|
Den 2. oktober 1972 blev der holdt
folkeafstemning om Danmarks indtræden i det europæiske fællesmarked. Et
stort flertal stemte ja. Da Folketinget åbnede dagen efter, holdt
statsminister Jens Otto Krag en tale om landets nye situation og forlod
derefter talerstolen i god ro og orden. Straks efter meddelte
Folketingets formand, at statsministeren havde bedt om ordet for en
meddelelse. Krag vendte tilbage til talerstolen og sagde, at regeringen
blev siddende, men at han gik af som statsminister. Meddelelsen kom en
overraskelse for næsten alle. Der blev stille i folketingssalen.
Hvordan beskriver man stilhed?
Bo
Lidegaard registrerer ikke stilheden i biografien Jens
Otto Krag (2002; 2003: 625f).
Historikeren interesserer sig for sammenhænge, ikke sansninger. Han
lægger vægt på overraskelsesmomentet og sammenligner med virkningen af
en bombe, der detonerer. Et slidt billede.
Tre historieskrivende journalister har
beskrevet stilhedens øjeblik i deres danmarkshistorier.
Mens stilheden er ved at vælte
slottet, bukker han let mod formanden og retirerer.
Sådan skriver Paul Hammerich i
dramatisk præsens. Han anskueliggør situationen som en filmscene. Ordet
”retirerer” underbygger en fornemmelse af noget indstuderet. Stilheden
karakteriseres ved en paradoksal overdrivelse: Den er ved at ”vælte
slottet”. Det sidste ord kaster eventyrglans over Christiansborg. Det
er en kompakt og samtidig elegant tekst. Mere upåfaldende er følgende:
Ordene udløste først dyb stilhed og
derefter hektisk aktivitet i tinget.
Malin Lindgren bruger metaforen ”dyb”
i karakteristikken af stilheden, men giver ellers afkald på billeder og
andre effekter; ”dyb” er en såkaldt hverdagsmetafor, et billedsprog, vi
lever med og orienterer os efter, men knap nok registrerer (jf. Lakoff
& Johnson: Hverdagens metaforer,
2002). Lindgrens beskrivelse virker som et nøgternt totalbillede.
Sproget er pænt og ædrueligt.
Den tredje løsning er decideret syret:
Havde en orm gnavet i folketingssalens
træpaneler, ville det have lydt som en motorsav – så stille var der i
et par sekunder.
Gregers Dirckinck-Holmfeld skruer
bevidst op for effekten og kreerer en vittig overdrivelse efter
chok-modellen ”kold som en brøndgravers røv”, skabt af Politikens
sportsredaktør Magnus Simonsen, da Ole Madsen scorede med hælen i
landskampen mod Sverige i 1965 (jf. Bevingede
ord, 6.udg. 1991:357).
En Danmarkskrønike
er i ordets moderne betydning en journalistisk fortalt historie om et
udsnit af Danmarks nyere historie.
Paul Hammerich udmøntede begrebet
Danmarkskrønike i forordet til første bind af En
Danmarkskrønike 1945-72 (1976). Han skrev her, at han kunne
bruge alle tre hidtidige ordbogsdefinitioner af ordet krønike:
1)
en kronik,
2)
en fremstilling af historiske
begivenheder i kronologisk orden, og
3)
digt og fabel.
Han sammenfattede de tre betydninger,
idet han definerede sit eget projekt: ”Denne krønike er en samling
kronikker arrangeret i historisk tidsfølge og i sin helhed et
fortællende digt om et Danmark, som ikke er mere”. På den ene side er
det ’kun’ journalistik. På den anden side påberåber krøniken sig nogle
digteriske kvaliteter. Om sproget skriver Hammerich: ”Jeg har ikke
forsøgt mig som sproglig pædagog, der hjælper eleverne til det letteste
udtryk for en mening. Derimod gør jeg mig umage for at finde det mest
dækkende, og i valget mellem flere muligheder foretrækker jeg det
vellydende og det farvestærke.”
Paul Hammerichs Danmarkskrønike
blev sat i gang af en forlægger, Mogens Knudsen
på Gyldendal. Han så det store marked for sig og fandt i journalisten
og forfatteren Paul Hammerich manden, der kunne realisere ideen med
betydelig succes. En
tv-version, Gamle Danmark, med
Hammerich som gennemgående fortæller tydeliggjorde krønikens
københavnerkulturradikale grundholdning og viste, at der var rigeligt
med plads til flere Danmarkskrøniker.
Også Malin Lindgrens Dagligdag
i Danmark 1945-2000, 1-3, 2001, blev til på initiativ af en
forlægger, nemlig Peter Asschenfeldt.
Samtidshistorie har et stort publikum. De
faguddannede historikere vil helst have lidt tidsafstand til
begivenhederne. De vil se, hvad der holder, og hvad der blot er
flygtige tendenser. De vil have tid til analysere i dybden. Det er
meget forståeligt. Men det åbner feltet for dristige journalister med
historisk flair. Forlæggerne holder øje med dem og indgyder dem mod til
at skrive populært udformede samtidshistoriske værker. Asschenfeldt
læste to artikler, Malin Lindgren havde skrevet om 1950’erne i
Politiken, og ansporede hende til at udvide dem til en bog, som endte
med at være et kulturhistorisk bogværk.
Lindgrens Dagligdag
i Danmark udkom første gang i 1985. Femten år senere
foreslog forlaget Høst & Søn, at der blev skabt en revideret og
ajourført udgave af ’Kvindernes Danmarkskrønike’ som den var kommet til
at hedde i folkemunde. Lindgren kunne godt acceptere denne drejning.
Når man lod en kvinde være fortæller og fokuserede på dagligdagen,
måtte familien, børnene og kvinderne komme til at spille en større
rolle end ellers.
I øvrigt var historien ifølge
titelbladet ”– set og fortalt af Malin Lindgren”. Det
bemærkelsesværdige her er ordet set. Krønikeren
skrev om en udvikling, hun selv havde tænkt og levet i. Det
legitimerede en stil, der var erindringspræget på en reflekteret måde.
Ad den vej lykkedes det Lindgren at
gøre vanskelige emner som Århus-teologernes diskussion om det evige liv
forståelige for læserne: Hvorfor skulle man gå rundt og tro på
Vorherre, hvis man i sidste ende blev snydt for belønningen: at samles
med familiens afdøde til et liv og gammen i gyldne sale? Lindgren
trækker på sine erfaringer som journalistelev i Rønne og Næstved:
Den yngste journalist på en
provinsredaktion kunne dengang roligt regne med at være fast statist
ved alle større begravelser, som hørte til det vigtige lokalstof. Man
lærte at koge præstens ord ned til et par nøgleord og at slutte med det
faste udtryk: ved båren sås mange blomster og kranse, deraf flere
signerede. Og man blev ferm til at vende båndene på vej ud, så man også
kunne oplyse, hvem de signerede kom fra. Men mest indtryk gjorde synet
af de røde fagforeningsfaner, der ved nogle begravelser blev sænket
over den åbne grav med parolen i gyldne bogstaver: ”Gør din pligt – og
kræv din ret.”
Pligtarbejdet var gjort – nu ventede den
sidste rettighed. Et liv efter døden. (1, 2001:126)
Malin Lindgren var i erkendt gæld til Danmarkskrøniken: ”Paul Hammerich havde
vist mig og andre efterfølgere, at den journalistiske tilgang til
stoffet ikke bare er mulig, men måske kan give et supplement til
danskernes historie.” Den store forskel på Lindgrens og Hammerichs
krøniker var, at hun skrev om dagligdagen og udviklingen i lange stræk,
mens han fokuserede på opsigtsvækkende situationer og begivenheder. Et
blik på indholdsfortegnelserne afslører forskellen. Hammerichs er fyldt
med navne, Lindgrens har ingen.
Tidens tredje store krønike, Gregers
Dirckinck-Holmfelds Den nye Danmarkskrønike
1972-.1993, 1-3, 1997, ligner Hammerichs. Det er ikke så
mærkeligt, for den tager tråden op, hvor Hammerichs slap. Det meddeler
Dirckinck-Holmfeld i værkets første sætning. I fremstillingsformen er Den nye Danmarkskrønike direkte
inspireret af ’den gamle’. I endnu højere grad end Hammerich har
Dirckinck-Holmfeld anvendt aviserne som kildemateriale og den gode
historie som grundform. Dirckinck-Holmfeld
var ansat på Ekstra Bladet, da han skrev sin krønike, Hammerich var på
Politiken, da han skrev sin. Deres fremstillingsform i
danmarkshistorierne tog farve af stilen i deres aviser. Hammerich havde
flair for det smarte, Dirckinck-Holmfeld dyrkede det korte. Begge var
de også influeret af film og fjernsyn.
Både Hammerich og Dirckinck-Holmfeld
havde lavet tv og overtaget greb herfra. De kunne bryde komplekse
forløb op i mindre blokke. Hammerich havde som medforfatter til Matador lært at skrue et plot sammen. Dirckinck-Holmfeld havde været
studievært på programmer, som forenede journalistik med underholdning.
Den tredje krønikeskriver, Malin Lindgren, var heller ikke ubekendt med
tv-mediet. Hun havde fungeret som studievært på ”filmorientering”. Som
vi allerede har set, bar hendes journalistiske fremstillingsform i
krøniken dog mere præg af hendes tid som skrivende journalist på
Berlingske Tidende og Politiken.
Mens Paul Hammerich og Gregers
Dirckinck-Holmfeld forsøger at sætte begivenhederne ind i en
kronologisk politisk sammenhæng – og gerne gør det med et glimt i øjet
– så samler og tematiserer Malin Lindgren begivenhederne og diskuterer
dem moralsk. Se f.eks., hvor
forskelligt en politisk romance kan beskrives og fortolkes:
I et afsnit om forholdet mellem de
radikale og socialdemokraterne i 1990 skriver Gregers
Dirckinck-Holmfeld:
Helveg Petersen, Marianne Jelved og
Lone Dybkjær havde det egentlig bedst med Poul Nyrup Rasmussen og hans
venner. Især Lone Dybkjær, som havde sin egen hemmelige, romantiske
alliance med Nyrup under udarbejdning, selv om den først blev
offentliggjort på Rosenborg Eksercerplads den 2. august 1992 til
tonerne af ”O sole mio” frembåret fra scenen af Luciano Pavarotti (af
en glad københavner ved samme lejlighed udnævnt til ”den syngende
landskinke”). Ved udgangen af 1990 var enhver radikal alliance med
Nyrup & Partners politisk kun til undergrund og tankespind. Det
hørte fremtiden til. Indtil videre var der lukket til alle sider.” (Dirckinck-Holmfeld,
3, 1999:283-84).
Selv om det knager højlydt i
kronologien, har krønikeren fundet et sted, hvor han kan indlægge
romancen mellem Dybkjær og Nyrup. Skribentens sans for det barokke
påfund viser sig i parentesen om landskinken, som egentlig ikke har
noget med sagen at gøre.
Hos Malin Lindgren er romancen skrevet
ind i et afsnit med den dystre rubrik ”Den tabte sjæl”. Det handler om
den stadig større rolle, som ”stil, image og performance” er kommet til
at spille i politik. Medierne sætter dagsordenen, og politik er blevet
til underholdning:
I et forsøg på at vise, at også
magthaverne har en menneskelig side, har vi været vidne til en
tivolisering af dansk politik, hvor statsministre, der har været gennem
flere ægteskaber, forlover sig i fuld offentlighed.
Syntaksen vakler. Det semantiske
subjekt for den første sætning kan ikke være det ”vi”, der optræder i
den tredje sætning. Måske afslører det syntaktiske kludder også en
uklarhed i tankegangen. Man kunne nemlig mene, at pressen og dermed
folk som Malin Lindgren spiller en vigtig rolle i tivoliseringen. Men
forfatteren melder hus forbi og siger, at det er dem på den anden side
af bordet, altså politikerne selv, der skal ”angive tonen og holde
balancen”. Hun erklærer, at det var ”lidt overvældende” at blive
”voyeur” til Poul Schlüters privatliv, da han forlovede sig med
balletdanser Anne Marie Vessel:
Og fornemmelsen var lidt den samme, da
Poul Nyrup Rasmussen i 1992 ved en Pavarotti-koncert præsenterede sin
mangeårige veninde Lone Dybkjær som sin forlovede og senere ved et
hastigt arrangeret pressemøde i de små haver i Pilealle forsikrede
avisernes udsendte om, at han agtede at fri til hende. Hvor meget
nemmere ville det ikke have været, hvis de i begge tilfælde havde bedt
Ritzau meddele, at de var blevet
gift.
(Lindgren, 3, 2001:236-37).
Lindgrens krønike er båret af sådanne
analytiske tiltag og moralske domme. Den er beregnet på sammenhængende
læsning. Værd at diskutere med, men svær at slå op i på grund af de
anonymiserede rubrikker og gråmelerede illustrationer.
Hammerichs og Dirckinck-Holmfelds
krøniker er gnistrende vittige og visuelt fristende kavalkader.
Velegnede til pluklæsning og opslag for læsere, der er vant til at
bevæge sig rundt mellem forskellige tekstniveauer (og uvante med at
læse hele bøger).
Det er et spørgsmål, om man ikke burde
reservere begrebet krønike til den
visuelt underbyggede fremstilling.
En Danmarkskrønike
er da i ordets moderne betydning en journalistisk fortalt og visuelt
underbygget historie om et udsnit af Danmarks nyere historie.
Paul Hammerich opfandt ikke genren fra
bunden af. Hvad angår det journalistisk fortalte kunne han hente
inspiration i Ebbe Kløvedal Reichs såkaldte samtidskrønike begyndende
med Svampens tid (1969).
Montageteknikken med de mange billeder og selvstændige indgange kendtes
fra pressehistoriens jubilæumsbøger, f.eks. Ralf Buch og Gert Munchs B.T. p.t., udgivet i 1966 i anledning af
B.T.’s 50 års dag, og Politikens historie set
indefra 1884-1984. En scrapbog samlet og kommenteret af Bo
Bramsen, 1-2, 1983-84.
Både Poul Hammerich og Gregers
Dirckinck-Holmfeld videreførte i øvrigt krønike-betegnelsen
i senere værker. Hammerich i P.H.-biografien
Lysmageren. En krønike om Poul Henningsen (1986) og Undtagelsen. En krønike om jøderne i Norden frem
til 2. Verdenskrig (1992) og
Dirckinck-Holmfeld i Tør - hvor andre tier.
En krønike om Ekstra Bladet, 1-2 (2003-2004).
Paul
Hammerich (1927-1992), student 1947, studier i
København og i USA. Det illegale blad ”Den 11. Time” 1944-45, Politiken
fra 1949. Redaktør af tillægget ”Lyt” 1952-54. Redaktør af
Søndags-Politiken 1960-67. Chefredaktør for ugebladet ”Hjemmet” 1968-69
og for nyhedsmagasinet ”NB” 1970. Videokonsulent hos Gyldendal 1971-77.
Herefter tilbage til Politiken. Kronikredaktør fra 1983. Udstrakt
forfattervirksomhed. Medforfatter til ”Huset på Christianshavn” og
”Matador”.
Gregers
Dirckinck-Holmfeld (f. 1932), student 1950,
musikvidenskabelige studier på Københavns universitet 1954-60,
musikkritiker ved Dagens Nyheder 1958-61, ved Ekstra Bladet 1961-72,
kronikredaktør smst. 1966-72, redaktør af Radioens Pladeforum 1962-77,
Aktuel Musikreportage 1964-68, Dansk Musiktidsskrift 1964-66, ansat ved
DR-TV’s kulturafd. 1972-95, studievært ved programmer som ”Kanal 22”,
”Lørdagskanalen”, ”Her er dit liv” og ”Dilemma”, ved Ekstra Bladets
kulturredaktion fra 1995. Kulturhistorisk bogproduktion, bl.a.
byhistorie, musikhistorie og pressehistorie. Egen kulturblog på
www.gregersdh.dk
Malin
Lindgren (1932-2006), journalistelev på
Bornholm Amts Avis 1951-52 og Næstved Tidende 1952-54, journalist ved
Næstved Tidende 1954-56, B.T. 1956-58, Søndags B.T. 1958-66, Berlingske
Tidende 1966-78, Politiken fra 1978, Politikens korrespondent i Paris
1990-92 og i Bruxelles 1993-96. Medarbejder ved Illustreret Tidende
1997-2000. Formand for Den Danske Publicistklub 1983-87. Har bl.a.
udgivet ”Kære Dirch” (1981) og ”Europas Svigerbørn” (1996). Se flere
oplysninger i John Chr. Jørgensen (red.). ”De tålte mosten”
(2013:106ff).
|
