|
Skagensmalerne var en koloni af danske
og andre skandinaviske kunstnere, der fra midten af 1870’erne slog sig
ned i Skagen, hvor de dyrkede det moderne friluftsmaleri efter fransk
mønster. Til deres situationsbilleder og portrætter hentede de motiver
blandt de lokale fiskere og koloniens egne medlemmer. Skagensmalernes
centrale skikkelser var kunstnerparrene Michael & Anna Ancher
(fastboende) og Peder Severin & Marie Krøyer (tilrejsende)
Skagensmalerne er et indarbejdet begreb. Vi
forbinder noget bestemt med dem. Lokaliteterne, motiverne, lyset,
vejrliget.
Skagensskriverne er et til lejligheden konstrueret
begreb. Det bruges her om dem, der har skrevet om Skagensmalerne.
Hypotesen er, at disse tekster udviser nogle karakteristiske fællestræk
i fortællemåde og stil.
De fleste af mine eksempler er hentet
fra skrifter af to kunsthistorikere fra vor tid, især Lise Svanholm og
Peter Michael Hornung.
Skagensmalerne havde deres storhedstid
i 1880’erne og 90’erne. De var værdsatte allerede, mens de levede.
Krøyer var en landets bedst betalte malere. Da kunstnerkoloniens tid
udløb lige efter århundredskiftet, var Skagens museum allerede under
planlægning. Skagensmalernes bedste værker ansås for langtidsholdbare.
Vurderingen har vist sig at holde stik.
Når det gælder Skagensskrivere, så har
de været til stede fra første færd. Karl Madsen, en af de malere, som
var med til at grundlægge kolonien, skiftede penslen ud med pennen og
virkede som kritiker i Politiken. Han blev senere direktør for Statens
Museum for Kunst og til sidst for Skagens Museum. Han står som
Skagensskrivernes faderskikkelse. Han udgav Skagens Malere og
Skagens Museum i 1929.
I Madsens fodspor fulgte bl.a. Walter
Schwartz, maler, kritiker ved Politiken og forfatter til en bog om
Skagensmalerne: Malere ved Staffeliet. Seks
Kunstnerportrætter fra Skagens store Tid, 1941.
Til den nu omfattende litteratur om
skagensmalerne hører også opslagsværker og leksika.
Kunsthistorikeren Lise Svanholm (f.
1932) er en af vor tids mest produktive skagensskrivere. Hendes Skagenleksikon.
Malerne, modellerne, værkerne og stederne fra 2003 holder et
højt niveau både når det gælder det faglige stof og formidlingen af
det. Fagligheden er bredt opfattet således, at der ikke bare er
artikler om kunstnernavne og malerier, men også om begrebet
kunstnerkolonier og om det særlige lys, der er over Skagen.
Kunstnerkolonier er kunstnere, der for en tid har
slået sig ned i et nyt miljø, hvor de er fælles om at være tilflyttere,
men de har ikke noget fælles program, som kunstnergrupperinger har det.
Kunstnerkolonier er ikke motiverede af meninger, men af lyst til at bo
nær hinanden og af stedets kvaliteter.
For Krøyer & co. var Skagenslyset
en attraktion. “Refleksionen af lyset i
milliarder af kvartssandkorn gav et helt særegent stærkt og
gennemtrængende, næsten hvidt lys, hvor skyggerne nærmest forsvinder”.
Men fænomenet havde en dyster baggrund: sandflugten i det nøgne
landskab. Man var i færd med at standse den med beplantninger allerede,
da Skagensmalerne kom til.
Lyset er altså et historisk
foranderligt fænomen. “Den vigtigste årsag til Skagenslyset, som vi
kender det i dag, er sandsynligvis spredningen af lyset i
saltpartikler, som bliver ført med vinden fra de omkringliggende have.”
Efter disse videnskabelige overvejelser bringer Lise Svanholm os ned på
jorden igen med denne hyggelige slutbemærkning: “At der ofte er meget
salt i luften, ved enhver, der pudser vinduer i Skagen.”
Det er et leksikon, som man også kan
lystlæse i. Lise Svanholm har en håndfuld smilende og velskrivende
eksperter med på forfatterholdet. Omkring 70 artikler er skrevet af
kunsthistorikeren Elisabeth Fabritius, ekspert i Anna og Michael
Ancher. Hun lægger en solid bund under leksikonet.
Det særlige ved at skrive om
kunstnerkolonien Skagensmalerne er, at man har med menneskelige
relationer at gøre, mennesker, der forelsker sig i hinanden og gifter
sig og bliver skilt igen. Kunstnere, som konkurrerer med hinanden om at
komme først med bestemte motiver.
Skagensskrivernes emne er ikke det
specifikt æstetiske, men det almenmenneskelige. Deres tekster er båret
af episke og dramatiske kvaliteter. At fortælle om Skagensmalerne er
omtrent som at vise rundt i Korsbæk. Byen er fuld af gode historier,
humor og overraskende begivenheder og replikker.
Lise Svanholms leksikon er
repræsentativt for Skagensskriverierne. En håndfuld eksempler på
anekdotiske beretninger skal anføres. De tre første involverer kendte
personer, der udviser overraskende opførsel:
Et otte linjer kort opslag om Indre
Missions formand, teologen Vilh. Beck, giver sig tid til at fortælle,
at han var “en munter og livsglad mand”. Han indviede Missionshuset i
Skagen i 1885, men han “røg som en skorsten” og “nægtede sig ikke
bordets glæder”.
Da det moderne gennembruds åndelige
fader Georg Brandes kom til Skagen i 1883, snakkede han vanen tro så
meget, at der ikke blev tid til at se naturen. Han forbløffede endog de
tilstedeværende malere ved at foreslå at gå indendørs, “for der taler
man jo bedre”.
Om Gustav Wied hedder det, at “hans
tilstedeværelse i Skagen indskrænkede sig til tre dage i regnvejr, som
han hadede. Sidenhen udtrykte forfatteren sig mere positivt om Skagen,
idet han mente, at “Skagen er et dejligt sted, for der kan man sende
kone og børn hen - og få arbejdet!””
De gode historier kan også knytte sig
til billederne,
deres tilblivelse, deres motiv eller
deres salg:
Artiklen om Krøyers “Hip, hip, hurra!”
fortæller, at Michael Ancher ikke ville have, at Krøyer stod og malede
sit festbillede i den ancherske have. Krøyer
fortrak til Brøndums have, hvor det
tog ham flere år at gøre billedet færdigt, fordi modellernes ferie
udløb!
I opslaget om Michael Anchers maleri
af vennen Carl Locher med hunden Tiger hedder det: “Som det ofte er
tilfældet med hunde og deres ejere lignede de hinanden i drøjde og
statur, hvad en stor samling skitser i Anchers Hus vidner om. Man
sagde, at hunden var den af de to, der bed mindst.”
Michael Anchers gennembrudsbillede
“Vil han klare pynten?” blev først købt af Kunstforeningen. Så ville
Nationalgalleriet købe det til Statens kunstsamling. Begge afstod dog
fra at købe, da Christian X meldte sig som køber. Kongen bød. Kongen
vandt.
Skagensskriverne har adgang til et
skatkammer af den slags historier. Ikke alle handler om kunsten, men
for den fortællende og dramatiserende
formidler kan de være brugbare byggeklodser. Hver anekdote er som et
ekstra skrifttegn i et kinesisk alfabet. Jo flere anekdoter, man har på
lager, des friere står man i sin brug af dem.
Skagenskriverne synes at være nogle
lykkens pamfiliusser. De realistiske figurmalerier ser ud til at tolke
sig selv. Man skal bare identificere personerne på lærredet og
fortælle, hvilken relation de havde til maleren og Skagen.
Ellers taler billederne for sig selv.
De behøver hverken fortolkere eller formidlere. Det er ren
postkortkunst! Maleren Vilhelm Lundstrøm skal have brugt udtrykket
“Palmehavekunst”.
Det er naturligvis alt sammen noget
sludder. Ét er, at billederne kan nydes uden forudsætninger. Men de forklarer eller
fortolker ikke sig selv. Hvis man bliver stående ved identificeringen
af personerne, har man intet sagt om billedet som kunst. Seriøse
kunsthistorikere ved, at det øjensynlig enkle billede kræver skærpet
opmærksomhed.
En af de kunsthistorikere, der har
hævet barren for Skagensskriverne, er Peter Michael Hornung, født 1950,
uddannet som kunsthistoriker med speciale i det sene 1800-tals danske
malerkunst og fra 1988 kritiker ved Politiken. Han er fulgt i
fodsporene på Karl Madsen og Walter Schwartz og har nået et højere
udsigtspunkt.
I bogen om Peder Severin
Krøyer (2002) har Hornung forsøgt at opsamle noget af al den
viden, vi har om Krøyers person og kunst og samtidig se hans værker med
en anden tids øjne. Så beskedent formulerer han sit projekt. En ærlig
varedeklaration.
Hornung har 400 store sider til
rådighed. Det giver ham mulighed for at fortælle med et roligere
åndedræt end det leksikalske. Han udkaster teorier om Krøyers
fremherskende artistiske egenskaber, hurtigheden og
virtuositeten, og påviser, hvordan netop de egenskaber
efterhånden gjorde det muligt for maleren “at indfange det, der for ham
var det vigtigste i kunsten: lysvirkningerne og med dem øjeblikket,
stemningen”.
Hornung præsenterer sine teser med en
emfase og energi, som giver læseren en tro på, at han ved, hvad han
taler om, og at han er værd at tage på kunstrejse med:
Det
var lyset, som blev Krøyers ledetråd gennem tilværelsen. Det var lyset,
der definerede rummet og gav substans til de figurer, der var i det.
Det var lyset, hvis glans og reflekser gjorde motivet troværdigt. Der
fandtes ingen sansning, som ikke var bundet til et bestemt lys,
betinget af det eller farvet af det. Og Krøyer fulgte lyset fra mørket
og ud i dagens blændende virkelighed. (2002:11)
Det er effektiv retorik. Bemærk den
indledende sætnings-triade (“Det var lyset”, Det var lyset”, “Det var
lyset”), den efterfølgende led-triade (“bundet til”, “betinget af”,
“farvet af”) og rytmen og det næsten bibelske mørke-lys-sprog i
udgangssætningen.
Bemærk først af alt ordvalget. Det er
ikke kunstfagsprog, men pæredansk, så dansk, som nu en ‘pære’, af latin
‘pirum’, kan være det. Samtidig efterlader dette sprog et behov for at
få forklaret, hvad der mere præcist ligger i sætningerne. Og den
forklaring får man ved anskuelsesundervisning senere i bogen, her
f.eks. teksten til et billede af “Kunstnere på Skagen Sønderstrand”:
Det
var hos Léon Bonnat i Paris, at Krøyer havde lært fordelene ved at se
et motiv i modlys. Havde en kunstner stillet sig således, at han fik
sollyset i øjnene som her, blev antallet af detaljer reduceret,
samtidig med at lyskontrasterne blev forstærket. For billedet betød det
færre lokalfarver, færre farvetoner, men større plasticitet. For mens
det lave sollys fik havet til at stråle og reflektere som det rene
sølv, kom skikkelserne langs strandbredden til at stå som silhuetter og
skygger. Det betød ikke noget, at man ikke kunne se, hvem de andre
malere var. For hovedmotivet var sollys. (2002:163).
Se, det er jo noget andet end en
Korsbæk-udlægning, som f.eks. ville sige: “Det er formentlig maleren
selv, der står i forgrunden ved sit staffeli på Skagen Sønderstrand.
Hvem de andre er, kan man desværre ikke se. Men til venstre i billedet
ses en båd med sejl.”
Tilsvarende med billedet “Fiskere
trækker Vod paa Skagen Nordstrand. Sildig Eftermiddag”. I teksten til
det gør Hornung sig ingen anstrengelser for at finde ud af, hvem
fiskerne er. Derimod gør han opmærksom på, at Krøyer har “bestræbt sig
på at gøre deres beklædning så forskellig som muligt for alligevel at
skabe variation i motivet.” Vekselvirkningen i farveholdning og
lysintensitet skaber kontrast og dybde, forklarer Hornung og går
derefter over til at beskrive kompositionen.
Hornungs billedbeskrivelser giver
læseren mulighed for at lære noget om det særlige ved Krøyers billeder,
livet i dem, det, der adskiller dem fra de flade dusinvarer.
Nu lyder det måske, som om Hornungs
bog er en tør og teknisk fremstilling. Det er det slet ikke. Detaljerne
om lyset er placeret der, hvor de hører til: i billedteksterne.
Brødteksten er en klassisk biografi,
fra fødsel til død. Krøyers livsbane tog så gevaldige sving, at Hornung
ikke behøver at opfinde dramatiserende greb. Denne kunstners liv havde
det hele: adoptivbarn med delvis ukendt baggrund, talentfuld tegner,
rejser i Europa, pludselig forelskelse, stormende succes, nedtur,
bankerot, syfilis, sindssyge, skilsmisse og død.
Hornung afstår ikke fra det
anekdotiske stof, men han fortæller, hvor han har det fra, så læseren
kan tage stilling til kildens troværdighed. Mange gange er kilderne
privatbreve. Således for eksempel stridighederne mellem Michael Ancher
og Krøyer om førsteretten til bestemte motiver i Skagen. I dag virker
striden som noget fra en Holberg-komedie. Dengang var det bitter alvor.
Nogle kunstnernavne er så intimt
forbundne med Skagen, at man forledes til at tro, at de boede der hele
livet - i evigt solskin. Men Krøyer havde rejst i Frankrig, Spanien og
Italien, før han kom til Skagen. Han havde passeret de 30 år og var
allerede en berømthed.
Det er rigtigt, at Skagen kom til at
betyde meget for ham. Men det var ikke, fordi han mødte sin Marie dér.
Hende havde han truffet hos familien Hirschsprung i København og
forelsket sig i i Paris. Det var heller ikke hans strandbilleder fra
Skagen, der skaffede ham store bestillingsopgaver som “Fra Københavns
Børs”, “Et Møde i Videnskabernes Selskab” og “Industriens Mænd”. Som
nationens store maler holdt han til i hovedstaden. Han byggede hus i
Bergensgade på Østerbro.
Portrætmalerierne er et kapitel for
sig. De spænder fra de udpenslede officielle som det af tobaksfabrikant
Hirschsprung, som samlede på kunst, til de impressionistisk opløste af
Marie Krøyer, som maleren ikke kunne blive træt af at se på.
En stribe portrætter af tidens og
Krøyers helt Georg Brandes ville øjensynlig ikke lykkes. Den
forfængelige kritiker var i hvert fald ikke tilfreds med dem. På det
sidste af dem syntes Brandes, at han “var kommet til at se ud som en
gammel kælling”! Nu pryder Krøyers portrætter Brandes-biografierne!
Endelig er der de virtuose stykker,
hurtigmalerierne, som f.eks. det portræt, Krøyer i 1908 malede af
Henrik Pontoppidan til portrætfrisen i Brøndums hotel. I billedteksten
til det gengiver Hornung nogle ord af komponisten Hakon Børresen, som
var til stede under seancen:
Billedet
var næsten færdigt på ingen tid. Da Krøyer begyndte at male, tændte
Pontoppidan en cigar, og den var endnu ikke røget færdig, da billedet
var afsluttet. Pontoppidan var imponeret og glemte aldrig Krøyers
fænomenale hurtighed. (2002:364).
Det er da en dejlig anekdote fra
Skagensskrivernes skatkammer.
Og når man har sagt Pontoppidan og
Skagensmalerne, er det svært at lade være med at citere denne passage
fra Pontoppidans novelle ”En Fiskerrede” fra novellesamlingen Landsbybilleder
(1883):
Langs
Stranden sad Malere i Nakken paa hinanden under store gule Paraplyer
som Frøer under Paddehatte. En ung, spids Digter – i Panamahat og
Næseklemmer – snuste om med en Notérbog.
Og rundt i Byen saas Flokke af fremmede rejsende, der ivrig besigtigede
denne mærkværdige By og dens interessante Naturbefolkning, som saa
ensomt levede heroppe under saa storartede Omgivelser.
Der er ikke noget, der svier så
lifligt som kulturkritik gennem litterær satire.
Nu mere end hundrede år efter Krøyers
død er interessen for Skagensmalerne stadig brandvarm.
Situationen er den usædvanlige, at det
er publikum, der driver formidlingen frem, og ikke omvendt. De samme
mennesker kommer til Skagen år efter år. De skal også på museet og i
butikken for at se, om der er kommet noget nyt om Krøyer & co.
Skagensskriverne er souvenirleverandører på højt niveau.
“Publikum har meget svært ved at
slippe kontakten med kunstnergruppen og vil gerne vide mere - ikke blot
om malerne, men også om deres familier og deres hele gøren og laden”,
skriver Lise Svanholm i en bog, hun har kaldt Damerne på
Skagen (2002).
Bogen er blå, bred og billedmættet,
som det meste af det, der udgives om Skagensmalerne.
Og så er den meget eksplicit i sit
forsøg på at imødekomme det, jeg har kaldt Korsbæk-interessen.
Damerne på Skagen er personalhistorie og lokalhistorie
mere end det er kunsthistorie.
Lise Svanholm, kunsthistorikeren, som
redigerede Skagenleksikon så dejlig stramt,
fortæller her løst og fast om 30 kvinder med tilknytning til
Skagensmalerne. Hvor det er muligt, citerer hun fra breve. Nogle af de
personer, som i leksikonet blev holdt i stram snor, slippes her fri og
får lov til at tale. Det gælder f.eks. Henny Brodersen, den gifte
kvinde, som Krøyer kastede sin kærlighed på, da Marie forlod ham til
fordel for den svenske komponist og skørtejæger Hugo Alfvén. Henny
Brodersen spiller en rolle som moderlig beskytter for den sindsforrevne
Krøyer. Han portrætterede hende flere gange, så en viden om hende er
både biografisk og kunsthistorisk relevant.
Lise Svanholm udvider
leksikonartiklens fem linjer om Henny Brodersen til tre bogsider. De to
tekster viser forskellen på lakonisk og fortællende stil. Helt
vellykket er transponeringen ikke. Svanholm kunne godt have fortalt
lidt bredere og givet flere oplysninger i den lange artikel.
Et sted skriver hun, at de breve,
Krøyer sendte til fru Brodersen, af og til var “glødende”, og så er der
en note. Læseren bladrer febrilsk frem til noten bag i bogen, hvor det
meddeles, i hvilket arkiv brevene befinder sig. Her ville man godt have
set et par gløder!
Til sidst i artiklen fortæller Lise
Svanholm, at Henny Brodersen “døde som Danmarks ældste biografdirektør,
idet hun blev ejer fra 1958 af en moderne biograf- og teaterbygning”.
Her venter læseren at få at vide, hvilken biograf der var tale om, og
hvordan det var lykkedes Henny Brodersen at opnå den position.
Præcision er ikke bare noget, som er
knyttet til bestemte genrer som f.eks. leksikonartiklen. Det er også
noget, man selv skaber forventning om i det, man skriver, uanset genren.
|
s