Mottoet er dannet i analogi med kunst for kunstens skyld, som bruges af dem, der ønsker at friholde kunsten for forpligtelser over for ikke-æstetiske instanser, samfundet og alt det dèr. Når analogien ikke helt holder, er det, fordi journalistikken på forhånd er integreret i noget samfundsmæssigt, avisen, mens kunsten i hvert fald i princippet kan dyrkes individuelt og i et tomrum.

Journalistik som fornøjelig skrivekunst

Set i sammenhæng med titlen skal mottoet formentlig blot signalere, at bogen ikke har noget andet overordnet formål end at fremvise noget journalistik, som det har været en glæde at frembringe - underforstået: og som kan læses for fornøjelsens skyld. Journalistik som elegant skrivekunst.

Drengebogsbedrifter

For ikke at skrue forventningerne til den kunstneriske helhed for meget i vejret er bogen forsynet med undertitlen “Spredte Kapitler af en omtumlet Tilværelse”, og overskrifterne på de enkelte kapitler er formuleret som sidestillede drengebogsbedrifter: “Jeg stjæler en gammel Hollænder”, “Jeg slider Keiser Wilhelms Køkkentrappe”, “Jeg møder Foraaret i Skyttegravene”. I alt 16 kapitler, som ikke er genoptryk af artikler, men refleksioner over artiklernes tilblivelse.

Går man ned i de enkelte kapitler, opdager man, at Hellssen betjente sig af en flere forskellige journalistiske metoder.

Udfarende journalistik

Åbningsartiklen om den stjålne hollænder er et stykke udfarende journalistik efter Henrik Cavlings mønster.

Hellssen præsenterer historien sådan:

Onsdag den 23. August 1911 blev Leonardo’s Portræt af Mona Lisa stjaalet fra Louvre i Paris, og som en ung, ganske ukendt Journalist ved afdøde Riget interviewede jeg Hr. Emil Bloch, paa det Tidspunkt endnu Direktør for Statens Museum for Kunst. Emil Bloch erklærede, at noget tilsvarende vilde være ganske utænkeligt hos os: Her passede vi skam bedre paa Kunstværkerne. Ganske vist var Sikkerheden om Natten mere omtvistelig, men alle de smaa Billeder var med Træpropper skruet fast til Væggene, og det maatte anses for temmelig udelukket, at nogen ville gøre forsøg paa at slæbe af med de store Billeder, selv om de kun hang paa Kroge. Museet havde kun een Udgang, og denne bevogtedes af en Portner.

Nemt tyveri

Dette Interview stod at læse i Riget næste Morgen, og saa snart Museet blev aabnet for Publikum, gik jeg derop og fjernede uden ringeste Vanskelighed en gammel Hollænder.

Hellssen havde forinden fået sin redaktør, Franz von Jessens velsignelse til at afprøve museets sikkerhedsforhold. Han havde et brev med, som han kunne vise frem, hvis han blev taget på fersk gerning. Brevet lå i lommen på den regnfrakke, han bar over armen og som han skulle fragte billedet ud i. Han fortæller i detaljer, hvilke billeder der var at vælge imellem. I dramatiseret stil - “Nu eller aldrig!” - løfter han Jan Miense Molinaers lille “Bønder i en Krostue” af krogen og holder det skjult mellem regnfrakkens folder, til han er ude i solen. Han tager en taxi ud til museets direktør for at aflevere trofæet. Men direktøren er ikke hjemme, og Hellssen bringer billedet op på Rigets redaktion, hvor bladets kunstkyndige medarbejdere kaster sig over det stjålne maleri. Hellssen ironiserer mildt: “Jan Miense Molinaer oplevede en Renaissance. Ingen havde før anet hans Eksistens. Nu blev der skrevet lange Artikler om ham.” Hellssen anvendte herefter, hvad han kalder “et uskyldigt tric”, til at skabe røre om affæren: Han ringede til museet og fortalte dets embedsmænd, at der gik rygter i byen om, at et kostbart billede var blevet stjålet. Samtidig tippede han et par andre aviser. Sent på eftermiddagen afleverede han billedet tilbage, nu ledsaget af bladets sportsmedarbejder som muskelmand, hvis der skulle være øretæver i luften. Museets ansvarlige, Emil Bloch, modtog dem med ironisk høflighed. Han var stiktosset.

Journalistik for sensationens skyld

Henry Hellssen sætter denne slutvignet på sin beretning:

Vi Medarbejdere ved Riget var ikke forvænte med at blive læste. Men da jeg næste Morgen kørte med Omnibussen gennem Byen paa Vej til Redaktionen, havde selv Konduktøren læst min Artikel. Man talte om den paa Bagperronen. Og jeg smagte for første Gang Journalistens eneste Salighed. Tyveriet af den gamle Hollænder gav mig lyst til at jage Sensationen. Jeg har gjort det siden, og jeg har moret mig dejligt.

Kernen i Hellssens begreb om journalistik er sensationen, den overraskende og opsigtsvækkende nyhed. Journalistik for journalistikkens skyld er her journalistik for sensationens skyld.

Riget, den avis Henry Hellssen skrev i, da denne sensationshistorie fremkom, var ikke nogen sensationsavis. Det var en frisindet, borgerlig eliteavis med velanskrevne medarbejdere. Blandt dem forfatterne L.C. Nielsen og Johannes V. Jensen. Den levede kun i tre år, fra 1910 til 1913. På sit højeste havde den et oplag på 20.000.

Rigets talentfulde medarbejder

Henry Hellssens ‘kup’ mod Statens Museum for Kunst blev behandlet nøgternt i avisen den 25. august 1911. Der var tegnede gengivelser af Mona Lisa og det nederlandske bondebillede på forsiden og en lederartikel om sagen inde i avisen. Man krævede ikke museumsledelsens afgang, men der faldt pænt med ros af til bladets “unge, talentfulde Medarbejder”.

Henry Hellssen var 23 år og uden nogen færdig uddannelse. Lægesønnen fra Aabenraa havde gået på i Sorø Akademi og været lærling i marinen, før han i 1909 begyndte at skrive journalistik i Jydsk Morgenblad og derefter Aalborg Amtstidende, indtil til han kom til Riget i 1910.

Stor mand på Berlingske

Fra 1913 og livet ud var han knyttet til det Berlingske hus, hvor han blev en stor mand. Hans reportagejournalistik fra fronten var med til at løfte oplaget fra 16.400 i 1913 til 29.600 i 1916, hvor man på forslag af netop Hellssen introducerede eget middagsblad, B.T., med korte artikler og masser af sport. Hellssen fik idéen af en ungarsk kollega i det østrig-ungarske krigspressekvarter i Dukla i 1914.

Behovet for at erfare nyt om krigens gang var betydeligt, og der var hverken tv eller radio til at dække det. Der var brug for B.T.

Global reporter

Det var også Hellssen, der grundlagde Billedbladet i 1938. Og han var ikke bare populærpressens mand. Fra 1946 var han journalistisk redaktør ved hovedaviserne Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis. Vægtigst var dog hans virke som global reporter.

Ark med facts

I biografien om Hellssen i Dansk Biografisk Leksikon skriver Erik Seidenfaden og Carl Dumreicher: “Som reporter havde han utvivlsomt forudsætninger i Herman Bangs deskriptive og sensitive impressionisme, men hans meget bevidste tilslibning af stof og stil tjente rent journalistiske formål med omsorg for den præcise detalje og den effektfulde helhed.” Karakteristikken er træffende. For Hellssen var det journalistiske tæt forbundet med det faktuelle. Journalistik for kendsgerningernes skyld.

Teaterjournalisten Svend Kragh-Jacobsen, som arbejdede sammen med Hellssen i det Berlingske hus, fortæller, at Hellssen mødte op med lange ark med facts, som han ville indarbejde i sit sirlige, håndskrevne manuskript. Han tilhørte den sidste generation af “blækhusjournalister”, og hans manuskripter lignede drejebøger med hver detalje sat på plads.

America, America…

Egentlig havde han en drøm om at blive skuespiller. “Jeg gør forgæves forsøg paa at blive amerikansk Teaterkonge” hedder et af kapitlerne i Jeg har moret mig dejligt. Det er en veldrejet selvironisk fortælling om, hvordan han i 1917 opgav sin gode stilling på Berlingske Tidende for at rejse til Amerika, hvor han først blev bondefanget af en mand, der udgav sig for at Henry Fords nevø, og derefter ansat som chorus-boy til en sulteløn. Da han endelig fik tilbudt et lovende job hos en filmmagnat, forlangte han så lidt i løn, at han blev bedt om at rejse hjem til Europa igen. Det gjorde Hellssen så. Han var taknemmelig for at have lært at forstå Amerika.

Skyttegravsjournalistik

Hellssen var en vittig skribent, men han lavede ikke vittigheder ud af alting. Hans reportager fra 1. Verdenskrigs skyttegrave viger ikke uden om det forfærdelige:

Skyttegravens Front er, saa langt jeg kan skimte, en tæt Række Nakker og optrukne Skuldre: Soldater i Sigtestilling. Skuddene smelder ud i Tomheden. Tata, tata. Maskingeværet hamrer, jeg hører Folk raabe og skrige og langt borte et Hornsignal. En Signalraket stiger og daler i en stor Bue over Terrainet. Birkeskoven træder frem af Lystaagen som en sort Knipling, forneden fyldt med sprællende Skygger: En østrigsk Patrulje i vildt Haandgemæng.

Hellssen fastholder sin subjektive synsvinkel. Det er hans oplevelse af krigen, han kan fortælle om. Han er hunderæd. Samtidig føler han sig foragtet af soldaterne. Han ved, at de ser ham som en turist, der hele tiden kan rejse videre, hvis han ikke forinden har mistet førligheden eller livet. I den konkrete situation har han foreløbig kun mistet sproget:

Til alt Held har ingen Tid til at beskæftige sig med mig. Jeg kan ubemærket trykke mig op mod Skyttegravens Lervæg. Hvad man ellers føler i den Situation, skal jeg ikke nøjere kunne gøre Rede for. Min journalistiske Samvittighed forbyder mig at digte, og jeg husker intet. Kun Rædsel, stakaandet Rædsel …

Journalistik for sandhedens skyld

Journalistik for sandhedens skyld, altså, langt fra den rene underholdning.

Henry Hellssen har et skarpt blik for de grænser, der i praksis er sat for sandheden. Han er klar over, at de berømte mennesker, han interviewer, stiller op, fordi de har et budskab, de vil af med. “Ofte spiller de med Sufflør. Interviewet foreligger maskinskrevet og godkendt af en ansvarlig Minister, længe inden det tilsyneladende det improviserede Svar afgives!” For intervieweren gælder om at få de kendte mennesker til at sige mere, end de havde planlagt. Han slutter Jeg har moret mig dejligt med en række eksempler på uventede svar. I et interview med Sovjet-Ruslands ambassadør i Berlin i 1918, lykkes det ham diskret at spørge, om ambassadøren har været i Sibirien. “Selvfølgelig”, svarer han. “To Gange. Jeg har også siddet et Par Aar i Fængsel. Det har alle vi, der nu er i Forgrunden. Personlig har jeg arbejdet atten Aar i Revolutionen.”

Hertil bemærker Hellssen:

“Hr. Joffe sagde denne Replik paa akkurat samme Maade som en Handelsrejsende, der i en Kupé fortæller sine Medpassagerer, at han har rejst atten Aar i Damekonfektion.”

Henry Hellssen var en mester i fremkalde og gengive den slags reaktioner. Han behøvede ikke at bruge pistol. Da det i 1931 lykkedes Hellssen at få bragt et interview i stand med Al Capone i Chicago, var det første spørgsmål, han stillede, af rent konstaterende art: “De har Ord for at være et Familiemenneske”.

Forlovet med livet

Det interview stod i Hellssens anden samling: Jeg forlovede mig med livet, 1950. Den har ikke samme tyngde som Jeg har moret mig dejligt. Men den tematiserer med sin titel den ensomhed, der var et vilkår for en ‘verdensreporter’ som Henry Hellssen.

Han kunne skaffe sig tilfældigt rejseselskab, når han legede vagabond i USA. Han kunne være heldig med at få Politiken-kollegaen Andreas Vinding som rejsekammerat til en rask lille krig i Finland. Men fundamentalt var han alene - på samme måde, som mange kunstnere er det.

Hellssen forsøgte at sprænge sig ud af ensomheden ved at gå ind i amerikansk showbusiness eller ved at lade sig omvende islam i Cairo. Svend Kragh-Jacobsen antyder, at problemet lå et andet sted end dér, hvor han søgte:

En dag i halvtredserne sagde han til mig: Skulle jeg føje endnu et bind til om, hvad jeg har oplevet, blev titlen: “Jeg har tudet gudsjammerligt.” Sandheden er, at trods ydre arrogance og utilgængelighed, var han et følsomt menneske. Ulykker gjorde et stærkt indtryk på ham. Han var rystet, da anden verdenskrig brød ud. Krigens gru gik ham på nerverne. Ensomheden tyngede ham.

Litteratur

Henry Hellssen: Jeg har moret mig dejligt. Spredte Kapitler af en omtumlet Tilværelse, 1934

Henry Hellssen: Jeg forlovede mig med livet, 1950

Henry Hellssen: Journalisten H.C. Andersen, 1954

Henry Hellssen: “Saadan blev B.T. til …,” i: Henry Hellssen (red.): B.T. p.t., 1966.

Erik Seidenfaden og Carl Dumreicher: Hellssen, Henry, i: Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., 6. bd. 1980

Svend Kragh-Jacobsen: “Hans blik så alt. Om Hellssen”, i: Hammerich & Koch (red.): 100 Publicister, 1980

Svend Thorsen: Den danske dagspresse 1-2, 1947-51

Vogel-Jørgensen, T.: Berlingske Tidende gennem 200 Aar, 1749-1949, 1949

Jette D. Søllinge & Niels Thomsen: De danske aviser, 2., 1989.

John Chr. Jørgensen: Kommer De som ven eller som Interviewer, 2010.