|
Robert Watt “bragte
et Pust af Storluft med sig ind i den danske Hjemmefødnings-Presse. Han
havde lært fransk Lethed og amerikansk Uforknythed. Han blev dansk
Presses første ‘flyvende Korrespondent’ og første ‘Reporter’”, skrev
Peter Nansen i sin nekrolog over Robert Watt (udtalt vat) i Politiken
12.6.1894.
‘Flyvende’ havde intet med luftfart at
gøre. Det betød omkringrejsende. Den flyvende korrespondent havde fast
base i en fremmed storby. Robert Watt slog sig først ned i Paris, hvor
han tilegnede sig så meget fransk diplomati, at han kunne hjælpe den
stakkels H.C. Andersen med at finde et bordel, hvor han kunne nøjes med
at konversere de sanselige damer. Når det kom til stykket, tændte
eventyrdigteren vist mere på sine unge mandlige rejseledsagere. I Watt
havde han fundet en charmerende og verdensvant cicerone. Det var nu
ikke kun for manererne skyld, Watt havde slået sig ned i Paris. Den
franske presse dannede forbillede for danske redaktører og journalister
i 1800-tallet. En journalist, der ikke kunne læse fransk, haltede
bagefter.
Der var et internationalt snit over
Robert Watt (1837-1894). Hans farfar var en fra Skotland indvandret
hørkræmmer. Roberts far var proprietær. Selv lagde han efter sin
skolegang i Århus an til en handelsuddannelse, men brød af og rejste
til Australien, kun 20 år gammel, for at besøge en onkel. Egentlig
skulle onklen hjælpe ham, men Robert lærte at hjælpe sig selv. Han
afprøvede forskellige erhverv, blandt andet som diligencekusk, indtil
han tre år efter vendte hjem med det formål at blive skuespiller. I
Australien havde han også skrevet lidt til Illustreret
Tidende og opdaget, at rejsejournalistikken lå godt for ham.
Den kom han nemt til, og den kunne kaste penge af sig både i blade og
bøger. Han samlede sine indtryk fra Australien i bøgerne Fra
Avstralien (1862) og I Verandaen (1863).
I 1863 sendte han sine første
Pariserbreve hjem til det konservative Dagbladet. Brevene
vakte opsigt, og flere samlinger blev udgivet i bogform. Samtidig søgte
Watt at overføre sin succes til danske forhold. For Dags-Telegraphen
skrev han 24 feuilletoner om livet i
København gennem døgnet 24 timer: på torve og gader, på avisredaktioner
osv. (jf. Lehrmann, 1996; 212-13).
Robert Watts største satsning som
forfatter var Amerika-trilogien Hinsides Atlanterhavet (1872-74).
Midterbindet Vandringer i New York (1873) indtager
en særlig stilling i dansk pressehistorie, fordi det er her interviewet
som journalistisk form bliver præsenteret
for et dansk publikum.
I første omgang var artiklerne skrevet
for de henved 5.000 købere af Dagens Nyheder, “et
slags halvlitterært boulevardblad” (Niels Thomsen, 1972:254).
Watt havde selv udviklet det på basis
af ugebladet Figaro, som også var hans egen
opfindelse. Som mange entreprenører var han hurtig til at suge nye
ideer til sig - og bedre til at finde på end til at holde ud.
Han redigerede Dagens
Nyheder i årene 1868-71 og fik ved kvik journalistik banket
oplaget op til 7.000 i 1870. “Nyt var især reportagens ubundne emnevalg
og dens frie fortællende stil”, skriver presseforskeren Niels Thomsen
(1972:254), som desværre også prøver at bilde sine læsere ind, at
bladet bragte mange interviews. Det bliver ikke mere sandt af at blive
gentaget i Søllinge & Thomsen (1989:144). I Watts
redaktørperiode gjorde Dagens Nyheder ikke
udstrakt brug af interview. Watt registrerede først genrens eksistens
under en rejse i 1871, og han var ikke begejstret for det, han så.
Han introducerede og kritiserede
interviewet i artiklen “Et Kig paa Bladene”, der stod trykt i Dagens
Nyheder 23.12.1871. Som et stykke aktuel pressehistorie var
den selvskreven til at indgå i Watts række af blæret udstyrede
rejsebøger med signatur og kobberstik.
I “Et Kig på Bladene” ser Robert Watt
interviewet som en konsekvens af det amerikanske princip om
‘offentlighed i alt’ kombineret med jagten efter sensationer.
Han skriver, at enhver person, der har
tiltrukket sig interesse, bliver belejret af journalister, der vil
skaffe sig et interview, en samtale:
Undertiden anvendes de mest desperate
Midler for at faa en saadan Sammenkomst bragt i Stand. Hotelopvartere
bestikkes, der lægges Baghold i offenlige Kjøretøier, paa Trappegange
osv., og den Mand, der skal kunne sige Ét eller Andet, som en dristig
Reporter ikke vil være i Stand til at koge Suppe paa, man være meget
snedig. Undertiden sender en Referent blot sit Kort op til Vedkommende,
og denne, der i Reglen ikke tør nægte at tilstede en Samtale, hengiver
sig resigneret i sin Skæbne og svarer paa alle Spørgsmaal, som straks
bliver stenograferede, thi enhver Referent kan denne Kunst først og
fremmest. Viser Offeret sig lidt modstræbende og forsøger han at knibe
ud paa visse Punkter, noteres det altsammen, og han kan da læse
Referatet næste Dag forsynet med en masse Parentheser, i hvilke der
nærmere beskrives, hvorledes han har forholdt sig under hele
Pumpningsprocessen. Disse Interviews refereres altid, som om
Beretningen var et Brudstykke af en Komedie, og Scenen, hvor Samtalen
foregaaer, beskrives i Reglen først med stor Nøiagtighed.
Som det ses, er sympatien på
‘offeret’s side. Watt diagnosticerer interviewet som en svulst, en
“Udvæxt paa enhver Presse”. Kan sygdommen stoppes eller bare modvirkes?
Det gør han sig ingen forestillinger om. Han registrerer modvilligt
fænomenet.
Alligevel er der noget ved
interviewet, der pirrer ham så meget, at han i det små må forsøge sig
selv som interviewer. Det sker i et kapitel om et besøg på en
brandstation, hvor han udspørger en overingeniør.
“Og naar Alarmklokken lyder, maa De
saa altid selv være paa Færde?” spurgte jeg Overingeniøren.
(…)
“Det hænder vel, at De bliver purret
ud mere end en Gang om Døgnet?” fortsatte jeg mit Krydsforhør.
(…)
“Var De i Seng i Nat?” tillod jeg mig
at indskyde.
Man kan se, at intervieweren er
bevidst om, at han gør noget dristigt ved at spørge så pågående, men
‘pumpningen’ fører ingen steder hen. Han har ikke set interviewets
muligheder.
Da Watt i bogens syttende og sidste
kapitel opsøger digteren Henry Longfellow i Boston og får adgang til
ham takket være et anbefalende brev fra H.C. Andersen, er han så
benovet, at han ikke stiller et eneste spørgsmål, men nøjes med at
referere, hvad den amerikanske digter af egen drift kommer frem med af
artigheder om Danmark.
Sådanne såkaldte ‘besøgsartikler’ uden
interview var almindelige i tidens journalistik. De udmærkede sig som
regel ved udførlige beskrivelser af boliger med interiører og
karakteristiske detaljer. Robert Watts beskrivelser havde en
tilbøjelighed til at blive hængende i det pænt almindelige som her om
det værelse, Longfellow modtager ham i:
Værelset var hyggeligt og elegant
meubleret, store Hylder med Bøger bedækkede en Del af Væggene. Bordene
var ligeledes fulde af Bøger og Blade, foran Kaminen, hvor en munter
Ild blussede, stod et Par magelige Lænestole, paa Skrivebordene laa
Breve og trykte Sager, og hele Værelsets lyse og tiltalende Udseende
forhøiedes end mere ved smukke Malerier og Tegninger, ved Statuer og
Blomster
Som journalistik var Robert Watts stil
litterær - og som litteratur var den af gammeldags slags, hvor
forfatteren vurderer på vegne af læseren. Det gælder også eksteriører,
som her i en deskription fra kapitlet “Ved Coopers Grav”:
Et venligt udseende Hotel opfordrer
til et Besøg og et Ophold i den lille Landsby Fort Plain. Egnen her
byder ligesom hele Vejen dertil, en evig Afvexling for Øiet; Høje og
Dale, Trægrupper og smaa Søer ere sammenmeltede til et harmonisk Hele.
Watt dyrkede den fortællende
feuilleton-stil med den berettende journalist i forgrunden (jf.
Lehrmann, 2002:41ff). Det faldt naturligt, eftersom det meste af det,
han skrev, var artikler, hvor læserne fulgte ham på hans rejser rundt
omkring i verden. Teksternes problem ligger heller ikke i, at han fører
læserne, men i, at han ikke giver dem mulighed for at se selv.
De 17 artikler i Vandringer
i New York behandler presseforhold, underholdnings- og
reklamebranchen, forretningslivet, offentlige myndigheder som politiet
og brandvæsenet, foreningslivet og kunsten.
Watt ser ikke ud til at have haft
nogen fast plan for bogen ud over den ramme, der er lagt med ankomst og
forestående afrejse.
Artiklerne giver et alsidigt indtryk
af storbyens liv. Men stoffet samler sig ikke til nogen helhed. Watt
afstår fra at redigere og omkomponere sine bladartikler, så de kunne
danne en ny helhed i bogformen.
Artiklerne er informative, nogle af
dem endda massivt oplysende. Watt er dygtig til at indsamle fakta, men
dårlig til at sortere i dem. Han videregiver øjensynlig alle de tal,
han får udleveret af sine kilder. Når det gælder evnen til at
selektere, strukturere og profilere, er Watt ingen mester.
Hertil kommer, at Watts stil om at
komponere savner finesse og humor. Man mærker ingen glæde ved leg med
sproget. Selv når Watt i kapitlet om “Den skandinaviske Forening”
kommer ind på dansk-amerikanske sprogforbistringer, er morskaben
begrænset: “En Bar-Mand er ikke en Mand uden Klæder, men betyder et
Menneske, der star bag en Skænk (a bar).”
Når man vurderer Watts stil, må man
være opmærksom på, at den virkede anderledes på hans samtidige, end den
senere har gjort.
“Læser man de Føljetoner, han i
Bladene skrev under Mærket Bob, og som han siden
udgav i Bogform, synes man, de er særdeles lige ud af Landevejen” skrev
Peter Nansen i sin nekrolog over Watt i 1894. “Men for 30 Aar siden
imponerede de Kjøbenhavnerne som noget splinternyt og mærkværdigt.”
Hvordan kan en prosa vurderes så
forskelligt efter kun 30 år? Det har jeg et forslag til en forklaring
på:
Der var kun fem år mellem Robert Watt
og Georg Brandes. De var som unge begge orienterede mod frisind og
fransk kultur.
Watt kunne ligne det moderne
gennembruds folk ved sin iderigdom, udadvendthed og foretagsomhed. Men
han var politisk konservativ, og stilistisk sad han fast i romantikken.
Den nyskrevne prosa, som Watt udgav i Vandringer
i New York, lignede den, Brandes udstillede som gammeldags -
rosende i stedet for malende - i Det moderne Gjennembruds
Mænd, 1883, (jf. Jørgensen, 1980:325).
I litteraturen såvel som i
journalistikken blev det Brandes-linjen, der sejrede. Skribenterne
lærte at skjule sig i deres tekster (jf. Lehrmann, 2001). Den
subjektive stil kom i miskredit, indtil den såkaldte new
journalist og vendte det hele på hovedet igen og genindsatte
journalisten i rollen som fortæller. Rehabiliteringen af fortælleren
kunne have genskabt interessen for Robert Watts feuilletoner. Men Watts
prosa savnede kvaliteter både i struktur og i tekstur, og så fik han en
efterfølger, som overgik ham i alle henseender: Herman Bangs 210
feuilletoner i Nationaltidende 1879-84 havde
journalistiske og kunstneriske kvaliteter, som Watt aldrig kom i
nærheden af.
I sin bog om Henrik Cavling
og den moderne avis (1968) skriver Hakon Stangerup, at
Robert Watt var en rigtig journalist, der så det hele og gav livfulde
indtryk af alt det, han kom i berøring med, også af sit eget fags
problemer og muligheder, men at han ikke overførte noget af alt det,
han så i det amerikanske til Danmark. Som forklaring (?) anfører
Stangerup, at Watt kort efter udgivelsen af Amerika-trilogien forlod
bladvirksomheden og journalistikken til fordel for en direktørstilling
for Folketeatret. (1876), Tivoli (1886) og Casino
(1890).
Modsat Stangerup mener jeg ikke, at
Robert Watt forstod sit eget fags muligheder. Hvis han havde set
interviewets muligheder kunne han have kommet Cavling i forkøbet med
den moderne avis. Han var hverken rigtig intellektuel eller rigtig
kunstner. Men foretagsom og iderig var han. Han havde mod til at rejse
ud, sprogfærdigheder til at begå sig blandt fremmede og
skrivefærdigheder nok til at underholde hjemmefødningerne med det, han
oplevede. Han kunne med andre ord lidt af det hele, men var ikke rigtig
god til noget. Den anonyme forfatter af nekrologen i Dagens
Nyheder fremhæver dog Watts evner til at flyde
ovenpå, repræsentere og sprede glæde (12.6.1894).
Peter Nansen rammede ham groft og godt
ind i nekrologen i Politiken: Watt
var entreprenøren uden udholdenhed. Et sorgløst søndagsbarn. En
morskabsarrangør for sine bysbørn. Han stillede sig
tilfreds med at være artistisk direktør for Tivoli. Det var en
vellønnet Stilling, der ikke behøvede at volde megen anstrengelse. “I
Tivoli endte Robert Watt. Efter i vælig (dvs. livskraftig) Ungdom
rastløst at have befaret Verdens store Have, lagde denne urolige, en
trofaste Kjøbenhavner-Fregat sig til Hvile i Tivolis illuminerede
Havn”. Et sådant billedsprog kunne Robert Watt ikke selv have
præsteret: “Den flotte og solide Skude var medtagen af Livets
stormfulde Sejladser; nu, efter den har ligget nogle Aar i Havn, har
Døden hugget den op.”
Robert Watt: Vandringer i
New York og et Par Udflugter derfra, 1873
Carl Behrens: Watt, Robert, i: Dansk
Biografisk Leksikon, 3. bd., 1926
Hakon Stangerup: Henrik
Cavling og den moderne avis, 1968
Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen,
1972
John Chr. Jørgensen: Den
sande kunst, 1980
Robert Neiiendam: Watt, Robert, i: Dansk
Biografisk Leksikon, 3. udg, bd. 15, 1984
Jette D. Søllinge & Niels
Thomsen (red.): De danske Aviser 2, 1848-1917, 1989
Ulrik Lehrmann: “Flanøren og
føljetonen”, s. 210ff i: Klaus Bruhn Jensen: Dansk
Mediehistorie,1, 1840-1880, 1996
Ulrik Lehrmann: “Den unge Henrik
Cavling og det moderne gennembrud i dansk journalistik”, i: Grafiana,
2001.
Ulrik Lehrmann (red.): Danske
avistekster 1840-1920, 2002
Jens Andersen: Andersen, en
biografi, 1-2, 2003
|
