Først lagt op 29-03-2021; senest opdateret 30-03-2021 09:55

 

Af John Chr. Jørgensen

Indhold

Journalisten der fik ret 1

En sommerferie. 1

Omkring 70 bøger 1

Fem erindringsbøger 1

På rettens vej 1

Ove Martin - helt og skurk. 1

En rigtig reporter 1

Komponeret som en stribe reportager 1

Kulturhistorie og pressehistorie. 1

Journalist før og nu. 1

Modstandsavis i 1956. 1

Litteratur 1

 

Journalisten der fik ret

Erik Nørgaards Gyldne tider (1998; rev. udg. 2006) er en moderne klassiker i vores journalistiske memoirelitteratur. Den er fyldt med portrætter af originale eksistenser fra pressens overdrev.

Erik Nørgaard (1929-2013) var en omvandrende historiefortæller, og i dette erindringsbind, som handler om hans tid på det sagnomspundne dagblad Information i 50’erne, afløser den ene anekdotiske beretning den anden.

Bogen begynder med, at Erik Nørgaard som 21-årig ansætter sig selv på Information. Under påskud af at skulle besøge en journalist-ven går han op på bladet og begynder at skrive notitser på stykbetaling. Den ene redaktør tror, at den anden har ansat ham. Det går glimrende, indtil de opdager, at han takket være sin opfindsomhed og flid tjener mange flere penge end de fastansatte. Så bliver der sat en øvre grænse for hans løn på Information. Han tager så bare et bijob på en distriktsavis.

En sommerferie

Skrive skulle han. Helst hele tiden. En sommerferie på Bornholm resulterede i interview med forfatteren Tage Voss, maleren Oluf Høst og “en køn keramikpige fra Svaneke” plus en artikel om et amerikansk forfatterpar, der havde slået sig ned på øen, samt en stribe notitser om småoplevelser til rubrikken “I forbifarten”. Erik Nørgaard havde taget sin kone med. “Ninna fik oplevet, jeg fik skrevet”. De skændtes, så det bragede. “Vi betragtede vel ægteskabet som en slags uforpligtende leg”, skriver han. “Vi burde nok have ventet lidt - og hver for sig fundet en anden ægtefælle.” Eftersætningen kommer som en overraskende pointe i en vits. Med sit kyniske vid formår Erik Nørgaard at skrive let om det tunge. Og han er altså ikke bange for at inddrage scener fra privatlivet.

For ikke at komme i karambolage med kollegerne på avisen opdyrkede Nørgaard nye bizarre stofområder med festlige randeksistenser. For eksempel Nyhavn, pornografi og æreskrænkelser!

Omkring 70 bøger

Når spaltepladsen blev for trang, udfoldede Nørgaard sine skrivetalenter i bogform. Omkring 70 bøger blev det til. Han debuterede i 1950 med en digtsamling: Frynser, men slog derefter ind på en faglitterær bane med bøger om især populærkultur og retsforhold, bl.a. Bogen om Elvis Presley (1959): Jazz, Guldfeber og farlige Damer (1965), Hvad enhver kvinde bør vide (1969), Sådan er danske fængsler (1971), Hvem myrdede Mona (1972), Forræderiet mod sabotørerne (1972), Dansk reklames barndom (1973), De kalder os glædespiger (1975), Franske postkort 1925-35 (1985), Smertens vellyst (1985) og Prostitution i Danmark efter middelalderen (1990).

Fem erindringsbøger

Hvis der var oplevelser, som hverken egnede sig til artikler eller fagbøger, så havde han mulighed for at samle dem op i sine fem erindringsbøger:

Den første, Det skæve hus (1995), fortæller om barndomsårene i Aalborg, indtil han som 17-årig tiltræder en stilling som chefredaktør for Viborg Venstreblad, som i virkeligheden kun var en side med lokalstof i Randers Amtstidende, hvor han dernæst bliver chefredaktør. I baronens seng (1996) og En troløs mand (1997) dækker årene i Randers og på Fyens Venstreblad i Odense, indtil ankomsten til Information i København (Gyldne tider, 1998).

“I løbet af de følgende 12 år gør han sig så fordelagtig bemærket, at Politiken i 1963 sender bud efter ham”, skriver Bo Bramsen med en kostelig royal formulering i Politikens Historie, 2, 1984.

Fra 1970 knyttes Erik Nørgaard til Danmarks Radio og lever fra 1988 som fri forfatter (Ringen sluttet,1999).

På rettens vej

Erik Nørgaards status som journalist beror først og fremmest på hans indsats som kritisk undersøgende journalist med speciale inden for politi, kriminalsager og fængselsvæsen. Ved at sætte sig ind i paragrafferne og bide sig fast i sagerne fik han et kvindefængsel nedlagt, en hærchef afsat og love ændret. Hvordan det mere konkret gik for sig, fremgår af bogen Journalist på rettens vej. Artikler af Erik Nørgaard, redigeret af Mogens Meilby, 2001.

I erindringsbindet fra det gyldne tiår på Information fortæller han, hvordan retsstoffet bliver interessant fra den dag, han lærer at sætte spørgsmålstegn ved myndighedsapparatets ufejlbarlighed:

En psykiatrisk overlæge, der ville holde en småkriminel vaneforbryder i livslang psykopatforvaring.

     Et sædelighedspoliti, der lå på lur for at afsløre, om en person mod betaling “skaffer sig et kønsligt forhold til en anden person af samme køn under 21 år”.

Der var nok af uretfærdigheder at tage fat på.

“Det store problem var altid objektivitet. Reportager og kommentarer måtte holdes adskilt. Journalisternes holdninger og meninger måtte ikke skinne igennem”.

Men Nørgaard fandt raffinerede stilistiske og kompositionelle metoder til omgåelse af dette problem. Samtidig betød den autoritet, han opbyggede som retsreporter, at både hans foresatte og læserne accepterede sammenblandingen af rapporterende og kommenterende journalistik.

Ove Martin - helt og skurk

Erik Nørgaards nærmeste foresatte på Information var redaktionschef Ove Martin. Han fungerede som indpisker på kulturredaktionen. Han mente ikke, at det var kulturstoffet, der solgte bladet, som på dette tidspunkt var en løssalgsavis. Den anmelder, han syntes bedst om, var ham de kaldte “Dræberen”, nemlig musikanmelderen Hansgeorg Lenz. Når Lenz kom med en af sine ondskabsfulde anmeldelser, kunne Ove Martin finde på at sige, at her kunne kunstanmelderne lære noget. “Der er lige så mange plattenslagere mellem klatmalerne”.

De kaldte Ove Martin Overbøffen. “Der gik nogen tid, før jeg lærte at affinde mig med dette sammensatte menneske”, sukker Nørgaard, som må tage livtag med Overbøffen hver dag. Men det var Martin, der reddede ham fra at blive fyret, da chefredaktør Outze en dag hidsede sig op over en stavefejl i et navn i en af hans artikler.

Martin værdsatte Nørgaards produktivitet. Og Nørgaard beundrede Martin for hans evne til at skære igennem.

Mange af bogens anekdoter om Martin indeholder en hyldest til hans grove maskulinitet:

Men vi fandt os i Martins grovheder. Dels fordi de sjældent var så alvorligt ment, og dels fordi vi måtte bøje os for hans journalistiske dygtighed, og dels fordi vi ikke kunne forestille os, hvem der ellers skulle holde sammen på alle de løse ender, når chefredaktørerne var tilfredse med kun at være synlige i kolofonen.

Hvis en medarbejder viste tegn på åndshovmod og dovenskab, trynede Martin ham. Da forfatteren Thorkild Hansen en dag afslog at skrive om et emne, han ikke havde forstand på, eksploderede Martin: “Ikke forstand på? Slå op i telefonbogen. Det er vel en bog, du kender. Slå op og find en, der er klogere end dig selv. Det vil ikke være svært. Vrid de oplysninger ud, du har brug for, og skriv historien. Det er det, vi journalister kalder research.”

“Martin fik pisket den artikel frem, som han ønskede”, noterer Erik Nørgaard. Han stod selv på skillelinjen mellem nyhedsjægerne og spinatfuglene.

En dag da Nørgaard kom hjem med endnu en historie om sine københavnske randeksistenser, spurgte Martin: “Møder du aldrig normale mennesker?”

For Erik Nørgaard var Ove Martin en ægte he-man. Ligemeget hvor groft han opførte sig, havde han Nørgaards beundring. Da det lykkedes bladets højt respekterede læge- og videnskabsjournalist Thyra Christensen at komme først med historien om, at den amerikanske soldat George Jorgensen var blev kønsopereret i København og nu hed Christine Jorgensen, sagde Martin til hende: “Det er en meget god historie om ham soldaten, der har fået pikken snittet af. Du er ved at oppe dig.”

Thyra Christensen tålte mosten, men det er klart, at Ove Martins værtshus- og militærforlægnings-tone ind imellem kunne såre en kollega. “Han er ikke et menneske, han er et dyr”, græd filmanmelderen Bent Petersen (senere Grasten). På et tidspunkt forlangte en gruppe misfornøjede kolleger ham fjernet, og de satte deres stillinger ind på det.  Der blev holdt et møde, hvor han fik tilbudt at rykke ned som menig medarbejder. “Ove forlod bladet efter mødet, og vi så ham aldrig senere på Information. Han efterlod sig en sønderslået skrivemaskine fra Fædrelandets tid - og en myte, der kunne lægges oven i så mange andre om denne underlige avis,” skriver Nørgaard.

Ove Martin blev chef for Politikens Pressefoto, stadig buldrende energisk. Det hændte, at medarbejderne dér syntes, han gik for vidt i sit “frisprog”. “Men det var det rene søndagsskolesnak mod det, vi var vant til fra Klondike-tiden”, noterer Nørgaard med en reference til den anarkistiske frodighed i Informations første tiår.

En rigtig reporter

En rigtig reporter formår at registrere med alle sine sanser og at genskabe sanseindtrykkene i sprog. Hans artikler er “Som at være der selv” - for nu at sige det med titlen på Teddy Petersens instruktive bog om “Den skrevne reportage i Danmark” (2015).

Erik Nørgaard var en rigtig reporter, også når han skrev erindringer. Han fortæller os ikke alene, hvordan der så ud på Information i halvtredserne, men også hvordan der lugtede:

Bevægede man sig en morgen ned ad den lange redaktionsgang, fik man en duft i næsen af frisklavet kaffe, der stammede fra Leif Blædels fine, blankskinnende kaffemaskine, dampene fra pressefotograf Jørgen Ambroos mørkekammer, og måske et strejf af Thyras eau de cologne. Måske også en ram duft af mangel på properhed og cerutrøgen fra lederskribenterne på vej til morgenmødet på Seidenfaden kontor.

     Alt i alt en speciel sammensætning af dufte, jeg holdt meget af.

Tilsvarende beskriver han lydene, de kimende telefoner og klaprende skrivemaskiner. Beskrivelserne er ikke ment som underholdende sanselyrik, men som forsøg på at ramme sandheden med størst mulig præcision. Når et andet samtidsvidne, Klaus Rifbjerg, husker kulturredaktionens kontor som et mørkt hul med slimede vige og gustent lys, så siger Nørgaard: “Jo, Klaus er digter” og korrigerer ham: Der var et temmelig stort vindue “med udsigt over taget til annekset med telefonomstillingen og korrekturlæserne og videre til et glimt af Skt. Annæ Passage.”

“Hvordan kan erindringen ikke snyde os alle?” spørger Nørgaard retorisk.

Komponeret som en stribe reportager

Gyldne tider er komponeret som en række reportager lagt i forlængelse af hinanden. De præsenterer sig som 26 kapitler. De to første “På linjebetaling” og “Begyndelsen til en avis” handler om Nørgaards ankomst til Information. Det sidste, “En ny avis” refererer til Nørgaards overgang til Politiken.

De mellemliggende kapiteloverskrifter henviser enten til reportagetemaer (“Den stigende kriminalitet”) eller til begivenheder af historisk eller bare bladhistorisk art, undertiden koblet sammen som “To forlis”, der dels handler om Grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis og dels om redaktionschef Ove Martins fyring. Nørgaard er ikke bange for den slags dristige sammenkoblinger.

Kulturhistorie og pressehistorie

Med dispositionen efter temaer er Gyldne tider både en kulturhistorie og en pressehistorie, både historien om de emner, Nørgaard behandler (pornografi etc.), og historien om de blade og medier, han er knyttet til, og ikke mindst de personer, han møder dér.

Hovedpersonen i Gyldne tider er formelt fortælleren, altså Erik Nørgaard selv. Men reelt er Ove Martin mest interessant.

Synsvinklen er ikke bundet til Nørgaard selv. Værket gør krav på at udsige noget sandt om virkeligheden uafhængigt af Nørgaard. Han nøjes ikke med at skrive, hvad han selv har oplevet. Det bedste bevis, man kan fremføre for det, er, at Nørgaard reviderer sine memoirer ved at inddrage nyudkomne bøger med andres synsvinkler. I anden udgave af Gyldne tider citerer han f.eks. fra min bog, Spinatfugl, om Klaus Rifbjergs liv med pressen. Det citerede reviderer ikke noget. Det lægger bare mere på. Som om Nørgaard stiler efter at skrive den fuldstændige sandhed om Rifbjerg på Information - og ikke vil nøjes med at efterlade et personligt indtryk.

Bestræbelsen på at få det hele med - også de andres erindringer - svækker Erik Nørgaards memoireværk som fremstillingskunst.

Men som rodebutik er bogen et eldorado. Man ved aldrig, hvad der dukker op i næste kapitel. Men Erik Nørgaard har sig selv med hele vejen, og bogen er ikke nogen glorificering af provinsdrengens selvhjulpne fremgang i hovedstaden. Nørgaard erkender, at han kunne have været bedre klædt på til reporterjobbet. Hans manglende sprogkundskaber satte grænser for, hvad han kunne udrette i Paris, så han blev helst på de hjemlige græsgange.

Journalist før og nu

Et sted funderer han over forskellen på at være journalist dengang og nu. “Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan nutidens computerjournalister opfatter deres erhverv. Det er mit indtryk, at de er blevet mere specialiserede, mindre omkringfarende, mere i lommen på den elektroniske fremstillingsproces”, skriver han og ser tilbage på en arbejdsgang, hvor journalisten bevægede sig fra den ene lokalitet til den anden og tog noter undervejs og diskuterede artiklen med redaktionschefen, korrekturlæseren og sætteren.

Modstandsavis i 1956

Fordelene ved overgangen fra denne mere nærværende og mandskabskrævende journalistik til den moderne teknologi fik Information en forsmag på, da bladet under en storstrejke i 1956 udkom som offset-produceret nødavis uden typografernes medvirken. I et medrivende kapitel skildrer Erik Nørgaard modstandsjournalisternes kamp for at få nødavisen produceret og bragt frem til salgsstederne. “Outze begyndte at bære pistol i skulderhylster. Men jo mere dramatik, jo mere var han i sit es.”

Litteratur

Erik Nørgaard: Gyldne tider. I skyggen af Outze og Seidenfaden. Erindringer. Revideret og udvidet udgave, 2006

Journalist på rettens vej. Artikler af Erik Nørgaard. Udvalgt og indledt af Mogens Meilby, 2001

Teddy Petersen: Som at være der selv. Den skrevne reportage i Danmark, 2015

©John Chr. Jørgensen