Først lagt op 20-01-2023; senest opdateret 22-01-2023 16:39

Serien Humor i Danmark

 

Af John Chr. Jørgensen

 

Indhold

Indkapsling af “humor” 1

Humor overrasker 1

Smil og latter 1

Om at skrive humorhistorie. 1

Satiren står stærkt 1

Mønstergyldigt om ironien. 1

Gøgler-traditionen. 1

Hypotese om en fjerde linje. 1

For voksne og børn. 1

Smilet er nok. 1

Det selvoplevede. 1

Litteratur 1

 

 

Indkapsling af “humor”

 

For at modtage og forstå humor må man være i besiddelse af humor!

 

Hvordan kan det at modtage noget være betinget af, at man i forvejen besidder det?

 

Svaret er, at “humor” er et ord med glidende anvendelsesområde. Det bruges både om en bestemt slags indhold og om kapaciteten til at producere og kapere dette indhold.

 

Sagt på en anden måde: Forudsætningen for, at indholdet “humor” skal virke, må være, at såvel afsenderen som modtageren har humoristisk sans.

 

Der må tillige være en meddelelse, som indholdet er knyttet til. Den kan være nonverbal, f.eks. en op- eller nedadvendt tommelfinger eller en stump af en melodi.

 

Hvis meddelelsen er verbal, behøver den ikke at være længere end “bøh!” - forudsat selvfølgelig, at begge parter finder morskab i disse meddelelser.

 

Når det drejer sig om litteratur, så må humoren være en egenskab, der er indkapslet i teksten.

 

 

Humor overrasker

 

Humoren indeholder altid et moment af overraskelse, som får os til at smile eller le. Ofte ligger overraskelsen i et modsætningsforhold, f.eks. stor og lille, hest og mus. En af vores ældste litteraturformer, ordsprogene, kan overraske med et frimodigt billedsprog og en finale med bogstavrim: “Mus fjærter ej som hest uden røven revner”. Et andet ordsprog fra samme indsamler, Peder Låle i 1300-tallet, udgør et komplet kunstnerisk forløb med ironisk pointe: “Jeg kender vel karse, sagde bonden, han åd skarntyde”.

 

 

Smil og latter

 

Det smil, overraskelsen udløser, kan være mildt, bredt eller sardonisk (dvs. bittert og spottende). Latteren kan være befriende eller hånende. Det afhænger altsammen af humorens art.

 

Humoren kan være lun, underspillet, underfundig eller tør. Men den kan også være barok, grotesk, syg eller sort.

 

Humor er altså ikke bare for sjov, men et kompliceret fænomen. Så kompliceret, at nogle giver fortabt og siger, at humor er, hvad man mangler, når man forsøger at definere det.

 

 

Om at skrive humorhistorie

 

Den, der vil skrive historien om humor i dansk litteratur, må koncentrere sig om egenskaber ved teksterne vel vidende, at de er blevet til i et særligt

kulturmiljø, som har fremmet og hæmmet bestemte former for humor.

 

Historien om humor i den danske litteratur udgør næppe noget sammenhængende forløb. Humoren udvikler sig i spring afhængigt af ydre og indre faktorer.

 

Ydre faktorer kan f.eks. være omstændigheder, der indskrænker ytringsfriheden på en måde, som kalder på parodi og satire. P.A. Heiberg, manden, der skrev den uforglemmelige sætning “Ordener hænger man på idioter”, blev sendt i eksil.

 

Hos en subtil ironiker som Søren Kierkegaard, rammer satiren også de krævende kritikere:

 

Menneskene er dog urimelige. De bruger aldrig de friheder, de har, men fordrer dem, de ikke har; de har tænkefrihed, de fordrer ytringsfrihed.

 

 

Satiren står stærkt

 

En måde, hvorpå man kunne give et længdesnit af humoren i dansk litteratur, ville være at følge satirikere, som har lært af hinanden og henviser til hinanden. Fra Holberg til Scherfig.

 

Historien om satiren i Danmark har Hans Flemming Kragh givet muntre glimt af i bogen Lorteland. De tog gas på danskerne - fra Holberg til Gintberg (2005). Som det fremgår af titlen, koncentrerer bogen sig om danskernes selvbilleder. Bogen er fuld af gode observationer og træffende formuleringer, men uden indholdsfortegnelse! En fyldig antologi med satiriske tekster er udgivet af Paul Hammerich under titlen Skæg og spot. Humor i Danmark. Den er uden udgivelsesår (skal være 1988) og uden register. Til gengæld er den originalt komponeret i omvendt historisk rækkefølge, så vi begynder med Michael Strunge og slutter med en selvopfunden runesten.

 

 

Mønstergyldigt om ironien

 

Om ironien har vi et mønstergyldigt værk i Thomas Bredsdorffs Ironiens pris. Fire store ironikere og et begreb (2011). De fire store ironikere er Ludvig Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Begrebet ironi følges fra Kierkegaard til dekonstruktionen og postmodernismen. Ironiens pris er vor eneste videnskabeligt-analytiske fremstilling af en linje i humortraditionen. Hvis Bredsdorff havde taget Henrik Pontoppidan og Hans Scherfig med, ville undersøgelsen have haft endnu mere litteraturhistorisk tyngde.

 

 

Gøgler-traditionen

 

En tredje linje er gøgler-traditionen, forfatteren som variete-kunstner og underholder: fra Gustav Esmann og Storm P. til Per Højholt, Dan Turèll og Johannes Møllehave. Den nyeste ende af denne linje er beskrevet i Anders Hjort & Henrik Palle:  Dansk stand-up (2009). Tilløbene til entertainer-traditionen har jeg behandlet i Skandalejournalisten Gustav Esmann (2010), som kan læses i en udvidet netudgave på hjemmesiden for Teatermuseet i Hofteateret, webtekst 27, 2016.

 

 

Hypotese om en fjerde linje

 

En fjerde, eksistentiel og humanistisk linje eksisterer indtil videre kun på hypoteseplanet. Den har Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard som grundlæggere i 1800-tallet og Harald Høffding og Karen Blixen som videreudviklere i 1900-tallet. For disse filosoffer og digtere er humoren integreret i livsfølelsen; jf. Høffdings Den store Humor (1916). Det karakteristiske for humoren her er, at den er uden kritisk brod. Den spidder ikke afvigerne, men glæder sig ved variationsrigdommen.

 

 

For voksne og børn

 

Endelig er der linjen fra H.C. Andersen til Halfdan Rasmussen, fortælleren, som kommunikerer med barnet og den voksne på én gang (jf. Møllehave: H.C. Andersens salt, 1985, og Brostrøm & Lund: Flugten i sproget, 1991). Halfdan Rasmussen fører på original vis denne linje videre.

 

 

Smilet er nok

 

Ved således at fremstille humorens litteraturhistorie i nogle vigtige udviklingslinjer gør man det tydeligt, at man på forhånd giver afkald på at dække alt.

 

Der findes næppe en roman, som ikke giver anledning til et smil, og næppe heller en forfatter helt uden humor.

 

For at indskrive sig i humorens litteraturhistorie må forfatteren have vægtet humoren - altså have skrevet værker med det formål at få læserne til at le. Hvis smilet eller latteren ikke er til stede, har vi ikke med humor at gøre, men f.eks. med underholdning (Jørn Riel) eller spænding (Jussi Adler-Olsen).

   Er smilet virkelig formål nok? Ja, smilet er den korteste vej mellem mennesker, som Victor Borge har sagt det. Smilet betyder, at kommunikationen er vellykket. Når gøgleren optræder, er det tilstrækkeligt, at tilskuerne ler. De behøver ikke at skrive under på, at de også har lært noget. Men forfatteren har ofte nogle ekstra formål, som kan sammenfattes under formuleringen at vække til eftertanke.

 

 

Det selvoplevede

 

Intentionen om at fremkalde smil og latter kan være signaleret i genrebetegnelsen: “skæmtevise”, “komedie ” etc. Men genrebetegnelsen er ikke nogen garanti for, at kommunikationen og værket er vellykket. Humorhistorikeren må sætte sin egen vurdering på spil eller låne autoritet hos andre. Man kan f.eks. se, hvilke tekster der har overlevet i den forstand, at de går igen i humor-antologierne: Holbergs “Hvorfor jeg ikke gifter mig”, og Herman Bangs “Kunstrejse på Bornholm”. De selvbiografiske essays er påfaldende frekvente. Ler vi snarere af det selvoplevede end af fiktionen? Er det grunden til, at breve og dagbøger står så stærkt i konkurrencen om de humor-hungrende læseres opmærksomhed?

 

De humor-antologier, som jeg har botaniseret i, har en fælles stamme af forfattere: Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Gustav Wied.

 

 

Litteratur

 

Humor fra Danmark. 32 forfattere fortæller. Redigeret af Mogens Knudsen og Orla Lundbo. Forord af Tom Kristensen (1953; 1965)

 

Paul Hammerich (red.): Skæg & spot. Humor i Danmark, uden udgivelsesår (1988)

 

Ejgil Søholm (red.): Historier med humor. Fra Ewald til Møllehave (1994)

 

 

©John Chr. Jørgensen