|
Maria Helleberg (f. 1956) hører
øjensynlig til de lykkelige forfattere, fra hvem sproget synes at
strømme frit og ubesværet. Men under produktiviteten lurer en frygt for
pludselig ikke at kunne skrive mere. I et interview har hun sagt, at
hun er bange for, at nogen skal dissekere hendes evne til kunstnerisk
skaben – ”at kreativiteten pludselig skal ligge på en bakke som et
lille organ, der er trukket ud af en og aldrig kan proppes ind igen”
(Henning Thøgersen: Bristepunktet, 2000:51).
Sagprosa-analytikeren har hverken
hjerte eller skalpel til en sådan operation, så Helleberg kan roligt
skrive videre. Ja, roligt og roligt, mere end 90 bøger er det blevet
til, siden hun debuterede i 1986 med den historiske roman Seersken.
Grundstammen i produktionen er
fiktionsromaner, hvor hovedpersonerne er kendte kvinder eller kvinder
bag kendte mænd. Men Helleberg har også skrevet sagprosa, f.eks. om
litteraturhistorie og opera.
Før hun blev forfatter, færdiggjorde
hun sine studier i dansk og teaterhistorie på Københavns Universitet,
og alt, hvad hun siden har bygget op, har haft en filologisk og
historisk bund. Hun ved, hvad hun taler om, og hvornår alting begyndte.
Da hun engang blev spurgt til sit
yndlingsord, svarede hun ’miskundhed’, og tilføjede, at det ord havde
hun været glad for allerede i tre-årsalderen! Hun havde opfanget det
fra de radiotransmitterede gudstjenester. ”Et dejligt ord, som ingen
andre kendte eller brugte, men som hvislede sig selv og kom godt rundt
i munden. Jeg gik rundt og sagde det for mig selv, til min hjemmegående
kulturradikale mors store nervøsitet.”
Da hun kom i skole, genfandt hun
miskundheden i salmerne. Ordet
betyder barmhjertighed, men det var det uforståelige, ordmusikken, der
tiltrak hende. Hun leder stadig efter den slags ord – eller for at sige
det med hendes egne ord og dermed give et indtryk af hendes essaystil:
Som forfatter slider man ordene,
slider dem ned. Slider sætningerne tyndt gennemsigtige. Findes der et
eneste ord, man ikke har skamridt (skamredet? jcj) eller postuleret betyder noget andet end Nudansk
Ordbog hævder? Er der ingen uberørte ord
tilbage? Ingen jomfruelige eller bare jomfrunalske termer?
Afsnittet indledes og afsluttes med en
triade: tre gange ’slider’ og tre spørgsmål om sproglig uberørthed.
Retorikken er fast, men tonen er uhøjtidelig. At ”jomfrunalsk”
(snerpet) skulle være et relevant alternativ til ”jomfruelig”
(uberørt), må betegnes som en vittighed. Man konstaterer, at
forfatteren ikke er bange for at skære gennem, og at hun ikke har noget
sippet forhold til sproget:
De ord, som virkelig kan bringe mig i
svingninger, er som regel kasserede og utidssvarende. Utidig
gjorde
comeback, det samme må kunne ske for begreber som næn.
Sproget er en gave. Sprogstrømmen
kommer til en udefra:
Og her sidder jeg og afventer det
næste livord, det næste yndlingsord, som kan ændre den sproglige rumoplevelse.
Jeg ved, det aldrig kan blive det samme som med Miskundhed. Men intet kan forhindre én i at håbe.
(Maria Helleberg: ”Miskundhed”, i:
Klaus Rifbjerg, red.: Livord, 2006
:109-110).
Maria Helleberg kan lide at overraske.
Ligesom ingen kunne have gættet på, at ’miskundhed’ var hendes
yndlingsord, således kommer det nok også bag på hendes læsere, at
folkevisen om Ebbe Skammelsøn er hendes yndlingslæsning fra den danske
litteratur.
Hendes forklaring viser, hvor fast et
greb hun har om fortolkningen og perspektiveringen af en klassiker. Hun
udlægger teksten, men åbner samtidig for diskussion:
Ebbe Skammelsøn er ikke kun en af de
mest velskabte folkeviser, det er tillige en af de mest konsekvente. En
eneste løgn. Ikke et tilfælde, kun den velplacerede løgn, udløser
sammenbruddet. For Peder, den troløse egoist, er løgnen nyttig. Da
løgnens konsekvens er åbenbar og Lucie gift med den forkerte bror er et
ord et ord og en mand en mand. Problemet er så at et ord somme tider er
et usandt ord, og at man/en mand? skal skære sig ud af løgn ved hjælp
af vold.
En velmoduleret formidlingstekst med
ord, der virkelig smager af noget (”velskabte”, ”tillige”, ”troløse”),
og en varieret syntaks, som fører læseren videre. De sidste linjer
refererer til ordsproget ”en mand er en mand, og et ord et ord”, som
nogle læsere vil huske fra H.C. Andersens eventyr ”Skyggen”.
Maria Helleberg har evnen til at
formulere et velkendt teoretisk modsætningsforhold på en så jævn og
ligefrem vis, at man får lyst til at tage fat på det igen:
På en måde er Ebbe Skammelsøn
også en trist kommentar til middelalderens splittelse mellem dyb
respekt for jura og løfter på den ene side – og trangen til at vælte al
retfærdighed og jura med rå vold.
På knap halvanden side kommer Maria
Helleberg også omkring det episke format i de nordiske folkeviser
generelt og de forskellige varianter (opskrifter) af specifikt den om
Ebbe Skammelsøn. Og hun lader sin litteraturpædagogiske tour de force
munde ud i noget, der ligner et citat fra en seksstjernet anmeldelse:
Bedre og strammere er psykologien bag
drab ikke beskrevet på dansk.
Hvilket håndelag!
(Maria
Helleberg: ”Om Ebbe Skammelsøn”, i: Ole Knudsen m.fl., red.: Læsebogen. Danske forfatteres yndlingslæsning, 1997:9-10)
Man forestiller sig Maria Hellebergs
arbejdsrum som et gammelt billedskærerværksted, som modtager
bestillinger på Jomfru Maria-figurer i forskellige størrelser og til
forskellige formål. Værkstedet har skabeloner, materialer og redskaber
liggende, så man kan opfylde næsten ethvert behov. Helleberg har
specialiseret sig i kvinder: dronninger, kunstnere osv.
En af favoritmodellerne hedder
Thomasine Gyllembourg. Hun var en dansk guldalderforfatter. Helleberg
kan levere hende i stort romanformat: Thomasines
frihed (2015), i lille
kvindehistorisk opslagsformat: Kvinder der
forandrede Danmark (2013) og i kvindelitterært storformat: Vilde kvinder, milde kvinder (2003).
En vis mængde data og synspunkter går
naturligvis igen, men ellers giver Helleberg hver gang materialet en
indfarvning, som passer til genren og publikumtypen.
Fra sin flittige virksomhed som foredragsholder
ved hun, hvad folk vil have – og det får de så alligevel ikke alt
sammen. For hun kan også lide at provokere – og det sætter folk også
pris på!
Helleberg er populær i alle formater,
og de tre portrætter af Thomasine Gyllembourg er alle kommet i flere
oplag.
Vilde kvinder, milde kvinder handler om danske kvindeskikkelser i
guldalderen. Hellebergs synspunkt er, at de er blevet misforstået,
først af traditionens mandlige koryfæer og dernæst af kvindebevægelsens
litterater.
”Nye landvindinger gjorde en energisk
og grådig generation blind for, at fortidens kvinder ikke hele tiden
havde arbejdet målbevidst for
retten til at blive universitets-lektorer”, skriver hun i bogens
indledning.
Lektorerne spejler deres eget liv i
guldalderlitteraturen og forstår ikke, at ægteskabet var et vilkår og
en profession.
Og hvis budskabet ikke skulle være
feset ind, kommer det lige en gang til i slutningen: ”Meget af det, vi
i skrivende stund anser for
fremskridt og uundværlig frihed, ville kvinderne år 1800 undre sig over
og ikke anse for særlig vigtigt. Når de begejstret læste og citerede
Rousseau trods hans biologisketiske (det
står der! jcj) kvindesyn,
skyldtes det blandt andet, at deres håb for fremtidens generationer af
kvinder ikke var, at alle skulle blive ensomme singler, fast forankret
i en glorværdig karriere som universitetsansat forsker i
kvindehistorie.” Det er drabelig
polemik! Vi mangler kun adressen på
kvindehistorikeren!
I øvrigt tager man fejl, hvis man
tror, at Marie Hellebergs nuancerede forståelse for det ægteskabelige
liv i fortiden, beror på, at hendes eget liv er forankret
i et solidt ægteskab. Som alle hendes fans ved,
har hun levet en omtumlet og frodig singletilværelse
med et hav af mænd, heraf flere kendte.
Hun ser ikke ud til at være ked af sit
image som furie og man-eater. Hun er blevet mange erfaringer rigere og har derved fået bedre mulighed for
at forstå de kvinder og mænd, hun skriver om. Hendes feminisme er
blevet mere bredspektret.
Hendes prosa, for nu at vende tilbage
til den, bærer præg af, at hun skriver meget og hurtigt. Den kan være
flydende og tage læseren med på en bølge, men den kan også være grumset
og dvask. Se for eksempel brugen af anførselstegnene omkring ”kun” i
denne passage:
Thomasine voksede op som
yndlingsdatteren i en søskendeflok på fire piger, og hendes far var
utilfreds med at hun ”kun” var en pige, så begavet hun var, ellers
kunne hun have overtaget hans blomstrende forretning.
Anførselstegnene markerer et
forbehold. Er det faderens eller forfatterens forbehold? Hvis det skal
være en henvisning til Lise Nørgaards erindringer, er der rod i
synsvinklerne og tidsplanerne.
Et andet eksempel på samme side:
Som årene gik, affandt faderen sig med
sine døtre og blev betaget af dem, især af den smukke, storøjede og
”maskulint” begavede Thomasine.
Her er ”maskulint” næppe et citat fra
noget, faderen (eller Lise Nørgaard) har sagt. Altså må det være en
karakteristik med forbehold. Men hvem tager forbeholdet? Er det ikke
bare forfatteren, der ikke gider at finde ord for det, hun vil sige?
Anførselstegn til markering af
forbehold er sløring, usikker stil. Ingen dansk forfatter hader den
slags anførselstegn mere end Lise Nørgård.
Da hun skulle dække olympiaden i Tokyo
i 1964, satte Politiken en sportsjournalist til at redigere i
artiklerne. Lise Nørgaard skønner, at hans ordforråd var cirka en
fjerdedel af hendes. Han satte anførselstegn omkring de ord, han var
usikker overfor. Med det resultat, at Lise Nørgaards tekst så ud, som
om der var gået lopper i den.
Med det tempo, Maria Helleberg holder,
må man forvente en vis spildprocent. Heller ikke alt, hvad Klaus
Rifbjerg skrev, var lige godt.
Helleberg er en højprofessionel,
leveringsdygtig prosaist. Men hun har sine dårlige dage.
Man kan lægge målestokken forskellige
steder, i topniveauet eller bundniveauet. Jeg har valgt at give
eksempler på både det suveræne og det sjaskede.
|
