|
Titlerne på Jane Aamunds bøger
signalerer glæde og livslyst. Aamund, det er noget med dans og drømme
og en lys skov. Hun er programmatisk i godt humør. To
af titlerne insisterer ligefrem på lyssind og morskab: klummesamlingen Søndags
Smil (2001) og erindringsbogen Dengang det var sjovt
(2010
Dengang det var sjovt handler ikke, som man måske kunne
tro, om barndommens glæder, men om de glade oplevelser, hendes liv som
kulturjournalist har givet hende, herunder mødet med Jens Kistrup og de
andre kolleger på Berlingskes kulturredaktion. Hendes eget område var
livsstilstoffet og modeverdenen. Hun var ikke journalist af uddannelse,
men havde indsendt artikler til bladene, alt imens hun uddannede sig
til korrespondent og arbejdede med information og reklame. Hun var 44
år, da hun i 1980 blev ansat på Berlingske. I erindringsbogen fortæller
hun livligt og vittigt om miljøet på avisen og sin egen rolle som
afviger med bh og make up. (jf. Jørgensen, 2021)
De bærende genrer i Aamunds
fremstilling er portrætter og anekdoter. Dengang det var sjovt, er ikke
en selvbiografi om den skrivendes udvikling, men et memoire-værk med
indtryk af mennesker, hun har mødt.
Når bogen er bedst, samles disse
indtryk i en pointeret anekdote, som fortæller noget om både den
skrivende og den portrætterede og om bladmiljøet:
En morgen stod jeg sammen med
chefredaktør Peter Wivel og talte om søndagens artikler, da Jens
Kistrup ankom. Hans korpus var i de senere år blevet ret voluminøst, og
hans bukser stod denne morgen åbne, så man kunne titte ind til
underbukserne, der i øvrigt også var på klem.
Jeg
bemærkede straks:
“Jens,
dine bukser er åbne!”
Kistrup
tog sig til gylpen, prøvede at lukke den og sagde:
“Hvorfor
er det altid det første sted du ser, Jane?”
Jeg
svarede: “Fordi det er mit stofområde!”
Peter
Wivel grinede, så han var ved at falde om.
Kistrup
nåede lige at replicere, inden han strøg forbi os med mappe og flyvende
frakke: “Hvad munden er fuld af, løber gylpen over med!”
Sådan
var nogle morgener. Vi startede med et kæmpegrin, og de replikskifter,
der faldt, fløj senere rundt på gangene.
(Aamund,
2010:153)
Jane Aamund iscenesætter Kistrup
som uheldig macho-helt og sig selv som frimodig og slagfærdig kvindelig
kollega. Peter Wivel spiller rollen som vidne og applauderende publikum.
Jane Aamund havde sine planer med
Kistrup, selv om hun nødigt indrømmer det. Hun fortæller, at hun engang
havde ham hjemme til “almindelig kollegial frokost” (som om alle Berlingske-skribenter
spiste sammen to og to). Hun skriver, at han havde respekt for hendes
store viden om litteratur og historie. Hendes beretning giver
imidlertid indtryk af, at dannelsen kun var et alibi, og at hendes
invitation et forsøg på forførelse:
Da han havde fået et par glas god
rødvin, og kinderne begyndte at blusse, spurgte jeg ham selvfølgelig,
nysgerrig som jeg var, hvorfor han egentlig ikke brød sig om at have de
mange damer, der var interesseret i ham, for tæt på. Han svarede
stille: “fordi de aldrig vil det, jeg vil!”
Jeg
skænkede et glas til op og spurgte: “Hvorfor siger du så ikke, hvad det
er, du vil?”
Jens
svarede ikke. Som en musling, der lukker sig med et smæld, skulle han
hjem med toget en halv time efter.”
En musling, der skal med toget, er
ikke det bedste litterære billede, men den gengivne situation byder på
en anden artistisk kvalitet: En anskuelighed, som gør det muligt for os
at gå hele vejen rundt om Jane Aamund og studere hendes metode på tværs
af hendes erklærede hensigter.
En anden anekdote sætter Jane
Aamunds grinebideri på prøve: Hun får til opgave at lave et interview
med “Thomas”, en kvinde, der har undergået en kønsoperation for at leve
op til sit ønske om at være en mand. Interviewsamtalen foregår på en
café. Interviewpersonen har udviklet kraftig skægvækst, et
“skipperskæg”, men afslører sig i sin adfærd som kvinde. Jane Aamund
har svært ved at håndtere situationen. Da hun kommer op på redaktionen
bagefter, spørger en gammel pressefotograf, om hun fik talt med
“Thomas”. Hun nikker. “Thomas” er min datter, siger pressefotografen.
Chokeret tilbyder hun at trække interviewet tilbage, hvis han ønsker
det. “Det er min datters liv, og hun har det godt med at fortælle sin
historie”, svarer han. På den måde lykkes det for Jane Aamund at komme
lykkeligt ud af en svær situation.
Med sin causerende facon bevarer
hun hele tiden grebet om det, hun har at fortælle. Det lyder som noget
positivt. Men det er ofte problematisk. Stilistisk kan man studere
problemet fra første side i hendes barndomserindringer Den
grønne port (1998). Hun ligger i en tremmeseng og observerer
sin omverden:
Jeg åbner øjnene og ser de blå
blomster på min seng. Det er en bambusseng med sidestykker, så jeg ikke
kan stikke hovedet ud gennem tremmerne og blive kvalt.
Det kunne udvikles til en historie
om bevidsthedens tilblivelse gennem brugen af sanserne. Men inden
bladet er vendt, har Aamund vristet sig løs af deskriptionens disciplin
og givet ordet videre til sit voksne jeg.
Min hjerne er skabt sådan, at alt,
hvad jeg oplever, bliver optaget i widescreen og farver. Intet glemmes
og alt arkiveres et sted.
Til gengæld beklager hun, at hun
savner “regnefærdigheder, orienteringsevne og retningssans.”
Ideen er tydelig. Hun vil anføre
præmisserne for det efterfølgende og straks gøre det klart, hvorfor hun
ikke fik den løbebane, som hendes far havde forventet af hende.
Men sprogligt falder fremstillingen
sammen; “regnefærdigheder” o.s.v. er kedelige ord fra de voksnes
verden. Jane Aamund maser sin speakerstemme ind over sprogmusikken.
Aamund havde udviklet sin muntre
stil som klummeskribent, før hun begyndte at udgive bøger. Klummerne
kørte i samme rille uanset emnet, men da det som regel drejede sig om
lettere emner som dyrehold og juletraditioner kunne det gå an. Samlet i
bogform kunne smilene godt virke lidt anstrengte.
Og de nyskrevne bøger havde hun
svært ved at finde stil til. Men når hun gjorde sig selv til
hovedperson og skrev om sine oplevelser med kærlighed og sygdom, trak
hun et stort publikum til sig. Det generede hende så meget at blive
kaldt “underholdningsforfatter”, at hun var nødt til at sætte det i
anførselstegn. Men hun vedstod sig en ambition om at gøre sig umage for
”at skrive klart og billeddannende, så læsere, der ikke var vant til at
læse romaner, pludselig fik skabt billeder i deres hoveder og var
taknemmelige for det.”
Kunstner, underholdningsforfatter
eller pædagog, Jane Aamund ville respekteres for sit arbejde. Til sidst
i Dengang det var sjovt - hendes både sjoveste og
alvorligste bog - fortæller hun om antagelsen af debutbogen, Bag
damen stod en Christian.
Forlaget Rhodos havde fået
historikeren Jens Engberg til at anbefale den til udgivelse. “Engberg
fandt den både god og morsom”, skriver hun. Det refererede hun videre
til sin mand, da han kom hjem fra arbejde. “Det var da morsomt for
dig”, sagde han.
En måned efter kom professor
Engberg til middag hos os. Jeg var lykkelig og havde slået (stået?) i
gryderne hele dagen.
Jens
Engberg spurgte: “Hvad synes De er mest morsomt i Deres kones bog?”
“Det
ved jeg ikke. Jeg har ikke læst den”, sagde min mand.
Der
blev en pinlig pause, og jeg var lige ved at tude. Men i samme øjeblik
vidste jeg, at vores forhold og ægteskab var slut. Det var bare et
spørgsmål om tid.
Aamund, 2010:227
Der bliver sagt “morsom” tre gange.
Men det er for præcisionen i den eksistentielle alvor, man vil huske
denne anekdote fra forfatterens liv uden digtning.
John Chr. Jørgensen: Journalistik
med stil. Fra klassiske nyheder til fortælling, Forlaget
Ajour, 2007
John Chr. Jørgensen (red:): De
tålte mosten. 39 kvindelige journalister. Forord
af Lone Kühlmann, Forlaget Ajour, 2013
John Chr. Jørgensen: Da
kvinderne blev journalister, Det humanistiske Fakultet,
København, 2012
John Chr. Jørgensen: “Jane Aamund:
Dengang det var sjovt”, i: Journalister
i bogform, netbog,
2021
H.S. (Hanne Salomonsen): “Aamund,
Jane”, i: John Chr. Jørgensen (red.): Dansk
forfatterleksikon. Biografier, Rosinante, 2001
Jane Aamund: Bag damen
stod en Christian, Rhodos, 1977
Jane Aamund: Den grønne
port. Erindringer fra tremmeseng til brudeskammel, Høst
& Søn, 1998
Jane Aamund: Søndags
Smil. Causerier om folk og fæ, Høst & Søn, 2002
Jane Aamund: Dengang det
var sjovt, People’sPress, 2010
Jane Aamund: Dengang det var
sjovt. Journalister
i bogform
|
