|
Kulturkritikkens
mestre, 1992, var i art og udstyr en
fortsættelse af Kulturanmeldere i Danmark, 1991.
I stedet for portrættegninger valgte forlaget og jeg denne gang portrætfotografier på omslaget. En
karikatur af musikkritikeren Hugo Seligmann giver jo ikke så meget
mening, hvis man ikke ved, hvordan han så ud i virkeligheden.
Kulturkritikkens mestre indeholdt 146 biografier over
danske kulturkritikere, hvis hovedindsats lå i perioden fra 1900 til
1990. Den gik altså bagud i historien i forhold til Kulturanmeldere
i Danmark, som omfattede 200 stadig (i 1991) aktive
kulturanmeldere.
Opdelingen af stoffet i to bind
var sagligt begrundet: Biografier over afdøde har en anden, afrundet
karakter end biografier over helt unge mennesker. Men opdelingen var
også upraktisk. Man skulle vide, om kritikerne var levende eller døde
(i 1991) for straks at kunne gribe det rigtige bind at slå op i. Det
hjalp kun lidt, at jeg indsatte et samlet navneregister i Kulturkritikkens mestre.
At udarbejde opslagsværker er et
helt særligt håndværk, som jeg fik mere og mere respekt for. Lige som
jeg kom til at dele håndbogsforfatternes irritation over folk, der
tror, at biografiske data bare er noget, der foreligger – som nu den
anmelder i musiktidsskriftet Opus, der spurgte, hvad vi skal med et
opslagsværk med personoplysninger, som man bare kan gå hen og få på et
bibliotek. Hallo, hallo, ingen får åbenbaringer. Er der nogen, der har
brug for ajourførte, pålidelige opslagsbøger, er det bibliotekarer.
|