæller om en tilfældig oplevelse, kan man pludselig se det sjove i den. Hvis man er Johannes Møllehave kan man i hvert fald. Hans lager af oplevelser og vittigheder synes uudtømmeligt. Nogle gange går naturen over optugtelsen, og han kommer til at brænde en vits af, som ikke har noget med sagen, altså H.C. Andersen, at gøre.

Hvis man vil opleve ham på frihjul, skal man gå til en af de såkaldte samtalebøger, han har bidraget til, f.eks. Karen Thisteds Det skal mærkes at vi lever, hvor Johannes Møllehave og Benny Andersen fyrer op under hinanden i en samtale, der fylder næsten 300 sider. De taler også om H.C. Andersen. Han var erotisk betaget af sit eget køn, mener Benny Andersen, men Møllehave tror ikke på teorierne om homoseksualitet og siger “Nu kan det jo være lige meget”! (Thisted,2003:87).

Benny Andersen har i et digt karakteriseret Møllehaves her og nu-eksistentialisme sådan:

Intet er helt selvfølgeligt

Alt er nyt og mærkværdigt

Intet er ligegyldigt

Alt er livsvigtigt

Intet er omsonst

Alt har sin tid

som er nu

Her går Storm P. og Shakespeare arm i arm

H.C.A. og Kierkegaard går op for hinanden

(…) (Wamberg, 1997:7)

Andersen i bagagen

Johannes Møllehave havde altid H.C. Andersen med i bagagen, når han rejste rundt og holdt foredrag om humor. Han ville ikke holdes fast på en bestemt definition og tilbød i stedet variationer over klassikeren: “Humor er det man mangler når man forsøger at forklare hvad det er”. Den definition, han syntes bedst om, havde han fra journalisten Knud Poulsen: “Humor er at bevare alvoren, når der er mindst grund til det.” Fælles for de to definitioner er den indbyggede modstand, og det er måske noget typisk dansk.

“Dansk humor har lidt at gøre med evnen til at svare igen - som Klods Hans”, skriver Møllehave i forordet til Smil du er på - den! Et udvalg af Johannes Møllehaves yndlingshumor (1987). Blandt de repræsenterede 23 forfattere - alle mænd - er naturligvis H.C. Andersen (med ”Gartneren og herskabet).

Læsehest

Den første gang Johannes Møllehave optrådte som litterær fortolker i bogform, var i Læsehest med æselører, som udkom i 1979 og var ude i 5. oplag i 1980. En kæmpemæssig succes for en bog om litteratur. Den indeholdt essays om H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard, Salmebogen, Sophus Claussen, Thøger Larsen, Knud Rasmussen, Jens August Schade, Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø, Hans Scherfig, Ivan Malinovski, Benny Andersen og Lola Baidel - en subjektiv litteraturkanon.

Humor uden nåde

“Al læsning begynder med eventyret”, skriver Møllehave i det indledende essay, som tager udgangspunkt i den introduktion, han fik til H.C. Andersen gennem mormoderens oplæsninger af “Fyrtøjet” og “Lille Claus og store Claus”. Hun læste dem højt uden at føje moralske kommentarer til passager som “Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun!” og “Det er min bedstemoder! sagde Store Claus, “jeg har slået hende ihjel for en skæppe penge!” Humor uden nåde. Ingen øllebrødsbarmhjertighed.

Den holdning har Møllehave overtaget. Ingen luthersk-evangeliske moraler. Råt for usødet. Masser af salt for læsere i alle aldre.

Møllehave tegner et billede af eventyrdigteren som illusionsløs kunstner og sætter det i forbindelse med Andersens særlige livsbane. Det er metodisk mere traditionelt end Salt-bogen, men samtidig mere forpligtet på en sammenhængende argumentation. Egentlig bør man læse dette Æseløre-essay, før man går i gang med Salt-bogen.

P.S.

Ved udgivelsen blev H.C. Andersens salt rost for ikke at være Litteraturvidenskab med stort L. Det er rigtigt, at en systematisk katalogisering af sjove steder i H.C. Andersens eventyr let kunne udvikle sig til noget ufrivilligt komisk, men der var ikke gået noget skår af Johannes Møllehaves folkelighed, hvis han havde forsøgt sig med en sammenfatning og en litteraturliste, meget gerne også et register, så læseren kan finde tilbage til de behandlede eventyr.

Litteratur (kronologisk ordnet)

Hans Brix: H.C. Andersen og hans Eventyr. Det Scubotheske Forlag, 1907, 2. udg., Gyldendal, 1970

Paul V. Rubow: H.C. Andersens Eventyr. Gyldendal, 1927; 3. udgave, Gyldendal, 1967

Johannes Møllehave: Læsehest med æselører. Lindhardt og Ringhof, 1979

Johannes Møllehave: H.C. Andersens salt. Om

humoren i H.C.. Andersens eventyr. Lindhardt og Ringhof, 1985, 2. udgave, 1988.

Johannes Møllehave (red.): Smil du er på - den! Jørgen Fiskers forlag, 1987

John Chr. Jørgensen: Forfattere for folket. Fremad, 1990

Johan de Mylius: H.C. Andersen - liv og værk - en tidstavle 1805-1875. Aschehoug, 1993

Johannes Møllehave: Da alting blev anderledes. udvalgte tekster 1958-96. Redigeret af Niels Birger Wamberg, Sesam, 1997

Karen Thisted (red.): Benny Andersen & Benny Andersen: Det skal mærkes at vi lever, Politikens Forlag, 2003