|
Det ligner storhedsvanvid, når
en journalist udgiver en bog på 183 sider og præsenterer den som Indledning
til min selvbiografi. Og når han så bebuder, at der senere
vil følge ca. 3.000 sider fordelt over fem bind, tænker man, at manden
må være en fantast, der har forlæst sig på Søren Kierkegaards
filosofiske skrifter - eller en stor spøgefugl.
Bogen kom da heller ikke længere end
til indledningen. Men selv som torso, hoved uden krop, står den som et
originalt erindringsværk.
Journalisten bag den ufuldendte
genistreg var Frejlif Olsen (1868-1936), Ekstra Bladets chefredaktør
gennem mere end 30 år.
Værkets fulde titel var egnet til at
fremkalde smil uden for hovedstaden: En københavnsk
Journalist. Indledning til min Selvbiografi (1922).
Originaludgaven er blevet en bibliofil
sjældenhed. Jeg citerer derfor fra det optryk, der udkom i 1987 med
forord af Victor Andreasen, en af Frejlif Olsens efterfølgere i
chefredaktørstolen på Ekstra Bladet. I denne udgave er indledningen
komprimeret til 100 tættrykte sider.
Frejlif Olsen var udmærket klar over,
at udgivelsesplanen måtte virke urealistisk: “Hvorledes er det muligt,
at en beskeden københavnsk journalist kan have fem tykke bind
selvbiografi på hjerte? Derom vil formentlig adskillige spørge.”
Ordet “beskeden” er tvetydigt i denne
sammenhæng. Det betyder “ubetydelig”, ikke “ydmyg”.
Ydmyg er Olsen langt fra. Han opremser
en række træk, som er typiske for en journalist og som ville kræve
videre pladsrammer i memoireværket. Heldigvis ligger han ikke selv
under for disse forventninger, forklarer han. Når man kigger ned over
listen, kan man ikke lade være med at forestille sig teksten læst af én
bestemt person, nemlig forfatterens berømte storebror, Henrik Cavling.
Han var blevet chefredaktør på Politiken ved at bruge de midler,
Frejlif Olsen havde renonceret på:
Frejlif Olsen kan ikke melde om store
oplevelser.
Ej heller om berømte mennesker, han
har mødt eller ‘gnubbet sig op ad’, som han siger.
Han har aldrig taget aktiv del i
begivenhederne, været politiker eller stiftet foreninger.
Han har aldrig dyrket bekendtskaber i
de styrende verdener inden for finansernes, diplomatiets, teatrets,
kirkens eller kunstens verden.
“Navnlig har jeg aldrig interesseret
mig for at rejse. Er det en betydningsfuld mangel? Jeg har tit nok fået
det at vide, men det har trøstet mig at se så mange naragtige personer
vende hjem fra Rom eller Paris i samme naragtige tilstand, de befandt
sig i, da de rejste ud”.
Han spørger, om alt det rejseri ikke
er et udslag af mangel på fantasi!
Frejlif Olsen er altid villig til at
rive en eller anden illusion i stykker.
Hvor storebror Henrik Cavling dyrker
pressen som en moderne religion, peger Frejlif Olsen på alle de
stridigheder bag kulisserne, som journalisterne ikke må skrive om.
Olsen fremfører sin kritik af alskens
skinhellighed og hykleri med hån og spot i stemmen.
Frejlif Olsens stil er altid
demonstrativ. Han vil ses og høres. Når han vil sige noget positivt,
strammer han det op og ytrer sig i generaliserende slaglinjer. Som her
f.eks. om journalisten som erhvervs- og mennesketype: “Hvis man
virkelig er journalist, så er man det altid - uafbrudt altid - dag og
nat — uden hvile.”
Hans budskaber synes født som
bevingede ord:
“Den sande journalist lægger aldrig
hat eller stok, han er altid fuldt påklædt, og han dør en dag med tøjet
på.”
En avis skal have personlighed, og det
får den ved at være redaktørens udtrykte billede: “Bladet skal være,
som manden er.”
Frejlif Olsen var den fødte
aforistiker.
En anden gennemgående teksttype er
simpel erfaringsprosa i jeg-form. Olsens referencer til egne oplevelser
ser ikke ud af noget særligt, men de har i reglen vide perspektiver:
Ofte, når jeg sad i teatret eller ved
en koncert, har jeg tænkt: “Bare man nu kunne sidde her som en
almindelig tilskuer eller tilhører og nyde forestillingen.” (…) Alt,
hvad der foregik paa scenen eller tribunen, beskæftigede min fantasi
rent journalistisk. Med eller mod min vilje arbejdede mine
forestillinger med skuespillet eller koncerten i form af linjer, fra
overskriften til signaturen.
Hvis man ud fra det beskrevne tror, at
En københavnsk journalist er en
‘Ekstrabladsagtig’ fræk bog fyldt med korte sætninger, tager man helt
fejl.
Det er et vidtløftigt eksistentielt
skrift i et sindrigt arrangement. Skriftet består af ni kapitler,
underinddelt i et halvt hundrede afsnit uden andre overskrifter end
romertal.
Bogen åbner med en kort “Ouverture”,
hvori journalisten bombarderer sig selv med spørgsmål om, hvad der
egentlig kom ud af al hans møje.
Dernæst følger kapitlet “Journalistens
liv”. Det er den originale tekst, jeg har citeret fra indtil nu.
Kapitlet slutter med nogle eksistensfilosofiske overvejelser over det
synspunkt, ud fra hvilket han kan fortælle om sit liv. Ingen kan
fortælle hele sandheden om sig selv! Ikke desto mindre er det selvet,
der er det mest interessante. Ikke de ydre begivenheder, men manden
selv. Her er spørgsmålet imidlertid, om en københavnsk journalist er
værd at ofre en selvbiografi på. Det ville have været interessantere,
hvis det var f.eks. havnearbejder Erik Niels Hansens liv, det handlede
om! “Den eneste fordel, min levnedsbeskrivelse frembyder frem for Erik
Niels Hansens, er den, at den bliver skrevet”, fastslår Olsen og drejer
af med en selvironisk vits: “De bedste bøger bliver aldrig skrevet -
verden må nøjes med de næstbedste og de endnu ringere.”
De følgende fem kapitler ligner noget,
man forventer af en erindringsbog skrevet af en journalist. De ligner
også de prøver, Frejlif Olsen havde publiceret i Tilskueren kort
forinden. Kapitlerne er centreret om personer, perioder og begivenheder
i journalistens liv: “Hos Ernst Brandes”, “Mine første trængselsår”,
“Min store rejse”, “Min ven Dr. Pingel” og “En referents liv”.
Fremstillingen er her meddelsom og koncis:
En stor Plads i min Selvbiografi
indtager “Kjøbenhavns Børstidende”s Redaktør, Ernst Brandes. Han var min
Redaktør fra efteråret 1889 til august 1892, da han døde for egen hånd,
økonomisk nedbrudt af det blad, han elskede så højt.
Frejlif Olsen skriver med stram maske.
Undertiden bruger han ironien som opstramningsmiddel. Det, Frejlif
Olsen kalder “Min store Rejse” refererer således til et mislykket
forsøg på at ernære sig i Tyskland.
Med masochistisk vellyst tramper
Frejlif Olsen rundt i sine nederlag. “Min ven dr. Pingel” handler om en
mand, som han først pressede penge af ved at true med selvmord og
dernæst skuffede dybt ved ikke at kunne betale pengene tilbage.
I kapitlet “En referents liv” kommer
han ind på sin relation til storebror Henrik (som tog moderens
efternavn Cavling). Han er stolt af broderens bedrifter og kalder ham
“en journalist i verdensformat” (selv om hans bedrifter er nøje
forbundet med de udlandsrejser, Olsen tidligere har stillet sig
skeptisk overfor!). Frejlif Olsen er også taknemmelig for Henrik
Cavlings protektion, selv om han er sig bevidst, at Henrik sikkert ikke
har fået ære af den. Det værste ved relationen har været, at Frejlif
har følt sig sat i skyggen af Henrik. For at bevare sin selvstændighed
over for broderen er Frejlif gået til latterligheder som at anlægge
fuldskæg!
Efter disse stofligt bestemte kapitler
vender Frejlif Olsen tilbage til sin yndlingsprosa: den eksistentielle
retorik. Det sker i kapitlet “Bekendelser og tilståelser”, som
efterfølges af en “Afslutning”, hvor han overvejer at slynge
erindringspapirerne ind i den glødende kakkelovn. Hvad han måske har
gjort. Hans grundige biograf, Gregers Dirckinck-Holmfeld, som har været
i alle gemmer, har ledt forgæves efter resterne i asken.
Hvis Frejlif Olsen oprindelig havde
planer om en selvbiografi i fem bind, så havde han ved affattelsen af
indledningen forstået, at han ikke var i stand til at gennemføre
planen. Som journalist-erindring tyndede hans prosa mere og mere ud, og
heller ikke ad filosofisk vej kunne han komme videre: “Hvor uendelig
meget er der ikke i et menneskes liv, som det er umuligt at skrive
ned,” sukker han.
I begyndelsen elskede han ordene. Nu
er han begyndt at afsky dem.
Selvbiografiens indhold sammenfatter
han i disse deprimerede ord: “Gennem en fattig og glædesløs ungdom,
gennem savn og ensomhed gik vejen ind i en utryg journalisttilværelse.”
Frejlif Olsens vej til journalistikken
ligner udefra en optur: Teglværkbestyrerens søn indsendte anonyme
artikler til Lyngby Avis, Morgenbladet og Dags-Avisen.
Inspireret af storebror Henrik søgte Frejlif ind på Blågård Seminarium,
men sprang fra uddannelsen for at blive lærling på et mejeri på
Lolland. Herfra sendte han revolutionære digte til Aarhusbladet Demokraten,
hvor han blev ansat, men få måneder efter
smidt ud igen. Tilbage i København gik han i lære som trykker. Her
holdt han ud i fire år og færdiggjorde uddannelsen, hvorefter han begav
sig ud på sin eneste udenlandsrejse. Den gik til Berlin og Hamburg. Her
forsøgte han uden held at leve som korrespondent. Hjemkommet blev han
knyttet til Ernst Brandes’ Kjøbenhavns Børs-Tidende, hvorfra
Edvard Brandes hentede ham til Politiken som
rigsdagsreferent, et arbejde, han passede samtidig med, at han skrev
for avisen København. Olsens referater fra
Rigsdagen udmærkede sig ved satiriske udfald mod de talende politikeres
udseende.
Efter således at have dokumenteret
smidighed, talent og frækhed fik han i 1905 tilbudt stillingen som
chefredaktør på den eftermiddagsavis, som Politiken begyndte at udsende
for at dække behovet for nyheder fra den russisk-japanske krig. Frejlif
Olsen slog til og gjorde med sin lidenskab og skrivefærdighed Ekstra
Bladet til et aktiv for Politiken. Han gik til yderligheder og pådrog
sig gerne en fængselsdom for injurier, når han mente, at en biskop var
fuld af løgn (jf. Jørgensen, 2018). Fra Ekstra Bladets talerstol førte
Olsen sin ubønhørlige kamp mod hykleriet.
Ved Frejlif Olsens død i 1936 ramte
Politikens hushistoriker Valdemar Koppel hovedet på sømmet, da han i
nekrologen karakteriserede Frejlif Olsen som “en Søren Kierkegaard i
det tyvende Aarhundrede, forvandlet til Hovedstadsjournalist”
(Politiken 6.6.1936).
Frejlif Olsens intellekt stak dybere
end Henrik Cavlings, og stilistisk var han mere træfsikker.
Cavling gled ofte let hen over
problemerne, og hans stil kunne være meget svingende.
En mandjævning mellem journalisterne
Frejlif Olsen og Henrik Cavling må alligevel falde ud til fordel for
storebroderen.
Cavling var udadvendt og aktivistisk.
Han havde rejst verden rundt og suget til sig af ideer, som han også
evnede at omsætte i praksis. Efter amerikanske forbilleder fornyede han
reportagejournalistikken og introducerede den moderne omnibusavis,
avisen for alle, med nyhedsartikler for sig og meningsartikler for sig.
Han var i en klasse for sig. Det er dokumenteret overbevisende af Hakon
Stangerup i Henrik Cavling og den moderne avis (1968)
og Sven Ove Gade i Journalisten. En biografi om Henrik
Cavling (2009).
Hvis Henrik Cavling var den moderne
yankee, så var Frejlif Olsen den sidste mohikaner. Hans idé om avisen
som én mands mening pegede bagud i pressehistorien. Frejlif tilhørte
føljetonjournalistikkens tidsalder. Han syntes, at det var noget pjat,
når journalisten rendte rundt og interviewede andre i stedet for at
skrive sin ærlige mening. Hvordan og med hvilke omkostninger han
realiserede denne bladfilosofi, fremgår af Gregers Dirckinck-Holmfelds
kæmpebiografi Frejlif og af samme forfatters
krønike om Ekstra Bladet (se litteraturlisten).
Efter Redaktionens Slutning er skrevet af en journalist, der
vidste, hvordan kagen skulle skæres.
En københavnsk journalist er skrevet af en forfatter, der har
brændt nallerne og mistet overblikket.
Frejlif Olsen: En
kjøbenhavnsk Journalist. Indledning til min Selvbiografi, 183
Sider. Pio, 1922
Frejlif Olsen: En
københavnsk journalist. Indledning til min Selvbiografi, 116
sider, med forord af Victor An- dreasen, Cicero, 1987
Valdemar Koppel: “Redaktør Frejlif
Olsen døde i gaar”, Politiken 6.6.1936
Georg Nygaard: Dansk
Biografisk Leksikon, 3. udg., bd. 11: 28f. 1982
Svend Dahl: Dansk
skønlitterært forfatterleksikon, 3, “Olsen, Frejlif” (med
bibliografi: 70f), 1964
Jette D. Søllinge og Niels Thomsen: De
danske aviser, 2, 1989:205ff.
Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør
- hvor andre tier. En Krønike om Ekstra Bladet. Bind 1: Fæle Frejlif og
hans drenge. 2003. Bind 2: Vrisne Victor og hans hvalpe, 2004
Gregers Dirckinck-Holmfeld: Frejlif.
Ekstra Bladets utæmmelige redaktør, 2013
John Chr. Jørgensen: Perfide
portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik,
2018
|
