s

 

 

Først lagt op 18-03-2020; senest opdateret 18-03-2020 13:44

 

25.

Thomas Boberg - eksistentiel rejseprosa

 

 

 

 

Faglitteratur eller skønlitteratur?

Er rejsebøger faglitteratur eller skønlitteratur? Det afhænger i første omgang af rejsemålet! Hvis det er Rejsen til jordens indre, tør man nok gå ud fra, at det er skønlitteratur. Men man kan ikke vide sig sikker, for meget af det, der var fantasiforestillinger på Jules Vernes tid, er sidenhen blevet til realiteter. Men hvis Rejsen går til Italien, går man ud fra, at det er en praktisk guidebog, altså faglitteratur holdt i sagprosa.

 

Rejsebeskrivelser

Imellem de to yderligheder er der et vidtstrakt felt af rejsebeskrivelser. De havde deres storhedstid dengang, da det var de færreste beskåret at rejse ud i verden, og da der endnu ikke eksisterede film og tv. De fleste mennesker måtte blive hjemme og stille sig tilfreds med at læse de skildringer af fremmede lande, som de rejsende sendte hjem. Grundformen var privatbrevet (H.C. Andersen) og den deraf afledte korrespondance til en avis (Johannes V. Jensen. Jf. J.C. Jørgensen: Om breve, 2005:120ff.).

 

Interessen for rejsebeskrivelserne kan knytte sig til de beskrevne lokaliteter, og i så fald er der typisk tale om sagprosa. Men det kan også være skribenten selv, der er i centrum (Jens Baggesen: Labyrinten), og i så fald læses bogen ligesom skønlitteratur med særlig interesse for det æstetiske og psykologiske. Om denne sidste genre har litteraten Lars Handesten skrevet bogen Litterære rejser (1992), som definerer flere typer af rejsende, heriblandt den originale turist, den amourøse rejsende og den kritiske turist. Sidstnævnte har vi set et eksempel på i denne række af sagprosa-analyser: Lise Nørgaards sarkastiske rejsejournalistik.

 

Forskellige formål

Man kan beskrive for at kritisere eller for at fremholde idealer eller for at underholde eller uden anden hensigt end den at udsige noget sandt om det, man beskriver.

 

Den rejsende kan have subjektive formål som fx at komme væk fra sine personlige problemer.

 

Én ting er, hvorfor man rejser. En anden er, hvorfor man skriver om rejser. En tredje er, hvorfor man læser om rejser. Der er en kæde af forskellige motiveringer.

 

På sporet af de store

Forskning i rejsebøger er meget mere kompliceret, end man først tror. En farbar vej ind i krattet finder man ved at gå i sporene på store rejsende, som det sker i Poul O. Andersen og Knud Michelsens At rejse er at skrive (2006), en stjerneparade af danske forfattere til rejsebøger fra Ludvig Holberg i 1700-tallet og frem til en af vor tids betydeligste danske rejseforfattere, Thomas Boberg. Man noterer sig på vejen, at genren indtil for nylig har været næsten fuldstændig domineret af mænd. At rejse er at bevæge sig ind i det ukendte og dermed udsætte sig selv for fare. Det var længe et spørgsmål om armkræfter.

 

Thomas Bobergs ‘rejseminder’

Boberg (f.1960), nåede at slå sit navn fast som lyriker, før han fik sit gennembrud som forfatter til en rejsebogstrilogi på 1510 sider.

 

“Med Invitation til at rejse afrunder Boberg den trilogi af rejseminder, han indledte med Sølvtråden og fortsatte med Americas”, meddelte Thomas Bobergs forlag ved udgivelsen af trilogiens tredje bind.

 

Det lignede realiseringen af en nøje tilrettelagt plan for oprydning i skufferne med lavendelduftende rejseminder fra ungdommens vår.

 

I realiteten var det friske indtryk fra spontane og eksistentielt motiverede rejser: Sølvtråden (1996) fra Latinamerika og Sudan, Americas (1999) fra USA og Canada i nord til Peru i syd, og Invitation til at rejse (2003) fra Danmark til Egypten, Spanien, Sydamerika m.m.m.

 

At modtage invitationen til at rejse med nu, hvor rejsen næsten var forbi, var for læseren omtrent lige så mærkeligt, som det fra begyndelsen havde været at få Bobergs usentimentale rejseindtryk præsenteret som minder.

 

Invitation til at rejse mimer didaktiske titler som Invitation til sociologi og Invitation til projektarbejde.

 

Og minderne er den nostalgiske længsel, der bliver tilbage, når virkeligheden ubarmhjertigt er marcheret videre, jævnfør Liva Weel-sangen med de uforglemmelige linjer “Minderne har jeg da lov at ha’, dem kan du aldrig, nej aldrig ta’ ”.

 

Erik Svendsen, en af landets fremmeste eksperter på Boberg, siger, at rejseminder er en Sophus Claussen-allusion. Det har han muligvis ret i (Danske digtere i det 20. århundrede, 3, 2000:369). Den vidt belæste Boberg kender og værdsætter den trivelige digter med løvefødderne (Invitation, 2003:243). Men Claussens rejseminder er mættede af søde fornemmelser af tab, som intet har med Bobergs rejseminder at gøre:

 

Der findes saa mange sirlige smaa,

som gav os en Dans og en Rose,

Rejseminder og Alfe-Bedrag,

der svinder for Dag over Mose!

(“Og det var paa Skanderborg Station”)

 

Da Thomas Bobergs skrivestil i disse rejsebøger ligger lige så langt fra det didaktiske som fra det nostalgiske, må vi gå ud fra, at titlerne skal læses med anførselstegn. ‘Minder’ og’ invitation’ er små ironiske vrid med indlagt chokvirkning.

 

Atlas-metoden

Før man anvender Martin Bobergs rejsebøger didaktisk, altså som lærebøger, vejledninger og guider, bør man underkaste dem atlas-metoden.

 

I en analyse af Sølvtråden har Martin Vinding gjort sig den ulejlighed at hive et atlas frem med det formål at finde logikken bag Boberg rejserute. Der var ingen. Hverken logik eller rejserute. Boberg havde foretaget “flere rejser i forskellige retninger, dog med hovedvægten i Peru” (Spring 17, 2001:67). Der var ingen kronologi, og nogle af rejserne udspillede sig ikke noget bestemt geografisk sted, men i forfatterens bevidsthed. Martin Vinding kunne hverken finde sølvtråden eller andre forklaringer på Bobergs kommen fra det ene sted til det andet.

Derved var han godt på vej til en karakteristik af indgangen til kapitlerne (in medias res) og overgangen mellem dem (asyndese).

 

Den negative tilgang

Martin Vindings analyse er et eksempel på, at man kan komme langt i karakteristikken ved at fortælle, hvad noget ikke er. Han finder ud af, at bogen ikke er nogen klassisk rejsebog, fordi den ikke har noget centrum eller nogen styrende instans. Bobergs rejsende jeg er hele tiden på bar bund, konstaterer Vinding. Det er så sandt, som det er sagt.

 

På samme måde siger analytikeren noget rigtigt om bogens stilistiske spændvidde, når han påviser, at kapitlerne ikke holder samme stil, men skifter mellem lyrisk beskrivelse, essayistisk refleksion og fortælling i enten realistisk eller magisk realistisk stil.

 

Fra negativt til positivt

Det negative slår altså om i det positive. Og til sidst satser Vinding helt på det positive, hvis læseren ellers er med på, at det er en positiv bestemmelse af Boberg at han er en nomade, som rejser for at miste sig selv og at tråden i titlen er spundet af ham selv, og at “den er af sølv fordi den er udtryk for æstetiske forbindelser der er opstået i skriftens form, mellem det rejsende subjekt og det blivende objekt.”

 

Hvad det sidste angår, må jeg tilslutte mig en anden Martin, nemlig Zerlang, som skriver, at det umiddelbare indtryk ikke er en forbindende sølvtråd, men en serie løse tråde og overbrændte glødetråde (“At rejse er at skrive”, 2006:16). Erik Svendsen går endnu videre. Han siger, at kompositionen er cyklisk og at værket er en række perler på en snor, som læseren selv må lave! (Svendsen, 2000:371).

 

(Forskerne falder næsten over benene på hinanden: Martin Zerlang skrev først om Boberg i Spring 12, 1998. Erik Svendsen fulgte op i Danske digtere i det 20. århundrede, 3, 2000. Dernæst kom Martin Vindings artikel i Spring 17, 2001. Og endelig udvidede Zerlang sin artikel fra 1998 i artiklen “At rejse er at skrive” i ovennævnte bog af samme navn).

 

Med pen i hånd

I tolkningen af sølvtråden som ‘skriften’ refererer fortolkerne til Boberg selv, som hen mod slutningen af den sydamerikanske rejse holder et selvopgør. Han spørger, hvor længe han kan holde ud at rejse rundt og befamle andre menneskers liv, når han alligevel aldrig kommer til at forstå dem:

 

Med pennen i hånd foregav jeg at trække en tråd ind i andre universer, fjernt fra den verden jeg selv stammede fra og var opvokset i. Jeg skulle bevæge mig tættere på forskellene, se og møde mennesker, jeg ikke kendte, og bruge dem til stof for hvad? Give min rastløshed mulighed for en ret til et hjem i skriften, og på den måde måske endda nå frem til at ophæve min følelse af utilpassethed, eller i det mindste legitimere den?

 

Dette er hverken nostalgisk eller didaktisk rejseprosa, Boberg svælger ikke i minderne, og han medbringer ikke noget rejseprogram til læserne. Han er seriøst søgende og taler først og fremmest til sig selv Det er eksistentiel rejseprosa med akademisk aftryk. Alene den måde han bruger ordet ‘skriften’ på. Det betyder ikke som før i tiden håndskriften (‘Hvad synes De om skriften’?), men det skrevne, teksten, værkets egen dynamik. 

 

Hvorfor skrive?

Flere steder i sine rejsebeskrivelser stopper Boberg op og spørger sig selv, hvorfor han skriver og hvad han får ud af det.

 

I et postscriptum til andet bind, Americas, siger han, at han er blevet positivt overrasket over den åbne og livsbekræftende slutning, som arbejdet med teksterne har ført ham frem til. Han udtrykker sig først i et nøgent, næsten terapeutisk sprog, men ender med et poetisk billede, da han skal forklare, hvordan skriften, hvis man følger dens regler, kan fjerne en fra oplevelserne og gøre dem til minder - dette lavendelduftende begreb, som Boberg altså forsøger at tilføre moderne betydning:

 

Virkeligheden og skriften er to forskellige størrelser. Hvis virkeligheden omfattede det hele, var skriften en del af den, i hvert fald havde den rod i den. Men skriften har sine egne love og luner. Idet man bruger den, synes den at fjerne en fra oplevelserne og gøre dem til noget andet. Fikseret stirrer minderne på en fra en fremmed afstand. Lysende masker i natten langs en ny vej.

(Americas, 1999, 3. udg.:450).

 

- De er måske journalist?

På et spisested i Guatemala bliver Boberg spurgt, hvad han bedriver?

 

Skriver, svarer han. “De er måske journalist?” spørger den anden.

 

Ikke i den forstand, forsøgte jeg, jeg arbejder med reportager personlige, subjektive, ikke nyheder, ikke personligt farvede, understregede jeg, jeg er en uafhængig, anarkistisk rejsende der skriver for at fastholde visse øjeblikke.

 

Man noterer sig, at han ikke siger “forfatter”, for det ville give et misvisende indtryk af fiktionsskribent. Så er han alligevel mere af en journalist, for han vil ligesom denne opdage noget nyt i virkeligheden og fastholde det. Efter en længere udredning henviser han til det øjeblik, da han blev inviteret hen til det bord, hvor han nu sidder. Men så bliver han afbrudt: “Jeg har altid ønsket mig at skrive, brød den første ind, næsten drømmende (…)”. En tredje beder ham flere gange om ikke at glemme at skrive om ensomheden. De andre opfatter ham som en slags forfatter, hvad han også er, hvis man ved en forfatter forstår en, der nedskriver præcis, hvad der sker. Med den tilføjelse, at han selv bidrager til at sætte handlingen i gang fx ved at takke ja til en invitation:

 

Jeg ser mig selv som en betragter, der også selv udløser begivenheder, og jeg vil hverken romantisere eller lave idyl ud af de mennesker jeg møder. For mig er det væsentligt at lade dem være som de er.

 

Sådan sagde Boberg i et interview til Politikens Carsten Andersen ved udgivelsen af Americas (26.8.1999).

 

Americas blev en bestseller. “Jeg ved ikke, hvad grunden er”, sagde en forbavset Thomas Boberg til Henning Thøgersen i Ekstra Bladet 10.10.99. “Jeg har jo skrevet mange digtsamlinger og haft fine gennembrud hos anmelderne. Men jeg har aldrig solgt en bog i mit liv.”

 

Middel mod angst

Han siger, at rejsen er hans middel mod angst. I Americas har han overvundet angsten og ved sin uforfærdethed udløst et væld af livsfarlige begivenheder, som han derefter har beskrevet med Hemingwaysk understatement. Ingen psykologiske forklaringer, ingen moralske fordømmelser.

 

Americas begynder med, at han sætter sig ind i en bil ved siden af et kødbjerg, som vipper den ene øldåse efter den anden ud af vinduet og tilbyder en lille udflugt: “Jeg kender et sted. Boy, jeg hænger dig sgu op i et træ og puler dig i røven, ikke. Så kan du dingle der, o boy, sikke et trip.”

 

Og så kører det ellers derudad. Trip på trip i en dunkende rytme hen over små 500 sider. Bogen læses som en uendelig række af realistiske noveller holdt sammen af et morbidt gemyt.

 

På bar bund igen

Med udgivelsen af Americas havde Boberg ryddet op. Der var ingen notater Og der lå ingen færdig plan om en trilogi. (Pol. 26.8.99).

 

Men det er klart, at succesen med Americas, som tilmed blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, gav blod på tanden. Og Boberg forsøgte at gå videre ad to veje. Dels videre ud i terrænet til Italien, Egypten, Indien, Spanien, Peru, og dels tilbage i den personlige familiehistorie, som havde rumsteret i de to første bind.

 

I Invitation til at rejse formår Boberg desværre ikke at sammensmelte stoffet i én form. De første ca.150 sider om opvæksten i Danmark nærmer sig en dansk normalrealisme. Først når rejselivet sætter ind, kommer der glød i prosaen. Til gengæld er der intern sammenhæng i udviklingen, så læseren denne gang får at vide, hvordan og hvorfor den rejsende kommer fra det ene sted til det andet.

 

Familietragedien

Men først oprulles den familietragedie, som disponerer Thomas Boberg for at kaste sig ud i rejseriet: opvæksten på det pæne Østerbro med en mentalt skrøbelig mor og en voldelig overlæge-far, som på et sent tidspunkt viser sig kun at være hans stedfar. Det var et liv i en angsttilstand, som han måtte lære at håndtere. Konflikterne med stedfaderen resulterede i, at han blev anbragt på en kostskole, hvorfra han efter meget møveri blev student med et højt gennemsnit. Han begyndte på jurastudiet, fik et nervesammenbrud og blev indlagt på Sankt Hans, hvor han tilbragte et halvt år. Da han blev udskrevet, pakkede han sin kuffert og drog ned til sin biologiske far, maleren Jørgen Boberg (1940-2009), som boede i en kunstnerkoloni i den italienske by Pietresanta. Thomas Boberg havde tidligt vist talent for tegning og tekster. Han havde imidlertid svært ved at indfange virkeligheden og besluttede sig for at tage til Afrika for at se på kameler og beduiner!

 

Vi møder ham i Egypten blandt tidens andre rygsækturister:

 

Da jeg først ankom til Kairo - det størst tænkelige kaos af en millionby - havde jeg, tro mod guidebogen, siksakket mig vej gennem den groteske trafik og det endeløse menneskemylder til Oxford Street. Her mødtes samtlige rygsækrejsende, der havde planlagt at starte i den egyptiske port, inden rejsen gik videre mod det sorte Afrika.

 

Boberg ironiserer mildt over flokmentaliteten blandt de individuelt rejsende. Han er ikke imponeret af rejsefællernes moral:

 

Man knaldede brikker overalt. I gangen, i beskidte værelser, i pulterkamre, i syndig klondyke mellem hinanden. Man så sig heller ikke for god til at skide i det rustne badekar i et af de få badekar, der reelt eksisterede. (Invitation, 2003:167).

 

Men han var selv en af slænget, og han tager turen med til Goa, den indiske delstat med de dejlige badestrande og stoffer. Da heller ikke det var noget for Boberg, rådede vennerne i Pietresanta den unge eventyrer til at forsøge sig i den eksotiske del af Europa: Barcelona. Boberg havde på dette tidspunkt et par talentfulde digtsamlinger bag sig. De skaffede ham Statens Kunstfonds treårige legat, hvilket var en formue i hans verden. Han havde råd til at slå sig ned som digter i den catalanske hovedstad. Håbet var, at han kunne få hul på noget af det, der var sket for ham i København og Roskilde. Men han var ikke til stillesiddende psykologisk analyse. Han måtte udfordre sig selv.

 

En tåget vinteraften forvilder han sig ind i et gotisk kvarter og ender i en gyde så smal, at to biler ikke ville kunne passere hinanden,

 

så var der lyden af løbende skridt, og pludselig var de der. Tre raske drenge. Den ene snerrede: Hit med pengene, eller vi klæder dig helt af, en kniv glimtede mod min strube, den anden smiskede og tiskede amigo, amigo, no pasa nada, amigo, amigo, para pinchar, og så blottede han en blå arm fyldt med stiksår og smilede kælent; mørk, med langt snavset hår og syge gule øjne lignede han en af migranterne fra Andalusien, der var blevet vanvittig af junk. Den tredje var en høj parfumeret araberdreng, han stod bøjet over mig og gik i gang med at flå i min jakke. De fik, hvad jeg havde, jeg ville have givet dem mine støvler, hvad jeg havde, ja, hele udstyret, men de 200 Pesetas var ubegribeligvis nok, eller blev de pludselig bange? Måske er han spanier, sagde araberen. Og så var de væk. Jeg var sluppet uhyre billigt. Der var folk, som havde fået halsen skåret over for kun at have 5000 Pesetas på sig. (Invitation, 2003, 235f).

 

Da den overfaldne kommer hjem, griber han en stol og smadrer den. Så griber han en til. Han tænker, at raseriet er en følge af den ydmygelse, det er at blive afvæbnet - og at grænsen mellem det såkaldt almindelige fredelige menneske og en blind morder vistnok er hårfin. Som læser er man mere tilbøjelig til at tænke på den fare, han har udsat sig for, ved at bevæge sig ind i den gyde i det kvarter. Men det ligner et mønster i hans ‘rejseminder’. Han sætter livet på spil for at få sine historier i hus. Det lyder som et problem, der burde behandles af en psykolog.

Selv siger han, at han er skeptisk over for psykologer og psykiatere, og at rejsen er hans medicin. Recepten har resulteret i en usædvanlig stærk eksistentiel rejseprosa.

 

Og Boberg har overlevet med raseriet intakt. I et næsten dagfrisk interview til Politikens Simon Baastrup siger han: “Mit motiv for at skrive har været en måde at tage hævn over virkeligheden på. Alt det lort, der sker i løbet af et liv, det kan du skrive ud bagefter for at forvandle og forandre det gennem skriften. Du kan fryse det fast, og så kan du vinde over det ved at gøre det til kunst. (13.3.2020).

 

Lad os så bare kalde det fastfrosne lort for ‘rejseminder’!

 

 

 

©John Chr. Jørgensen