John Chr. Jørgensen

Mest læste på John Chr. Jørgensen

Minder og Mennesker

Dansk sagprosa

Parkinson Status

Seneste nyt

Bøger

 

Selvstændige publikationer

Ekstra: Uden for nummer

 

Redigerede værker

Artikler

 

Herman Bang – Danmarksmester i dæknavne

 

Først lagt op 26-09-2020; senest opdateret 28-09-2020 09:14

 

Uden for nummer (B): Kritiker eller emigrant

 

Se bogen i bibliografien.

 

Da jeg var ung, var Tom Kristensen gammel, men stadig ung nok til at anmelde digtsamlinger af Klaus Rifbjerg i Politiken. Han tilstod åbent og ærligt, når der var noget, han ikke forstod. Det var ind imellem en trøst.

 

Jeg mener: Når Tom Kristensen skulle bruge mere end ‘halvanden dag og en eftermiddag’ på at forstå digtene i “Konfrontation”, så kunne man som gymnasieelev godt tillade sig at bakse med dem i ugevis.

 

Bedaget skønånd

Stillet over for Rifbjergs modernistiske digte følte Tom Kristensen sig som en bedaget skønånd. Det skrev han selv i anmeldelsen. Og han var ikke bange for, at Rifbjerg skulle brokke sig, for det var Rifbjerg selv, der havde ønsket sig at få Tom Kristensen som anmelder. Det fremgik også af anmeldelsen.

 

Tom Kristensen charmede sig afvæbnende gennem anmeldelsen ved at gøre sig selv til en naiv, men åbenhjertig figur. Han vidste jo udmærket, at Rifbjerg ikke havde forestillet sig, at hans utraditionelle anmodning blev afsløret i avisen.

 

Hyggeligt causerende

Selve anmeldelsen bestod i, at Tom Kristensen gik rundt og botaniserede frit blandt digtene. Han citerede nogle prægnante tekststeder og knyttede en kommentar til et og andet. Tonen var hyggeligt causerende. Ingen læsere blev skræmt væk.

 

Rifbjerg syntes, at den gamle kritiker var blevet lidt “lind i stemplerne”, men at det var en lise at læse ham, fordi de faglige forudsætninger var i orden uden at der blev skiltet med fremmedordene.

 

Mange år efter Tom Kristensens død kunne Rifbjerg, som han udtrykte det, ‘forfalde’ til læsning hans kritiske artikler, dels fordi de var holdt i et alment tilgængeligt journalistisk sprog og dels fordi de var uden ‘nivellerende sammenligninger’ og anlagt på at ‘generere entusiasme’ (“Facitlisten”, 1995:102).

 

Lodret forkert

Den sidste del af karakteristikken er lodret forkert, når talen er om den unge Tom Kristensens anmeldelser i Politiken - dem, som “Kritiker eller emigrant” handler om. De var fulde af ‘nivellerende sammenligninger’ og absolut ikke anlagt på at ‘generere entusiasme” for andet end kritikerens hårdhændede fremfærd.

 

Jeg skal være den sidste til at bebrejde Rifbjerg noget, for jeg svævede i samme vildfarelse som han. Jeg troede, at de fede, gule efterkrigsbind  “Mellem Krigene” og “Til Dags Dato” var repræsentative for Tom Kristensens kritik. Disse bøger viste Tom Kristensen på toppen. Manden, der gav danske læsere det første overblik over “Ulysses”. Manden, der introducerede til Hemingway, Huxley og Faulkner. Manden, der søgte det bedste i litteraturen. Manden, der hellere ville kaldes anmelder end kritiker.

 

Tom Kristensen blev min kritiske følgesvend. Jeg læste ham, underviste i ham, forskede i ham – uden nogensinde at få greb om ham.

 

Flere revisioner

Flere gange har jeg måttet revidere mit syn på ham. Han var en genkommende figur i kollektiv-projektet “Anmelderi. Teater og litteratur i pressen siden 1880”, som Thomas Bredsdorff, Finn Klysner og jeg redigerede i 1983. Et sted skrev vi, at Tom Kristensens kritik “degenererede til tre lange citater og tre korte hurraer”.

 

“Var det nu en retfærdig karakteristik? spurgte jeg i kapitlet om Tom Kristensen i min portrætbog om “Kulturkritikkens mestre. Danske dagbladsanmeldere 1900-1990” (1991). Svaret var nej.

 

Til gengæld dummede jeg mig i denne bog ved at skrive, at Tom Kristensen ikke var kritiker, men “snarere, hvad vi i dag ville kalde en litteraturformidler”.

 

Den påstand trækker jeg tilbage i min nye bog, som dokumenterer, hvor kritisk den unge Tom Kristensen var i sine anmeldelser i Politiken i 1920’erne.

 

Jeg kom på sporet af den kritiske Tom Kristensen, da jeg efter min disputats om “Det danske anmelderis historie” (1994), ville gå videre ind i det tyvende århundrede.

 

Den unge Tom K.

I forbindelse med et universitetskursus foretog jeg stikprøver i den unge Tom Kristensens kritik og fandt interessante forløbere for den moderne ironiske anmeldelse. Det fortalte jeg om i en artikel om “Recensionens retorik” i tidsskriftet Kritik nr. 120 i 1996.

 

Men videre kom jeg ikke. Jeg havde en vag drøm om at skrive den store monografi. Men der var hele tiden noget andet, jeg skulle først. Intuitivt har jeg vel tænkt, at opgaven var uoverkommelig for ét menneske - for mig i hvert fald.

 

En tiendedel

Bøgerne med Tom Kristensens blev imidlertid ved med at stå på reolen. De gloede på mig og gav mig dårlig samvittighed. Samtidig havde jeg lyst til at tage fat på dem. Når jeg fremstillede mit problem for gamle venner, sagde de, at jeg ikke behøvede at skrive om det hele på én gang. Jeg plejede jo at være god til at lære andre at skære en opgave til. Og så begyndte jeg med begyndelsen: Tom Kristensens anmeldelser i Politiken i 1920’erne. Der er kun godt 200 af dem. Det er cirka en tiendedel af Tom Kristensens produktion.

 

Det kan godt være, at Klaus Rifbjerg får ret i, at Tom Kristensens kritik generelt er karakteriseret ved, at “etablere en forbindelse mellem læseren og litteraturen, som genererer entusiasme”. Men indtil videre må vi nøjes med at sige, at det gælder for de tekster, som blev udgivet i bogform, mens han levede.

 

Ikke på formel

Udforskningen af Tom Kristensens kritiske forfatterskab er kun lige begyndt. Jørgen Breitenstein lagde for med disputatsen om “Tom Kristensens udvikling” i 1978. Interessen var her koncentreret om kritikken som medium for personlighedsudvikling, graden af åbenhed, religiøsitet osv. De kritikhistoriske sammenhænge lå uden for Breitensteins opmærksomhedsfelt. Men som den første forsøgte han sig med en periodisering af det kritiske forfatterskab. Det er en af de veje. man er nødt til at gå. Tom Kristensen ændrede kurs flere gange i sin kritik. Ideen om at bringe ham på én formel duer ikke mere.

 

 

Se bogen på den bibliografiske liste

 

 

 

©John Chr. Jørgensen