|
En forfatter vil altid sætte pris
på at blive anerkendt for sin humor. Samme
forfatter kan meget vel tænkes at stille sig skeptisk over for at blive
udnævnt til humorist.
Hvorfor det kan være problematisk
at blive kaldt humorist, forklarer de store ordbøger ikke. Ifølge Ordbog
over Det Danske Sprog (ODS) er en humorist “en forfatter, der
i fremtrædende grad er i besiddelse af humor”. Det lyder jo som et
uomtvisteligt gode. Den Danske Ordbog (DDO) har en
mere teknisk definition: “Forfatter, der bruger humoren som
udtryksmiddel”. Det kan der næppe heller ligge noget nedsættende i.
Sådan som ordet “humorist” faktisk
fungerer, er der brug for en helt tredje definition: En humorist er en
forfatter, der sætter det at underholde og more som sit vigtigste mål.
I kunstens verden anses morskab for
et beskedent mål. Det er finere at eksperimentere eller søge
erkendelse. Se f.eks. implikationerne i denne passage fra en nekrolog
indfanget af sprogbasen korpus.dk: “Selv kæmpede
Soya hele livet for at opnå anerkendelse som seriøs forfatter. Han
nægtede at tilpasse sig etiketten som den letbenede humorist
som nogle gerne ville påklistre ham.” Den underliggende negative
definition synes at være: En humorist er en useriøs forfatter, der
skriver i faste skabeloner.
Meget få danske forfattere har
kaldt sig “humorister”. En af dem er Carl Møller (1844-1898), en
excentrisk ungkarl, der havde arvet en formue efter sin far, som var
klædehandler.
Med sylespids pen noterer Vilhelm
Andersen i sin litteraturhistorie, at Møller efterlod sig “et
langstrakt humoristisk forfatterskab”. Det
bestod af studenterviser, skuespil, romaner og noveller. Bortset fra
nogle familiehistoriske fortællinger om “Mørupperne” er alt sammen
glemt.
Hvad Carl Møller huskes for, er, at
han endte sit forfatterskab med det ”humoristiske Indfald” at oprette
et legat til ”til en fortrinsvis humoristisk Forfatter, under
30 Aar” (Vilhelm Andersen, 1925:298).
Carl Møllers humoristlegat skulle
ifølge fundatsen uddeles hvert år. Frekvensen blev hurtigt et problem.
Tom Kristensen skriver i 1953 “Det er en offentlig hemmelighed, at
bestyrelsen for humoristlegatet hvert aar vaander sig i store kvaler,
naar den skal finde en nogenlunde værdig kandidat.” (Kristensen, 1953;
1965:5).
En humoristisk succesforfatters
hævn over unge alvorsmænd og -kvinder? Næh, Møller havde ikke let ved
at få sine bøger udgivet, og den fædrene formue, som han havde
beskyttet og plejet med nidkærhed, havde han egentlig tiltænkt
“Skuespillerforeningen”. Men han ændrede testamentet, da foreningen
ikke ville støtte ham i en sag om gratis fribilletter til en
teaterpremiere! (Muusmann, 1939:176ff). Så meget for Carl Møllers
humoristiske sindelag.
Små hundrede år senere sad Knud
Henning Pichard Thomsen (1921-90) som vicestadsbibliotekar i Næstved og
ærgrede sig over alle de triste problemromaner, biblioteket indkøbte,
fordi tidens litteratur nu engang så sådan ud. “Hvis ingen andre gider
at skrive en skæg historie, så gør jeg det sgu selv,” tænkte han (i
følge et interview til “Politiken”, 22.6.1981) og satsede sine
pensionist-år på den glade fortællekunst.
Han var ikke nogen novice. Han
debuterede som lyriker “Vild Hvede” i 1940’erne og udgav i 1950’erne en
håndfuld drengebøger under navnet Kasper Grønning. Men han brød først
igennem, da han i sit otium udsendte 13 underholdningsromaner, fra Klokken
i Makedonien i 1981 til Brødrene på Yarlech Castle
i 1990. De fremmede miljøer gav ham en vis fortællemæssig frihed. På
hans program stod latter og optimisme. Med Klokken i
Makedonien håbede han at have leveret “det længe ventede
modstykke til, hvad grædekonerne fylder dansk litteratur med i dag”
(Politiken, 22.6.1982).
At få folk til at le har været et
ædelt mål i dansk litteratur siden Holberg. Forskningen har i nyere tid
forsøgt at beskrive, hvad der sker, når vi griner.
Humoristen Willy
Breinholst (egentlig: Villy Breinholt Hansen) (1918-2009)
mener at kunne bekræfte moderne sundhedsforskere i deres teorier om, at
man får mavesår af at være sur, og at hidsighed giver forhøjet
blodtryk. På lignende vis tror han, at
“dårligt humør og tristhed hos den enkelte bevirker, at man er ekstra
disponeret for alvorlige sygdomme” (Erling Andersen: “Grin dig sund”,
B.T., 13.2.1995).
Litteraturkritikerne har et
tvetydigt forhold til Breinholsts forfatterskab. De er mere imponerede
af omfanget end af kvaliteten. Willy Breinholsts forfatterskab udgør
med sine 133 titler på bibliografi en “fabrik for humor”, skriver Jens
Kistrup, som dog tilføjer, at “uden et evigt ynglende overskud et sted
i sindet kan den professionelle humorist lige så godt indstille sin
virksomhed. Samlebånd eller ej. Det overskud har Willy Breinholst.”
(Berlingske Tidende, 26.6.98).
Sådan vurderes han op og ned. Man
kan spørge, hvorfor produktionstallet 133 skal bruges imod ham, når
Rifbjerg kan slippe af sted med 254 titler uden at blive omtalt som en
fabrik. Svaret er, at Rifbjerg fornyede sproget og udfoldede sig i en
række forskellige genrer, mens Breinholst skrev i en og samme polerede
stil og genbrugte en salgbar formel, så snart han havde fundet den.
Hans korte tekster kaldet minut- eller sekundnoveller er ofte
selvironiske situationer om kønsroller. Bogtitlerne taler deres eget
sprog: “Herren i huset”, “Min kones mand”, “Kunsten at være to”.
Breinholst opfattede sig som en
forretningsmand, der producerede litteratur og havde succes med det.
Stillet over for spørgsmålet om
kvalitet, svarede han med henvisning til udbredelse. “Hvordan har du
det med ikke at være anerkendt af det finere litterære selskab?” bliver
han spurgt i et af de sjældne interview, han har stillet op til. “Er
det noget, man skal se op til eller ned på? Jeg spekulerer sgu ikke på
det. Det er jo rystende ligegyldigt. Jeg udkommer i over hundrede
lande”, svarer han. Tonen antyder forklaringen på, at han nødig gav
interviews: Han bliver hele tiden tvunget til at gå i forsvarsposition
over for journalister, som stikker den negative definition af
humoristen op i snuden på ham.
Hvad er din kommentar til folk, der
mener, at det, du skriver, er den rene damebladshumor? “Er det sådan
noget som Jane Aamund skriver i nogle af ugebladene? Jeg har ikke læst
noget af det. Men er damebladshumor ringere end dagbladshumor?”
“Du skriver meget om din kone
Mariane?” “Jeg har gennem årene “misbrugt” ikke bare min kone, men også
børn og børnebørn og hund og kat og kanariefugl. Jeg genbruger en masse
af det, jeg har skrevet i mine over totusinde noveller. Min humor er jo
eviggyldig. Jeg kan finde en situation at skrive om bare ved at gå ned
på hjørnet i fem minutter.” (20.4.1999, Berlingske Tidende.
Interview ved Jens Rebensdorff).
Erling Andersen: “Grin dig sund”, B.T.,
13.2.1995
Vilhelm Andersen: Illustreret
dansk Litteraturhistorie, 4, Gyldendal, 1925
Willy Breinholst: Interview ved
Jens Rebensdorff, Berlingske Tidende, 24.4.1999
Jens Kistrup: “De mange små sjove”,
Berlingske
Tidende, 26.6.1998
Tom Kristensen: “Forord” til Humor
fra Danmark. 32 forfattere fortæller. Redigeret af Mogens
Knudsen og
Orla Lundbo. Carit Andersens
Forlag, 1953; 2. udg. 1965
Carl Muusmann: Halvfemsernes
glade København. Erindringer og Oplevelser, Forlaget Danmark,
1939
Hugo Truelsen: “Der er for få gale
mennesker i Danmark”. Interview med Knud H. Thomsen. Politiken,
22.6.1981
|
