|
Forfattere med talent for
humoristisk fremstilling debuterer ofte sent i livet. Willy Breinholst
havde uddannet sig til bedemand og korrespondent, før han slog gækken
løs i ugebladene. Jane Aamund arbejdede med information og reklame, før
hun blev underholdningsforfatter. Knud H. Thomsen havde som bibliotekar
klassificeret andre forfatteres bøger, før han selv sprang ud som
forfatter. To af efterkrigstidens mandlige humorister, Finn Søeborg og
Benjamin Jacobsen, havde en fortid i Boligministeriet.
Et halvt hundrede år senere sad
Maria Grønlykke (f. 1957) i en sikker stilling som jurist i Energi- og
Miljøministeriet. De problemer, hun tog sig af, handlede om
energiplanlægning og elforsyning. Det var altså ikke støvede og
irrelevante sager. Men
hun var ikke begejstret for sagsbehandlingen og mødekulturen. En ny
chef puffede hende uforvarende ud i friheden. Han indskærpede over for
hende, at ministeriet ikke havde indført flextid. To timer senere lå
Maria Grønlykkes opsigelse på hans bord (jf. Thorsen 2003).
Hun havde altid godt kunne lide at
skrive, og da hun var engageret i samfunds- og kulturudviklingen, kunne
hun nu freelance til dagblade og fagblade samtidig med, at hun gjorde
nogle fortællinger klar til udgivelse. Bestemte oplevelser fra en
usædvanlig opvækst pressede sig på.
Maria Grønlykke er født i
København, men hun voksede op på landet. Forældrene drev virksomhed,
først skumgummifabrik flere steder på Sjælland (Tåstrup, Frederikssund,
Hornsherred). Derefter kro (Falsled) og fødevarevirksomhed (Løgismose)
på Fyn. De lavede
også filmkunst (Balladen om Carl-Henning). Maria
Grønlykke har berettet om de alsidigt kreative forældre i bogen Lene
og Sven Grønlykke. Et dobbeltportræt (2010).
I skolen adskilte Maria Grønlykke
sig fra de andre elever ved at være tilflytter. Men det var hende, der
så på dem som fremmede. De bar mærkelige øgenavne og talte fynsk.
“Kruddi” var navnet på ham, der kunne “fise et helt klasseværelse op.”
Skolegangen tilhørte en anden tid
og en anden kultur, bl.a. fordi det stiltiende tillodes lærerne at slå
børnene. Hvad Grønlykke mener om vold som pædagogisk metode, udtrykker
hun gennem den ”falske solidaritet” som kendes fra Hans Scherfig, en
form for ironi, hvor man med overdreven iver tilslutter sig et
vanvittigt synspunkt:
De mest forløbne af lærerne havde
før det blev forbudt fået udviklet masser af nyskabende og effektive
metoder, faktisk ligefrem energibesparende foranstaltninger, og de har
vel ment at det ville være det rene spild hvis dette enorme
udviklingsarbejde skulle gå tabt for eftertiden.
En af de avancerede pædagogiske
metoder, som beskrives, består i at hænge de små drenge op i
knagerækkerne, så læreren kan fordoble det tempo, hvori han uddeler
lussinger ved ligesom i tennis at slå skiftevis forhånd og baghånd.
Eleverne var ikke engle. En
musiklærerinde, der beskrives som “meget ugift”, nedbryder de
systematisk, så hun begynder at græde.
Historierne er fortalt med
skiftende synsvinkler. Man ved aldrig helt, hvor man har forfatteren.
Nogle gange gemmer hun sig bag et kollektivt “vi”. Sjældent træder hun
frem som et “jeg”. Måske har vi at gøre med en form for provinsiel
blufærdighed: “Hvorfor være en 45-årig debutant?“ spørges hun i
interview. Hun svarer i tredje person ligesom Thummelumsen i Livsens
Ondskab:
Man vil ikke se i øjnene, at man
gerne vil skrive. For det er jo sådant noget ophøjet noget. Tænk hvis
man kunne få lov til at sidde for sig selv og skrive, og så forvente at
andre skulle gide læse det. Det er for blasert (Fyns Stiftstidende, 24.3.2003).
Det er ikke fortælleren, men
historierne, der trænger sig på. Hun skriver fynske
hjemstavnshistorier, så det synger.
Det er “lisdan en ufordring jæ kat
stå imo”, erklærer
Metha, som vil deltage i en
konkurrence om at skrive en hyldestsang til rødspætten som årets
pinsefisk. Hun har allerede vundet en slogankonkurrence for en
vinduespudser: “Er De træt af tåge, så ring straks til Åge”.
Hun gør vidunderlige tilløb: “En
spætte så jeg gyde/ ne’e i det ko-olde vand”, “Spætten er så rød, mor”,
”Kom, du store spætte/ Lad os spise dig/ Nu skal du på panden/ ned i
far og mig …”.
Maria Grønlykke kan ikke bare
fynsk. Hun kan svinge rundt med hele det danske sprog og kaste det op i
luften. Ned dratter glorværdige fejlskud som denne sætning: “Dem der
gik i hjælpeklasse, var dem der på en eller anden måde virkede egnet
til det.”
Man griner sig igennem hendes
skrøner om fynske typer. Selv en begravelse tages med højt humør. Palle
Sovesofa er “døj a drok”. Nå, skidhul i det. Broderen overtager enken.
Grønlykke er selvfølgelig på de utilpassede eksistensers side, og imod
bureaukraterne.
Hendes hjerte banker for
titelnovellens fisketyv, som ryger ud og ind af arresten i Assens,
fordi han luner sig lidt i de tomme sommerhuse. Navnet har han fået,
fordi han “låner” jollerne og fiskegrejet i de sommerhuse, han skaffer
sig adgang til.
Grønlykke modtog årets debutantpris
for bogen på bogmessen i København.
Og hun læste op af Fisketyven
for de indsatte i Assens Arresthus.
Modtagelsen i pressen vidnede om
det store behov for forfattere med godt humør.
I Information
(2.4.2003) gav Anna Wegener hende denne avancerede stilbestemmelse:
Søren Faulis Polle Fiction parret med
svenske Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula
parret med Jan Sonnergaards Radiator. Tilsat et
skvæt varm, kæk og sjofel kvindehumor. Så nærmer vi os en karakteristik
af Maria Grønlykkes debutbog.
I anmelderkorpset var vi nogle, der
så en folkelig underholder i hende, en arvtager efter Knud H. Thomsen.
Men det viste sig, at hun ikke havde Thomsens evne til at vride nye
historier ud fra gammelt skrønemateriale. Hun var afhængig af noget,
hun havde oplevet. Til gengæld var hendes adgang til de strømførende
lag i sproget så privilegeret, at hun blandt sine beundrere kunne tælle
Klaus Rifbjerg.
Det blev til endnu en samling
fynske hjemstavnshistorier, En lille sang om Stella
(2004), med en vittig og kærlig historie om et par piger, som synes, at
en homoseksuel dreng skal prøve at røre ved et pænt pigebryst.
Derefter fulgte en humoristisk
roman om en plattenslager fra samme stofkreds, I morgen
skinner solen (2006), og en alvorlig, semi-dokumentarisk
roman om en homoseksuel sølvsmed i Assens (Sølvmanden,
2008).
Op til hundredåret for indførelsen
af valgret til kvinder skrev hun ene kvinde tekster til en antologi med
hundrede kvindestemmer: Hundrede års kvindsomhed. Polyfoni
(2014). Ideen til et sådant flerstemmigt kor kunne være hentet hos Peer
Hultberg (“Byen og verden”). Titlen er en fordrejning af Marques’
“Hundrede års ensomhed”. Den humoristiske udførelse er Maria Grønlykkes
egen.
Senest har Maria Grønlykke udgivet
en biografi i fortællende form om journalisten Ellen Hørup - med den
ødselt præcise titel “Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge
flæsk.” (jf. Jørgensen, 2019).
Som det fremgår af forordet til
Ellen Hørup-biografien, kæmper Grønlykke med komposition og form. Nogle
af hendes historier fuser ud. Men når det gælder sproget, har hun høj
kreativitet og absolut gehør. Hun er humoristen som sprogkunstner.
Maria Grønlykke: Fisketyven.
Historier hjemmefra, Gyldendal, 2003
Maria Grønlykke: En lille
sang om Stella. Andre historier hjemmefra, Gyldendal, 2004
Maria Grønlykke: I morgen
skinner solen. Roman, 2006
Maria Grønlykke: Sølvmanden.
Roman, Gyldendal, 2008
Maria Grønlykke: Lene og
Sven Grønlykke. Et erindringsportræt, Gyldendal, 2012
Maria Grønlykke: Hundrede
års kvindsomhed. Polyfoni, 2014
Maria Grønlykke: Godt for
sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk
fortælling om Ellen Hørup, Gyldendal, 2019
John Chr. Jørgensen: “La vær og
piv”. Anmeldelse. Ekstra Bladet, 17.10.2004
John Chr. Jørgensen: “Grønlykke og
Rünitz om Ellen Hørup”, Dansk sagprosa, 2019
Henriette Bacher Lind: “Rørende,
men ikke blåøjet”. Anmeldelse. Jyllands-Posten,
18.10.2004
Marie Tetzlaff: “Det kan også blive
for småt”. Anmeldelse, Politiken, 23.10.2004
Lotte Thorsen: “Jomfru Maria”.
Interview. Politiken, 6.4.2003
Anna Wegener. “Landskab med
citronmåne”. Anmeldelse. Information, 2.4.2003
Jørgen Aagaard: “Fisketyven
udødeliggjort”. Interview, Fyns Stiftstidende,
24.3.2003
|
