Viggo Cavling blev handelsuddannet i London og New York. Efter et ophold på Askov Højskole begyndte han i 1907 at skrive til Aarhus Amtstidende. Året efter blev han ansat som journalist på Politiken, hvor han især gjorde sig bemærket som redaktør af tillægget Magasinet fra 1922. Ved siden af journalistikken skrev Viggo Cavling romaner, fortællinger og fagbøger om filosofi og ballet.

Far til forfatteren Ib Henrik Cavling (1918-78).

Ole Cavling

Henrik Cavlings anden søn, Ole Cavling (1898-1963), var frugten af en kærlighedsforbindelse med operasangerinden Valborg Andersen (1868-1941), som senere blev kendt som succesrig redaktør af ugebladet Hjemmet.

Ole Cavling blev sat i pleje hos en blikkenslagerfamilie på Christianshavn. Efter studentereksamen begyndte han at læse filosofi hos Harald Høffding. Han forsøgte sig tidligt med journalistik til det uafhængige socialdemokratiske Dagens Ekko, hvis chefredaktør rådede ham til at dyppe sin pen i Københavns skraldebøtter. Senere skrev han til det socialdemokratiske eftermiddagsblad Klokken 5.

I 1919 brød han op og rejste til Washington for at studere amerikansk politik og historie. Han havde korresponderet lidt til Politiken, da faderen i 1920 tilbød ham stillingen som Politikens korrespondent i London.

I 1924 blev han indsat som redaktør på Ekstra Bladet. Opgaven bestod i at få styr på journalistikken og økonomien. Frejlif Olsens gammeldags énmandsavis med meninger i lange baner skulle fornys efter angelsaksisk mønster.

Kæphest: layout

Ole Cavling særlige interesse rettede sig mod avisens design. At en avis var moderne viste sig i fremtrædelsesformen. Den unge Cavlings kæphest var layout. Der var selvstændige kapitler om overskrifter, ombrydning og korrektur i den lærebog, han tidligt i karrieren udgav under titlen Journalistik. Kortfattet Vejledning i moderne Journalistik (174 s. + 6 bilag, 1928).

Journalistisk testamente

I det følgende skal det handle om Ole Cavlings mindre omfangsrige Hver morgen er ny. Mit journalistiske testamente. som blev udgivet posthumt (158 s., 1963).

I en note foran i bogen skriver hans enke, Karen-Aase Cavling:

Han begyndte tidligt om morgenen, og derfor døbte han selv bogen Hver morgen er ny.

Desværre oplevede min mand ikke at se den trykt, men under udarbejdelsen omtalte han den altid som sit journalistiske testamente, og derfor udsendes den nu med denne undertitel.

Det fremgår allerede af første kapitel, at bogens hovedtitel er mere end en reference til Ole Cavlings arbejdsvaner. Det er en bladfilosofi, som går ud på, at kloden er ladet med stof. Den drejer rundt, så man hele tiden kan få øje på noget nyt, hvis man er nysgerrig og har ideer. På avisen starter redaktøren og hans medarbejdere på en frisk hver morgen:

I en moderne redaktion kommer medarbejderne hver morgen med deres ideer, som regel hentet fra det særlige felt, de dækker, plus lidt ekstra, og når det altsammen alligevel ikke slår til, afhænger bladets succes af chef-redaktørens medfødte evne til at hitte på. Ejer han ikke dette talent, bør han blive gartner på Middelgrundsfortet.

Mor er den bedste

Ole Cavling levede for at lave avis, og han var stolt af sin far (Henrik), sin onkel (Frejlif) og sin halvbror (Viggo).

“Men den største begavelse i familien var min mor, Valborg Andersen”.

Med journalistisk træfsikkerhed fyrer han denne påstand af på bogens første side. Han mener sikkert, hvad han siger, men han ved også, hvilken chokeffekt udsagnet vil have i offentligheden. Det vil blive opfattet som en nedgøring af Henrik Cavling. Man vil begynde at spekulere i skjulte motiver. Er det den uægte søns hævn over faderen, der svigtede?

Den tilsidesatte søn

Da Henrik Cavling i 1907 blev separeret fra hustruen Signe, måtte han betale hende den formue tilbage, som hun havde bragt med ind i ægteskabet. Desuden måtte han forpligte sig til at betale hende 2.000 kr. om året indtil hendes død. Henrik Cavlings biograf, Sven Ove Gade, skriver om den øvrige bodeling:

I deres fællesbo var en obligationsbeholdning på 40.000 kr. Sikkert Indtægter fra hans mange bøger - som den nu 20-årige Viggo overtog. Den 9-årige Ole, som han havde sammen med Valborg Andersen blev ikke betænkt, end ikke nævnt.” (Gade, 2009:36).

Henrik Cavling svigtede ikke Ole helt og aldeles. I nogle år tog han ham med på juleferie. Det var drengen glad for. Men der er hele tiden forbehold, når Ole Cavling fortæller noget om faderen.

“Navnlig Frejlif fik betydning for min udvikling”, siger han et sted, hvor taler om at udvide horisonten. Man ville have ventet, at han ville have fremhævet sin vidt berejste far, men nej, det var hans onkel, hjemmefødningen Frejlif. Og hans tilføjelse siger meget: “Her skal ikke gives en dybere vurdering af de to”.

Lærebog med selvbiografi

Hver morgen er ny er en mærkelig krydsning mellem en selvbiografi og en journalistisk lærebog. Ole Cavlings hu stod til lærebogen, men en sådan havde han skrevet en gang før. Han måtte lægge noget nyt erfaringsstof til, og hvad var mere naturligt end at indflette, hvad han havde lært af sin berømte far? På den anden side bekom det ham ikke så godt at åbne for posen med familiefølelser. Hver gang han er lige ved at røbe noget fra privatlivet, tager han sig i det og bringer fremstillingen ind på fagbogssporet igen.

Neden under de pæne ord om faderen skaberen af “Skandinaviens første moderne dagblad”, løber en kritik af faderen som snobbet, kynisk og fordomsfuld.

Min far var en snob

Ifølge Ole Cavling er dansk presse “alt for bjergtaget af dyre videnskabsmænd, hvilket sikkert skyldes redaktørernes ærbødighed for det, de ikke selv forstår.” Hvordan kan jeg vide, at disse ord er møntede på Henrik Cavling? Fordi Ole Cavling fortsætter sådan: “Jeg husker min far en dag, stolt som en hane, betroede mig, at han havde engageret to professorer plus en doktor, og hans stramme mine, da jeg vovede at spørge: Hvorfor foretrækker du ikke journalister med videnskabelig viden, folk som kan gøre de vanskeligste spørgsmål forståelige for almindelige mennesker og i en papirdyr tid klare sig med 200 linier, hvor professoren forlanger 500? - -

Ole Cavling nedgør faderen og bringer sig selv i positur.

Kendsgerninger distraherer

Et sted taler han om stilen i de ledende artikler. De må ikke fremtræde som et opkog af telegrammer. “Stilen bør være, hvad jeg før i denne bog har kaldt “korpusdansk”, det vil sige klar - fængslende - spækket med facts. Min fars flotte påstand om, at kendsgerninger distraherer, gælder ikke i 1961.” Det er diskutabelt, om Henrik Cavling nogensinde har sagt sådan. Men det klæber til ham. Man ville have ventet af en hengiven søn, at han lod tvivlen komme til faderen gode (jf. Vogel-Jørgensen, 1991:350).

Det er ikke altid retfærdigt, når han udstiller sin far. “Allerede 1924 foreslog jeg min far, at han dagligt skulle bringe en hel kvindeside i “Politiken”, men han svarede: Kære Ole, mit blad skal ikke være en dameavis!” Ole Cavling får det til at lyde, som om faderen var modstander af kvindestof. Realiteten var, at Henrik Cavling i 1915 havde knyttet Emma Gad til Politiken som redaktør af nogle særlige kvindesider, kaldet Dametidende, i søndagsudgaven (jf. Jørgensen 2013:16).

Avisens grundpiller

Paradoksalt nok er den avistype, som Ole Cavling plæderer for, meget tættere på Politiken end Frejlif Olsens version af Ekstra Bladet havde været det.

For Ole Cavling hviler avisen på fire grundpiller: Nyhederne, kampagnerne, kulturen samt underholdning. Nyhederne er vigtigst. Avisen udgives under mottoet “Alle vegne på Deres vegne!” Avisen taler direkte til læserne, men den er ikke dus med dem. Tabloidbladet behøver ikke at være fladpandet, fordi formatet er anderledes, forklarer Ole Cavling.

Man skal undgå hysteri i opsætningen. Store overskrifter gør avisen tarvelig. Det samme gør misbrug af udtryk som “skandale”.

Man skal ikke ansætte unge mennesker i redaktionssekretariatet, for de kan ikke vurdere, hvad der er taktløst.

Injurierende udtryk og ringeagtsytringer bør undgås.

Avisen må ikke favorisere nogen bestemt samfundsklasse. Bladet bør være hævet over partierne.

Men udgivelsesgrundlaget er fortsat kulturradikalt: Kongehuset, kirken og militæret får kun, hvad der tilkommer dem ud fra en demokratisk synsvinkel.

Kulturavis

Ole Cavling skammer sig på fagets vegne, når han ser interviews med tomhjernede skønhedsdronninger og artikler helliget problemet: Hvem skal være den erotisk dominerende i ægteskabet? “Tænk, hvad der sker ude i verden i dag, fra brintbomben til det voksende racehad, og så spilder pressen papir samt sværte på det mest ligegyldige vås”, skriver Ole Cavling, som var chefredaktør for Ekstra Bladet i 34 år, fra 1924 til 1958. Det var i hans avis, at Otto Gelsted redigerede seriøse litteratursider i 1920’erne og Thorkild Hansen skrev stribevis af kronikker fra Paris omkring 1950 (jf. Dirckinck-Holmfeld, 2003:119ff og Behrendt, 1992 og 1995). I samtalerne og brevvekslingen med Thorkild Hansen fandt Ole Cavling endelig en, der var på niveau.

Ole Cavling nød intelligent selskab, og var meget imod, hvad han så i fjernsynet. Han forudså, at tv kunne blive en trussel mod hele hans blad-filosofi, fordi det aldrig bliver morgen på ny; i radio og fjernsyn løber tiden i én lang båndsløjfe. Hvad han ikke forudså, var, at interviews med tomhjernede skønhedsdronninger og artikler om erotisk dominans skulle blive gangbart stof i morgenaviserne.

Ole Cavlings papirer

Ole Cavlings liv og virke blev underkastet en dybtgående analyse i forbindelse med udgivelserne op til Ekstra Bladets 100 årsdag i 2004. Journalisten og forfatteren Gregers Dirckinck-Holmfeld dykkede ned i Ole Cavlings papirer på Det kongelige Bibliotek og kom lettere rystet op igen. Hvad han havde fundet, var

en sær og egentlig tragisk skikkelse. En bladverdenens Don Quijote i ustandselige stormløb mod indbildte og virkelige fjender, en mand, der viede bladet sit liv, selv om han hele tiden drømte om noget andet. (“Den glemte Cavling”, Politiken 5.11.2003)

“Om alt, hvad der er gået forud, ved vi meget lidt skriver Dirckinck-Holmfeld”, fordi Cavling “lukker som en østersskal omkring meget i sit liv, lukker op og klapper i, uforudsigeligt. Kontaktsøgende det ene øjeblik, sky det næste. Han ønskede aldrig at stå i Blå Bog, ikke engang i telefonbogen, og prøvede at smutte udenom, når fotografer løftede kameraet.”

Det har ikke været let at være søn af Henrik Cavling, og som uægte søn har været dobbelt svært. Til daglig var han gemt af vejen, men i juleferien tog faderen ham med på sine rejser rundt i Europa og indskærpede, hvor vigtigt det var at indlogere sig på de fineste adresser. Det var en slags kulturrejser, hvor drengen blev trænet i at gøre iagttagelser og skrive dem ned og hånet for ikke at vide, hvem Rousseau og Linné var (Ole Cavling, 1958).

Ikke underligt, at sønnen senere, da han skulle udfylde en chefredaktørstol i faderens bladhus, pustede sig op som det ensomme geni omgivet af lutter idioter. En gennemgående figur i hans journalistiske testamente er den dumme eller dovne journalist, som ikke forstår, hvad chefen siger.

I mismodige stunder drømte han sig væk fra det hele.

“Den tvetydige beundring for faderen, Henrik, forlod ham aldrig”, skriver Gregers Dirckinck-Holmfeld. Ligemeget, hvor fint Ole Cavling var anbragt, så forblev han den forstødte søn.

Litteratur

Ole Cavling: Journalistik. Kortfattet Vejledning i moderne Journalistik, Gyldendal, 1928

Ole Cavling: Hver morgen er ny. Mit journalistiske testamente, Martins Forlag, 1963

Ole Cavling: “Paa Rejse med Henrik Cavling”, Politiken, 22.3.1958

Tinne Vammen: “Andersen, Valborg” i: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 1, Rosinante, 2000

Sven Ove Gade: Journalisten. En biografi om Henrik Cavling, Politiken, 2009

Gregers Dirckinck-Holmfeld: Tør - hvor andre tier. En krønike om Ekstra Bladet. Bind 1: Fæle Frejlif og hans drenge, Ekstra Bladets Forlag, 2003

Gregers Dirckinck-Holmfeld: “Den glemte Cavling”, Politiken, 6.11.2003

Poul Behrendt: “Det absurde menneske er en journalist”, Weekendavisen, 30.10.1992

Poul Behrendt: Djævlepagten. 1-2, Gyldendal, 1995

John Chr. Jørgensen: De tålte mosten. 39 kvindelige journalister, Ajour 2013

T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang: Bevingede ord, 6. udgave, 1991