|
Pressen er godt romanstof. En ny
roman om anmelderi - denne gang på Berlingske - giver anledning til at
trække de historiske linjer op. Den nye roman er Jeppe Krogsgaard Christensens
“De sidste 10 eller 11 dage i
Magnus Saxtorphs
sælsomme og ulykkelige liv”
(2022).
Krogsgaard Christensen er født i
1973, uddannet cand.mag. i dansk og forfatter til en håndfuld romaner.
Han anmelder bøger i Kristeligt Dagblad. Han var tidligere tilknyttet
Berlingske.
Kunstnere og filosoffer har fra
Balzacs tid anskuet forholdet mellem litterater og pressen som åndens
undergang i mødet med kapitalismen.
I “Bristede Illusioner” (1837-39)
kommer en håbefuld ung mand fra provinsen ind til Paris for at blive
digter. Hans venner i pressen vil hjælpe ham frem. De lærer ham, at alt
kan købes for penge, for eksempel gode anmeldelser. Digteren sælger sin
sjæl til pressen. Bundrådden og desillusioneret vender han tilbage til
provinsen.
Samtidig gik Søren Kierkegaard
rundt i København og skumlede over journalisterne: “Saa længe
Dagspressen bestaaer, er Christendom en umulighed”.
Kierkegaard
syntes, at det var en himmelråbende urimelighed, at et værk, som havde
krævet års arbejde af en forfatter, kunne spises af med noget sludder
skrevet på halvanden times tid af en journalist. Og som at føje spot
til skade fik anmeldelsen langt flere læsere end åndsværket!
Da journalisten Henrik Cavling i
1894 udgav en roman om journalister med titlen “Fra de dybe Dale”,
kunne man have forventet en mere indforstået holdning til pressen som
forretning, men det var den gamle historie om romantiske sjæle, der
fordærves af magtstræb på redaktionerne. Cavling havde forlæst sig på
franske romaner. Fra Maupassants “Bel-Ami” havde han lånt så meget, at
han blev beskyldt for plagiat. På den måde leverede han ufrivilligt et
bevis på den dårlige moral blandt journalister!
Begyndende med Herman Bangs “Stuk”
(1887) tegnes mere differentierede billeder af kunstens møde med
pressen. Det var ikke mere ren ånd over for rå kapitalisme, men et
nuanceret samspil. Journalisternes tekster stanses ud i bestemte
former, og disse former virker styrende tilbage på journalisternes
opmærksomhed. De begynder at opleve verden i avisens genrer.
Tom Kristensens “Hærværk” (1930) er
dybere nede i materien end nogen anden dansk presse-roman før eller
efter 1930. Kristensen behøvede ikke franske forbilleder. Han havde egne erfaringer om
anmelderiets fristelser og fælder. “Hærværk” er noget så sjældent som
en original og eksistentiel presse-roman. Anmelderen og
litteraturredaktøren Ole Jastrau sætter livet på spil i pressens
jungle, hvor man risikerer pludselig at stå med en kniv dirrende i
ryggen.
De indbyrdes kampe er også temaet i
århundredets anden store danske presseroman, Henrik Stangerups “Slangen
i brystet” (1969). Det er en intens beretning om en
udlandskorrespondent og kulturjournalist, der lider nederlag i Paris.
Sløjfen til Balzac er bundet.
Idealisterne har fået tryksværte på fingrene og erhvervet en vis
forståelse af de praktiske forhold i pressen. Men allerhelst vil de
beskæftige sig med deres ideer og digte.
Aviserne lod sig ikke omskabe i
idealisternes billede. Som konkurrencen på mediemarkedet udviklede sig,
skærpedes avisens kommercielle profil.
Ved indgangen til det 21.
århundrede blev situationen ridset op i Olav Hergels roman “Punktum”
(2016): Aviserne er på hælene i konkurrencen med tv og internettet om
læsernes tid og annoncørernes penge. Romanens hovedperson, en
velanskreven feature-journalist ved en stor omnibusavis (Berlingske),
bliver til sin egen overraskelse afskediget i en fyringsrunde. Han har
ikke været produktiv nok og ikke formået at gøre sig uundværlig. Han
takker ja til et tilbud fra en tabloidavis, “journalistikkens dødsrige”
(Ekstra Bladet). Her bliver han sat på en opgave, som tager kontrollen
fra ham. Til sidst vender han tilbage til Berlingske, nu som freelancer
og på prøve. Ansættelsens varighed er bestemt af succesen hos læserne.
Ingen kan vide sig sikker.
I den nyeste presseroman, som skal
behandles her, er kapitalismen trængt ind i kernen af
ansættelsesforholdet.
Det er “De
sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv” (2022)
af Jeppe Krogsgaard Christensen.
Det er en kriseberetning i
komediestil. Den arkaiserende titel signalerer humoristisk distance.
Hovedpersonen kvalificerer sig knap nok til betegnelsen “sælsom”. Han
er en gråmeleret hanelefant.
Magnus Saxtorph, som han hedder,
bliver fyret fra sin avis (Berlingske) et par år før folkepensionen.
For at skåne sin syge hustru og sin svagelige voksne datter skjuler han
sin afskedigelse. Han lader som om han går på arbejde. Hver morgen
tager han toget fra Valby til Nørreport og fortsætter til fods ad
Købmagergade til Rundetårn, men i stedet for at dreje til venstre ned
til Pilestræde drejer han til højre ad Krystalgade og går ind på
Hovedbiblioteket, hvor han tilbringer sin arbejdsdag. Han læser først
aviser og derefter Proust.
Plottet er distraherende
urealistisk. Hvordan kan Saxtorphs kone og datter være uvidende om, at
han ikke mere skriver i avisen? Når konen efterspørger hans anmeldelse
af en ny bog, hun har hørt om i radioen, så skriver han en anmeldelse
og klistrer den ind i det bibliotekseksemplar af avisen, som han tager
med hjem og læser op af! Vil konen aldrig selv se avisen? Kan hun ikke
se lapperierne?
Noget andet er, at Saxtorph ikke
mere modtager anmeldereksemplarer af de nye bøger, så han er henvist
til at skrive en anmeldelse sammen ud fra, hvad de andre anmeldere har
skrevet i deres forskellige blade. Ville det ikke være synligt?
Saxtorph er ellers ikke skildret
som en charlatan. Han blev i sin tid hyret som en særdeles saglig
litterat. Han var af den såkaldte nykritiske skole, hvor man satte
værket i centrum. Nogle artikler, han havde offentliggjort i
tidsskriftet “Kritik”, fik en Berlingske-redaktør til at ringe til ham
og tilbyde ham noget, der lignede fuldtidsansættelse. Det er næppe
heller noget, der kunne være sket i virkeligheden. Jens Kistrup,
bladets faktiske førstemand på litteraturen i Saxtorphs æra, var
myreflittig og dækkede bredt - også teatret.
Da Saxtorph fik tilbuddet fra
Berlingske, sagde han sit gymnasielærerjob op. Så letsindig ville han
næppe have været i virkeligheden.
Magnus Saxtorph er en alt for
passiv og isoleret figur til at være troværdig som Berlingskes
litteraturanmelder gennem en menneskealder. Det er romanens
grundskavank.
Krogsgaard Christensen konstruerer
et fortidigt ideal om en saglig kritik for at understrege, hvor dybt
avisen er sunket i sin kommercielt motiverede journalistik. Redaktøren
kræver, at der skrives på konflikter (i praksis: om sex, fremmede og
feminisme). Af anmeldernes domme forventer hun enten lort (under to
stjerner) eller lagkage (5-6) stjerner.
Kritikken af avisen er vittigt
turneret, men den forbliver mestendels på det verbale plan. Den er ikke
rigtigt integreret.
Af nøglepersonerne får kun Metha
Roug (Mette Høeg) pustet lidt liv i sig. Andre nævnes kun i
forbifarten: Robert Død (Bent Blüdnikow).
Forfatteren flytter fokus fra
nøglepersonerne over på alle de julelege, hovedpersonen må opfinde for
at dække over sine løgne. Højdepunktet er en illegal overnatning i
familiens sommerhus, som Saxtorph har solgt for at skaffe penge til de
faste udgifter (Utroligt at konen ikke har opdaget det). Disse afsnit
er holdt i en tidstypisk krimistil, som forfatteren fuldt ud behersker.
Slutningen er blandet op med vild pastinak a la Umberto Eco.
Anmelderne åd romanen råt. De
slubrede den letløbende stil i sig og generedes ikke af den klumpede
plotkonstruktion med de mange usandsynligheder.
Anmelderne var uenige om, hvem
satiren var rettet mod. Var det mod hadsk kritik i Berlingske eller var
det mod ronkedorer som Saxtorph?
Det rigtige svar er, at satiren i
første omgang rammer Berlingskes nye konflikt-linje.
Men kritikken undermineres, fordi
den formidles af en så problematisk figur som Magnus Saxtorph.
Jeppe Krogsgaard: ”De sidste
10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv.”
Forlaget Silkefyret, 151 sider.
Udgivelsesdato: 14.10.2022.
Jacob Ørsted: Berlingske
net 16.10.2022
papir 20.10.2022
Molly Palsby: EB
net og papir 22.10.2022
Lilian Munk Rösing: KD 3.12.2022
Maria Guldager Rasmussen:
litteratursiden.dk 9.1.2023
Bo Heiman: Netmagasinet p.o.v.
21.1.2023
Bo Bjørnvig: WeekA 3.2.2023
net 1.2.2023
papir 3.2.2023
|
