Først lagt op 29-10-2019; senest opdateret 04-01-2020 17:05

 

2.

Personligt nærvær i stilen

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

 

 

 

Billeddannelse og følelsespres

Kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen (f. 1945) er en vital og farverig skribentpersonlighed. Han kan være bidende polemisk, men også poetisk og romantisk, når det stikker ham. Lige meget hvad der kommer fra hans hænder, er det præget af personligt nærvær og følelsespres.

Allertydeligst gnistrer han i erindringsbøgerne Mands minde (1999) og Riber ret (2001). Den sidste har karakter af et generalopgør med Ribe Katedralskole i 1960’erne. Endnu 40 år efter plages han af ”det kaserneagtige mørke, rektor Vestergaard havde nedsænket over sit gymnasium”. I stedet for at genbruge udtrykket ’den sorte skole’ skaber Nørregård-Nielsen et virkningsfuldt billede, som holder rektoren ansvarlig for skolens formørkelse og kadaverdiciplin. På samme måde sætter han gang i billederne, når langtidsvirkningerne af den forkrøblende skolegang skal beskrives:

 

Hjemme hos os indgår det i forløbet, at min kone med sin dyne under armen fortrækker ind til en sofa, hvor hun ikke hen over natten bliver holdt vågen af mit gamle mellemværende med Ribe Katedralskole. (2001:90).

 

Nørregård-Nielsen skriver ikke: ’Jeg vækker min kone med mine mareridt om Ribe Katedralskole’. Han udmaler situationen, hvor konen går med dynen. At det foregår så tit, at det nærmest virker programsat, er udtrykt gennem den usædvanlige vending ”indgår det i forløbet”. På samme måde udmaler formuleringen ”hen over natten” varigheden tydeligere end ’resten af natten’.

           Når Nørregård-Nielsen vælger sjældnere og ældre ord som ”fortrækker” og ”mellemværende” fremfor nyere og mere frekvente som ’fjerner sig’ og ’opgør’, er det både for patineringens og præciseringens skyld. De sjældnere gamle ord har mere farve og fylde. Man ser dem bedre for sig. Og så fragter de altid nogle særlige betydningsnuancer med sig: ”fortrækker” er noget, man gør for at undgå ubehageligheder, og ”mellemværende” understreger, at der er tale om et uafsluttet regnskabsforhold mellem to parter, og det er der faktisk her, for i drømmene vil skolen hele tiden hente den genstridige elev tilbage til eksamensbordet. Og han vil have hævn for dårlig behandling.

 

Det danske sprog i dybden

Man skal ikke forestille sig, at forfatteren sidder og haler gamle ord som ”fortrækker” og ”mellemværende” frem fra ordbøgerne. Han har direkte tilgang til dem i sit sprog som følge af en omfattende læsning i skønlitteratur og fagbøger, som han jævnligt henviser til uden, at det bliver til præstationspraleri.

           Hans Edvard Nørregård-Nielsen lærdom gør ham ikke uforståelig. Det ekstra lag sprog, der findes i hans skrifter, er ikke fagudtryk og fremmedord, men det danske sprog i dybden. Han erindrer os om ord, vi havde glemt eller endnu ikke har opdaget, men som vi forstår, når vi ser dem i brug.

           Og Nørregård-Nielsen bruger i den grad sproget: ”kedeligere karl har jeg sjældent mødt”, skriver han om rektor Vestergård, men han kan ”godt forstå, at et flertal i lærerkorpset satte pris på ham, for han nærmest samlede på yngre undergivne, der på et øjeblik kom til at ligne de ældre til forveksling”. Sådan svirper Nørregård-Nielsens pisk til højre og venstre. Han angriber og håner, og så sætter han fed streg under facit: ”jeg føler mig som humanist af fag ikke det mindste i gæld til mine tre år i Ribe (…) Jeg var stort set bedre til historie, da jeg begyndte på Ribe Katedralskole, end da jeg forlod den”.

 

Den uopnåelige elskede

Havde det ikke været for Regitze, amtmandens datter, som han forelskede sig i, havde gymnasietiden været fuldstændig spildt. Hun spillede med i et lille orkester, og når han så, hvordan hun sad dér ”alvorlig og rank i sit samvær med instrumentet og de andre”, så syntes han, ”det var mirakuløst, hverken mere eller mindre, og det løftede hende i øjeblikket så langt uden for min sfære, at jeg sad og blev lutter armod.” Se, det er ungdommelig romantik, som stikker dybt. Og ”lutter armod” er en ægte N.-N.-signatur i stedet for ’så fattig’.

           Dette billede af Regitze som uopnåelig og Hans Edvard selv som uværdig bejler gentages i varieret form, da de – efter at have været smerteligt adskilt fra hinanden – forlover sig på en tur til København i forbindelse med deres studentereksamen: ”Hun sad i en nyindkøbt blå dragt, lidt som aftenmørket mellem stjernerne og med en dueblå hat, og jeg var blændet. Det var for godt til at være sandt, og jeg følte mig som en gammel smudsig snemand, der begærer foråret, skønt den ved, at det ikke kan lade sig gøre.”

 

H.C. Andersen, Bibelen og ordsprogene

Som det ses, er H.C. Andersen en af de kilder, Hans Edvard Nørregård-Nielsen har fundet ved boringer i det danske sprogs undergrund.

           En anden kilde er den danske bibeloversættelse. Da han i sine erindringer definitivt forlader Ribe Katedralskole, siger han: ”Det var et sted, hvor de døde under megen selvfølelse var ved at begrave de døde.” Det er en variation af Matthæus 8,22: ”Lad de døde begrave deres døde.”

           H.C. Andersen og Bibelen, så mangler vi kun ordsprogskatten for at være helt dækket ind i bunden. En ordsprogsreference har vi allerede i bogens titel, Riber Ret. Den refererer til Peder Syv: ”Tak din Gud, du kom ej for Riber Ret, thi den var streng’, sagde kællingen til sin søn. Han hang i Varde galge.”

 

Fra teologi til kunsthistorie

Bedømt ud fra interesserne og kvaliteterne i Riber Ret kunne man forledes til at tro, at Nørregård-Nielsen havde lagt an til et litterært studium i København. Men da han omsider slap ud af Ribe og kom til hovedstaden i 1965, lod han sig indskrive på det teologiske fakultet. Det kunne føre frem til et respektabelt levebrød, og her kunne han pleje sine filosofiske interesser for bl.a. Søren Kierkegaard.

           Men allerede året efter begyndte han at følge kurser i kunsthistorie. Han har skildret overgangen i det tredje erindringsbind, der hedder Noget nær, 2004. Som en slags mellemproportional kastede han sig over døbefonte og kalkmalerier. Fagets herskende professor, Christian Elling, havde bragt noget ”noget usundt og selvbenovet” ind i faget: ”Maneren og affektationen lurede bag det provinsielt krydrede, sproget begyndte at avle med sig selv, og faconen blev med tiden lovligt patineret.”

           Som modgift mod Ellings arrogante træthed indtog Nørregård-Nielsen nogle kraftige doser journalistsprog på dagbladet Information. Det var i ungdomsoprørets mest rabiate år, og Nørregård-Nielsen nåede lige at blive træt af mosten, da en stilling som leder af den moderne samling på Ny Carlsberg Glyptotek åbnede sig for ham.

 

På lystrejse med H.C. Andersen

På sin rejse gennem kunsthistorien havde Nørregård-Nielsen aldrig sluppet den oprindelige litterære impuls. En forfatter som H.C. Andersen er ham til stadig inspiration ved sin oplevelsesevne (”Alt er maleri”, sagde Andersen, når han rejste i Italien), sine rejseskitser og sit mundrette sprog.

           ”Jeg saae det Land” kaldte Nørregård-Nielsen det originalt udstyrede værk, han i 1990 udgav om H.C. Andersens rejseskitser fra Italien. Alt, hvad Nørregård-Nielsen rørte ved, bar hans kvalitetsstempel, og meget af det fandt læsere, der var villige til at betale prisen. ”Han saae det Land” udkom på engelsk og italiensk i 1991 og i nye danske udgaver i 1992 og 2004.

 

Besat af Christen Købke

Værket om H.C. Andersen var et frikvarter fra studierne i guldaldermaleren Christen Købke, som i årtier var genstand for Nørregård-Nielsens monomane lidenskab. Han udgav sin første bog om Christen Købke i 1980, og kredsede derefter om ham i flere værker, indtil han i 1996 udsendte en gigantisk monografi Christen Købke i tre bind. Den udkom i en gravsten-tung 2. udgave på 857 sider i 2006.

På bagsiden af det monumentale værk bragtes et Nørregård-Nielsen-citat af hverdagsskuffen. Kontrasten mellem monument og inskription var enorm:

 

Man kan ikke sådan uden videre kalde guldaldermaleren Christen Købke for Danmarks største maler, men derfor er han det nu alligevel. Sådan mand og mand imellem.

 

Først fremføres et synspunkt (Købke er Danmarks største maler), mens det negeres (man kan ikke kalde) og modificeres (sådan uden videre). Så hævdes synspunktet igen (men derfor er han det nu alligevel) under henvisning til en uformel, men åbenbart sandere instans (sådan mand og mand imellem). Hvis ikke forfatteren inde i bogen forsøgte at forklare sig med argumenter, ville udsagnet stå som et eksempel på kunsthistorisk populisme, en argumentationsform hvor værtshusets visdom til enhver tid slår talerstolens.

           Noget andet er: Hvordan kan en af Danmarks mest elskede og enkle kunstnere kræve næsten tusind siders forklaringer? Nørregård-Nielsen svarer i forordet:

 

Det har under arbejdet med Christen Købke gang på gang slået mig, hvordan hans kunst har sit nærmeste sidestykke i den mængde af samtidige og lidt ældre salmer, som stod hans hjerte nær. Det er den samme ligefremme enkelhed, begge dele afspejler som en dugdråbe både det største og det mindste omkring sig i en så koncentreret form, at det bedste, ligesom f.eks. det mest rensede fra antikken, er nået igennem fra slægtled til slægtled med besked fra menneske til menneske. Selve livet spejler sig i dem, Købkes billeder er ligeså rige og dybest set ligefremme, som da Grundtvig i 1843 skrev: ”I al sin glans nu stråler solen” (…)

 

Der, hvor man i den klassiske videnskabelige afhandling har en tilstræbt objektiv redegørelse for forskningens status og afhandlingens metode, får man hos Nørregård-Nielsen en subjektiv forklaring på, hvorfor det har taget ham 20 år at skrive en bog, der øjensynlig ikke har nogen metode:

 

Lad det stå som en påstand. Når dette værk har været mere end 20 år undervejs, skyldes det ikke mindst, at jeg har anset det for nødvendigt at endevende tusindvis af detaljer vedrørende Købkes snævre verden og det omgivende samfund. Der kan vist ikke peges på nogen anden egentlig metode.

 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen skaffer så meget materiale til veje, fordi Købke er mindre enkel, end man har troet. Han mener, at flere kulturradikale generationers modvilje mod et begreb som barnetro” har været ”overspringshandlinger i forhold til guldalderen.” Man har banaliseret Købke ved kun at ville forholde sig til de verdslige sider af hans kunst.

 

Gud på kastellet

Tilbage for Nørregård-Nielsen bliver at pege et eksempel på et simpelt, tilsyneladende verdsligt Købke-billede med religiøst indhold. Det er både vanskeligt og ikke vanskeligt. Vanskeligt, fordi han ikke kan tage ét billede og finde altafslørende religiøse symboler i det. Ikke vanskeligt, fordi Gud er overalt. Når Købke malede et parti af Kastelsvolden mod Langelinie, var det ifølge Nørregård-Nielsen, ”som skulle Gud gentage sit skaberværk ved hans hjælp”. Hver dag var en gentagelse af skaberværket. Kunstneren var Guds redskab. Andre malere kunne fange fuglen, ”Købke fik fat på dens flugt.” Livet, men også freden i billederne afspejlede en tro på ”Guds alfaderlige Forsyn” (s. 235-36). Man kan ikke se Gud på Kastelsmaleriernes himmel, men uden troen ville vi ikke have den blanding af dyb uskyld og artistisk raffinement, ”som er så hjerte- og øjevindende, fordi det ikke nåede at blive sig selv bevidst.” (s. 247).

           Det virker, som om Hans-Edvard Nørregård-Nielsen har en pointe i denne argumentation for Christen Købkes gudstro i billederne, men det svækker tilliden til bevisførelsen, at han bevæger sig op i et så højt leje, at han må slippe hverdagens sprog.

 

 

©John Chr. Jørgensen