s

 

 

Først lagt op 01-04-2020; senest opdateret 01-04-2020 17:31

 

26.

Ironisk historikerprosa - Søren Mørch

 

 

 

 

Den sidste Danmarkshistorie

En historiker, der kalder sin bog “Den sidste Danmarkshistorie” og begynder sin fremstilling med sætningen “Jeg er født i gamle dage”, er ude i et drilsk ærinde.

 

Søren Mørch, som historikeren hedder, ved udmærket godt, at der vil komme Danmarkshistorier efter hans. Der vil blive skrevet “masser af Danmarkshistorier” fastslår han hen mod slutningen af bogen. Det skal være en trøst for de læsere, der er blevet kede af at høre, at det nu var slut med den genre. Men trøsten varer kun kort, for straks efter indskyder han denne hjemmegjorte lignelse:

 

På min hjem-ø Fyn ligger der en by, som turistbrochurerne engang kaldte Nordvestfyns Paris. Det er Brenderup. Den har også sin historie, og nogen skal også skrive den, hvis det ikke allerede er gjort. Så hvorfor ikke også flere Danmarkshistorier efter denne? De vil givetvis komme. De vil komme til at ligne rigtige Danmarkshistorier på samme måde, som Brenderup ligner det rigtige Paris. (2. udg., 1996:540)

 

Metoden er den indirekte form, ironien. Skribenten siger det modsatte af, hvad han mener, men på en sådan måde, at han alligevel bliver forstået. På overfladen bekræfter sammenligningen med Brenderup, at der vil blive skrevet nye Danmarkshistorier efter Mørchs, men den underliggende påstand er, at de vil være lokalhistorier, hjemstavnshistorier, Brenderup-historier, som er så betydningsløse, at Søren Mørch end ikke gider at sætte sig ind i, om de allerede er skrevet!

 

For den, der har læst sig frem til dette sted sent i Søren Mørchs næsten 600 sider lange bog, er budskabet tindrende klart: Nationalstaten Danmark er i opløsning. Og det er godt det samme.

 

Budskabet består af en påstand og en vurdering. I stedet for at skille de to elementer ad analytisk, fremstiller Mørch dem som kittet sammen af erfaring. Det er forhold, han selv har iagttaget. Det er her, jeg-formen kommer ind.

 

Den ironiske fortæller

Mørchs etablerer sig fra første færd som en fortæller i en historie for børn. Det er der også en slags ironi i. I klarsprog kunne han sige: “Jeg er født i 1933”. Det ville være en ærlig, men tam åbning.

 

I stedet bruger han det barnlige eller poetiske begreb “gamle dage”. Han vil samle opmærksomheden om sig ved at anslå en skæv tone. Man lytter. Hvad søren er han ude på?

 

På samme måde forholder det sig med signalet i bogens undertitel “57 fortællinger af fædrelandets historie”. Det er en skæv hilsen til A.D Jørgensens “40 Fortællinger af Fædrelandets Historie” fra 1882. Den blev fortalt i den hensigt at mobilisere fædrelandskærligheden efter nederlaget i 1864. Søren Mørch fortæller for at forklare og bekræfte afviklingen af nationalstaten i vor tid:

 

Det nationale lever skam videre i bedste velgående, men nu som farce. Det fejrer triumfer ved fodboldkampe, når tilskuerne af fuld hals synger om, at de er røde, og de er hvide undertiden med dannebrogsflag malet i hele ansigtet. Der er ingen rigtige fjender mere, hverken til lands eller til vands. Ikke engang tyskerne. (1996:537)

 

Passagen er tredobbelt saltomortale af Mørch-ironi. Tre gange fremsætter han en påstand, som han straks efter underminerer. Det nationale lever videre, ja, som farce. Det fejrer triumfer, ja, som slagsang. Vi har ingen rigtige fjender mere, hvis tyskerne altså ikke får et tilbagefald. Fremstillingen er fast styret af den ironiske fortæller.

 

Tillidvækkende jeg-form

Jeg-formen bruges til etablering af kontakt og tillid. Mørch har indlagt små selvbiografiske beretninger om sin skoletid, læretid (han er oprindelig uddannet sølvsmed), studietid osv. Beretningerne underbygger jeg-fortællerens autoritet. De dokumenterer, at han selv har været til stede i det forløb, han beskriver. Samtidig fremfører fortælleren meninger, som han prøver at få læseren til at overtage uden videre diskussion. For eksempel skriver han om grundlæggelsen af Odense Universitet, hvor han selv virkede som lektor og afdelingsleder i perioden 1967-2003:

 

De nyansatte unge professorer gjorde alt, hvad de kunne, for at ingen skulle opdage, at det var et nyt universitet, der var startet. At var omhyggeligt kalkeret af efter det mest reaktionære og gammeldags ved de to andre universiteter. Der var ingen, der skulle komme og beskylde dem for, at der skete noget nyt i Odense! (25)

 

Dette er et kun erfaringsudsagn for indforståede og meningsfæller. For andre er det hån og persiflage gennem falsk loyalitet. Uanset, hvad de unge unavngivne professorer har skrevet, så har det næppe været deres intention at ‘kalkere’ af.

 

57 kronikker

Fortællinger i strikt forstand, altså historier med handling udstrakt i tid, er der ikke meget af. Der er snarere tale om kronikker, dvs. meningsartikler med indlagte personlige erfaringer. De 57 kronikker er ordnet i 8 temablokke, som har med det overordnede ærinde at gøre (“En nations fødsel”, “Opbruddet”, “Et europæisk land?” etc).

 

Men stilen er fortællende i betydningen uhøjtideligt snakkende, uden spor af kancelli og akademi. Søren Mørchs fan-skare, og den er stor, påskønner den ironiske tone og de polemiske udfald. Mørchs kritikere trættes af, hvad de hører som en evigt gnækkende og bedrevidende tone. Er det gangbar historieskrivning?

 

Bevidst provokerende

Søren Mørchs har en højtudviklet bevidsthed om provokationens værdi. Den sidste Danmarkshistorie provokerer med sin titel og Peter Carlsens omslagsbillede af en roligan med en bajer. Mørch vidste, at han ville få gamle fremskridtsfolk og andre nationalt sindede på nakken.

 

Den helt store provokation var den, at han indlagde et kapitel (“54. Fortælling. Sommerfugle-effekten”), hvori han forsvarede sin ægtefælle siden 1966, politikeren Ritt Bjerregaard, mod den kritik, hun havde været udsat for i offentligheden. Det usædvanlige defensorat, som indebar en kraftig kritik af pressen og journaliststanden, havde en kalkuleret provokationsværdi. Søren Mørch blæste på, hvad man ville sige om overtrådte habilitetsregler og tegnede fuldstændig ironi-frit Ritt Bjerregaard som en politiker, som var forud for sine kolleger i forståelsen af vilkårene for politikere i en tv-tid. Usædvanligt for en historisk fremstilling slår teksten om i spådomme og polemik:

 

Ritt Bjerregaard tegnede igennem sin tid i dansk politik et mønster, som formentlig vil blive karakteristisk for en ny tids politikere.

 

En på stedet uimodsigelig og derfor tom værdidom svarende til “Denne bog vil blive stående i hundrede år”.

 

Men journalisterne er ikke uddannede til at forstå udviklingen:

 

De fleste af dem har kun en mellemuddannelse, der i længde og kvalitet svarer til sygeplejerskers og det er klart, at det ikke slår til længere.

 

Så lykkedes det lige Mørch at fornærme nogle i sammenhængen sagesløse sygeplejersker på vejen.

 

Værst synes det at stå til på Ekstra Bladet, som har været ivrigst i kampagnerne mod Ritt Bjerregaard:

 

Ekstra Bladet kan ikke selv lave kampagne. Der er ingen, der tror på en historie, der kun kommer der, så hvis der ikke er nogen “hvide mennesker”, der reagerer på Ekstra Bladets historie, falder den til bunds og bliver til ingenting. (1996:514ff).

 

Hvis det modsatte af “hvide mennesker” er “sorte mennesker” eller “bladnegre”, så implicerede argumentationen altså også racediskrimination.

 

Mangel: kritisk distance

De citerede tekster er ikke typiske for Søren Mørchs historieskrivning, kun for det famøse kapitel om Ritt Bjerregaard i Den sidste Danmarkshistorie. Hvad der er i vejen med kapitlet, fremgår af nogle principielle betragtninger i en anden populær bog af Mørch:

 

Det, der gør historie til videnskab, er “den bevidste dyrkelse af afstanden, af den betragtende, kritiske distance. Den skal til, for at resultaterne bedre skal kunne diskuteres”, forklarer Mørch i indledningen til 24 Statsministre (2. udg. 2001:12), hvor han modstiller historieskrivning og journalistik.

 

Det er manglen på kritisk distance, der gør Danmarkshistoriens kapitel om hustruen til dårlig historieskrivning (men underholdende meningsjournalistik).

 

I bogen om statsministrene har han undladt at portrættere Poul Nyrup Rasmussen med den begrundelse, at “min kone er minister i en regering, han er chef for” (2001:441). Underforstået: Han kan ikke etablere en kritisk distance til den aktuelle tilstand, hvor Ritt Bjerregaard sidder som fødevareminister i ministeriet Nyrup Rasmussen.

 

Distancen forekommer ham stor nok til, at han kan skrive om Anker Jørgensen, i hvis fire regeringer Ritt Bjerregård indtog flere ministerposter. Her tematiserer Mørch ikke konflikterne mellem Anker og Ritt. Han har i forvejen materiale til at fælde sin dom over Anker som uduelig. Han var en fagforeningsmand, der aldrig burde være blevet politiker.

 

Politik er vilje til magt

Det er viljen og evnen til at forvalte magten, der er det afgørende for Mørchs vurdering af statsministrene. Og her falder Anker helt igennem. Alene det, at han frivilligt overlod regeringsmagten til de borgerlige, viser hans manglende sans for politik.

 

Politik havde han ikke forstand på, men det havde vælgerne heller ikke. (2001:386).

 

Den sidste sætning kommer med chokvirkning. Her undsiger Mørch demokratiet og svigter sin metode. Hvis han havde været metodisk konsekvent, ville han have taget sine begreber om politik og magt op til revision. Anker bevarede jo magten, det passede bare ikke til teorien!

 

Anker var hæderlig

Søren Mørch har meget pænt at sige om Anker, så meget, at man kommer til at tænke på et ironisk-retorisk greb, som kendes fra Shakespeares Julius Cæsar, hvor sætningen “for Brutus is an honourable man” siges så mange gange, at der skabes mistanke om hans hæderlighed.

 

En hæderlig, flittig, samvittighedsfuld, åben og interesseret, selvberoende lille mand på strømpesokker. (2001:367)

 

Han fremstod som idealet af en solid socialdemokratisk arbejder - åben, ligetil, tænksom og hæderlig - men det slog tydeligvis slet ikke til i den situation, der forelå fra efteråret 1973. (2001:377)

 

Der var noget meget overbevisende ved den lille hæderlige mand, der boede på Borgbjergsvej i Sydhavnskvarteret i en beskeden 3 1/2-værelses lejlighed, som han havde skaffet familien ved i 1948 ved at stå i kø for at få et nummer hos AKB (Arbejdernes Kooperative Byggeforening) og så derefter bytte sig frem. Politik havde han ikke forstand på (2001:386).

 

Der er intet i Mørchs tekst i øvrigt, der tyder på, at han anfægter Anker Jørgensens hæderlighed, så der må være en anden forklaring på gentagelserne. Mest sandsynligt er det vel, at Mørch har dårlig samvittighed over det negative billede, han tegner af Anker. Forsikringerne om Ankers hæderlighed er reparationshandlinger. En anden mulighed er, at Mørch er så forundret over at finde hæderlighed hos en politiker, at han har svært ved at slippe iagttagelsen. En tredje mulighed er, at der bare er tale om stilistisk sjusk og slaphed, men det ville ikke ligne Mørch.

 

I citaterne om Anker genkender man i øvrigt mekanismen fra Mørchs ironiske metode: Hver gang der er blevet sagt noget fordelagtigt, undermineres det af noget negativt: “på strømpesokker”, “slog tydeligvis ikke til”, “Politik havde han ikke forstand på.”

 

Politikeren Anker Jørgensen kommer flænset ud af kløerne af på Søren Mørch. Det redder kun lidt af Ankers eftermæle, når Mørch til sidst i bogen skriver, at ingen af de 24 statsministre gjorde det “katastrofalt dårligt.”

 

I en senere udgave af bogen om statsministrene blev også Poul Nyrup Rasmussen taget under kritisk behandling. Han var ifølge Søren Mørch for meget af en funktionær til at være en god statsminister (25 statsministre, 2004). At selv statsministre må stille til strambuks hos Mørch, er med til at gøre ham populær læserne. 

 

Med sin skånselsløshed er Søren Mørch beslægtet med den store ironiker dansk sagprosa, Viggo Hørup. Om ham har Mørch skrevet en bog: Hørup er med (2004). Det er ironi for viderekomne, at bogen er skrevet på bestilling til Ekstra Bladets 100-års fødselsdag i 2004. Opdraggiveren var Hans Engell, daværende chefredaktør for Ekstra Bladet og tidligere konservativ forsvarsminister. Tingene passer jo ikke sammen! ”Netop,” vil Mørch sige, ”det illustrerer min pointe i Den sidste Danmarkshistorie om opbruddet i det politiske billede.”

 

Se videre i Dansk sagprosas kapitel om Viggo Hørup.

 

 

 

©John Chr. Jørgensen