|
Da Harald Høffdings Den
store humor udkom i 1916, skrev Politiken, at man havde set
hen til bogen med spænding, men at den var blevet mindre populær i
fremstillingsformen, end forfatteren havde tilsigtet (Pol. 30.4.1916).
Bogens flotte titel lovede mere,
end indholdet kunne leve op til. Undertitlen En psykologisk
Studie lovede på en måde også for meget. Snarere end
psykologi var det et stykke åndshistorie om udviklingen af en rummelig
livsanskuelse, som kaldes “den store humor” og som når sin første
kulmination i Shakespeares dramatik.
Alle, som havde håbet, at Høffding
ville skabe fast form omkring det luftige begreb “humor,” måtte blive
skuffede. I stedet for begrebsafklaringer fik de udviklingstrin og
eksempel-ophobninger. Høffdings stil var usædvanlig omstændelig. Han
havde brug for 40 siders tilløb, før han kom til begrebet humor.
Harald Høffding (1843-1931) var
professor i filosofi på Københavns Universitet. I metodisk henseende
var han eklektiker. Han var ikke tilhænger af én bestemt skole, men
lånte fra flere retninger. Hans stil var tilsvarende broget. Han
plukkede eksemplerne, hvor han kunne finde dem.
“Spredt over Bogens 175 Sider
finder vi ved en desværre alt for hurtig Gennemgang, en Række Eksempler
paa Humoren, som Høffding forklarer den,” sukkede Politikens
anonyme anmelder.
Sidenhen har utvivlsomt mange
læsere lagt Den store Humor fra sig. “En af de
kedeligste bøger jeg nogensinde har læst”, erklærede forfatteren Finn
Søeborg, da han søgte stof til et foredrag, han skulle holde om humor.
Det eneste, han kunne bruge fra bogen, var Høffdings grundtanke:
“Humoren stræber efter at forene livets tragedie og livets komedie.”
En forfatter, som hurtigt kom på
bølgelængde med Høffding, var Karen Blixen.
Ivan Z. Sørensen, som har forsket i
Blixens humor og relationen mellem Blixen og Høffding, skriver, at
“Blixen omtaler Høffding med respekt og anerkendelse i essays og
breve.” (Dansk Noter 1, marts 2015).
Hun var elev på Kunstakademiet og
næstformand i elevforbundet, da hun fik ham til bords ved en
festlighed, hvor han var inviteret som gæstetaler. “Jeg kan ikke huske,
at jeg den aften følte mig det allermindste trykket af min prominente
stilling, jeg tror, at Høffdings blide, vise elskværdighed lige straks
har fået mig til at føle mig hjemme ved hans side.” (Thurman, 1984:92).
Med humor defineret som en
livsanskuelse, der kunne rumme Shakespeare‘ske modsætninger, passede
han godt til Blixen, der ligesom Høffding havde læst Søren Kierkegaard
og Georg Brandes.
Søren Kierkegaard og Harald
Høffding levede i hver sin åndshistoriske periode, Kierkegaard i
idealismen, Høffding i positivismen, men de tilhørte begge den danske
tradition for, at kun den personligt erfarede sandhed tæller.
I udviklingssynet var de
forskellige. Hvad “springet” og “den enkelte” var for Søren
Kierkegaard, blev “sammenhæng”, “kontinuitet” og “helhed” for Harald
Høffding.
Dertil kom, at Høffdings erfaring
trods seriøse teologistudier ikke rummede kristendom. Han var erklæret
agnostiker. Han afviste ikke religionerne, men betragtede dem som
vidnesbyrd om en tro på værdierne. Høffding søgte psykologiske og
historiske forklaringer ligesom Georg Brandes, men modsat denne
betragtede han ikke “det store menneske” som udviklingens formål.
I Høffdings filosofi førte
menneskeslægtens universelle sympati til et alment velfærd. Han var
mere demokratisk sindet end Brandes. Reelt fungerede han fra 1880 som
“ypperstepræst” for det moderne gennembrud på Universitetet.
Formuleringen skyldes historikeren Niels Thomsen, som mente, at det
moderne gennembrud havde sin egen teologi (Niels Thomsen, 1998:73-76).
Høffding berigede sin tid med en
omfattende produktion af monografier og historiske oversigtsværker om
filosofihistorie, psykologi, etik og æstetik. Indtil Kierkegaard-bølgen
ramte Europa i det 20. århundrede, stod Høffding i international
sammenhæng som den betydeligste danske filosof.
“Hans senere produktion er
karakteristisk ved talrige henvisninger til egne tidligere værker”,
skriver Carl Henrik Koch og forklarer dermed, også hvorfor Høffding
allerede mistede betydning, mens han levede. Hans stil lukkede sig om
sig selv (Koch, 2004: 33).
I Den store humor
anskuer Harald Høffding humoren som livskunst. "Den store humor" er
ifølge ham ikke en mening, men en holdning, som et menneske kan leve
sit liv efter. (jf. den tyske titel: Humor als Lebensgefühl).
Inspireret af Kierkegaards teori om
stadierne karakteriserer Høffding humoren som et etisk trin med udsigt
til harmoni mellem tilværelsens lyse og mørke sider.
At dyrke humor som livskunst er
ikke det samme som at bringe sig på æstetisk afstand af livet. Den
store “humorist” (Høffding bruger faktisk det udtryk) vil også handle
og gribe ind.
Ved siden af den store humor findes
der ifølge Høffding også en lille humor, som kan vise sig som for
eksempel ironi eller satire.
Motivet kan være positivt: en trang
til at lege og derved frigøre sig for, hvad der trykker sindet. Men som
regel er man ude i et nedgørende ærinde, når man anvender disse former.
Ironien har dog fra Sokrates’ dage været anvendt i opdragelsesøjemed.
Den kan til nød gå an. Men selvironien er bedre. Den tilhører et højere
udviklingstrin nærmere på den store humor, som synes at være altings
målestok for Høffding. Swift og hans satire indtager ikke nogen
prominent rolle i Høffdings værdisystem.
”Det er ofte denne lille Humor, der
tænkes paa, naar Ordet Humor eller Humorist nævnes. Den er en
Enkeltfølelse, ikke en Totalfølelse”, skriver Høffding.
Han er altså klar over, at hans
læsere typisk vil søge oplysninger om andet end det, han kan give.
Læserne søger efter viden om f.eks. “ironi” og “latter”, men i det
omfang, disse emner optræder, behandles de som sekundære i forhold til
totalfølelsen. Det er ikke så underligt, at Høffding har vist sig
ubrugelig i nyere forskning i humor, f.eks. Erik A. Nielsens Holbergs
komik (1984; 2007) og Thomas Bredsdorffs Ironiens
pris (2011). Når han endelig bruges som i Thorkild Borup
Jensens artikel om “Humoren hos Benny Andersen” (2003), så sker det
ved, at forskeren viser, hvor godt digteren lever op til Høffdings
ideal om rummelighed. Grundspørgsmålet bliver: Er der alvor bag spøgen?
Til sidst i Den store
Humor begynder Høffding at ryste på hånden og modificerer sit
budskab så meget, at han er tæt på at gøre det meningsløst. At den
store humor, således som han havde beskrevet den, skulle være det
højeste livsstade, vil han nu alligevel ikke hævde.
“Den store praktiske stræben paa
den ene Side, den tragiske Lidelse paa den anden Side kunne begge være
højere Livsstader end Humor.” Også erkendelsesglæden
kan udvikle sig til en totalfølelse og blive det centrale i sjælen,
siger han. Tilsvarende kan det gå med den kunstneriske trang.
Den kan udvikle sig til en målrettethed, der drager al energi til sig.
Hvordan skal disse former for ensidighed kunne vejes op af den alsidige
store humor?
Den store humor er en rummelig
totalfølelse, en sammensat livsanskuelse, hvis æstetiske ækvivalent er
Shakespeares skuespil. Tankegangen er en videreudvikling af Georg
Brandes’ skrifter om Shakespeare, som Brandes for en sikkerheds skyld
selv sendte til Høffding. Det fremgår af deres korrespondance, som
sjovt nok også rummer en diskussion om det komiske. (Georg og
Edvard Brandes Brevveksling, 1, 1939: 345ff).
Vilhelm Andersen: Illustreret
dansk Litteraturhistorie, 4, Gyldendal, 1925
Morten Borup (red.): Georg
og Edvard Brandes. Brevveksling med nordiske Forfattere og
Videnskabsmænd, 1, Gyldendal, 1939
Thomas Bredsdorff: Ironiens
pris. Fire store ironikere og et begreb, Gyldendal, 2011
Harald Høffding: Den
store Humor. En psykologisk Studie, Gyldendal, 1916. Kan læses online på Det
kongelige Biblioteks hjemmeside
Thorkild Borup Jensen (red.): Månens
mærker. Benny Andersens forfatterskab set med mange øjne,
Spring, 2003
Carl Henrik Koch: Den
danske filosofis historie. Dansk filosofi i positivismens tidsalder
1880-1950, Gyldendal, 2004
Carl Henrik Koch: “Dansk filosofi i
national indpakning. Harald Høffdings historiografi”, i: Henrik Blicher
m.fl. (red.): Tænkesedler, C.A. Reitzels Forlag,
2007
Erik A. Nielsen: Holbergs
komik, 1984; Spring, 2007
Finn Søeborg: Hvad var
det nu, Navers forlag, 1990
Ivan Z. Sørensen: Karen
Blixens etik - og humor, Dansk Noter, 1, 2015
Ejnar Thomsen: Dansk
Litteratur efter 1870, 1935; 2. udgave Rosenkilde og Bagger,
1962
Niels Thomsen: Hovedstrømninger.
Idelandskabet under dansk kulturpolitik og hverdagsliv,
Odense Universitetsforlag, 1998
Judith Thurman: Karen
Blixen. En fortællers liv, Gyldendal, 1984
|
