|
Omkring
Den kroniske uskyld, 1974, er ”En studiebog” i ”Værkserien”,
som blev redigeret af Hans Hertel for Hans Reitzels forlag. I hvert
bind samledes anmeldelser og analyser af en litterær klassiker: Omkring Hærværk, Omkring Niels Lyhne etc.
Omkring Den kroniske uskyld adskilte sig fra de andre bind i
serien ved at handle om en nyklassiker,
skrevet af en ung, stadig højst levende forfatter.
Klaus Rifbjerg var min
generations store digter. Jeg havde læst ham, siden jeg gik i gymnasiet
først i 1960’erne. Camouflage lånte
jeg af Ole Barfoed, min historie- og oldtidslærer på Christianshavns
Gymnasium. Ole Barfoed var bror til Niels Barfoed, en af Rifbjergs nære
ungdomsvenner. Der faldt nogle privatfotografier af vennekredsen ud af
det eksemplar af Camouflage, jeg
lånte.
Klaus Rifbjerg var med i bagagen,
da vi kom på universitetet. Vi læste hans romaner og noveller. Det var
i hans virkelig gode år. Vi så de film, han så. Vi læste og diskuterede
hans anmeldelser. Ikke alle lærere syntes han hørte til på
læseplanerne. Professor Oluf Friis mente, at man principielt skulle
overlade den helt nye litteratur til ungdommen. Direkte adspurgt om
Rifbjergs kvaliteter, svarede en anden professor, Aage Henriksen, at
han var god til at finde på ord for det, der samler sig på gulvet i et
pissoir. Jeg tror ordet var ”slævver”.
En yngre lærer, og kommende
professor, Thomas Bredsdorff, inviterede Rifbjerg ind til et fyldt
auditorium i Metropolitan-annekset på Frue Plads. Stemningen var så
benovet, at ingen turde stille spørgsmål. Rifbjerg greb helt fejl af
situationen ved at spørge højt ud i luften, om alt det med moderne
kunst ikke var svindel. Vi krøllede tæer, for vi var store beundrere af
netop hans form for moderne kunst.
Nogle af os inddrog Rifbjerg i
vores specialer. En af mine nære studiekammerater, Erik Olesen, skrev
om hovedpersonernes selvudviklingsproblemer i Rifbjergs romaner til og
med Arkivet. Det foregik under
vejledning af professor Billeskov Jansen, som ikke var bange for det
moderne. Selv skrev jeg hos Sven Møller Kristensen om værdinormer i
anmeldelser af Rifbjerg-bøger.
Da Hans Hertel stod og skulle
bruge en redaktør til Omkring Den kroniske
uskyld, var det oplagt for Erik Olesen og mig at melde os
kollektivt. Arbejdet ville blive omfattende, fordi noget af materialet
skulle stampes op af jorden. For eksempel skulle der etableres nogle
forsøg med pædagogiske forløb omkring romanen. Og Rifbjerg skulle
interviewes om romanens tilblivelse. Det sidste var naturligvis også en
attraktion ved opgaven.
Vi tog kontakt til Rifbjerg, som
var smigret ved at se Den kroniske uskyld sidestillet
med Hærværk og Niels
Lyhne. Han inviterede os til familiens bolig i en ombygget
skole i Tessebølle ved Køge.
Forberedt til op over begge ører
drog vi en vinterdag i 1973 mod Tessebølle, men det blev en tur med
forhindringer og forsinkelser. Først skulle jeg lige aflevere min spæde
søn til hans mormor og morfar, som boede på Forchhammersvej på
Frederiksberg (pudsigt nok i en opgang, hvor Rifbjerg kom til at bo på
sine ældre dage, men det er bare en fodnote i fodnoten), men det blev
et længere besøg end planlagt, for mormor var ikke helt sikker i
kunsten at håndtere en baby. Blandt andet måtte jeg demonstrere for
hende, hvordan man lagde ble på. Da barnet sov, anvendte jeg en luffe
som baby-attrap. Det tog tid. Men den lod sig sagtens indhente igen –
hvis altså Eriks bil ikke var brudt sammen midtvejs til Tessebølle. Vi
måtte ringe til Rifbjerg og beklage, at vi var forsinkede. Og da vi
endelig nåede frem (i taxi), var det Rifbjergs tur til at beklage, at
vi ikke ville kunne nå at gennemføre hele interviewet, for han skulle
gøre klar til en tur til Louisiana (i taxi). Men vi fik dog talt så
meget sammen, at turen gav mening. Han tilbød generøst at stille op
igen. Og anden gang gik det glat. Bortset fra, at Rifbjerg havde haft
indbrud, og der var politi i huset. Tyven var gået målrettet efter
spiritusflaskerne. Rifbjerg var imponeret af, hvor mange forskellige
fine spiritusmærker, den rapportskrivende betjent kendte til.
Interviewet gik godt (døm selv:
s. 137-57). Rifbjerg var åben og havde tilmed en lille gave til os: Et
oprindeligt første kapitel, som på forlagets anbefaling var skåret ud,
fordi det gav en for træg start. Rifbjerg forklarede, at han havde
været villig til at skære begge ører af. Så begejstret var han for at
få romanen ud.
Det var en forfatter i godt
humør, vi mødte. En stærk fortæller. Og med den frokost, hans milde og
varme Ping havde tilberedt, var det lige før, at al kritisk sans var
forduftet. Der var varme, kogte æg til silden. Rifbjerg bad Ping lægge
dem på vores tallerkener, for, som han sagde, kvinder kan bedre tåle
varme ting end mænd. Så var vi klar over, at vores moderne digter ikke
var moderne i alle henseender.
Vi lærte også, at mange kokke
muligvis fordærver maden. Selv med to subredaktører, en overredaktør og
en ivrig forlægger sikrer man sig ikke mod fejl. Da bogen var færdig og
udsendt til pressen, opdagede vi, at litteraturhenvisningerne ikke var
med, og at der var en fæl trykfejl på forsiden: Omkring
den kroniske uskyld i stedet for Omkring
Den kroniske uskyld. Første oplag måtte trækkes tilbage. En
ny udgivelsesdag måtte fastsættes. En dyr historie. Hans Reitzel blev
så rasende, at ingen på forlaget turde tale til ham på den fatale dag.
Jeg lovede mig selv, at jeg for
fremtiden som forfatter, medforfatter, redaktør eller medredaktør altid
selv ville se en ’blåkopi’ eller et prøvetryk af en bog, før jeg slap
den. Det er aldrig de andres skyld. Det er altid din egen.
|