Humor i børnebøger er ikke væsensforskellig fra humor i bøger henvendt til voksne. De stilistiske virkemidler er de samme: overraskelsen, overdrivelsen, modstillingen, pointeringen etc. Men børnelitteraturen er ofte mere tydelig i anvendelsen af disse greb.

Litteratur henvendt til børn har traditionelt været mere didaktisk anlagt end litteratur til voksne. Humoren er blevet brugt som lokkemad for at få børnene til at åbne sig for bøgernes moralske budskaber. Lokkemaden har f.eks. bestået i hurtig handling bygget op over små episoder (Sønsthagen & Weinreich, 2022:195f).

I mere sofistikeret børnelitteratur ses humoren som noget, der er integreret i handlingen (Bjarne Reuter, Ole Lund Kierkegaard m.fl.). Humoren kan også være indlejret i fortælletonen, tag f.eks. H.C. Andersens “Nattergalen”: “I Kina ved du jo nok er kejseren en kineser og alle de han har om sig er kinesere.”

Den direkte henvendelse og det selvfølgelige

budskab lokker børnene til og holder dem fast.

Børns sorte humor

Når børn leger sammen, spiller ord og lyde en stor rolle.

De driller med øgenavne, der rimer og muligvis rammer: “Helle - Delle - Frikadelle”.

Hvis man ikke må drille andre med deres udseende eller navn, er en sådan navneremse over grænsen.

Børn laver sangparodier med indbyggede hilsener fra underlivet og underklassen: “Nu er det jul igen/ og far er fuld igen/ og mor hun sidder under bordet/ far han slog en skid/ mor hun blev gravid / og lillebror sad på lokum”.

Ældre generationer kan genkende sig selv i grænse-overskridende remser som: “Københavner, du savner/ din moders papa/ og ligger om natten/ og sutter den af”.

De såkaldte gådevitser er surrealistiske:

“Hvad er det, der ligger nede i en spand og siger dav?

En spandauer.”

Ja, nogle af dem er søde:

“Hvorfor har elefanten altid røde sokker på?

Så kan den gemme sig i jordbærbedet.”

“Hvilke duer kan ikke flyve?

Vinduer.”

“Hvorfor må man ikke tage blomster med i Rundetårn?

De er bange for at springe ud.”

I børnenes klassiske repertoire indgår også tosse-vittigheder:

Det var en tosse, der ringede til lufthavnen og spurgte:

- Hvor lang tid tager det at flyve til Argentina?

- Et øjeblik!

- Mange tak, sagde tossen og lagde røret på.

Tosserne kan have skikkelse af molboer eller århusianere. De er sjældent fra ens egen by.

Alle børnene

Disse vitser i små genrer er næppe allesammen skabt af børn. Men når de først forelå, var det ikke svært for børnene at fylde formlen ud med nye ord. Det gælder for eksempel vitserne, som indledes med “Alle børnene”.

Genren er relativt ung. Den blev en dille i begyndelsen af 1990’erne (jf. Bjerregaard, 2006:58ff).

Alle børnene-vitserne er gennemført kyniske:

Alle børnene spillede fodbold.

Undtagen Steen - han manglede et ben.

Skæbnen eller rim-tvang?

Hvis man prøvede at bløde kynismen op ved at hævde, at alle de stakkels børn i vitserne ikke var ramt af skæbnen, men af rim-tvang, fik man dette svar:

Alle børnene var gode til fodbold.

Undtagen Michael - han var spasser.

Det rimer ikke, men det passer.

Der blev produceret flere hundrede af disse vitser – og de krænkede alle tænkelige tabuer:

incest: Alle børnene var jomfruer.

Undtagen Bente,

hendes far ku’ ikke vente!

narkomani: Alle børnene kiggede på sprøjten.

Undtagen Carmen,

hun havde den i armen!

sex: Alle børnene slikkede frimærker.

Undtagen Peder,

han slikkede skeder!

onani: Alle børnene fik udløsning.

Undtagen Iver,

han ligger stadig og hiver!

ulykker: Alle børnene svømmede godt.

Undtagen Gunner,

han gik under!

kannibalisme: Alle børnene hadede kannibaler.

Undtagen Søren,

han spiste Jørgen!

Og en mere raffineret vits om samme emne:

Alle børnene flygtede fra kannibalerne.

Undtagen Lilli og Bjarne,

de blev til chili con carne!

En kold skulder

Kannibalisme er et fantasi-befordrende fænomen.

Det trænger ind i flere former.

En syg 1960’er-vits:

- Mor, mor, hvor langt er der til Amerika?

- Hold kæft, knægt, og svøm videre!

omformes let til en kannibalvits:

- Far, far, jeg kan ikke li’ Lillebror!

- Ti nu stille og spis!

- Og så var der kannibalen, der kom for sent hjem til middag, og konen gav ham en kold skulder!

Drengestreger som kunst

Ét er nu syge vittigheder. Det ved man, hvad er. De udsender så stærke genre-signaler, at vi straks kan identificere og rubricere dem. En tekst, der begynder med “Alle børnene”, kan ikke røre en let trænet læser.

Men hvad sker der, når man forsøger at lave kunst på noget, der ligner syge vittigheder?

Villy Sørensen debuterede i 1953 med Sære historier, en samling fortællinger funderet på drømme og forsynet med symbolske overbygninger. Én historie skilte sig ud ved at være næsten uden overbygning: “Blot en drengestreg”.

Den handler om to drenge, som saver benet af en tredje.

Børn kan være onde

Om inspirationen til historien fortæller Villy Sørensen, at han havde et studenterjob som underviser for Rigshospitalets langvarigt indlagte børn. Det kostede nogle illusioner om børns iboende godhed. Nogle af børnene gik ham på nerverne. En særligt pågående dreng måtte han stikke en på kassen for at sætte sig i respekt. Men jobbet var fremmende for hans kreativitet:

Blandt børnene på hospitalet var en sød dreng, Torben, der ved lejlighed var ved at kvæle en anden sød dreng, Morten. Torben opdagede tilfældigvis at Morten fik en sjov kulør i hovedet når man klemte ham om halsen og fortsatte med naturvidenskabelig interesse. En sygeplejerske kom til og standsede eksperimentet. Denne påvisning af hvor let et menneskebarn kan komme til at slå ihjel var ikke den eneste inspiration til “Blot en drengestreg”, men en af dem. En anden var at forfatteren selv i en ung alder havde fået en rift på benet og af et par ældre drenge havde fået at vide at benet skulle skæres af for at reddes.

(Villy Sørensen, 1953; 1962; 1976:176)

Denne redegørelse for inspirationsgrundlaget for “Blot en drengestreg” skal tjene som forsvar for realismen, det sandsynlige, det muligt sande, i historien. Blandt anmelderne - og endnu mere blandt lytterne, da den blev læst op radioen - havde historien vakt betydelig forargelse. Man savnede en moralsk afstandtagen eller blot stillingtagen fra forfatterens side.

En anmelder, som ellers hilste Villy Sørensens debutbog velkommen, noterede eksistensen af “Blot en drengestreg” som “en frygtelig makaber historie om to drenge der leger doktor” (Carl Johan Elmquist, Politiken, 13.10.1953).

Det uhyggeligste

Reaktionerne burde ikke komme bag på Villy Sørensen. I sin dagbog noterede han den 27. april 1952:

Jeg skrev i går “Drengestreger”, det uhyggeligste jeg har skrevet endnu. Rigtignok mislykkedes historien, men dens egen korte historie er måske af betydning. To drenge hvis onkel har fået amputeret et ben, hvad forældrene giver dem en utilstrækkelig forklaring af, saver benet af en mindre dreng hvis storetå bløder og som derfor har blodforgiftning. De to drenge undgik at blive opdaget og blev senere fremragende kirurger, idet uovervundne traumer disponerer vore levnedsløb.

Sørensen fortæller videre om, hvordan de to mænd undertrykte erindringen om deres ugerning. Tonen måtte selvfølgelig blive ironisk, siger han:

Ligesom brødrene kommer helskindet over forbrydelsen, gås der ironisk hen over den og hovedvægten kommer til at ligge på det filosofiske slutafsnit.

Forrykt tragedie

Men så viser det sig, at det er umuligt at gå ironisk hen over forbrydelsen. Villy Sørensen er nødt til at lade den blive opklaret - “og alt blev forrykt tragedie - der dog måske er ærligere end den forrykte komedie historien skulle have været”.

Altså: en uhyggelig, makaber historie bygget på studier i virkeligheden. En forrykt, næsten nøgen tragedie. Mislykket som kunstværk, men måske ærligere end den alternative version med kirurgerne.

Det burde ikke undre Villy Sørensen, at en sådan historie ville blive mødt med en vis modstand.

Onanist

I første omgang modtog han forlæggeren Ole Wivels vurdering af samlingen: “Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til tænke på en tålmodig onanist”.

Villy Sørensen, som alle dage havde geniets utålmodighed med kritikere og andre undermålere, vrængede ad Wivels dom: “Man kan beundre Wivels fantasi der formår at komme til at tænke på noget sådant, men hvordan kan han få sig selv til at skrive det ned?” (Sørensen 10.3.1988; 1988:201).

Ole Wivel skrev senere i sine erindringer, at han og hereticanerne havde taget fejl: “Ingen af os havde endnu gehør for denne absurde digtnings toneart og etisk sociale engagement” (Wivel: Tranedans,1999:32).

En sådan omvurdering kan synes prisværdig, men den virker ikke troværdig.

Da Villy Sørensen i sit sidste leveår, 2001, så tilbage på debutbogen, sagde han, at det ikke undrede ham,

at historierne havde vakt en vis forargelse ikke blot hos Ole Wivel, men også hos nogle af anmelderne og godtfolk, der reagerede på bogen.

Det var selvfølgelig især “Blot en drengestreg”, som staar lidt for sig selv, fordi det tilsyneladende er en helt realistisk historie. Jeg vil ikke uden videre sige, at sådan er børn, men nok at sådan kan børn være. Men jeg har ikke noget romantisk syn på dem (…)

(Villy Sørensen 2001:79)

Både og

Omvurderingerne og uenighederne i kritikken af Sære historier har en intern og en ekstern forklaring.

Den interne forklaring er teksternes forskellighed og manglende egalitet. “Blot en drengestreg” skiller sig ud ved den manglende perspektivering.

Den eksterne forklaring finder man i kritikernes behov for at bruge Villy Sørensen i deres litteraturhistoriske konstruktioner. Med “Blot en drengestreg” som argument kan man placere Villy Sørensen som modernistisk provokatør under henvisning til den manglende empati eller som realist på grund af den nøgterne stil.

På sine næsten gamle dage - han blev kun 72 år - forsonede Villy Sørensen sig med debutbogens kritikere. Han gjorde opmærksom på, at i den udgave, Ole Wivel havde sendt sin onanist-bandbulle mod, indgik et par svagere småstykker, men ikke den store historie om “Tigrene”. Wivel var altså lovligt undskyldt.

Syg humor

Meget af den kritik, som er blevet Sære historier til

del, har været rettet mod “Blot en drengestreg”. Fortolkerne har været uenige på en irritabel måde. Nogle synes vrede på Sørensen. Andre er vrede på dem, der kritiserer Sørensen.

“Blot en drengestreg er hinsides godt og ondt; den langtrukne parteringsscene kombinerer en kvalmende grusomhed med syg humor” skriver Jon Helt Haarder.

De positive fortolkere har haft vanskeligheder med at etablere og fastholde et samlet perspektiv.

Jørgen Bonde Jensen, Sørensen-kritikkens førstemand, siger, at historiens tema er “vanrøgten af barnet”. Forældrene fejler fatalt, da de forsøger at give børnene en videnskabelig forklaring på onklens død. Finn Hauberg Mortensen generaliserer budskabet til: “videnskab er livsfarlig, hvis den ikke har forladt naiviteten.” (1997:98). Disse fortolkninger er abstrakte oversættelser af budskabet, langt væk fra hvad der fylder og gør indtryk i teksten.

Per Stounbjerg er efter min mening den af fortolkerne, som kommer tættest på teksten, fordi han går efter virkningen. Han læser teksten som en bevidst provokation, en avantgardistisk handling bygget på en grotesk æstetik. Det groteske består i “splattereffekter og proportionsforvrængning.” Drengene virker nedsunkne i deres praktiske problemer. “Kollisionen mellem den blodige handling og det banale børnesprog skaber komik”.

“Blot en drengestreg” fremkalder modsatrettede følelser. De hører alle med i en analyse.

Litteratur

1. Syge vitser

Povl Bjerregaard: Børn og vitser, Klim, 2006

Torben Olsen: Alle børnene. Barske børnerim, Skyggen, 2001

Poul Malmkjær: Den sjove, den flove og den virk’lig

grove, Centrum, 1997

2. Villy Sørensen: “Blot en drengestreg”

Villy Sørensen: Sære historier, Gyldendal, 1953, 2. udg. 1962; 3. udg. med efterskrift af Villy Sørensen, Gyldendal, 1976

Villy Sørensen: Tilløb. Dagbøger 1949-53, Gyldendal, 1988

Villy Sørensen: Talt. Et interview ved Finn Hauberg Mortensen, Gyldendal, 2002

Jørgen Bonde Jensen: Litterær arkæologi. Studier i Villy Sørensens Formynderfortællinger, Gyldendal, 1978

Finn Hauberg Mortensen: “Villy Sørensen: Sære historier”, i: Povl Schmidt m.fl. (red.:) Læsninger i dansk litteratur, fjerde bind 1940-1970. Odense Universitetsforlag, 1997

Jon Helt Haarder: “Villy og Sørensen. Skitse til en genlæsning af et forfatterskab”, Kritik, 143

Jon Helt Haarder: “Villy Sørensen”, i: Anne-Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, 2, Gad, 2001

Marianne Barlyng & Jørgen Bonde Jensen (red.):

Både frem og tilbage. Portræt af Villy Sørensens forfatterskab, Forlaget Spring, 2002

Heri:

Per Stounbjerg: Om det banale og fatale i “Blot en drengestreg” 59-66

Jørgen Bonde Jensen: Den narrative skygge i “Blot en drengestreg” 67-71