|
I overensstemmelse med sin status som
journalist af første rang har Henrik Cavling (1858-1933) tilrettelagt
sine memoirer efter et klassisk litterært mønster, hvor den erindrende
står ved vejs ende og ser tilbage på livets begivenheder.
Modellen er strukturdannende. Den
angiver endemålet for hovedpersonens stræben og fortæller os samtidig
noget om, hvem der hjalp og hvad der skulle overvindes.
Cavlings Efter Redaktionens
Slutning (1928) begynder med seks kursiverede sider kaldet
“Min sidste Aften”:
Det er Aften nu, min sidste Aften i
Politiken. Under Hjørnevinduet ligger Raadhuspladsen drivende af Væde
efter et Regnskyl, udslagne Paraplyer bæres hastigt mellem Sporvognene,
langt ude et par Autoer med Lanterner, der svagt blinker i det store
Halvmørke.
Det er et stemningsbillede, som vi
kender det fra romanerne.
Billedet rykkes tilbage til samme dags
morgen, hvor unge mennesker på cykler var på vej til arbejde. ‘Morgen’
og ‘Aften’ anvendes metaforisk:
Men det er ikke Morgen nu. Det er for
alvor Aften. Fjerne Skygger glider gennem Skumringen, og min Tanke
indfanges af et Barndomsminde, som kan synes taabeligt, men som trofast
har fulgt mig op gennem Livet og som nu i Aften pludselig træder frem
for mig, klar som en Vision.
Vi var i Lyngby en snes Drenge,
samlede for at synge en Sang ved Modtagelsen af Kronprins Frederik, der
som nygift vendte hjem fra Sverige sammen med Prinsesse Louise.
Og så ruller billederne forbi. I dag
vil mange komme til at tænke på filmens fortælleteknik. Næste billede
er et nærbillede: Tre herrer trækker deres notesblokke op af lommen og
giver sig til at skrive.
Jeg vidste dengang ikke, hvad en
Referent var, men jeg forstod, at disse Mænd nedskrev, hvad der foregik
for senere at give Offentligheden Meddelelse derom.
Drengen oplever en rystelse, en slags
indvielse. De tre mænd understreger oplevelsens
eventyrlige karakter.
Det mærkelige skete da, at denne i
ydre Henseende saa ringe Gærning ikke blot fremkaldte en pludselig
voldsom Interesse hos mig, men overraskede mig, saa jeg aldeles glemte
Tid og Sted, grebet af den Mystik i Tilværelsen uden hvilken
Menneskelivet vilde være en simpel Reguladetri. (dvs. reglen om de tre;
simpel mekanisk regel om at udlede et fjerde forholdsled ud af tre).
Oplevelsen ligner noget religiøst, men
påstanden er, at den ikke river drengen ud af denne verden, den bringer
ham tvært imod i overensstemmelse tilværelsens egen mystik. Tankegangen
kendes fra forfatteren Johannes V. Jensen, Cavlings nærmeste litterære
ven, hvis kronikker han havde redigeret i en årrække.
Jeg blev Journalist og knyttedes
straks i min Ungdom til et Blad, hvis Redaktør jeg dybt beundrede, og
hvis Anskuelser snart helt blev mine.
Bladet var Politiken og redaktøren
Viggo Hørup, Cavlings journalistiske og politiske idol. At møde Hørup
var en lykke:
En anden Lykke var, at jeg kom ind i
Pressen paa en Tid, da Flertallet af Befolkningen kæmpede for at bevare
Friheden.
Den politiske Retning var klar.
Konseilspræsident Estrups regime skulle bekæmpes.
Efter dette velordnede tilbageblik er
Cavling tilbage i udgangspositionen i hjørneværelset.
Han hører, hvordan man i
redaktionslokalerne omkring ham er ved at forberede afskedsfesten for
ham, alt imens avisen til næste dag gøres færdig. Øjeblikket skildres
som en skabelsesproces i et sprog ladet med hverdagsmystik efter
Johannes V. Jensens mønster:
Det er henimod Midnat, og Øjeblikket
er for Haanden, da Bladet, som endnu kun er et ubeskrevet Papirstykke,
vokser op, faar en faktisk Tilværelse, og om faa Minutter aabenbarer
sig som Levende Blad.
I mellemtiden er redaktionslokalerne
blevet fyldt med gæster, der vil sige farvel til den gamle redaktør.
Han lader sig hylde af journalistiske kolleger og bevæger sig derefter
op i huset for at sige farvel til sætterne, hvis hyldest gør ham så
bevæget, at gråden slår om i latter. Som nattens sidste handling går
han ned i hjørneværelset, hvor hans mors billede står på skrivebordet i
en sølvramme, han har fået af en journalistisk kollega, Anker Kirkeby.
Med dette under Armen siger jeg Farvel
til det Blad, der var mit Liv.
Således slutter denne optakt med, at
den skrivende ser sig selv udefra i afskedssituationen. Billedet er
ladet med følelser. Det samme er fotografiet i billedet: Moderen, som
har bevidnet hans liv (‘ægteskab’) med bladet. Som i kunsten er sådanne
billeder ikke effektsikrede. Nogle læsere vil opleve dem som oprigtigt
følelsesfulde, mens andre vil finde dem sentimentale.
Henrik Cavlings journalistiske prosa
havde det med at kamme over, når han drev kampagnejournalistik og
engagerede sig følelsesmæssigt i den.
På et tidspunkt, hvor Politiken var
ved at køre fast i et politisk spor, bad Hørup, der kunne være en
ganske kynisk strateg, Cavling om “at rejse et eller andet københavnsk
Spørgsmaal, der kunde bringe Diskussionen hen i en anden Gade”
(Cavling. 1928:201).
Med et emotionelt raseri kastede
Cavling sig over byens ågerkarle og lånehajer. Han hængte dem ud ved
navns nævnelse og udmalede deres fysiske hæslighed.
Eksempler på en sådan følelsesladet
journalistisk prosa indgår i samlingen Nogle Avisartikler, som
Cavling udgav ved sit 25 årsjubilæum i 1910, og som forlaget Ajour i år
2000 lod genoptrykke i sin klassikerserie med forord af Gert Smistrup.
Tiden må snart være inde til en rigtig tekstkritisk udgave, hvor man
sammenligner teksterne i bogen med dem, der oprindelig stod i avisen.
Stikprøver viser, at Cavling ændrede i sine artikler, når de skulle
udgives i bogform. Men raseriet ser han ud til at have bevaret.
Erindringsbogen er affattet i en
roligere prosa. Den fortæller i kronologisk orden om Cavlings opvækst,
skolegang og uddannelse med vægten på de træk, der hæmmede eller
fremmede ham på hans løbebane, begyndende med forældrenes og specielt
faderens analfabetisme:
At der i vort Hus ikke fandtes andre
Bøger end Almanaken, maa forklare den Besynderlighed, at mine Forældre
havde været gift en halv Snes Aar, før Mor tilfældig erfarede, at Far
ikke kunde læse. Selv havde hun lært at læse i Skolen. At skrive
derimod lærte hun først, da hun var blevet Halvtreds. Med Vemodig Glæde
modtog jeg paa en Rejse hendes første Brev.
Begge forældre var indvandrere fra
Sverige. Faderen Jeppe Olsen (egentlig Olsson) blev bestyrer af et
teglværk i Lyngby. Senere ernærede han sig som brændehandler. Moderen,
Bengta, født Cavling, var en stærk, selvstændig kvinde. Hun bestyrede
et vaskeri, som familien selv grundlagde. Ægteparret fik 10 børn,
hvoraf 8 overlevede. Henrik var den næstældste. En af hans mindre
brødre, Frejlif, blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Børnene klarede
sig generelt godt i samfundet. Hjemmet havde lært dem at tage fat.
Straks efter konfirmationen meldte
Henrik Cavling sig til marinen som “frivillig lærling”. I samværet med
de andre besætningsmedlemmer på panserskonnerten Absalon opdagede han,
at han kunne fortælle historier om de andre, som fik folk til at lytte.
De huggede hans dagbog fra ham og læste op af den. Deres interesse for
at læse noget, der involverede dem selv, gav ham en vag anelse om, hvad
man kunne udrette med aviser.
Han fik smag for bøger. Da han senere
blev ansat som lærling på en maskinfabrik på Nørrebro, opdagede han, at
den dannede verden ikke uden videre godtog en smedelærling, der
hungrede efter viden. “Nu maa De ikke tage Bogen med paa
Smedeværkstedet. Beskadiges den, skal De betale dens Værdi”, sagde
bibliotekaren til ham, da han ville låne en dansk oversættelse af en
fransk litteraturhistorie.
For at låne bøger og høre foredrag
meldte han sig ind “Arbejderforeningen af 1860”. Det var ikke en
fagforening, men en slags oplysningsforbund.
Teatret trak i ham. I tiden før film,
radio og tv, var teatret det store fælles medium. Det var her den
håbefulde forfatter drømte om se sit navn på plakaten. Allerede som
smedelærling forfattede Cavling to komedier til Folketeatret, men fik
dem i hovedet igen.
Men han lod sig ikke slå ud. Han var -
i egen opfattelse - en glad og energisk ung mand på vej frem i
samfundet. Han tog en præliminæreksamen samtidig med, at han læste til
maskinist. Til dagen og vejen skaffede han sig bl.a. ved at undervise.
En provst af hans bekendtskab foreslog ham at tage en lærereksamen. Han
kom på Blaagaard Seminarium og afsluttede i 1881 uddannelsen med pæne
karakterer i alt undtagen dansk stil, hvor han fik godt kryds. “Men paa
dette Kryds besluttede jeg at grunde Fremtiden, idet jeg nu definitivt
tog Pennen i Haand.” Sådan taler en mand, der tror på poesien og på sig
selv.
Sin debut som reportagejournalist fik
han i Dag-Avisen den 20. maj 1882 med en artikel
om en eksplosion i en krudtmølle. Artiklen (som gengives i uddrag s.
149-50 i erindringsbogen) viste skriveevner, som pegede ud over
føljetonjournalistikken med dens følsomme fortæller og frem mod den
moderne journalistik, hvor den rå virkelighed klaskes lige i synet på
læseren (jf. Lehrmann 2002:78, hvor hele teksten optrykkes).
For Morgenbladet blev
han sendt ud som referent - og han havde hermed
opnået, hvad han som dreng kun gysende turde drømme om.
Både Dags-Avisen og
Morgenbladet var Venstre-aviser.
Den sidste var den direkte forløber for Politiken, som
var blevet grundlagt i 1884 og som Cavling i 1886 begyndte at sende
korrespondancer hjem til fra Berlin, hvor han af egen drift slog sig
ned, indtil Herman Bing kaldte ham hjem og bad ham indtræde i
Politikens redaktion.
“Mit kæreste Ønske blev dermed
opfyldt”, skriver Cavling i selvbiografien. Det lyder, som om det hele
går glat. Men bag hjemkaldelsen af Cavling lå en alvorlig krise, hvor
Edvard Brandes, Peter Nansen m.fl. havde prøvet at udmanøvrere bladets
forretningsfører Herman Bing, fordi han efter deres mening blandede sig
for meget i de redaktionelle beslutninger. Men Bing var ikke sådan at
skubbe ud, for han og hans familie havde store aktieposter i bladet, og
Hørup kunne se det fornuftige i Bings bladfilosofi, som gik ud på, at
Politiken skulle bringe listestof og andre hverdagsoplysninger, som
gjorde det unødvendigt for læserne at holde andre aviser.
Hørup og Bing enedes om at lade
Brandes og Nansen fare og tilbyde stillingerne til Herman Bang og
Henrik Cavling. Bang takkede nej, men Cavling slog til. Da Brandes og
Nansen opdagede, at de havde tabt magtspillet, kom de tilbage med halen
mellem benene. Men nu var Cavling ansat (jf. Koppel,1946, 1:28ff.,
Jørgensen, 2019:59ff).
Cavling tog straks toget hjem fra
Berlin og gik op på redaktionen, hvor Hørup modtog ham med stor
venlighed, takkede ham for korrespondancerne og tilføjede:
De er nu fast ansat i Politiken med en
Løn af 350 kr. om Maaneden og kan etablere Dem med det samme. Klokken
er 8. Vil De efter Aftale med Redaktionssekretæren gaa ud paa
Dagmarteatret, hvor der nok er en Nybesættelse.
For at forstå betydningen af denne
velkomst rigtigt, skal man erindre sig, hvad der ovenfor er sagt
generelt om teatrets betydning i tiden og om Cavlings bestræbelser på
at få foden indenfor. Nu var det endelig lykkedes for ham.
Og hvorfor forbigik han, at han var
blevet ansat som ‘reserve’ i en konfliktsituation? Fordi Edvard Brandes
stadig bidrog til Politiken, og forholdet mellem
dem var eksplosivt til det sidste. Da Henrik Cavling hen mod slutningen
af næste erindringsbind, Journalistliv, forsøgte
at skrive noget sammenfattende om sit forhold til Edvard, udløste det
en ordstrid på gravens rand mellem de to gubber. Cavling mente, at
Edvard Brandes havde en tendens til at politisere alting. Edvard
Brandes mente, at Cavling havde et lemfældigt forhold til sandheden
(Cavling, 1930:285ff, Stangerup, 1968:217ff).
Efter Redaktionens Slutning er historien om en mand, der ved
talent og energi baner sig vej op i samfundet. Hvad der skulle til rent
psykologisk, filosoferer han ikke meget over. Han er en handlingens
mand og giver sig ikke af med selvanalyse. Han synes at være uden nære
venner. Følelsesmæssigt og intellektuelt er han til stadighed nærmest
knyttet til sin mor. Også
efter at han blev gift i 1886, havde han moderens billede stående på
skrivebordet foran sig. Der er noget symbolsk rigtigt i, at han i 1889
lægger efternavnet Olsen væk og antager moderens slægtsnavn Cavling.
Bogens to sidste kapitler skildrer de
politiske kampe i anden halvdel af 1880’erne. Begivenhederne er
dramatiske - og fremstillingen rodet.
Så er det, at Hørup beder Cavling om
at skabe en ny dagsorden. Cavling involverer sig på Hørups side. Han er
villig til at tage en duel med en af krænkerne. Men da duelleren var
forbudt, måtte Cavling i stedet tilbringe en uge i kachotten for
“duelforsøg”.
Cavling parerer ordrer og går i
flæsket på Københavns ågerkarle, hvis metoder han kendte fra læreårene
på Nørrebro. Han skyer ingen midler, og mens han hugger løs på
blodsugerne, må han konstatere, at han har skaffet sig nogle fjender
blandt kollegerne, der anser ham for en upålidelig sensations- og
ballademager. Med et retorisk greb identificerer han sine kritikere med
Johan Ludvig Heiberg og de formalistiske akademikere
(‘formskærerlauget’), mens han placerer sig selv som oprøreren, den
ædle vilde fra folkedybet:
Johan Ludvig Heiberg’erne, der
leverede Æstetik til Datidens Blade, betegnede mig som “amerikansk
Reporter”. Det var mig kun kært. Min Hu havde netop længe staaet til
Amerika, hvis Presse saa afgjort blændede ved Ungdom, Galskab, Vovemod
og Geni.
Men foreløbig skulle han til Paris.
Medarbejderne holder et afskedsgilde for ham. Der bliver sunget for ham
og holdt taler. Georg Brandes, er med. Så kan det ikke blive bedre.
Bagefter spadserer de på Langelinie, og Cavling tager formiddagstoget
til Paris. Ringen er sluttet til festen i begyndelsen af bogen. Cavling
har vist sit håndelag som selvbiografisk forfatter.
På en særskilt side til sidst står der:
Anden del af “Efter Redaktionens
Slutning”, der udkommer ad Aare, indledes med Udstillingssommeren 1888
og føres op til Tiden efter Verdenskrigen.
Den bebudede bog udkom i 1930 under
titlen Journalistliv.
Nogle Avisartikler 1885-1910, 1910; genudgivet med introduktion af
Gert Smistrup, 2002
Efter Redaktionens Slutning, 1928
Journalistliv, 1930
Valdemar Koppel: Af
Politikens Historie, 1, 1946
Svend Dahl: Dansk
Skønlitterært Forfatterleksikon 1900-1950, 1959
Chr. Rimestad: “Cavling, Henrik”, i: Dansk
Biografisk Leksikon, 3. udg., bd. 3, 1979
Ulrik Lehrmann (red.): Danske
Avistekster 1840-1920, 2000
Ulrik Lehrmann: “Den unge Henrik
Cavling og det moderne gennembrud i dansk journalistik”, i: Grafiana,
2001
Sven Ove Gade: Journalisten.
En biografi om Henrik Cavling, 2009
John Chr. Jørgensen: Herman
Bang og Politiken, 2019
|
