|
Målet
med undersøgelsen var at studere enkelhed, ligefremhed og klarhed i
sagprosa. Andre interesser blandede sig undertiden i processen, men jeg
forsøgte hver gang at bringe undersøgelsen tilbage på hovedsporet igen.
Resultatet
kan gøres op på flere forskellige måder: teksthistorisk, genreteoretisk
etc. Ud fra en vag bevidsthed om, hvem mine læsere er, har jeg valgt et
skrivedidaktisk perspektiv. Jeg et giver et koncentreret resumé af
bogens kapitler (med krydshenvisninger) og lægger vægten på
brugsværdien for den læser, der selv skriver eller ønsker at skrive
sagprosa.
Om
risikoen ved et resumé i didaktisk perspektiv fortæller jeg først til
allersidst. Læseren skal også have noget at se frem til.
1.
Kapitel
1 om Niels Barfoed viser,
hvordan man med enkle greb kan skifte sprogsfære og genre. Hverdagens
slidte vendinger får ny betydning ved at blive flyttet op som titler på
essays. Og en essaytekst får tilført novellekvaliteter (og litterær
kamuflageværdi) ved en simpel udskiftning af datid med nutid.
2.
Af
Hans Edvard Nørregård-Nielsen (kap.
2) kan man lære, at et djærvt og træffende dansk kræver
vedholdende læsning f.eks. i Bibelen,
ordsprogene og H.C. Andersen. For at fatte og beskrive religiøsiteten
bag Købkes hverdagsbilleder fra Kastellet er det nyttigt at have læst
Grundtvigs salmer. For at forstå guldalderen og skrive præcist om den
må man såvidt muligt have været der!
3.
Fjernsynets
havemand Søren Ryge Petersen (kap.
3) viser sig også at have rødder i bogkulturen: H.C.
Andersen, Poul Martin Møller og Peter Seeberg. Ryges særlige kvaliteter
er forbundet med det gammeldags, det langsomme, det lavmælte, det
ligefremme, det uopstyltede, det usmarte, det ublærede.
4.
Mens
bogens tre første kapitler fremholdt noget forbilledligt, så er
kapitlet om Tom
Buk-Swienty (kap. 4) af afskrækkende karakter: I forsøget på at pumpe sin
tekst op med narrative journalism-drugs bliver
forfatteren upræcis og går glip af
betydningsnuancer
i
kilderne.
5.
Tilbage
til en forfatter, for hvem less is more, litteraten
Thomas
Bredsdorff (kap. 5). Han opererer med to former for klarhed.
Den ene ligger i sproget, som først bliver klart, når det overflødige
skæres væk. Den anden ligger i metoden, og den kan godt virke
omstændelig, for dens ideal er, at man hele tiden fortæller, hvad man
gør.
6.
Ironi
er en indirekte fremstillingsform. Man skulle ikke tro, at den kunne
komme på tale, når emnet er enkelhed, klarhed og ligefremhed. Men
politikeren og redaktøren Viggo
Hørup (kap. 6) belærer os om, at ironien kan være så fed, at
det er umuligt ikke at få øje på den. Se også Gretelise Holm (kap. 7),
Lise Nørgaard (kap. 18) og Søren Mørch (kap. 26).
7
Af
journalisten Gretelise
Holm (kap. 7) kan man lære at bruge ironi og andre skæve greb
som blikfang. Hun er ligesom Hørup en skribent med en sag. Holms sag er
ligestillingen. Og her er hun absolut nådesløs. Det har ‘skiderikker og
stortabere’ som Claes Kastholm og Hans Engell måttet sande.
Om
ligestilling som sag, se også Lise Nørgaard (kap. 18).
8.
Maria
Helleberg (kap. 8) er forfatteren, der ved, hvordan kagen
skal skæres. Hendes speciale er store kvinder. Dem kan hun skrive kort
eller langt om alt efter behovet. Fiktion eller fakta. Helleberg er
humanist af uddannelse, fortæller af profession og polemiker af lyst.
Bøgerne strømmer ud fra hendes værksted. Ikke alt når at blive
finpudset i farten.
9.
Samlingens
yngste prosaist, født 1978, er Puk
Damsgård (kap. 9). Hun er uddannet journalist og kendt for
sine tv-reportager fra Mellemøsten. Som forfatter leverer hun
handlingsdrevet prosa med plads til beskrivelser og refleksioner efter
mønstret i amerikanske lærebøger i narrative journalism.
Det er et håndværk, der kan læres, hvis man er en dygtig journalist og
har noget stof at skrive om.
10.
Det
er lærerigt at iagttage, hvor forskelligt man kan gribe det an, når man
skal skrive en biografi. Forfatteren Maria Grønlykke og historikeren
Lone Rünitz har samtidig, men uafhængigt af hinanden, biograferet Ellen
Hørup, Viggo Hørups datter, som blev udenrigspolitisk kommentator på
Politiken (kap.
10). Grønlykkes biografi er en indlevet livsfortælling,
Rünitz’ en disciplineret akademisk afhandling. Ligefremhed over for
analytisk distance. Men der er også ligheder.
11.
Af
Henrik Pontoppidans erindringer (kap.
11) lærer man, at man ikke skal forveksle klarhed med
sandhed. En tekst kan være lysende klar og dog fuld af løgn.
Pontoppidan tilrettelagde sine erindringer med opspind og tildigtning,
og hel læserverden hoppede på limpinden, fordi digteren var så klar og
bestemt i mælet.
Om
digtererindringer, se også Jens Smærup Sørensen (kap. 23).
12.
Et
på overfladen klart, enkelt og forståeligt brev fra Tove Ditlevsen til
hendes forlægger (kap.
12) viste sig ved nærmere eftersyn at være et stykke snedigt
tilrettelagt kommunikation, som skulle overbevise modtageren om
Ditlevsens livsduelighed, munterhed og leveringsdygtighed. Om
brevgenren, se også Karin Michaëlis (kap. 14).
13.
Forbilledet
for Jens Kistrups snakkende klummestil (kap.
13) var dels scenekunsten, cabareten, stand up’en og dels
pædagogikken med de mange spørgsmål, som læreren selv besvarer. I glimt
lykkedes det Kistrup at løfte klummen op til essaykunst, men oftest
stillede han sig tilfreds med at fylde spalterne ud.
14.
Genren
i det
14. kapitel er egentlig tre genrer: et digterportræt (1)
udformet som et åbent brev (2) og trykt som en kronik (3). Forfatteren
Karin Michaëlis portrætterer, hylder og lykønsker forfatteren Agnes
Henningsen på 70-årsdagen (kap. 14). Med brevet følger en buket af
litterære virkemidler: f.eks. dramatisering med situationer og
replikker. Det ser bedragerisk enkelt ud - som noget i en roman af
Herman Bang.
15.
Frederik
Dessau (kap. 15) er den intimt messende radiostemme i vores
kor. Hvad talte Dessau om? Liv og død, stort og småt, kærlighed, alt
muligt, som der nu er tradition for det i essaygenren. Han kom fra den
skrevne journalistik og teaterverdenen. Desværre havde den kloge mand
en slem uvane: For at imponere sine akademiske venner (?) overdængede
han sine tekster med citater.
16.
Ninka,
alias Anne Wolden-Ræthinge (kap. 16), var bedst kendt som
empatisk interviewer i aviser, radio og tv. Hun lod de interviewede
tale et positivt selvportræt frem. Hendes reportager var lyse i tonen.
Sproget blomstrede. Sommer var det, altid. Ninka er beviset på, at der
kan skrives lødig journalistik på begejstring.
17.
Loulou
Lassen var redaktør af lægestoffet på Politiken under Henrik Cavling.
Forinden havde begge været udenrigskorrespondenter for hhv. Dannebrog
og Politiken (kap.
17). En konkret sammenligning viser, at Lassen var den mest
stilsikre og troværdige af de to. Stol ikke på overleverede rangordener.
18.
Før
Lise Nørgaard blev kendt som Matador-mor, var hun en førsteklasses
reporter og kommentator på Politiken (kap.
18). I alt hvad hun skrev, var hun holdningsjournalist.
Kapitlet koncentrerer sig om hendes rejsereportager, en studie i
sarkasmens former. Om ironi, se også Viggo Hørup (kap. 6), Gretelise
Holm (kap. 7) og Søren Mørch (kap. 26).
19.
Organisatoren
bag Ordbog over Det Danske Sprog hed Lis
Jacobsen (kap.19). Hun var dr.phil. på en filologisk
afhandling og samtidig en blændende kommunikator. Energien i hendes
skrivestil mobiliserede en masse meddelere i ordbogsarbejdet. Da
Jacobsen samtidig var dygtig til at skaffe penge, lykkedes det hende at
få det store værk ud.
Om
sprogfolks udgivelsesbedrifter, se også kap. 28 om Jørn Lund.
20.
Paul
Hammerich var drivkraften bag udviklingen af den moderne krønike, et
stykke journalistisk fortalt og visuelt underbygget danmarkshistorie.
Gregers Dirckinck-Holmfeld udviklede genren i barok, endnu mere vittig
retning, mens Malin Lindgren valgte at fokusere på kvinderne og
dagliglivet. Af dette
20. kapitel kan læseren også lære noget om, hvordan man
beskriver stilhed.
21.
Kapitlet
rejser spørgsmålet, om der findes en særlig modstandsprosa. Med
baggrund i studier i Kate Flerons journalistik (kap.
21) må man svare nej. I sine artikler i Nationaltidende kunne
Fleron stikke til nazisterne og deres danske håndlangere, men da hun
gik under jorden skrev hun strengt dokumentariske artikler til “Frit
Danmark” om besættelsesmagtens ugerninger. Hun brugte sine alsidige
journalistiske evner i modstandskampen, men udviklede ingen særlig
modstandsprosa.
22.
Politiken-journalisten
Merete
Bonnesen (kap. 22) havde i 1930’erne påkaldt sig de tyske
nazisters opmærksomhed med sine kritiske artikler om Hitlers fremfærd i
Østrig, og hun valgte at holde en lav profil i besættelsesårene for
derefter at folde sig ud som kulturjournalist og interviewer i
efterkrigsårene. Det lykkedes hende bl.a. at få Niels Bohr til at
forklare sin relativitetsteori på en enkel måde.
23.
I
kapitlet
om Jens Smærup Sørensen har vi ligesom i det med Henrik
Pontoppidan (kap. 11) en digter, der erindrer for åbent tæppe. Smærup
gør det tilmed i to genrer, først mundtligt som foredrag og dernæst i
en bog, som han kalder “Jens. En fortælling”, selv om en mere dækkende
titel ville være ’Hvordan jeg blev forfatter. Fem essays’. Modsat
Pontoppidan skjuler Smærup ikke sine negative egenskaber, men dynger så
mange op, at læseren begynder at spekulere på, om selvkritikken kan
være en ny slags kamuflage.
24.
Titlen
på Lone Kühlmanns anden erindringsbog er “Det skal se nemt ud”. Ordene
kunne stå som motto for elegant journalistik i almindelighed og Lone
Kühlmanns i særdeleshed. Elegancen har dog sine omkostninger i den
biografi, Kühlmann har skrevet om forbilledet Edith Rode. De
litterære værker reduceres til gode råd, og fremstillingen er lige ved
at opløse sig selv i citater.
Om
kvinders biografier om kvinder, se også Grønlykke og Rünitz om Ellen
Hørup (kap. 10).
25.
Thomas
Boberg er en eksistentielt rejsende. Han rejser for at skrive
og skriver for at komme af med alt det skidt, han har oplevet. Hans
rejsebøger ligger i krydsfeltet mellem fakta og fiktion. De er for
upræcise til at være journalistik, for personlige til at være noveller
og for involverede til at være essays. Han kalder dem ‘rejseminder’,
men man kan næsten høre anførselstegnene.
Sml.
med Lise Nørgaards sarkastiske rejsejournalistik (kap. 18).
26.
Historikeren
Søren
Mørch skriver i en underdrejet personlig og ironisk form, som
giver ham gnækkende tilfredse læsere uanset, hvad han skriver om. Han
kan elsker at provokere. Som kyniker er han i slægt med Viggo Hørup,
som han har skrevet en bog om (jf. kap. 6). “Han nåede ingen
resultater, men holdt flotte taler”, skriver Mørch om Hørup.
27.
Da
Bente
Scavenius (kap. 27) skulle kvalificere sig til sin
magistergrad i kunsthistorie, skrev hun en prosa, hvor alt var ordnet
kronologisk, og hvor citaterne faldt som træstammer foran læseren.
Senere lærte hun at prioritere og tale med egen stemme og blev en af
vores mest gennemslagskraftige kunstformidlere på tryk og i tv.
Om
citatmisbrug, se også Frederik Dessau (kap. 15).
Om
kunstformidling, se også Hans Edvard Nørregård-Nielsen (kap. 2) og Lise
Svanholm og P. M. Hornung (kap. 29).
28.
Et
stort formidlingsprojekt har brug for en kompetent og respekteret
sprogforsker. Hvad Lis Jacobsen var for Ordbog over Det Danske Sprog
(se kap. 19), blev Jørn
Lund for Den Store Danske Encyklopædi. Lund sørgede for, at
fagsproget blev oversat til ordentligt dansk, og at artiklerne levede
op til leksikonprosaens dobbelte krav om læselighed og knaphed.
29.
Emnet
for bogens 29. og sidste kapitel er de
kunsthistorikere, der skriver om Skagensmalerne.
Formidlingssituationen synes optimal: Læserne efterspørger hele tiden
mere, og de mest smidige skribenter, eksemplificerede ved Lise
Svanholm, har formået at holde souvenirproduktionen i gang på et
respektabelt niveau. Skagensmalernes centrale skikkelse har fået
vægtige monografier og biografier. Artiklens eksempel er Peter Michael
Hornungs “Peder Severin Krøyer”. Andre eksempler på vellykket dansk
kunstformidling, se kap. 2 om Hans Edvard Nørregård-Nielsen og kap. 26
om Bente Scavenius.
P.S.
Disse
resuméer i didaktisk perspektiv efterlader det indtryk, at alt kan
læres, når det gælder sagprosa. Det er forkert. Det er kun næsten alt.
Det,
som absolut kan læres, ligger i strukturen, kompositionen. Det kan
f.eks. være brugen af citater.
Det,
som er vanskeligt at lære, ligger i teksturen, det nære sprog,
ordvalget, stilen.
Ved
mange års læse- og skriveflid vil en håbefuld kunsthistorie-studerende
kunne nærme sig Bente Scavenius’ niveau.
Men
en så egensindig prosa som Hans Edvard Nørregård-Nielsens kan ikke
efterlignes. Det er den, der gør, at han uden at have anden metode end
at sammenskrabe alt, hvad han kan finde om Købke, kan skrive flere
hundrede sider om manden og få hele bunken udgivet, solgt og læst.
På
lignende vis ville Søren Mørchs primitive syn på historie og politik
(=magtudøvelse) være uspiseligt og usælgeligt, hvis det ikke var pakket
ind i hans originale form for ironi.
Folk
som Nørregård-Nielsen og Mørch skal man ikke forsøge at efterligne, men
de kan inspirere dem, der har et særligt talent, til at turde satse på
det.
Ethvert
fag har sine kunstnere. Alle vi andre (ca. 99%) er håndværkere, og vi
kan lære af hinanden.
Det,
der er vigtigst at lære, er, at en kan være mere end to. Hvis man har
skrevet et substantiv og sat to adjektiver foran det, skal man
overveje, om det ene adjektiv ikke er nok.
John
Chr. Jørgensen
|
s