’Penneskafter’ var i begyndelsen af 1900-tallet en betegnelse for kvindelige journalister. Svenskeren Elin Wägner udmøntede begrebet i Pennskaftet, som udkom i 1910. Det var en roman om en frejdigt udfarende kvindelig journalist. Med sin pen fægtede eller charmerede hun sig frem (jf. Da kvinderne blev journalister, 2012:8).

Merete Bonnesen var mere til trylleri end til kamp. I øvrigt var det med penneskaftet i hendes tilfælde ikke kun ment metaforisk. Hun skrev faktisk i hånden med et blækhus foran sig.

Helt fra debuten med nogle artikler fra en rejse i Tyskland og Østrig i sommeren 1928 havde der været noget magisk over hendes manuskripter. Politikeren Ove Rode, der netop var vendt tilbage som chefredaktør (en post, han delte med Valdemar Koppel), faldt så pladask for elegancen, at han fastansatte den unge dame straks, da hun kom hjem fra rejsen. En enkelt teateranmeldelse fra Berlin kunne gøre det ud for et svendebrev.

I flyvende stil fortalte hun om en Max Reinhardt-premiere (”Artister”) på ”Deutsches Theater”. Publikum strømmede til Berlin fra hele verden. Politiken havde nogle dage forinden (10.6.1928) bragt en udførlig foromtale ved forfatterinden Karen Stampe Bendix.

Merete Bonnesen tager udgangspunkt i den hektiske atmosfære. Hun fortæller i sin anmeldelse, at skuespillerinden og sceneinstruktøren Bodil Ipsen ”i sidste Øjeblik ad mærkelige Omveje” havde fået byttet ”en Galleribillet, som hun Dagen forinden havde taget imod med Kyshaand” med en billet i parkettet. Selve stykket er den unge danske anmelder ikke voldsomt imponeret af. Det udspiller sig i et trivielt teatermiljø: ”Cirkus- og Varietéselskab bag Kulisserne”. Men hun har meget godt at sige om instruktionen. Især fremhæver hun en scene, hvor klovnen i fortvivlelse over sin tabte elskede ”begraver Fortiden” personificeret i den lille regissør,

som bliver stedt til Hvile, mens Negrene synger deres bedrøvelige Salmer og Dancinggirls agerer Grædekoner. Her blev det abstrakte gjort til en realitet paa en saa tragikomisk barok Maade, at det virkede som en hjerteskærende Hulken skjult bag Blufærdighedens Latter (Politiken, 16.6.1928).

Her var en kvindelig skribent, som både kunne se, tænke, skrive og slutte af. Alene citatets (og anmeldelsens) sidste seks ord sagde noget om skribentens potentiale.

Merete Bonnesen aspirerede til at blive forfatter af seriøse artikler. Det viste sig snart, at hun ikke nærede noget ønske om at skrive om mad og mode eller blive redaktør af damesiderne.

Senere erfarede man på redaktionen, at de sætninger, hun så yndefuldt lod løbe ned over spalterne, ofte blev til under et pinefuldt arbejdspres. Men det forøgede kun respekten.

”Hun erobrede mandestoffet”, skrev kollegaen og kontorfællen Henrik V. Ringsted. ”Hun kom til bladet fire år før jeg, og jeg husker tydeligt, at jeg som beskeden sekretær hos chefredaktør Valdemar Koppel fra mit sølle skriveborg midt i forhallen beundrede denne smukke unge pige, der frit og uhæmmet diskuterede på livet løs med vore overvejende ældre mandlige kolleger og ikke veg tilbage fra at tale selve Hasager (chefredaktør fra 1931) midt imod.” (Ringsted, 1980:175).

I Tom Kristensens erindringsglimt Aabenhjertige fortielser optræder Merete Bonnesen som en medlevende kollega. En aften, da han sidder i kantinen og venter på resultatet af en professorkonkurrence, kommer hun stormende ind og råber til ham: ”Deres mand har vundet!” (Kristensen, 1966:167).

Baggrunden

Der var både kunst og videnskab i Merete Bonnesens familiebaggrund. Om hendes mor, Inger Zøylner, ved ingen af mine kilder noget ud over de blotte data 1877-1954. Men hendes far, matematikeren Tommy Bonnesen (1873-1935), havde i studietiden taget privatundervisning hos en skuespiller og nåede også at debutere på Det kgl. Teater, før han definitivt valgte matematikken, disputerede og blev professor på Polyteknisk Læreanstalt.

Det blev datteren Beatrice Bonnesen (1906-79), der kom til at realisere faderens skuespillerdrømme, mens hendes storesøster Merete Bonnesen (1901-80) blev journalistisk stjerne på Rådhuspladsen.

Vejen dertil så således ud:

Efter studentereksamen fra Ingrid Jespersens skole i 1919 kom Merete Bonnesen på universitetet, hvor hun studerede sammenlignende litteraturhistorie, et fag hun synes at have læst sig godt ind på, før hun forlod det for at tage en læreruddannelse med dansk og tysk som fag. Hun færdedes senere hjemmevant i verdenslitteraturen, beherskede med selvfølgelighed hovedsprogene og tog sig gerne af litterære disputatser og teoretiske værker, når lejlighed bød sig.

Engageret intellektuel

Under opholdet i Wien i sommeren 1928 havde Bonnesen stiftet bekendtskab med den progressive pædagog Dr. Eugenie Schwarzwald. Da denne senere på årets ventedes til København, kunne Politikens kronik bringe et aktuelt portræt af ”Frau Doktor”, som havde været en god bekendt af Danmark, siden Karin Michaëlis traf hende tilbage i 1911 (jf. Eddy, 2013:119ff).

Bonnesen hjembragte friske indtryk fra sommerens rejse:

Frau Doktor er sikkert Evropas mærkeligste og betydeligste Kvinde; og hun er det stærkeste Udtryk for den Tid vi lever i. Krigen blev for hende som for saa mange andre et Springbræt; men medens Springet for de flestes vedkommende gjordes ind i Gullaschtidens Spekulationer, ind i mer eller mindre slibrige Pengetransaktioner paa andres Bekostning, sprang hun hovedkulds ind i Krigens Nød (29.10.1928).

Stilen er dristig med spring-metaforen og de uverificerbare superlativiske påstande (mærkeligste, betydeligste, stærkeste). Men teksten hænger sammen på en energisk måde. Kronikken skildrer med entusiasme den østrigske socialreformators indsats og introducerer hendes nye initiativ til en art refugium for kunstnere, som er slået ud af kurs.

Bonnesen havde fra første færd en særlig evne til at leve sig ind i de mennesker, hun skrev om, og give dem stemme, som mødte vi dem selv. Teknisk foregik det f.eks. ved brug af dækningsformer, hvor replikgengivelser kombineredes med iagttagelser:

Om hun nogen side har ro? - Nej, hendes Hjem er altid fuldt af Mennesker. Om hun aldrig er træt? – Jo, dødtræt. Hun kan være en Afmagt nær og i næste Øjeblik er hun lyslevende: der er en, der har udtalt et Ønske.

Begejstring og forargelse

Merete Bonnesens humanitære engagement gjorde hende til en oplagt medarbejder på socialstoffet, som indbefattede skolestoffet. Hendes evne til at begejstres og forarges førte hende imidlertid ud i alle journalistikkens kroge. Hun var af den opfattelse, at den gode journalist burde kunne gøre selv det mest perifere emne interessant.

Når ”Merete”, som hun underskrev sig, blev sendt i byen som reporter, kom hun altid tilbage med noget læseværdigt.

På kulturlivet havde hun hele tiden frisk appetit. Hendes små interview med billedkunstnere og forfattere emmer af nysgerrighed og livslyst.

”Er Billederne til Salg?” spørger hun en debuterende kvindelig maler (Yanna Kai Nielsen), som siger ja og slår en stor latter op (29.8.1928).

”Hvordan er det at være i Kjøbenhavn?” spørger hun en jysk forfatter (Erling Kristensen), som bliver tvær og svarer: ”Saadan som jeg havde tænkt mig.” (3.11.1928).

Forfatteren havde svært ved at tage den unge dame alvorligt. ”Det duer sgu ikke med Kvinder til den Slags”, skriver han bagefter i et brev til en ven. Forfatterens biograf Karin Bang bemærker hertil, at Kristensen havde været ”vel hurtig” i sin læsning af interview-artiklen (Karin Bang: Erling Kristensen. Nærbillede af et digterliv, 2019:94).

Blixen i gazebind

Ambitiøs og respektløs som hun var, kastede ”Merete” sig sultent over de største ånder. Det var således hende, der påtog sig den opgave at tage op til Rungstedlund og interviewe Karen Blixen op til udgivelsen af den danske udgave af Syv fantastiske Fortællinger i 1935. Det blev til en på godt og ondt uforglemmelig tekst.

Deskriptionen var uimponeret og præget af godt humør:

Kvinden, der ramte Løver i Urskoven, mens hendes Ungdomsveninder ramte Golfhullerne paa Eremitagesletten, modtager os med Hovedet indbundet i Gazebind. Det er kun en hjemlig Skramme, men vækker dog Associationer om udstandne Farer og Eventyr.

Den gammeldags form ”udstandne” for ”udståede” understreger det distancerede i beskrivelsen, som

følges op af en ironisk underdrejet narration om Karen Blixens far, der ikke kan få det primitivt nok:

Farligt har hun levet sit Liv, som hendes Fader gjorde det, der var med baade i 64 og i 70 og i en hel Række andre europæiske Slagsmaal, indtil han en Dag ikke kunne opdrive flere paa dette Kontinent og derfor drog paa Eventyr op ad Hudsonfloden, til han fandt en Indianerstamme vild nok til at tilfredsstille Slægtens Trang til Forening med Natur og Primitivitet.

Efter at have opmalet Blixen yderligere (”Et Par Stenkulsøjne, spruttende af Liv i et hvidt fuglelet næsten glasskært Ansigt”) fyrer Bonnesen en kanonade af spørgsmål af, som Blixen velvilligt besvarer i højt tempo, som gjaldt det om at få flest mulige point ved en eksamen.

Baronessen sætter sig ved Ewalds vindue og tænder en Clubman, parat til at lade Interviewerens Spørgsmaal gaa over sig som Væden i Kenyas Regntid.

Det er mærkeligt først saa sent i Livet at begynde en Forfattervirksomhed, siger vi. Hvorfor skrev De Deres Bog?

Det var Regntiden, som slog Fejl, svarer baronesse Blixen. Hvad det vil sige, kan kun Folk, der har levet i Troperne forstaa. Man bliver tvunget ind i en Malstrøm af Angst og Fortvivlelse, og for at søge en Vej ud af den, et Øjebliks Fred i Tankerne, gav jeg mig min Fantasi i Vold.

Men hvorfor blev det denne Bog, disse syv Fortællinger?

Dialogen viser, at de begge er novicer. Især den efterfølgende samtale om ”de Indfødte” som en slags zoologiske væsener er til at krumme tæer over (”Var de indfødte glade for at være med i Krigen?” ”Er de Vilde ikke bange for Døden?”).

Interviewet signeret Merete stod i Politiken 10.9.

1935 og er senere optrykt i Blixeniana 1980 og i Else Brundbjerg (red.): Samtaler med Karen Blixen, 2000:33-38.

Merete Bonnesen skrev yderligere to artikler om Blixen: ”Et Herresæde med Heksekøkken (Karen Blixen 75 år)”, Politiken 14.4.1960 (optrykt i De ubændige, 1961) og ”Træets Drømme. Karen Blixen in memoriam”, Politiken 8.9. 1962. Artiklerne viser, at hun i mellemtiden også har læst Karen Blixens bøger.

Interneret under besættelsen

I besættelsesårene holdt skribenten Merete Bonnesen en lav profil. Hun virkede som redaktionssekretær på udlandsredaktionen, hvor de interessante begivenheder reflekteredes. Hun behøvede heller ikke gøre noget særligt for at påkalde sig besættelsesmagtens opmærksomhed. Enhver der gennem de ti seneste år havde læst Politiken, vidste, at Merete Bonnesen forholdt sig overordentlig kritisk til nazisternes blanden sig i østrigsk indenrigspolitik (se f.eks. kronikken ”De afmægtige” 9.2.1935), og sympatiserede med Eugenie Schwartzwald, hvis store danske hjælper, Karin Michaëlis, sad i exil i USA. De vidste også, at Bonnesen havde været engageret i arbejdet for de jødiske flygtninge fra Tyskland. Det kom ikke som nogen stor overraskelse, at Merete Bonnesen var blandt de ca. 150 fremtrædende danskere, der blev interneret i Horserød-lejren efter den 29. august 1943 som svar på sabotagen. De blev løsladt igen i oktober 43.

I Norge 1945

I befrielsesmåneden maj 1945 blev Merete Bonnesen udsendt som ’flyvende korrespondent’ til Norge, hvor hun med bind for øjnene blev ført til det underjordiske storting, som Gestapo aldrig fandt. Hendes reportage ”I den norske hjemmefront hemmelige hovedkvarter” stod på Politikens forside den 20. maj. Et mesterligt stykke reportagejournalistik (genoptrykt i antologien De tålte mosten. 39 kvindelige journalister, 2013:37-40).

Tyskerne var ikke sadister, men lakajer!

Merete Bonnesen fik og påtog sig stadig større og mere ansvarsfulde opgaver. Ved indgangen til 1946 henvendte hun sig på læsernes vegne til en ’nervelæge’ for at få en forklaring på tyskernes adfærd under krigen. En spektakulær idé. Var de sadister alle sammen? spurgte hun psykiateren Hjalmar Helveg. Han svarede: Nej, de var lakajer, som godt kunne lide at indordne sig, og så holdt de af blanke militærstøvler.

Interviewets rubrik ”Man slår ikke en Paraply op i Orkan” henviste til fraværet af neuroser i kz-lejrene. Helveg forklarede: ”Neurosen opstaar i Reglen ved en sjælelig belastning, som i og for sig kan bæres. Neurosen er en modforanstaltning. Sygdommen er den angrebnes Værn, den er en Tilflugt.” Neurosen er for så vidt et luksusproblem.

Scoop: Interview med Niels Bohr

Merete Bonnesens største scoop som interviewer var den samtale, hun havde med atomfysikeren Niels Bohr den 17. april 1949. Anledningen var ikke verdens væsentligste: Bohr havde ladet sig genvælge som præsident for Videnskabernes Selskab. Men han befandt sig åbenbart også godt i Merete Bonnesens selskab. Så da hun spurgte, om han kunne ”sige noget om det bidrag til erkendelsen, som udviklingen af den fysiske videnskab har givet”, svarede han med forære hende essensen af relativitetsteorien, nemlig, ”at vi ved atomfænomener er afskaaret fra at skelne imellem, hvad vi kunne kalde de atomare objekters selvstændige opførsel og objekternes vekselvirkning med de maaleinstrumenter, der indgaar som nødvendige led i den forsøgsopstilling, hvorunder iagttagelserne fremkommer.’” Bonnesen gav ham tid og ro til at udvikle sine tanker. Vi er meget langt fra revolvermetoden i Blixen-interviewet i 1935. Man fornemmer, at Bohr finder ud af, at intervieweren har kapacitet til at forstå alvoren i fysikkens landvindinger.

I den mere spøgefulde afdeling forklarede han, hvorfor han har foreslået sandhed og klarhed stillet op over for hinanden som komplementære modsætninger. ”Det var blot hensigten at understrege, at man ofte ved klarhed forstaar anvendelsen af tilvante forklaringsmaader, men de kan komme til kort, naar det gælder om at vinde plads for nye erfaringer, som slet ikke kan passe ind i de gamle former” – et udsagn, der giver anledning til mere eftertanke, end man normalt kan hente i en avis. Et nærliggende følgespørgsmål er, om dette også gælder for klarhed i sagprosa? Er det, vi kalder klart, bare det, vi har vænnet os til?

Politikens redaktion var tydeligt stolt af at kunne bringe Merete Bonnesens interview med Niels Bohr. Det blev placeret på side 3, altså den første højreside i avisen, og der var en henvisning til det på forsiden. Det udkom også som særtryk (8 s., ill., 1949).

Stjernestatus

Når store skibe skulle sættes i søen, måtte man i disse år have Merete Bonnesen med. Det var således hende, der blev sat til at skrive feature-artiklen om befrielsesaftenen i 10-års jubilæumsavisen (4.5.1955). Artiklen fyldte en hel side fra top til bund. To stemningsfulde fotografier og en 8-spaltet rubrik fangede blikket: ”Den 4. maj: Den store lykkes fællesnat”.

Merete Bonnesen greb straks fat i kravetøjet på læserne ved hjælp af en filmisk scene med den norske forfatter og journalist Johan Borgen, der sidder gemt i en kælder under et hus i Gentofte. Han er om morgenen blevet smuglet over Sundet for at forberede etableringen af et norsk gesandtskab i København. Befrielsen var ventet, men de lyde, han hørte oppe fra huset, lyder nærmest som en razzia. Han sniger sig op ad trappen og løber ind i en mand med favnen fuld af flasker. Det er husværten med forsyninger til befrielsesfesten. Men da han opdager, at gæsten er norsk, lægger han en dæmper på sin glæde, for det norske broderfolk er endnu ikke befriet. Johan Borgen er passende bevæget over denne hensyntagen, men der er så meget journalist i ham, at han må ind på Rådhuspladsen for at sende et telegram hjem til Norge. Derinde på pladsen bliver han for alvor rørt, for dér står danskerne og synger denne norske nationalsang ”Ja, vi elsker dette landet.”

Det er stadig medrivende og bevægende læsning, og så er det endda kun halvdelen af artiklen. Resten kan læses i optrykket i De ubændige (1961).

På den alvorlige fløj

I den interne kamp på Politiken mellem den underholdende og den seriøse journalistik kom Merete Bonnesen, som selv havde lagt ret vittigt fra land, efterhånden til at høre til på den alvorlige fløj.

I en artikel i et festskrift til chefredaktør Niels Hasager hyldede hun ganske vist ideen om den alsidige avis med noget for enhver smag, men samtidig advarede hun den enkelte journalist mod at tro, at der var andre end ham selv til at vogte den nedre grænse. Hvis han ikke selv holdt fast i alvoren af ordet, ville annonceafdelingen og underholdningsindustrien løbe med det hele. Den dag, han synes, at han lige så godt kunne skrive det ene som det andet, er løbet kørt.

Artiklen blev skrevet i 1958 til Harald Mogensen, red: Bladet, 1958. I sit opgør med popkulturen lå Bonnesen på linje med tidens mest avancerede ungdom, Rifbjerg-generationen (jf. Klaus Rifbjerg: ”Den nye pest” i: Werner Svendsen. red.: Midt i en quiz-tid, 1958). I den forbindelse er det værd at notere sig, at Rifbjerg ofte nævnte netop Merete Bonnesen på linje med Tom Kristensen og Henrik V. Ringsted, når han ville fremhæve det agtværdige i Politiken-traditionen: frisindet, nøgternheden og det klare sprog (f.eks. i Facitlisten, 1995:127).

Om Merete Bonnesens position på kulturredaktionen midt i 1960’erne har vi to interessante vidnesbyrd.

Ballet- og teaterkritikeren Ebbe Mørk, som var kommet til Politiken fra Information, tog hende fra den gemytlige side:

Den aristokratiske Merete Bonnesen var nærmest olympisk af status, den begavede essayist, der havde kulturhistorisk overblik og et politisk engagement, der blussede for Israel. I en af mine første samtaler med Merete Bonnesen – hende samtalede man med – sagde hun: Husk, at De skal dyrke Deres pen, ellers bliver De bare en af fagets brødbagere … Hun anbefalede mig – lidt ubevidst om den hastige omsætning i det dagsaktuelle, som hun havde fjernet sig fra – at skrive kladde, i hvert fald til mine indledninger.

(”Naturens muntre G-dur”, i: Peter Rosendahl, red.: Kære Lise, 1997:55).

Forfatteren og kulturjournalisten Jørgen Leth, som var blevet knyttet til Politiken efter forslag fra Klaus Rifbjerg, kunne ikke snuppe hende. I sin erindringsbog, præsenterer hende som ”klummeskriver Merete Bonnesen” og skriver, at hun ”var moralisten, som svævede over alle områder, hun var den urkulturradikale, betragtede vist sig selv som bladets samvittighed, og man kunne ikke undgå at mærke, at de andres morskab efter hendes mening vist var lidt for letsindig.” Man kan forestille sig, at Jørgen Leth, som præsterede det kunststykke at anmelde musik, han ikke havde hørt, i Merete Bonnesens optik har forekommet endog meget for letsindig. Men det var naturligvis irriterende for ham, at ”kulturradikalismens selvvalgte bannerfører” ikke respekterede ham og hans kultursyn. Det var hende et kors for tanken, at John Wayne og andre trivialkulturelle figurer kunne optræde som helte på kultursiderne (Jørgen Leth: Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv, 2005:98-100; John Chr. Jørgensen: Perfide portrætter, 2018:109ff).

Merete Bonnesen var ikke den, man overlod Politikens underholdningsrubrikker til. Men når det skulle være, kunne hun sige ja til for en tid at passe petitrubrikken Dag til dag. Hun røgtede da rubrikken som en storbybo passer sin kære kolonihave, noterer Carl Johan Elmquist (6.3.196). Petitrubrikken kunne aldrig blive hendes primære kærlighed.

Nekrologer

Merete Bonnesens seriøsitet og hendes voksende personalhistoriske indsigt, gjorde hende til det oplagte valg, når der skulle skrives store nekrologer. Her nogle prøver hendes varierede stilarter:

Atomfysiker Niels Bohr, ”Egentlig var han en digter, i romantikernes forstand om poeten som den alvidende, der i sig selv er en verden i miniature”, 20.11.196

Ordbogsredaktør Lis Jacobsen, ”Hun holdt fire sekretærer i fuld virksomhed”, 19.6.1961.

Francis Bull, norsk litteraturprofessor. ”Han var den fødte bogorm. Da han var fem år, havde han lært sig alfabetet ved at stave sig gennem hovedet på dette blad. De 9 bogstaver i Politiken, var de første, han kunne”, 6.7.1974.

Herbert Tingsten, svensk chefredaktør. ”Tingsten var i sine talrige polemikker altid sikker på at have ret i sine domme,” 27.12.1973.

Hakon 7, konge af Norge. ”Kong Hakon følte sig personligt edsforpligtet til at være lovens vogter og garant”, 22.9.1957.

Gustav, VI, Adolf, konge af Sverige, ”ville have været en ideel præsident”, 16.9.1973

Filosoffen Bertrand Russell, ”En lyskilde i det 20. århundredes mørke”, 4.2.1970.

Organist, filosof m.m. Albert Schweitzer, ”Ved Albert Schweitzers død har man for sig så uforligelige skildringer af hans person og hans liv, at man nok må spørge sig selv, hvem det egentlig tilkommer at gøre hans regnebræt op.” 6.9.1965.

Tre bøger at være stolt af

Merete Bonnesen var ikke den, der gik og pralede af sine journalistiske bedrifter. Til opslagsværket Danske Journalister 1970 meddelte hun kun, at hun havde været på Politiken siden 1.9.1928, og at hun havde udgivet artikler i tre samlinger: Passion (1959), De ubændige (1961) og Disse arme liv (1966). Hun var stolt af at have skrevet noget, som ”med nogen rimelighed kunne finde plads på en reol” (1961:242).

Passion. Tre artikler (1959) er en lille aperitif med artikler om Emily Brontë, Victor Hugo og P.A. Heiberg. Den er produceret inden for bladhusets egne mure.

De ubændige og andre artikler (1961) er noget så sjældent som et festskrift til en journalist frembragt på initiativ af journalistens kilder. En komité med tidligere museumsdirektør Vilhelm Slomann som initiativtager, ordbogsredaktør Lis Jacobsen som indpisker og litteraturprofessor Francis Bull og Margrethe og Niels Bohr som galionsfigurer skaffede 300 subskribenter til en samling af artikler, hvis udvælgelse Merete Bonnesen selv skulle stå for.

Hun ordnede artiklerne i emne- og genregrupper: Norge, Tyskland, Danmark, historiske billeder og portrætter. Blandt de ’ubændige’ (dvs. utæmmelige) kvindeskikkelser er Madame de Staël, George Sand og dronningerne Kristina og Victoria. I interessen for dem ses Bonnesens diskrete form for feminisme.

Subskribenterne er oplistet foran i bogen. Listen tæller navne som forfatterne Keld Abell, Aage Dons, Tom Kristensen og Hans Scherfig, litteraterne F.J. Billeskov Jansen, C.A. Bodelsen og Elias Bredsdorff og et væld af redaktører og journalistkolleger, heriblandt også de ubændige kvinder Kate Fleron og Lise Nørgaard.

Ideen til denne utraditionelle gave blev præsenteret på Merete Bonnesens 60-års fødselsdag (26.3.1961). Kollegaen Carl Johan Elmquist tegnede ved den lejlighed et portræt af ”Den mageløse”. Rubrikken spillede på et typisk Merete Bonnesen-udbrud: ”Er det ikke mageløst?” Meningen med rubrikken var selvfølgelig at hylde Merete Bonnesen for hendes mageløse (dvs. enestående) journalistik. Men for den indforståede havde rubrikken yderligere en betydning: ugift.

Merete Bonnesens tredje bog, Disse arme liv. Skæbner og portrætter (192 sider, Gyldendal, 1966) er en almindelig forlagsudgivet bog. Det er en næsten asketisk udgivelse uden forfatterportræt eller indholdsoplysninger på omslaget. En ganske kort efterskrift fortæller generelt om artiklerne som essayistisk supplement til anmeldelser og portrætter, der har været bragt i Politiken i den seneste halve snes år. Det drejer sig om 17 artikler ordnet tematisk (skrivekunst, tidsaldre, skæbner og portrætter) og lagt ind i en ramme, så vi begynder med værkernes tilblivelse og slutter med en omtale af afskedsbreve. Titlen ”Disse arme liv” henviser til et citat, hvis ophavsmand er Francois Mauriac: ”Det er ikke vores bøger, der overlever, men vores arme liv.” Dette dictum er til diskussion i bogen.

Ingen selvbiografi – og dog

Merete Bonnesen var ikke storforbruger af pronomenet ”jeg”. Hendes journalistiske ideal var stofudfoldelsen og afklaringen, ikke selveksponeringen. Hun gjorde helst ikke i genren den faglige selvbiografi. Når andre satte hende i scene, som det skete festskriftet De ubændige, kunne hun dog finde det relevant at indsætte nogle nødtørftige oplysninger om vejen, ad hvilken hun var kommet frem.

Hun takkede Politiken for at have åbnet spalterne for hende, da hun i 1928 mødte op med sit ønske om at blive journalist – ”så ukvalificeret som manden, der på spørgsmålet om han spillede violin, måtte svare: ”Det ved jeg ikke, jeg har aldrig forsøgt”. Redaktionen bar over med mine indledende fingerøvelser, Ove Rode opmuntrede dem med den første anerkendelse.” Det er meget vittigt sagt, men også noget koket og ikke så lidt ved siden af sandheden, som var den, at Merete Bonnesen skrev bemærkelsesværdigt godt fra begyndelsen. Også i overført betydning var hendes artikler håndskrevne.

Man tror hende gerne, når hun siger, at Valdemar Koppel lærte hende at slå en lille trille, og at Niels Hasager lærte hende sans for nyheden i rette form. Men hvor lang tid kunne den læreproces tage? Havde der behøvet at hengå 12 år og en verdenskrig, før avisen fandt ud at bruge Merete Bonnesen på en måde, der svarede til hendes kvalifikationer? Hun klagede ikke, men hører man godt efter, gemmer der sig måske et hjertesuk i denne nøgterne konstatering: ”I årene fra 1928 til 1940 var min journalistiske virksomhed dagens og vejens – reportager, referater, interviews og en del udenlands-kronikker knyttet til øjeblikket. Så fulgte krigsårene, hvor jeg arbejdede som redaktionssekretær …”(Bonnesen 1961:242).

En hypotese om krig og kvinders journalistik

Krigen, besættelsen og befrielsen synes at have spillet en positiv rolle for udviklingen af kvinders journalistik i Danmark.

Kate Fleron (1909-2006) blev politisk radikaliseret under besættelsen og kom ud på den anden side som redaktør af sit eget, i begyndelsen meget betydningsfulde blad Frit Danmark.

Lise Nørgaard (f. 1917) fik sit journalistiske gennembrud med de reportager fra et sønderbombet Tyskland, hun i oktober-november 1946 sendte hjem til Roskilde Dagblad og den øvrige Venstrepresse.

Merete Bonnesen (1909-1980) blev endelig opdaget på sin egen avis, Politiken, da hun i maj 1945 rapporterede fra det befriede Norge.

Hypotesen er denne: Den ekstraordinære situation åbnede nye døre for de kvindelige journalister, måske især dem på eliteniveau. Det automatiserede mandsdominerede fordelings- og kontrolsystem var midlertidigt sat ud af kraft. Der var brug for alle kræfter, og kvinderne blev kastet eller kastede sig selv ud i opgaver, som tidligere var gået til mænd. Det viste sig, at kvinderne kunne meget mere, end man havde troet.

Kilder:

Merete Bonnesen: Passion. Tre artikler, Politiken, 1959

Merete Bonnesen: De ubændige og andre artikler, Rosenkilde & Bagger, 1961

Merete Bonnesen: Disse arme liv. Skæbner og portrætter, Gyldendal, 1966

Merete Bonnesen: ”Den hellige utålmodighed”, i: Harald Mogensen (red.): Bladet. Festskrift til Niels Hasager, 1958:338-45

cie (Carl Johan Elmquist) i Politiken 26.3.1961

Erik Seidenfaden i Dansk Biografisk Leksikon bd. 2, 1979

Tom Kristensen: Aabenhjertige fortielser. Erindringsglimt, 1966

Børge Jørgensen (red.): Danske Journalister 1970, Dansk Journalistforbund, 1970

Usigneret nekrolog over Merete Bonnesen, Politiken, 11.5.1980

Henrik V. Ringsted: ”Hun erobrede mandestoffet”, i: Paul Hammerich, red.: 100 publicister om 100 publicister i 100 år, 1980

Else Brundbjerg (red.): Samtaler med Karen Blixen, 2000

Jette Drachmann Søllinge i Dansk Kvindebiografisk Leksikon bd. 1, 2000

John Chr. Jørgensen: Da kvinderne blev journalister, 2012

John Chr. Jørgensen (red.:): De tålte mosten. 39 kvindelige journalister, 2013

Beverley Driver Eddy: Hjertets kalejdoskop. En biografi om Karin Michaélis, 2013

Karin Bang: Erling Kristensen. Nærbillede af et digterliv, 2019